Læsetid: 7 min.

Skandale som succeskalkyle

Kristian von Hornsleths projekt i Uganda får alverdens Muhammedkarikaturer til at fremstå som vuggeviser, skriver den svenske avis Dagens Nyheters kunstanmelder
Kristian von Hornsleth undskylder sig ikke med principper som ytringsfrihed eller systemkritik. Han løber linen ud. Han har frigjort sig fra alle værdier. Eller snarere ophøjer han markedet til en værdi i dets egen ret. Resultatet er en utilitarisme, som indebærer enhvers ret til at anvende sit medmenneske til hvad som helst, bare man er enige om prisen.

Kristian von Hornsleth undskylder sig ikke med principper som ytringsfrihed eller systemkritik. Han løber linen ud. Han har frigjort sig fra alle værdier. Eller snarere ophøjer han markedet til en værdi i dets egen ret. Resultatet er en utilitarisme, som indebærer enhvers ret til at anvende sit medmenneske til hvad som helst, bare man er enige om prisen.

Mik Eskestad

22. september 2007

I Uganda ligger en by ved navn Buteyongera. Før i tiden havde dens indbyggere mange forskellige navne - Ahmed, Susan, Apollo, Jesca for at nævne nogle få. Fremover hedder de alle Hornsleth. Ahmed Kabenge er blevet til Hornsleth Ahmed Kabenge, Susan Gimeye til Hornsleth Susan Gimey og så fremdeles. I Ugandas folkeregister findes i dag godt 300 personer fra Buteyongera, som hedder Hornsleth.

100 personer fra byen har siden ladet sig forevige på fotografier, hvor de ses fremvise beviset på deres nye identitet. De har skrevet under på, at de frasiger sig ophavsretten til fotografiet og tillader, at en dansk kunstner sælger det som kunstværk.

Kunstnerens navn? Ja, det er naturligvis Hornsleth. Kristian von Hornsleth.

Af hvert fotografi har Hornsleth ladet fremstille tre meter høje kopier, som er blevet udstillet på gallerier i København. Netop nu kan de beskues i Illums Bolighus. Her hænger hundredvis af fattige ugandere nu blandt danske og italienske designmøbler. Og prisen for et billede? 52.000 danske kroner. Sælger Hornsleth alle billeder i tre kopier, bliver bruttoindkomsten 15.600.000 kr.

Hver ugander har på sin side fået enten sin egen ged eller sit eget svin. Og når dyrene formerer sig, skal afkommet foræres til naboerne. Om nogle år vil velstand råde i Buteyongera, håber Hornsleth.

Buteyongera? Nå ja, fremover hedder byen nu The Hornsleth Village, og her foregår der et bistands-, frihandels- og kunstprojekt under parolen "Vi vil hjælpe jer, men vi vil også eje jer".

Kristian von Hornsleth står for idé og koordination. I Uganda har han ansat lokale medhjælpere. I Danmark har han hyret fotografer, som er rejst ned og har fotograferet. Endvidere er han blevet bistået af forfattere og filmfolk, der har dokumenteret projektet, og et pr-firma, hvis opgave har været at skabe opmærksomhed omkring det. Han har endda shanghajet kunstkritikere, som skal lovprise projektet, og andre, som skal nedsable det.

Sådan fungerer verden. Langt borte sælger en fattig sit navn for en gris. Herhjemme gør en kunstner karriere på at vise billeder af hende. Massemedierne får en nyhed, og kritikerne får noget at skrive om. Og Hornsleth Ahmed Kabenge i Uganda attesterer, at han af egen fri vilje har solgt sit navn for en grisling. Ja, i det mindste attesterer Hornsleth, at han attesterer dette.

Mirakuløst nok synes alle at tjene på transaktionen. Og dette alene i kraft af en virkeliggørelse af frihandlens princip. Væk med den dårlige samvittighed over verdens uretfærdigheder, formaner Hornsleth i den bog, hvori han har dokumenteret sit projekt: Nu skal det være slut med at donere penge - lad frihandlen begynde!

Forsvarer sig energisk

Men hvis alle kun har gavn af arrangementet, hvorfor føler så mange sig så ilde til mode? De, som har arbejdet for Hornsleth, forsvarer sig påfaldende energisk - som om de havde gjort noget galt. De skribenter, han har betalt, forsøger sig med alle mulige krumspring for at ekstrahere noget værdifuldt af foretagendet. Boris Groys, en af verdens fremmeste kunstteoretikere, pisker en skummende diskurs frem og sætter hele sin vældige autoritet ind på at vise, at Hornsleth er en helt. Den danske kunstner har nemlig blotlagt en stor sandhed: At alle menneskelige relationer i alt væsentligt handler om at udnytte hinanden.

Men provokationen og modviljen bunder begribeligvis ikke i, at Hornsleth viser os, at mennesker udnytter hinanden, eller i, at hvide udnytter sorte.

Den virkelige provokation er uudtalt og følger i næste led: Vi udnytter hinanden, de hvide udnytter de sorte - og det er fint nok. Lad os endelig blive ved med det. Man kan her sammenligne med Pål Hollender, kunstneren, som betalte en prostitueret i Letland for at måtte filme sit samleje med hende og siden viste filmen frem som et kunstværk. Også han ville vise udnyttelsen, men hans sigte var at gøre noget ved den.

I sammenligning med Hornsleths projekt fremstår Muhammed-karikaturerne fra Lars Vilks og Jyllands-Posten nærmest som vuggeviser, endskønt alle værker kører ud ad den samme bane, hvor opmærksomhed genereres og karrierer skabes på at overtræde en grænse og siden indkalde til pressekonference. Den højeste effekt opnås, hvis man tramper på de svage eller hetzer imod en folkegruppe.

Hvorfor? Måske beror det på den sindrige kombination, at kunstneren opnår en art rensende katarsis-effekt ved at artikulere noget, mange fortrænger: 'Vi tramper dagligt på de svage' kobles til et bekræftende budskab: 'Og vi tramper på dem med rette, i princippernes navn'.

Forskellen er, at Hornsleth ikke undskylder sig med principper som ytringsfrihed eller systemkritik. Han løber linen ud. Han har frigjort sig fra alle værdier. Eller snarere ophøjer han markedet til en værdi i dets egen ret. Resultatet er en utilitarisme, som indebærer enhvers ret til at anvende sit medmenneske til hvad som helst, bare man er enige om prisen.

Et eller andet sted langs denne bane må kunstinstitutionerne udlægge farthindringer. Ellers risikerer vi snart at høre om en kunstner, som drager til Afrika for at tilbyde en gris - ikke for et menneskes navn, men for et menneskes barn. Og barnet vil så siden blive vist frem og solgt som oplevelse et eller andet sted i Europa.

Og på den kritik, der vil blive rejst, vil kunstneren kunne svare som Hornsleth: "Don't worry, this is art!" Og hvis kritikken fremturer, vil kunstneren skifte fod, som Hornsleth: "Jeg viser jo bare, hvordan systemet fungerer." Og hvis kritikken stadig ikke vil give sig, skifter kunstneren bare fod igen, som Hornsleth: "Men det er jo for barnets eget bedste. Spørg selv, om barnet vil tilbage".

Protester fra Uganda

Nej, jeg taler ikke om forbud, men om farthindringer. Det vil sige kritik og nødvendige sondringer, der kan trække grænsen ved det facile og det tomme. Mange har godtaget Hornsleths projekt som interessant kunst: Dansk fjernsyn, CNN, BBC, pr-bureauer, kunstinstitutioner, kritikere, skribenter, varehuse. I Afrika derimod har modtagelsen været skånselsløs. Ugandas ambassade i Danmark har protesteret højlydt. Hvilket naturligvis har fået Hornsleth til at gnide sig endnu mere i hænderne. For alle, som ytrer sig om Hornsleth, er i en vis forstand fortabte, jeg selv indbefattet. Skandalen indgår i hans succeskalkyle. Men at tie er heller ikke noget alternativ.

Ganske som Vilks sætter Hornsleths projekt farerne ved den såkaldte relationelle kunst i relief. I stedet for at producere et værk, udløser kunstneren en serie virkelige hændelser, og hvis disse hændelser udarter, kan han sige sig fri for sit ansvar med henvisning til kunstens frihed.

Men den, som godtager Hornsleths projekt som kunst, kan meget let se, at det er dårlig kunst. Stærk kunst rummer et mål af selvrefleksion. Havde Hornsleth funderet dybere over sit værk, var han veget tilbage. For hvad er forudsætningerne for, at man skal kunne eksponere afrikanere på denne måde? Hvordan kan nogen udmale dagens Uganda som så fattigt og hjælpeløst, at det behøver netop hans hjælp? Hvad står på spil, når en hvid mand smiler over, hvordan Afrika danser af glæde, når han ankommer for at uddele smågrise? Man kommer ikke uden om, at vilkåret for hele projektet er en art racisme af groveste slags. At dømme efter projektets modtagelse er slaveriets æstetik stadig gangbart i dele af den europæiske kunstverden og i København.

Nu kommer så indvendingen: Jamen, de gjorde det jo frivilligt. Og er deres tilværelse måske ikke blevet bedre? Deres egen regering har jo i mange år ikke løftet en finger for at hjælpe dem. Det er ikke svært at forstå forarmede bønder, som omfavner Hornsleth og gerne tager hans navn, når en gris kan betyde, at de slipper for at sulte.

Mennesker eller svin

Nej, det er ikke svært at forstå uganderne. Men det er svært at forstå Hornsleths vilje til at udnytte dem. Fremtiden i Buteyongera er ubeskrevet. Den ligger i ugandernes egne hænder, og lykkeligvis står det ikke i Hornsleths magt at styre den. Hvorvidt han lindrer deres fattigdom eller forværrer den, spiller i denne sammenhæng ingen rolle. Sagen drejer sig om noget mere simpelt, som er langt mere alvorligt. Man kan forære et andet menneske sin gris. Men kan man begære hans eller hendes navn som bytteobjekt? Er europæere forpligtet til at behandle afrikanere som mennesker? Hvornår har kunsten ret til at behandle andre mennesker som hunde og svin?

"Sammen marcherer vi mod udviklingen", står der på ryggen af de sorte bluser, som kvinderne har iført sig til dansen i Buteyongera. På brystet står: The Hornsleth Family. Ved at udbrede sit navn har den danske kunstner fremavlet en stor familie i Uganda. Dog har billederne én fejl. På ingen af dem ses han selv i den bluse, han har klædt afrikanerne i.

© Dagens Nyheter og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Stefan Jonsson er kunstkritiker ved den svenske avis Dagens Nyheter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Aaen

Stefan Jonsson overser totalt at markedet sætter en pris på alt i dag - også på andre mennesker. Hornsleths kunst-projekt er en overvejelse værd, idet det går på det spørgsmål om hvad identitet er, og om man kan købe sig til en identitet.

Åbenbart kan fattige mennesker godt dette - i Afrika - købe sig til en identitet, der er ny. F.eks. hedde 'hornsleth' end det man oprindeligt hed...

Åbenbart har Stefan Jonsson det vsært med at en hvid mand tager til Afrika og laver dette, var det måske bedre om det havde været en sort mand der boede i Sverige, der havde gjort det?

Heinrich R. Jørgensen

Kristian von Hornsleth:
"Vi vil hjælpe jer, men vi vil også eje jer"

Det samme koncept rummes i stort set alle øvrige forsøg på at "hjælpe" de stakkels afrikanere. Uanset hvad vi ellers synes om det gode ved nødhjælp, UN, WTO, EU, Verdensbanken, har de reelt oftest en ubehagelig bagside - menige afrikaneres ejerskab, kontrol og indflydelse bliver sjældent større pga. "vores hjælp".