Læsetid: 3 min.

Sommerdræberen

Det eneste, der er lidt hårdt ved at være et utaknemligt distanceret røvhul med korslagte arme og eurocentrisme, er klimaforandringerne
7. september 2007

Her i sidste uge kunne jeg høre den københavnske homoparade blive afholdt. Igennem mit vindue. Jeg gad ikke rejse mig og gå med. Ikke engang et gratis fadøls-armbånd til efterfesten på Rådhuspladsen kunne lokke. Eller det at udvikle en 'provins gay-dar'.

Det er ikke fordi, der ikke er noget at kæmpe for. Det er ikke fordi, det regnede lidt. Og det er slet ikke fordi, det er en gang superpoppet, stædigt upolitisk sponsorhelvede, hvor den laveste fælles nævner er dernede, hvor 'alle' kan være med. I en dyb mørk brønd - lost in the mainstream. Det er slet slet ikke derfor.

Det er, fordi jeg er et utaknemligt røvhul. Det har jeg alle dage været. Intet har været fint nok til mig. Jeg har cruiset samtlige organiserede fællesskaber til venstre for midten - lidt skateboard og lidt tekno og så helt ude på kanten af radikalitet, druk og hor. Evigt på jagt efter en sub eller modkultur - at være ååhh sin egen i. For så - med en halvdårlig attitude og total manglende respekt for ens nye 'venner' - lige at kortlægge kedsomligheden, og hvorfor man på et tidspunkt bare måtte videre...

Sin egen lille bitte verden

Homoseksualitet kan man jo ikke sådan lige løbe fra og heller ikke det at være lettere socialt handicappet. Venstreorienterethed bliver jo også nogenlunde siddende, medmindre man er totalt psykopat - så den neurotiske, røde, nisse-lebbe er altid flyttet med. Det er altså små cirkler og kredsløb, jeg har krydset og er derfor tit stødt på de andre rastløse tvivlere, der f.eks. har taget turen fra Ungdomshuset til modebranchen og tilbage igen.

Jeg tror bl.a., det kommer af at opholde sig for meget indendøre, når man er helt ung. Man bliver automatisk mere eller mindre goth. Topbleg og halvmistænksom over for de omgivelser, man aldrig rigtig ønsker at blive en del af. Man opfinder sin egen lille bitte verden - som selvfølgelig har et ulideligt selvbillede som centrum. Man ser for meget fjernsyn og sluger bøger og blade og spiser måske i det hele taget lidt rigeligt. Småbuttede informations-centraler, der først slynger noget ud, når det er afstemt efter alle koder, kunstens regler og adresseret til dem, vi er forelsket i og fascineret af - i dag.

Kulturkannibalisme

Jeg hadede somrene mest. Al den skide glæde, krop og uuhh spontanitet! Folk, der bare lige hookede op og tog ud i verden og 'lad os se, hvad der sker'.

Jeg elskede, når det langsomt blev efterår og tid til at gemme sig legalt igen og analysere og kortlægge lidt. Og jeg bliver stadig glad for atypisk sommerregn, fordybelse og f.eks en selvopfunden tema-søndag om 'kultur-kannibalisme': Efter glubsk fortærelse af Brokeback Mountain, tog vi på Boiz - en cheesy bøsse-deli i Huset i Magstræde.

Vi gloede på menukortet, der også bød på bakkesangerinde-dragshows og fik serveret en eller anden form for vildt i kirsebærsauce - med to mentol-shots - som en slags sæt. Det var en dejlig genre-blandende oplevelse, som behagede kultur-turisterne, og det smagte glimrende.

Nu har stedet så skiftet ejer igen, og jeg kan glædeligt forholde mig til den demokratiske måde, hvorpå steder som Huset skifter ham.

Udover alle tænkelige punk/funk/grunge/hiphop-grupperinger i Musikcafeen og det hedengangne Barbue, så har restauranten alene, først huset halvflippede hetero-arkitekt-bryllupper, gourmet & grand prix bøsser og nu hedder Boiz så Faust og er en natklub og snack-bar for gotiske kids.

Den sidste luksus

Det eneste, der er lidt hårdt ved at være et utaknemligt distanceret røvhul med korslagte arme og eurocentrisme, er klimaforandringerne. Det lige at have læst - at vi er de absolut sidste generationer, der har et luksusliv, hvor man kan lavprisflyve rundt og feste sig igennem en kreativ hverdag, hvor man snildt shopper mennesker, oplevelser og fælleskab. At når man nu har proppet sin evigt sure mund med champagne og pinnochiokugler - så må resten af de børn, vi jo alligevel ender med at få - slås for vand og brød og en seng og en mening med det hele.

"Hvis vi var udødelige, ville alt ændres, men da vi er forgænglige, bliver meget ved det gamle," skrev Brecht. Det er ikke andet for end at vælge side, grave sig ned og æde efteråret ind.

Maria Gerhardt låner dj-aliasset Djuna Barnes fra sin yndlingsforfatter. Hun har været involveret i klubberne Suicide Sundays, Yo!had og Dunst, skriver kulturjournalistik og er musikkonsulent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu