Læsetid: 2 min.

Superwoman-syndromet rammer stræberpiger

Teenagepiger, der higer efter perfektion i alle livets forhold, er særligt udsatte for at pådrage sig spiseforstyrrelser, viser ny forskning
Pressets pris. Efter astma og fedme er anoreksi nu oppe på en tredjeplads på listen over kroniske sygdomme blandt unge piger.

Pressets pris. Efter astma og fedme er anoreksi nu oppe på en tredjeplads på listen over kroniske sygdomme blandt unge piger.

Signe Vad

14. september 2007

Unge piger, som stræber efter perfektion, og som føler sig under pres i mange sammenhænge fra skolekarakterer til udseende og kæresteforhold, løber en øget risiko for at pådrage sig emotionelle problemer og spiseforstyrrelser, viser ny forskning.

Forskere dokumenterer, at mange piger helt ned til 13-årsalderen lider af det såkaldte superwoman-syndrom - en følelse af et overvældende pres for at opnå succes - hvilket kan påvirke deres mentale og fysiske helbredstilstand i negativ retning.

De seneste forskningsresultater, der just er offentliggjort i det britiske tidsskrift for adfærdsforsknin Sex Roles, tyder også på, at de unge pigers spejling af sig selv i idoler og berømtheder kan forstærke deres kvaler.

Stillet over for en Paris Hiltons rigdom, en J. K. Rowlings litterære succes eller en Victoria Beckhams selvdisciplin, når det handler om slankekost, føler mange teenagepiger sig håbløst utilstrækkelige.

Den ultimative kvinde

"Det, som sætter gang i nogle unge kvinders spiseforstyrrelser, er et brændende ønske om at være den ultimative kvinde. Superkvinder begærer det perfekte liv. Uanset hvor godt de så ellers klarer sig, føler de aldrig, at det er helt godt nok," forklarer dr. Janell Lynn Mensinger, som har stået i spidsen for forskningsprogrammet.

Personlighedstræk, der er sammenknyttet med anoreksi og andre spiseforstyrrelser - som for eksempel perfektionisme, monomani og higen efter accept - er også fremtrædende blandt præstationsmennesker og kommer hyppigt til syne under jagten på succes.

En dreng - seks piger

"Spiseforstyrrelser er en forsvarsmekanisme, de er et forsøg på at klare flere krævende roller på én gang," forklarer dr. Mensinger.

Ifølge det britiske psykiatrinævn, Royal College of Psychiatrists, er anoreksi nu den tredje hyppigste kroniske lidelse blandt teenagepiger efter svær overvægt og astma. Så mange som en ud af 150 af britiske 15-årige piger vurderes at pådrage sig lidelsen imod kun en ud af 1.000 15-årige drenge. For dreng, der rammmes, rammes altså mere end seks piger

Eliten rammes hårdt

Undersøgelsen, der refereres i Sex Roles og bygger på interview med 900 piger i New York, tyder på, at sociokulturelle faktorer også spiller ind på udviklingen af spiseforstyrrelser, og at skole og omgangskreds har særlig stor indflydelse.

Det påvises i undersøgelsen, at piger, der går i eliteskoler, hvor der er særligt stort pres for overlegne præstationer, såvel fagligt som socialt, er mere udsatte for at udvikle spiseforstyrrelser.

Miranda Geddes-Barton, en 16-årig elev på Notre Dame College i Leeds, er enig:

"Jeg oplever et stort pres. Det er helt sikkert værre at gå på privat skole. Kun topkarakterer duer, og socialt er der rigtig meget klikedannelse. Jeg kender en del, der har spiseforstyrrelser, og jeg er ret sikker på, at berømtheder, der er tynde, smukke og har succes, ikke er nogen hjælp."

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu