Da Martin Glaz Serup skrev ordet Guantánamo i sit langdigt 4, skrev han det ikke for at være politisk, men heller ikke for ikke at være politisk. Han skrev det, fordi det på det tidspunkt var en del af den virkelighed, han orienterede sig i. Men det er dette ene lille store ord, der har fået lektor i litteraturvidenskab Mikkel Bruun Zangenberg til at inddrage Martin Glaz Serup i sin kritik af måden, forfattere forholder sig til politik på.
"Disse realpolitiske referencer har tilsyneladende en hegemonisk effekt. Hvis der står Guantánamo, så bliver alt andet ligesom underordnet. Så kan det ikke længere være et kærlighedsdigt eller et naturdigt," siger Martin Glaz Serup.
Han har forundret fulgt debatten sat i gang af Mikkel Bruun Zangenbergs kommentar i tidsskriftet Kritik. Forundret, fordi de, der diskuterer litteraturens politiske indhold, ikke først definerer, hvad de forstår ved begrebet politik.
Martin Glaz Serup mener slet ikke, man kan opsplitte virkeligheden: "Jeg prøver at få disse domæner i verden til ikke at være adskilte. Jeg tror ikke meget på den Habermas'ke offentlighedsmodel, hvor der er kunstig opsplitning, så man bevæger sig fra det politiske rum og ind i for eksempel privatsfæren. Der kan jo være en god grund til, at man organiserer et politisk rum på en bestemt måde, og at nogle ting ikke er relevante at sige i folketingssalen. Det er fint og har sine pragmatiske årsager, men det har jo ikke noget at gøre med det liv, jeg i hvert fald lever. Man bevæger sig ikke fra at være et politisk menneske til at være et erotisk menneske osv. Her er domænerne tilstede samtidig, fordi man er et menneske."
Det er ligefrem blevet noget, han arbejder aktivt med.
"Jeg ønsker netop at fjerne særstatussen for det politiske og få det realpolitiske til at indgå på linje med alle mulige andre ting i livet."
Han er ikke interesseret i at skrive decideret politisk litteratur.
"Jeg synes personligt, at værkbegrebets politiske implikationer er mere interessant. Forstået på den måde; hvad er der plads til i et kunstværk? Hvad er væsentligt at tale om. Hvad tager vi alvorligt? Hvad gider vi diskutere i det offentlige rum som et seriøst udsagn, og hvad afskriver vi som barnagtigt eller uvæsentligt? Det er for mig meget mere interessant politisk, fordi det handler om, hvem der får lov til at ytre sig om hvad i det offentlige rum. Den slags, synes jeg, er meget relevant: og en meget bredere forståelse af, hvad politik er."
Væk fra politikken
Mads Storgaard Jensen, der har udgivet flere skønlitterære romaner, men også debatbøger - til oktober udkommer Når politik bliver pop - vil hellere operere med et smallere politisk begreb og begrænse politikken til sin egen sfære.
"Selvfølgelig forbliver det bredt, når det handler om samfundets indretning. Og her kan man sige, at litteratur og politik kommer til at ligge lidt op ad hinanden. Litteraturen er ikke nødvendigvis konkret politisk, men der hvor kampen står, er på det niveau, hvor værdierne og livssynet ligger. Selve dit værk, din kunst, er udtryk for din måde at se verden på og et udtryk for dit livssyn, ligesom man kan sige, at det at have politiske standpunkter er det. Dit livssyn kan jo godt understøtte en praktisk politik eller ideologi, men du kan også gennem din kunst give udtryk for et livssyn, der går imod visse politiske måder at tænke på," siger han.
Men helt konkret politisk bliver Mads Storgaard Jensen aldrig i sin skønlitteratur.
"Når jeg skriver skønlitteratur, har jeg følelsen af, at det overhovedet ikke har med politik at gøre, men med eksistens. Her kan man så indvende, at eksistens også er et politisk område, men så breder det politiske begreb sig netop for meget. Jeg mener, at politik er begrænset til et realpolitisk, praktisk område selvfølgelig også med abstrakte elementer af værdier og identitet, men når jeg skriver litteratur, så skriver jeg væk fra politikken. Hvis jeg ønskede at ytre mig om politik, så ville jeg vælge at udtrykke mig på en anden måde. Og ikke skrive litteratur, men en kronik eller en debatbog."
Anders Fogh Rasmussen
Mads Storgaard Jensen er enig med Martin Glaz Serup i, at hvis man først skriver et ord eller refererer til en aktuel politisk situation, så vil folk ofte hæfte sig ved det.
"Det er klart, at hvis du nævner Anders Fogh Rasmussen i et digt eller en roman, så vil det få opmærksomhed fra læsernes og ikke mindt journalisternes side. Han er behæftet med en meget konkret politisk betydning, der helt naturligt får læseren til at associere ordet med politik," siger han.
Derfor er det også et meget krævende projekt for en forfatter at nævne ord med politisk værdi.
"Om det lykkes ikke at gøre det politisk, men æstetisk, afhænger af digterens evner til at bruge fænomenet på en anden måde. Der skal altså gøres et ekstra benarbejde, hvis du som forfatter vil tage disse begreber fra politikken og føre det over i æstetikken. Hvis man forholder sig til de konkrete ting, så skal man på en måde forvrænge historien eller digtet på en sådan måde, så det perspektiv, man normalt lægger på Anders Fogh, bliver et helt andet. "
Digteren Mette Moestrup har som mange andre forfattere reageret på debatten om politik i litteratur, der lige nu foregår på Tue Andersen Nexøs blog på Informations hjemmeside.
Hun skriver blandt andet:
"Det er vel et grundlæggende spørgsmål, om kunstens kritiske potentiale ligger i en positiv kritik (utopi) eller en negativ kritik (atopi). Om kunsten altså har sit kritiske potentiale i at formulere et alternativ til samfundet eller ved at være et ikke-sted i forhold til samfundet, noget med andre ord ubrugeligt - umuligt at bruge opbyggeligt."
Mads Storgaard Jensen er enig i den betragtning og mener, at han selv skriver fra et ikke-sted.
"Jeg tror, det er meget sværere at opbygge positive alternativer, fordi vi så er ude i visioner. Hvor er det, vi synes, samfundet skal være, og den positive brug af litteratur kan meget nemt blive politisk. Min personlige holdning er, at hvis litteraturen bliver prosaisk, så mister litteraturen noget af sit skær. Noget af sit levende væsen."
Derfor tror han, at mange forfattere afholder sig fra at blive politiske. At beskæftige sig med politik på en æstetisk måde bliver et kæmpeprojekt. Men det kan dog godt lykkes, mener Mads Storgaard Jensen.
" Et godt eksempel er Don Delillos Vægten om mordet på JFK, der fokuserer på efterforskningen og de mennesker, der er impliceret: Både den store og den lille historie omkring begivenheden. Men bogen handler især om uhåndgribeligheden i det skete. Selvom der bliver brugt uendeligt mange ressourcer på at forstå det, og selvom det er en begivenhed, der har grebet ind i så mange menneskers liv, så forbliver den uhåndgribelig. Don Delillos fortælling om mordet på JFK er meget større og meget mere kompleks, så det holder op med at være politisk og bliver i stedet en fortælling med meget større perspektiv. Det bliver til æstetik."
