Læsetid: 3 min.

Tartuffe ud af den muntre tangent

Op på hesten igen. Henning Jensens Orgon er så besat af ordrerne fra sin coach, også om kondihesten, at han er parat til at give Helle Fagralids Barbie-skønne datter væk til Søren Sætter-Lassens forblændende skurk Tartuffe på Det Kgl. Teater. Også selv om Bodil Jørgensens Dorine råber i baggrunden.

Op på hesten igen. Henning Jensens Orgon er så besat af ordrerne fra sin coach, også om kondihesten, at han er parat til at give Helle Fagralids Barbie-skønne datter væk til Søren Sætter-Lassens forblændende skurk Tartuffe på Det Kgl. Teater. Også selv om Bodil Jørgensens Dorine råber i baggrunden.

Per Morten Abrahamsen

17. september 2007

Hvordan kan man tro på offeret i Tartuffe? Hvordan kan man tro på, at en mand er parat til forære alt til en svindler som Tartuffe - sin kone, sin datter, sine penge - uden at tøve overhovedet?

Denne skepsis er ofte omdrejningspunktet for iscenesættelser af Molieres Tartuffe. Deraf alle de psykologiske iscenesættelser. Og deraf alle de politiske, som f.eks. Ariane Mnouchkines lysende islamisme-fortolkning, dengang i 1996.

Det er imidlertid slet ikke i denne retning, at Lars Kaalund fører Det Kgl. Teaters skuespillere. Hos ham svulmer Tartuffe afsted, direkte ud af komikkens vildeste tangenter. For her er det ikke kun Organ, der bliver forført - og Tartuffe, der er kyniker. Her er det hele familien og hele samfundet, der er forrykt.

Dermed bliver det en iscenesættelse, der lader alle sine skuespillere gå linen helt ud. Og som sammen med scenografen Nicolaj Spangaa og kostumedesigneren Anja Vang Kragh skaber en grotesk verden, der er akkurat så teknikfikseret og modestyret som i dag. Og overvåget. Her er agenter, der går i ét med det mønstrede tapet. Velkommen hjem!

Søren smiler sidst

Dermed bliver Søren Sætter-Lassens Tartuffe ikke så ekstrem, som han i virkeligheden er - fordi de andre også er så forskruede. Han bliver snarere troværdig som den psykopattype, der i øjeblikket er så eftertragtet som leder eller coach: Den type, der kan få både sig selv og andre til at gøre det modbydelige og være stolt over det...

Det enestående ligger i Sætter-Lassens evne til at komprimere kynismen til dens essens. Han samler al kraft bag sin hvidpudrede ansigtsoval med røde hjertelæber og tyndtmalede øjenbryn, og så kaster han sine skadefro replikker ud mod de godtroende. Han alene bestemmer farten. Selvfølgelig med belejlig liderlighed, så bukserne dirrer, mens hænderne gør korsets tegn. Som en skruppelløs åbenbaring.

Jensen adlyder coach

Derfor er Henning Jensens Orgon forståeligt nok forblændet. Henning Jensen vælger at spille blidheden frem i sin patriark-figur, både under sideskilningsparykken og under svømmehætten. Tilbedelsen af Tartuffe gør ham så villig, at han næsten virker rørende i sin omsorg for sit orakel. Selv rollen som ubønhørlig far klarer denne Orgon ved at minde sig selv om de råd, som coachen Tartuffe har givet ham. Som han siger:'Tænk, han lærer mig, at jeg ikke skal føle det mindste for nogen!'.

Så selv om Helle Fagralid er den smækreste-lækreste Barbie-datter i snørekorsage og pink silkestrømpe, så gennemfører Jensens Orgon sin rideranke-ordre om, at hun skal gifte sig med Tartuffe. Og selv om Mille Dinesen er den klogeste-flotteste hustru i foldekåbekjole med indkig, så skal Jensens Orgon helt derud, hvor han får et hanrej-hjerteslag over Tartuffe, før han fatter noget.

Bodil kliner sig

Midt mellem Tartuffe og Orgon står dog Dorine, tjenestepigen, som er familiens egentlige overhoved. Bodil Jørgensen spiller hende fremragende - med så vrangvillig en komik, at historien kommer til at hænge sammen. Og det er i scenerne med Bodil Jørgensen, at Kaalund viser sin flotteste komik-instruktion, fordi han her skal kline hende ind mellem to andre. Bodil Jørgensen får møvet sig effektfuldt ind mellem både elskende og kæmpende i sin orangerøde plissébluse og sin klokkenederdel. Og jo, der er en grund til, at hun har fritlagte ører i sin sorte læderhjelm med silkesløjfe: Store ører er en forudsætning i bedragersamfundet...

Således kommenterer kostumerne sine ekstreme personer. Overdådigheden skriger, så den kniplingsbefængte bessemor alias Lone Hertz med gylden stemme endda har fået en dreven håropsatshat, der ville få Fru Møghe til at slikke sig om munden. Og Ole Lemmekes komiske Cléante-søn er udstyret med både hippie-hårperler og Birkenstock-sandaler med velour, mens Morten Suurballes lovens-lange-arm-foged blander lak og uniformsknapper som til Love Parade. Og jo, Benjamin Kitters svigersøn-to-be klarer mosten, fordi han har pelsdimser på hatten. Og så videre.

Om Tartuffe-historien drukner i farver og effekter? Ikke det mindste. Den boltrer sig tværtimod, som svømmede den butterfly i Spangaas spa-bad eller gik på fangst i Kraghs kræmmerbod - eller legede hinkeleg mellem Peter Glatz' overvågningsspots.

Desuden matcher oversættelsen dette kakafoniske sansemylder. Ulla Gjedde Palmgren har i hvert fald med stor humor fået fart over alexandrinerne. Her rimer 'hot' på 'høre-pod'...

Hvad man mere kunne ønske sig? At Lars Kaalund også var servicechef på Det Kgl. Teater. Så ville barpersonalet næppe kun bestå af to (2!) bartendere til 450 tilskuere. Monstro nogen fra Det Kgl. Teaters ledelse trænger til at se Tartuffe?

Tartuffe af Molière (1664). Oversættelse: Ulla Gjedde Palmgren. Iscenesættelse: Lars Kaalund. Scenografi: Nicolaj Spangaa. Kostumer: Anja Vang Kragh. Lys: Peter Glatz. Dramaturg: Jeppe Kristensen. Det Kgl. Teater, Stærekassen, til 31. okt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu