Læsetid: 2 min.

De usofistikerede mennesker på 'verdens tag'

De danske profettegninger er baggrund for en libanesisk tv-serie i den muslimske fastemåned, som startede i denne uge
15. september 2007

TEL AVIV - Den libanesiske tv-station LBC kan forvente store seertal over hele den arabiske verden med lanceringen af den nye tv-serie Saqaf al Alam, som var på skærmen for første gang i aftes. Seriens titel betyder 'verdens tag', og det er naturligvis en hentydning til et sted helt oppe på klodens top, nemlig Danmark. Og den faktuelle baggrund for seriens fiktion er de karikaturtegninger, der for et par år siden kom til verden i denne nordlige afkrog af verden.

"Ramadan er en måned, hvor familier tager sig tid til at være sammen. Tempoet sættes ned, og en vigtig del af samværet koncentrerer sig om de tv-serier, som alle stationer sender," siger den palæstinensiske journalist Khaled Amayreh, der bor ved Hebron på Vestbredden.

"Der er mange her, som ser LBC, og jeg forventer, at Saqaf al Alam bliver en stor succes. Ramadan-serierne må meget gerne have et aktuelt eller politisk bid, og det tror jeg, denne vil have."

Islams sande væsen

Serien, som har et afsnit til hver af de 30 dage i Ramadan, handler om en syrisk studine, der kommer til Danmark, netop som Jyllands-Posten offentliggør de berygtede tegninger. Hun bliver ikke uventet forfærdet over, hvad hun ser, og tager kort efter hjem.

Som for at bearbejde det store chok beslutter studinen sig for at skrive om den berømte arabiske historiker Ahmad Ibn Fadlan ibn al Abbas, som abbaside-kaliffen i Bagdad sendte til de fjerne nordboer i år 921 for at skabe diplomatiske forbindelser til de fjerne nordboer. I egnene omkring Volga stødte Ibn Fadlan på et folk, som han i sin senere rejsebeskrivelse kaldte Rus, hvilket ifølge senere historikere var vikinger.

Kaliffens udsending beskriver dem som folk "med perfekte kroppe, så høje som palmetræer", men også som "vulgære og usofistikerede".

Ifølge tv-stationens hjemmeside skal Saqaf al Alam vise islams sande væsen, og LBC understreger, at hensigten ikke er at provokere Vesten. LBC er Libanons største private tv-station, og den har vundet stor udbredelse i Mellemøsten, efter den i 1996 begyndte at sende via satellit.

"Serien vil dog nok fremkalde nogle minder om profetkrisen," vurderer Amayreh. "Ikke mindst fordi der er en aktuel sag om en svensk tegning, men det kunne stationen naturligvis ikke have forudset, da de planlagde serien."

Den daglige faste i ramadanen strækker sig fra solopgang til solnedgang. Når fasten brydes med den fjerde af dagens fem bønner, sætter familierne sig til et veldækket bord, og kort efter tændes fjernsynet.

Lignende serier har tidligere tiltrukket sig opmærksomhed ved et kontroversielt indhold. For et par år siden sendte egyptisk tv således en Ramadan-serie, der havde det berygtede antisemitiske skrift Zions Vises Protokoller som historisk ramme.

"Folk kan godt lide noget, som dels fortæller noget om vores rige historie, dels sætter vores kultur i et globalt perspektiv," siger Khaled Amayreh. "Disse elementer tror jeg nok, man kan sige, denne serie har."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu