Varm luft over Danmark

Fuck alt det ævl om, at vi nødvendigvis skal have en særlig mening om muslimer, bare fordi de er muslimer. Så kort sagt: Her i klummen erklærer vi os hermed som ubetingede tilhængere af 'modebegrebet borgerlig anstændighed'
Kultur
22. september 2007

Vejrudsigten, kort: varm luft over Danmark. Proksimal, mine damer og herrer, er et sjovt ord. Lydligt får det én, i alt fald Deres klummeskriver, til at tænke på noget i flasker. Noget der skal proppes op.

Men det betyder såmænd bare 'nærmest legemets midte'. Og det er det, det handler om, til hver en tid. Ligesom denne avis kvindelige læsere naturligvis er smukkere end kvindelige læsere af andre aviser, er mandlige læsere af samme avis jo voldsomt potente.

Derfor er det helt overflødigt, i virkeligheden, at tale om potensforstørrende medikamenter, men det er nu alligevel det, vi har tænkt os, her til en forhåbentlig forståelsesfremmende (for det følgende) indledning.

Sagen er, at Deres udsendte altid har været mere end skeptisk overfor mirakelkure, naturmedicin og den slags. Mere end skeptisk, som sagt, faktisk nærmest fjendtlig. Han drikker grøn te og hører gerne på sin hustru, når hun fortæller at hans hår bliver mere glansfuldt derved, men han gider ikke høre om alle mulige naturpræparater, der så godt som skulle garantere evig ungdom samt noget nær udødelighed - som vel på sin vis ere eet og det samme.

En vis virkning havde det

Og engang for 10-15 år siden tog han i trods nogle særlige piller, indeholdende bipollen, specielt kreeret til mænd, nærmest for at bevise, at skidtet ikke havde nogen som helst virkning. Men det havde det, måtte han beskæmmet indrømme. Det havde en vis virkning på det proksimale - for nu at udtrykke det på den måde.

En stimulerende virkning på, sådan cirka, legemets midte. Så har vi vel ikke sagt for meget? Men vi håber, vi har udtrykt os tydeligt nok.

Og den slags stimulering bør man selvfølgelig være taknemmelig for, men dels var den trods alt beskeden, dels var den tilstand, man samlet befandt sig i, decideret ubehagelig. Med en silende, småperlet sved over hele kroppen, og en følelse af konstant at befinde sig i et tropisk drivhus.

Derfor holdt vi ret hurtigt op med at tage de pågældende piller, men virkningen kan vi bestemt stadig huske.

Og den minder os ubehageligt, dog minus den proksimale fornøjelse, så at sige, om kongerigets øjeblikkelige politiske klima. En konstant tropisk mellemtemperatur, en fin, perlende - og dybt irriterende - sved over hele kroppen. Og en til væmmelse grænsende følelse af, at der hverken sker noget som helst eller overhovedet kan ske noget som helst.

Senest har man hørt Pia Kjærsgaard i fjernsynet tale om "modebegrebet borgerlig anstændighed" og tænker, at man jo burde tænke ikke så lidt derved, men det gider man netop ikke. Lad den åndssvage kælling ævle så meget hun lyster, tænker man, jeg er tropisk ligeglad. Det er man også, når hun endnu engang langer ud efter vores muslimske medborgere.

Al den snak

Her i NYC bor der ganske vist en hel del muslimer, men de må være af en særlig muslimsk folkestamme, nemlig en stamme der hverken stikker kristne mennesker ned med kniv eller har åbenlyse planer om at voldtage vores kvinder.

Faktisk forekommer de uhyre fredelige sådan som de står i deres pizzeriaer og udleverer madvarer og colaer fra Den Store Satans hjemland til bugsvære danskere og deres uartige, stærkt sminkede døtre, der hverken bærer slør eller andre tegn på overdreven kyskhed.

"Modebegrebet borgerlig anstændighed" - jo, det er vist nok noget med, at man synes, det snart må være nok med al den snak om muslimer. Og en gennemgående fornemmelse af, at de vel for helvede er mennesker ligesom alle andre. Dumme i nakken eller kloge, fulde af lort ligesom Pia Kjærgaard, pæne mennesker, grimme mennesker, konforme og politisk korrekte mennesker, originale mennesker. Som folk er flest. Vi gider ikke høre mere om det! Der er en vis andel af den danske befolkning, der har en muslimsk baggrund, basta.

Fuck alt det ævl om, at vi nødvendigvis skal have en særlig mening om dem af den grund. Så kort sagt: Her i klummen erklærer vi os hermed som ubetingede tilhængere af "modebegrebet borgerlig anstændighed".

Men det ændrer nu ikke på den tropiske suppe af ligegladhed. Og vejrudsigten, ja man behøver ikke engang se ud ad vinduet, man ved nøjagtig hvordan klimaet er. Varm luft over Danmark. Ordcumulusskyer af særlige hensyn til de socialt udsatte grupper, der dog på ingen måde forhindrer dem i fortsat at være socialt udsatte grupper.

Fulde af lort

Det er lort alt sammen. Anders Fogh er fuld af lort, Bendt Bendtsen er fuld af lort - samt glad optimisme uanset hvad - Helle Thorning Schmidt er fuld af lort, Margrete Vestager er fuld af lort, Nasar Khader er fuld af lort, Villy Søvndal er fuld af lort, Enhedslisten er måske ikke fuld af lort, men i den tro at Asmaa var tilstrækkelig 'kendt fra tv' til at skaffe tusindvis af stemmer, har de skidt højt og flot på trofaste vælgere - derfor er de næsten værre end dem, der er fulde af lort.

Enhedslisten er jo nu engang det eneste rigtige socialistiske parti, der er tilbage, og for rigtige socialister er og bliver religion opium for folket, præcis som Gamle Karl sagde. Kort sagt: Lad os få et folketingsvalg så vi alle sammen kan demonstrere vores foragt for det politiske tropeklima ved at lade være med at stemme på noget som helst. Så tilstanden med irriterende, silende og perlende sved over hele kroppen omsider kan holde op.

Det vil muligvis hjælpe lidt på humøret. Og måske ligefrem, hvem ved, give os en smule proksimal stolthed tilbage.

Vinn & Skæv

Forfatter Bent Vinn Nielsen skriver sig igennem tingene.

Udkom sidste gang i september 2014.

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her