Læsetid: 6 min.

Der bliver ved med at være modstandere

Den svenske forfatter Stieg Larsson nåede at aflevere tre bestsellere, inden hans hjerte gik i stå. Bag sig efterlod han fortællinger om hævnere og freaks og et bevis for sin livslange kamp mod højreekstremisme. Han efterlod også en virkelig historie om en familie i opgør. Tredje og sidste bog når snart Danmark
8. september 2007

"Jeg ved, at de holder". Sådan skrev Stieg Larsson til sit forlag, Norstedts, 13 dage inden han døde af et hjertetilfælde på sin arbejdsplads, kun 50 år gammel. Og de holdt. Tre år efter, i 2007, er Stieg Larssons bøger blevet solgt i 1,7 mio. eksemplarer oplyser forlaget.

Bo Tao Michaëlis, kritiker ved Politiken, betegner krimierne som "manifester mod den højreorienterede, meget bastante del af Sverige".

"I Skandinavien har vi meget svært ved at forelske os i noget, som er meget kulørt, spektakulært og Pulp Fiction-agtigt. Vi skal have en form for alibi. Manden har arbejdet hele sit liv mod den svenske højrefløj, og så dør han. Der ligger tre manuskripter tilbage, alle en del af hans meget lange kamp. Det får han kredit for - og der er vores alibi," siger han.

Stieg Larsson var journalist og særlig kendt for sit store engagement mod højreekstremisme og racisme. Han brugte en stor del af sit liv til at studere og kortlægge antidemokratisk højreekstremisme og racistiske tendenser i Sverige, blandt andet som medgrundlægger af stiftelsen Expo.

"Stieg Larsson er med sit forfatterskab og sin død blevet en ny James Dean. Hans tre bøger er blevet hans testamente i en politisk kamp," siger Michaëlis.

I bøgerne bekæmpes de onde og konservative, og der er kontant og hurtig afregning.

"De er nærmest et Quentin Tarantino-opgør med den svenske Sjöwall og Wahlöö-tradition. Vi har fået lov til at forelske os i en roman, der simpelthen siger: 'Han er et dumt svin - han skal dø!'," siger Bo Tao Michaëlis.

Den sidste bog

Danskerne har stadig den sidste bog i trilogien om det umage makkerpar, journalisten Mikael Blomkvist og den helt igennem hardcore og mystiske unge hacker Lisbeth Salander, til gode. Men kun en måned endnu.

Litteraturprofessor Hans Hertel, Københavns Universitet, har læst forud:

"Jeg læste Stieg Larsons tre romaner hen over sommeren, 1.800 sider i rap, og jeg fik ikke for meget. De giver et vældig godt psykologisk portræt af nogle moderne mennesker og en højst interessant samfundsskildring. De viser nogle kyniske sider af Sverige og de nordiske samfund, som vi helst fortrænger," siger han.

Alle tre krimier er ifølge Hans Hertel "enormt politiske".

"Forfatterens holdninger skinner i højeste grad igennem. Han er dybt skeptisk over for systemet, over for måden, en statsmagt kan udvikle sig på. Det er en klart venstreorienteret kritik," siger han.

Politiske romaner?

Gitte Seeberg fra Ny Alliance er begejstret over Larssons romaner, men har en noget anden opfattelse af indholdet:

"Jeg oplever det ikke som politiske bøger, men som ren og skær fiktion og ren og skær underholdning. De er jo helt urealistiske i deres indhold," siger hun.

Hans Hertel er uenig:

"Bøgerne handler om, hvordan kynisk erhvervsliv, moderne teknologi og den ustyrlige stat kan rotte sig sammen mod det enkelte menneske. Det er noget, vi alle sammen kan identificere os med. Samtidig er det dybt tilfredsstillende, at nogen gør noget ved det. Det kan og tør bogens hovedpersoner."

Krimier har ofte et samfundsmæssigt aspekt, fortæller den danske forfatter Pia Juul, som også opfatter Larssons krimier som politiske.

"Han ved virkelig, hvad han skriver om, selvom det er fantastisk og langt ude," siger hun.

Bo Tao Michaëlis betegner Larssons bøger som et opgør med tidligere tiders mere realistiske svenske kriminalromaner.

Opgøret, mener han, kan skyldes en generel træghed over den meget politisk korrekte femi-krimi og mandekrimi, der længe har eksisteret i Sverige.

Blodig virkelighed

Politiker Gitte Seeberg betegner Larssons krimier som "fortællinger uden forbilleder, uden helte men med nogle utroligt sammensatte hovedpersoner".

Hans Hertel er anderledes imponeret over for eksempel den kvindelige hovedperson.

"Som gammel feminist er jeg begejstret for Larssons syn på kvinder. Det er dejligt at læse en historie om sensuelle og intelligente kvinder, der kan få tingene til at hænge sammen, og som ikke er ofre. Ikke engang Lisbeth Salander. Lige meget hvad systemet og hendes fjender koger sammen, kæmper hun sig igennem".

I første bind, Mænd der hader kvinder, misbruger Salanders formynder sin magt over for hende på brutal vis. Men Lisbeth Salander tager sagen i egen hånd. Resten af livet skal han bære en hjemmelavet tatovering over brystet, hvor der står: 'Jeg er et sadistisk svin, en pervers stodder og en voldtægtsforbryder'.

"Hun vil ikke reduceres til patient, ikke lukkes inde på en anstalt. Det er interessant, fordi det er en side af vores demokratiske samfund, som er underbelyst - disse blodige måder at umyndiggøre besværlige folk på," siger han.

Lisbeth Salander er offer for en barsk intrige, som vil gøre hende ukampdygtig, og som viser sig at gå helt til tops i det svenske samfund, helt til folk i ledende stillinger og i Säkerhetspolisen. Det søger hun at opklare sammen med Michael Blomkvist - om det lykkes, viser sig i tredje bind.

En portion erotik

Hans Hertel beskriver Larssons romaner som "meget ambitiøse kriminalromaner, der kommer både til tops og til bunds i samfundet og skildrer moderne mennesker i alle deres relationer".

Seksualiteten spiller en vigtig rolle i bøgerne, men bliver ifølge Hertel aldrig udpenslet.

"Jeg er meget tiltalt af måden, Blomkvist har et erotisk venskab til sin medredaktør Erika Berger, og måden, hun er skildret som et voksent, sammensat menneske. Hun har en ægtemand, der accepterer, at hun og Blomkvist har et forhold. Blomkvist selv lever på sine erotiske venskaber med folk, der kender betingelserne. Det er et specielt træk ved de her bøger, som jeg ikke har set andre steder," siger han.

Alene i Danmark har de to første bøger solgt over 200.000 eksemplarer, og det er kun en lille del af det samlede salgstal. Forfatter Pia Juul mener, som Bo Tao Michaëlis, at Larssons egen skæbne har haft betydning for den enorme popularitet.

Succes

"Med et ubehageligt udtryk, så er det jo spektakulært, at manden udgiver tre bøger og falder død om. Det er jo næsten bedre end krimien. Men selvfølgelig ville folk ikke læse nummer to, hvis nummer et var kedelig," siger hun og fortsætter:

"Jeg læser rigtig mange krimier, og Larssons blev jeg ved med at læse hele natten. Det kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har gjort. De må altså være betydeligt mere spændende end mange af de andre, jeg har læst. Til gengæld har jeg svært ved at huske dem, fordi jeg læste dem så hurtigt. Det er en lidt mærkelig mekanisme ved krimier. Måske er der nogen, der tvinger sig selv til at læse langsomt for virkelig at nyde det, men det synes jeg nu ikke, der er basis for. Sproget i Larssons romaner er ikke en nydelse. Det fungerer bare".

Der findes én mere

Som baggrund for succesen peger Pia Juul også på det juridiske efterspil og drama, der udspillede sig i kølvandet på Larssons død.

Striden omfattede Larssons sambo, Eva Gabrielsson, og forfatterens bror og brødrenes far, Erland Larsson, og omhandlede rettighederne til Larssons forfatterskab. Da Larsson og hans samlever ikke var gift, havde hun ikke ret til arven og endte også med meget mindre end den øvrige familie. Nyere stridspunkter har været retten til et fjerde og ikke færdiggjort manuskript, som Larsson arbejdede på inden sin død, skriver svenske Dagens Nyheter, og nu også rettigheder omkring en kommende filmatisering af bøgerne, der skal begynde næste år.

Eva Gabrielsson er i dag ved at skrive en bog med titlen Året efter Stieg, som skal handle om savnet og sorgen, men også det økonomiske efterspil.

Planen var 10 bøger

Fortællingen om Blomkvist og Salander skulle egentlig have været meget længere.

Stieg Larssons forlag har lagt en mailkorrespondance ud på nettet, hvor det fremgår, at Larsson var i fuld gang med planlægningen af flere bøger i serien. Hans mål var at skrive 10 bøger i rækken, skriver Dagens Nyheter. Det er da også føljetonstilen, om end serien blev forkortet drastisk, som Hans Hertel er blevet tiltalt af.

"Det er ikke sådan, at handlingen afrundes i de enkelte bind. Der er ikke en lille gåde, som bliver løst, og så er det bal forbi. Tingene fortsætter, fordi det hele hænger sammen, ligesom i virkeligheden - der bliver ved med at være modstandere."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu