Kommentar
Læsetid: 3 min.

Vi venter på Muhammed

Koranen afslører en uhyggelig voldssystematik vendt mod de vantro, og alt som ikke svarer til islams dogmer. Koranen og Det Nye Testamente er derfor som nat og dag
Kultur
15. september 2007

Jeg har haft lejlighed til at læse Koranen. Værket skuffede. Jeg havde forventet, at Koranen var lige så spændstig, poetisk og blomstrende som Det Gamle Testamente. Det er ikke tilfældet.

Koranen er derimod utrolig kedelig, hvilket er overraskende, eftersom megen klassisk arabisk litteratur er både poetisk, dramatisk og af høj klasse.

Det Gamle Testamente, som ofte sammenlignes med Koranen, er som bekendt fyldt med farverige menneskeskildringer, men det indeholder også voldsscener og barbari. Volden er imidlertid aldrig, som det er tilfældet i Koranen, tænkt systematisk og strategisk, det vil sige som et middel til at vinde proselytter.

Og hvad angår Det Nye Testamente, så har skrifterne jo nærmest karakter af noget, der ligner Gandhis tanker. Det er ren søndagsskole, bortset fra at man har stigmatiseret den jødiske fraktion, farisæerne.

Voldssystematik

Sådan er det ikke i Koranen. Sura efter sura afslører således en uhyggelig voldssystematik vendt mod de vantro, og alt som ikke svarer til islams dogmer. Koranen og Det Nye Testamente er derfor som nat og dag.

Spaniernes nedslagtning af de sydamerikanske indianere har således aldrig kunnet legitimeres ideologisk i Det Nye Testamente. Legitimationen har måttet findes uden for skriftet, det vil sige i den katolske kirkes brutale magtlogik. Romerkirken videreførte således den romerske magtratio.

Dostojevskijs (1821-81) beretning om storinkvisitoren i Brødrene Karamazov, hvor Kristus uventet vender tilbage til inkvisitionens Sevilla, handler akkurat om katolicismens og kristenhedens ideologiske problemer med Kristus og Det Nye Testamente. Evangelierne kunne nemlig ikke legitimere nødvendigheden af den vold og ufrihed, som den katolske kirke udfoldede.

Dostojevskijs storinkvisitor fandt det derfor nødvendigt at dræbe frelseren for at redde "kristenheden" og det katolske voldsmonopol. Vi kan nemlig ikke leve med den frihed, som du (Kristus) skænkede menneskeheden, fortæller storinkvisitoren Kristus. Mennesket vil have regler og ikke frihed.

Islamisk terrorisme

Jeg har tidligere i en klumme argumenteret for, at den islamiske terrorisme må ses ud fra en modernitetsvinkel, hvor nihilismen er omdrejningspunktet. Der er nemlig meget, der tyder på, at islamismens potentiale har sit afsæt i et samspil mellem Koranens samfundsmæssige budskaber (ideologisk) og de atomiserede miljøer i det moderne (kapitalismen).

Martin Krasnik fra Weekendavisen er (delvis) inde på samme tankefigur. Han mener således, at vi har overset Koranens ideologiske betydning for udviklingen af den ekstreme islamisme. Martin Krasnik gør, som filosoffen Kai Sørlander, gældende, at alle religioner ikke er ens. De influerer forskelligt på moderniteten og samfundsformationerne.

Islam har, ifølge Krasnik, en "politisk dimension i sig-", som adskiller den fra andre religioner. Den troende muslim befinder sig derfor i en "gråzone mellem den enkeltes personlige religion" og islams visioner for en samfundsindretning (Sharia).

Gråzone

"Sharia og hellig krig har" ifølge Martin Kranik derfor "altid været en vigtig kerne i islam, en kerne, der ikke for alvor er blevet udfordret af ledende og magtfulde religiøse kræfter. Hvis man er religiøs muslim, bevæger man sig dybt ind i denne gråzone - ."

Og det er netop denne gråzone mellem det personlige gudsforhold og fordringen om at ændre samfundet i retning af Sharia, som er problemet for islam i det moderne, og som legitimerer mulighedsbetingelserne for en ideologisk funderet islamistisk terror. Muslimerne må derfor ifølge Krasnik tage deres religion op til vurdering, sådan som de kristne og jøderne gjorde det fra begyndelsen af det 16. århundrede.

Ja, faktisk kan sporene til reformationerne føres helt tilbage til Jan Hus (1369-1415), John Wycliffe (1320-1384) og Moses Maimonides (1135-1204), som bl.a. argumenterede for, at Mosebøgerne ikke skal tages bogstaveligt. Så vidt jeg erindrer, stod det meget sigende på indskriften på gravstenen for grundlæggeren af den jødiske teologi Moses Maimonides: "fra Moses til Moses er ingen som Moses". Nu venter vi så på Muhammed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her