Læsetid: 3 min.

Æstetikken fejres i Paris

Smuk er den, kunstmessen Fiac i Paris, der som en fortvivlet bagudsakket marathonløber halser efter et kunstmarked, der for længst er rendt fra den
Franske eksempler på de tværgående kunstkoders nye flirt med æstetikken. I forgrunden Gicquel og Dewars -Drum kit-, på væggen bagved Claude og Patrice Gaillards -Symposium à Copenhague- ved siden af Morgane Tschiembers -Pop up-, alle hos Loevenbruck, Paris.

Franske eksempler på de tværgående kunstkoders nye flirt med æstetikken. I forgrunden Gicquel og Dewars -Drum kit-, på væggen bagved Claude og Patrice Gaillards -Symposium à Copenhague- ved siden af Morgane Tschiembers -Pop up-, alle hos Loevenbruck, Paris.

Fra udstillingen

20. oktober 2007

Hvad angår Paris' position på verdenkunstmarkedet er sociologen Alain Quemin nådesløs: "Den har et rygte som en fjern provinsby. Det ved alle undtagen franskmænd."

Ikke desto mindre er der et kæmpeopbud af kunst at købe i denne uge i Paris.

Den store kunstmesse, Fiac, løber af stablen og har gjort sig al mulig umage med at stramme programmet. Den danske gallerist Bo Bjerregaard, der er røget lige gennem den ultrastramme udvælgelse, forklarer, "at der nu er mindre støj".

179 gallerier udstiller, heraf hele 48, der ligesom Bjerregaard er med for første gang.

Nærmest i selvsving

Den stramme udvælgelse har de sidste år fostret flere alternative messer både for dem, der røg ud og dem, der ikke kan komme ind. "Show Off" og "Les Elysées des Arts" ligger kun et stenkast fra Fiac i Grand Palais, men der er også den helt unge garde, myldrende på "Slick" på højderne ved Menilmontant.

Mens Fiac under den djævelsk smukke kuppel i Grand Palais byder på de helt tunge gallerier og de bombesikre værdier - med særudstillinger af Picabia, Dubuffet og Matta, rigeligt med Joni Mitchel og Louise Bourgeois og en lille én af hver af samtidens store -Bjerregaard byder blandt andre på Kirkeby - er det ikke mindst i den unge Fiac i "Cour Carrée", at de nye tunge skuder sætter sejl.

Også her er linjen stram, og tilstedeværelsen af adskillige engelske - som FA project og Max Wigram - og amerikanske - som Foxy Productions og I20 Gallery - i selvsamme uge som Frieze i London, er tegn på, at det parisiske marked ikke er helt dødt. Niels Staerk - som han hedder i landet uden æ - er sluppet gennem nåleøjet fra Danmark og føjer sig ind i en usædvanlig homogen æstetik for en ny generation.

For når man kommer lige fra det "kunstmuseum", den "store Fiac" udgør, bliver referencerne nærmest i selvsving i samtidskunsten meget tydelige. Malerier som malerier, skulpturer som skulpturer. "Simulakrer" ville Baudrillard kalde det og vende sig i den grav, hvor han vel stadig er sur på samtidskunsten.

"Kunst på kunst" kunne man også tænke. At kunstobjektet atter er strakt helt ud i strakt arm som genstand, er der ingen tvivl om, i et spil, hvor alle former, men også alle tegn, inkorporere uden hierarki.

Måske er en af de fire kandidater til årets Marcel Duchamp-pris kunstneren Pierre Ardouvin kendetegnende for den nye profil, der i Danmark nogen gange kaldes for genæstetisering. I en slags karrusel kører navnet "Marcel", skabt som et tre meter bredt logo i guld rundt og rundt, mens en af de store franske popsangerinder, Dalida, der i øvrigt begik selvmord helt alene, synger "jeg vil dø på scenen". Alt er facade og reference, og lyden kan høres over hele messen.

Abstraheret skilt i slips

Musikken er vigtig, men også her som ikon - som i franske Arnaud Maguet's "Musikkens fetichistiske karakter: Fender, Vox & Marshall", med forstærkernes typiske stof spændt op som malerier. Eller i Gicquels og Dewaers "trommesæt" (Loevenbruck, Paris) som tomt stålstativ med henslængt "Oppenheimerpels". Når man kommer lige fra ældgamle Denise Rénes modernistiske minimaliteter og ser et værk som Claude og Patrice Gaillards, "Symposium i København" (Lowenbruck), hvor et slags abstraheret skilt bærer slips, bliver denne objektgørelse af enhver tanke helt tydelig. Selv Stærk går med på bølgen ved at vise kasser fra Super Flex Guarana-projekt. Koncepter er ikke nok , det er tingen, der gælder.

Der er noget af denne meget omhyggelige "faktura" som altså ikke her betyder regning, men at det er, meget grundig udført - tør man næsten sige minutiøst akademisk, som klinger ekstremt præcis her, hvor man blot behøver løfte blikket, så er man omringet af Louvres skønhed. Eller som Bo Bjerregård forklarer det, "er franskmændene jo helt vilde med kunst". I den forstand er Paris den helt rette ramme for den allernyeste kunst og dens faktura, marked eller ej.

Kunstmessen kan besøges indtil 22. oktober,
www.fiacparis.com
www.showoffparis.com
www.slick-paris.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu