"Hallo."
- Ja, goddag det er Ralf Christensen fra den danske avis Information.
"Åh, goddag, goddag, Ralf."
- Hvordan går det?
"Det går fint, tak."
- Det er godt. (pause) Åh, jeg er simpelthen kommet direkte igennem til Hr. Wyatt?
"Ja, øh, ja, det er Robert her, ja."
- Åh ...
"Det er et meget simpelt system. Vi er primitive folk."
- Herligt. Det er jeg også. Så hvor befinder du dig i verden?
"Åh, jeg er hjemme i Louth, en lille by oppe nordpå. Øhm ..."
Jeg burde have fanget det fra begyndelsen. Den nærmest altmodisch venlige høflighed i den anden ende af røret. Mildheden i stemmen. Men jeg havde forventet at blive stillet igennem til en fortravlet pr-medarbejder i London, der så ville stille mig om til Robert Wyatt. Og jeg havde bestemt ikke forventet, at den ungdommeligt lyse og elastiske røst i den anden ende af røret kunne tilhøre en mand på 62 år. Men det burde jeg have fanget.
Allerede tilbage i anden halvdel af 1960'erne som trommeslager og forsanger i det stilskabende psykedeliske rockband Soft Machine og op gennem 1970'erne som solokunstner har Robert Wyatts fine, lyse kontratenor været helt umiskendelig. Jernhamrende gribende, alligevel skrøbelig, humoristisk, smertefuld. Unik. Og selv om Wyatt ikke længere kan besøge de allerhøjeste toner, så er hans kontratenor stadig af en anden verden. Også via telefon København-Louth tur-retur.
"Faktisk er Louth sandsynligvis grundlagt af danskere. Vi har nogle efterladte skandinaviske ord. F.eks. hedder vores to hovedgader Eastgate og Westgate, men oprindeligt var det ikke 'gate', men 'gade', som vist er et skandinavisk ord for vej."
Wyatt havde forladt Soft Machine, da hans liv blev slået itu. Til en fest for et par musikervenner den 1. juni 1973 faldt han ud ad et vindue fra tredje sal. Faldet gjorde ham lam fra livet og ned.
"Jeg blev indlagt i otte måneder på Stoke Mandeville Hospital, hvor de reddede mit liv og lærte mig at leve i en rullestol," skrev han i 1998.
Han kunne stadig synge. Men trommesættet måtte for altid udskiftes med tangentinstrumenter.
Han undslap behændigt en åndelig forkrøbling, limede stumperne sammen igen og havde lynsnar afgang fra den indre rullestol. Allerede året efter udkom hans formidable soloalbum Rock Bottom optaget i et mobilstudie på en mark ved en lånt, handicapvenlig hytte med brægende æsel som lydtapet. Og han har fortsat sin himmelflugt gennem musikken lige siden.
"Jeg er glad for, at jeg har andre muligheder for at undvige. Det har reddet mit liv, tror jeg. Det reddede i hvert fald min hjerne. Hvis nogen ellers vil anse den for reddet."
- Hvad mener du med reddet?
"Well, hvis ikke det havde været for, hvad jeg laver, så var jeg nok snarere blevet en primitiv vred englænder."
Hyldest til Che Guevara
Hvordan beskrive hans musik? Fabulerende. Naivistisk og alligevel mangelaget. Skrøbelig, men stærkt besjælet. Pergament-soul. Jazz-inspireret, men enklere. En art pop undfanget på grænsen mellem drøm/mareridt og virkelighed. Barnlig sjæl, vemodig erfaring, stor omsorg for verdens tilstand, men også en del eskapisme, kærlighedssange, vrøvlevers. En konstant søgen på et stadig mere sofistikeret niveau. Et sted mellem John Coltrane og Peter Plys - begge forbilleder for Wyatt.
"Grækerne opdelte tingene i komedie og tragedie, og komedie betød ikke noget morsomt. Det betød bare 'om menneskelig dårskab'. I modsætning til tragedier, som handler om guder og skæbne," siger Wyatt i pressemeddelelsen til sit nye album, Comicopera.
Albummet er delt i tre akter, hvoraf den sidste (et par få linjer undtaget) foregår på fremmedsprog og rummer coverversioner af sange på italiensk og spansk; tekst fra et italiensk rockband, fra Federico Garcia Lorca samt hyldesten "Hasta Siempre Comandante" til Che Guevara.
- Hvorfor de fremmedsprogede sange i tredje akt?
"Jeg blev simpelthen så træt af at være engelsk, at jeg begyndte at strejke. Hehehe," lyder det i telefonen.
- Er det en lovligt anmeldt strejke?
"Hahaha. Jeg er sikker på, at de nok skal finde en måde at knalde mig på."
Opgivet at være engelsk
- I løbet af 1980'ernes Thatcher-styre brugte du dine sange til at fortælle folk, at der er et andet England. Gælder det også under New Labour?
"Well, jeg har opgivet at være engelsk. Jeg kan bare ikke slippe af med det. Den tredje akt på Comicopera handler om at forestille sig forskellige identiteter. En slags gennemgang af mulige flugtruter. Det er for at få mig selv fri af den angloamerikanske politiske klaustrofobi i mit hoved. Selv om jeg ikke har nogen illusioner om, at det vil ændre noget andet end mig selv."
- Men hvis det når nogle ører derude, så ændrer det vel også noget?
"Ja, det er trods alt en af fordelene ved at være musiker. Jeg har lagt mærke til, at engelske forfattere i langt højere grad er lukket inde."
Som den smidige lyse stemme i røret antyder, så er han stadig ung af sind. Han har aldrig lidt af det, han kalder "periode-patriotisme", aldrig længtes efter en svunden blomstringstid. Han er stadig nyfigen og holder sin indignation ung og i hopla.
Rock Bottom blev i 1974 udgivet på 21-årsdagen for Moncada-angrebet, der var det første spæde skridt mod den cubanske revolution. "Palestine's a country - or at least it used to be", kunne man høre ham synge på Dondestan i 1991. På Cuckooland fra 2003 er der sange med tilhørende noter om en koncentrationslejr for sigøjnere, en israelsk whistleblower og effekten af Irak-invasionen på Bagdads børn. Og på Comicopera kan man høre sange fra både den bombende og den bombedes synsvinkel:
"I drop the first batch/It's a shame I'll miss the blaze/But I'll see the film within days/And I'll get to see the replay/Of my beautiful day."
Versus:
"For reasons beyond all understanding/You've blown my house apart/You've set me free () You've planted/Everlasting hatred in my heart".
Alfreda Benge, hans kone siden 1974, er med til at skrive en stor del af hans tekster ("Jeg giftede mig med Alfie, og vi levede lykkeligt til vore dages ende", skrev han i 1998), og de er aldrig forcerede eller fortænkte.
"Det sker bare. Jeg har aldrig nogen intention, når jeg sætter mig ned for at skrive. Det er fuldstændig instinktivt."
En håbefuld tangent
Exit-strategierne i tredje akt på Comicopera er den surrealistiske omgåelse af intellekt for at nå instinkt og drømmeverden, en mystisk katolsk symbolisme til ære for moder jord og kvindelighed, den pantonale musiks befrielse fra enhver form for bånd og marxismen, i hyldesten til Che Guevara, pladens afskedssang.
"Jeg kan ikke forstå noget som helst uden hjælp fra en marxistisk lyspære," siger han, men understreger, at pladen jo handler om menneskelig dårskab, ikke om nye guder.
"Lige nu er der en del aktivitet af forskellig art i Latinamerika for at komme fri af USA's mobning. Så derfor slutter jeg på den tangent."
- En håbefuld tangent?
"Ja, det er det. Eller i hvert fald mener jeg ikke, at jeg har ret til at være for pessimistisk, for jeg ved hvor hårdt og modigt nogle af de her mennesker arbejder for at forbedre tingenes tilstand. Ikke kun i Latinamerika. Jeg har ingen ret til at være pessimistisk på deres vegne."
- Er du stadig medlem af partiet?
"Jeg ved ikke engang, om det stadig eksisterer. Sidste gang jeg kiggede, var det taget på ferie. Hehe. En pakkerejse til jeg ved ikke hvor. Men jeg har stadig denne grundlæggende ide om, at der aldrig bliver fred, før der er retfærdighed. Og retfærdighed for mig betyder en langt mere demokratisk verden. Når folk siger demokrati, så mener de for det meste Sikkerhedsrådets fem nationer med atomvåben, som fortæller lande verden over, at de ikke må have atomvåben. Demokrati på globalt niveau er primitivt på grænsen til det ikke-eksisterende. Så det jeg gerne vil se er ideelt et seriøst FN."
- Hvad skræmmer dig?
"Hvad skræmmer mig. Uha. Den evindelige tilbagevenden - jeg ved, at det lyder som gammeldags venstreorienteret snak - af imperialistisk hybris. Som dukker op i lande, der engang havde imperier. Når først et land har haft et imperium, vil der altid være nogen i landet, der tænker, 'lad os gøre det igen'. Hehe."
- Sidste gang opfandt I jo også gin og tonic.
"Ja. Hehe. Jeg finder det skræmmende. Helt ærligt. For det bliver mere dødbringende for hver gang. Alene fordi våbnene bliver stadig mere kraftfulde. Forskellige ting skete, da jeg blev født i 1945, gode og dårlige. Nogle få dage før eller efter, jeg blev født, befriede russerne Auschwitz. Miles Davis lavede sine første indspilninger - i hvert fald så vidt jeg ved. Og USA bombede Hiroshima og Nagasaki. De tre begivenheder mærkede min fødsel."
"Da krigen var overstået mente man, at der var en konsensus om, at imperialismen var forbi - fordi den gav bagslag hver gang. At faderens synder uundgåeligt ville ramme sønnerne. At man skulle vænne sig til ideen om, at mennesker kloden rundt måske ser forskellige ud, men at vi alle er lige og så sandelig alle er i stand til at føle os ydmygede. Der var en fornemmelse af, at det var folkemasserne, der havde vundet krigen, ikke kun generaler og soldater. Der var en slags socialistisk konsensus, og min barndom udfoldede sig i dette. Og det gør mig meget nervøs at tænke på, at vi kan tabe denne humanitære konsensus i panik over forskellige kriser. Det gør mig f.eks. deprimeret, at man inden for de sidste fem år fuldstændig har undermineret Amnesty Internationals store arbejde for at miskreditere tortur - ved at USA nu siger, at tortur under visse omstændigheder er et acceptabelt våben."
Der er en virkelighed, der bliver set direkte i øjnene af Wyatt, men der er også den fabulerende verden inde bag hans lukkede øjenlåg. En verden med stiplede musikalske grænser, punkteret rationalisme og flyvende får. Virkeligheden indhenter os alle, men vi kan undslippe den igen. Så længe der er tid. Jeg ser på uret. Har talt med Wyatt i 50 minutter, allerede mere end jeg havde fået udmålt fra officielt hold.
- Jeg tager alt for meget af din tid ...
"Det er sandt. Jeg har ikke flere cigaretter tilbage."
- Det er jeg ked af at høre.
"Det er helt i orden."
- Jeg havde ikke lagt mærke til det.
"Haha. Well, det kunne du have gjort, for jeg har ikke hostet én eneste gang."
Mareridt
- Jeg har et sidste spørgsmål: Hvad drømmer du om?
"Oh (med lys lykkelig stemme). Det er interessant. Jeg drømmer stadig om bygninger, jeg bor i, som bliver ødelagt. Og jeg er hele tiden nødt til at finde andre steder at bo. Er det ikke mærkeligt? Jeg ved ikke, hvad det handler om. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er altid nødt til at flytte i drømme. Og lære nye mennesker at kende. Det er ikke altid dårligt, men det er sært. Jeg drager ingen filosofiske slutninger på baggrund af dem. Øh. Sommetider kan mareridt være meget nyttige. Nogle gange er mit ben faldet ud af sengen - hvilket du ikke har nogen ide om, når du er lam - nogle gange så flyver det bare ud af sengen. Og hvad der så sker, er tilsyneladende, at hjernen får et lille mareridt for at vække mig. Sommetider, tror jeg, mareridt har den funktion. Det er din krop, der forsøger at fortælle dig ad en eller anden sær mytisk rute, at du skal op og gøre noget for at løse et problem."
- Spiller du en aktiv rolle i dine mareridt?
"Nej. Jeg bliver skubbet mere rundt, end jeg skubber. Eller var det i det virkelige liv? Jeg blander det tit sammen."
Og så siger vi pænt farvel. Et par uger efter interviewet er Robert Wyatt på forsiden af det velansete musikmagasin The Wire. Indeni er der et helsidesbillede, hvor han løfter sig op af rullestolen i sine arme, svæver klippefast over sædet. Det er et lammende smukt billede. Han ser ud af billedet mod en imaginær horisont, ramt af hvad der sikkert er fotografens lyssætning, ikke en marxistisk glødepære. Men lyset synes især at komme fra Wyatts øjne. Stålgrå, ætsende klare. Øjne, der har bidt sig fast i en bedre morgendag uden bomber eller for den sags skyld den forbistrede tyngdekraft, som trækker både Wyatts krop og bomberne mod jorden. Jeg sætter Comicopera på og ser på billedet igen. Han hænger stadig i luften over rullestolen.
Robert Wyatt: Comicopera (Domino/Playground). Er udkommet. www.myspace.com/robertwyatt
