Læsetid: 10 min.

Den amerikanske venstrefløjs sorte får

Er han vor tids George Orwell, der taler sin tids totalitære ideologier imod, eller venstrefløjens fortabte søn? Den amerikanske journalist og forfatter Paul Berman råber vagt i gevær mod vor tids islamiske fascisme, men opmuntrer samtidig europæerne til at udvise sympati for undertrykte muslimske immigranter i deres midte
13. oktober 2007

Det er den legendariske historie om en indflydelsesrig venstreintellektuel, som pludselig undergår en metamorfose og dukker op i ny ideologisk forklædning. Omvendelsen udløses som regel af en dyb indsigt - i dette tilfælde erkendelsen af en islamistisk trussel mod Vestens liberalt demokratiske samfund.

Sådan var det blevet mig fremlagt. Nære og nu tidligere venner af journalisten og forfatteren Paul Berman kalder ham i dag for 'nykonservativ', fordi han støttede Irak-krigen som en humanitær intervention. Gamle kammerater fra 1968 vil ikke længere vide af ham. I deres øjne er Berman blevet lige så slem som den værste af alle vendekåber, den britiskfødte journalist og tidligere trotskyist Christopher Hitchens.

Da jeg møder Berman på hans kontor i New York University, svarer han afvisende på beskydningerne. "Jeg er ikke nogen nykonservativ. Hvis jeg var kommet under deres indflydelse, ville jeg indrømme det med glæde. Den slags angreb på mig postulerer, at der ikke er plads til en alternativ vision på venstrefløjen. Alle mine argumenter henter inspiration i venstrebevægelsens traditioner," slår han fast.

Inden interviewet har en af Bermans eks-venner sagt til mig: "Han tror, han er vor tids George Orwell!"

Orwell var en af de første venstreorienterede journalister og intellektuelle i Europa til at fordømme stalinismen og gå til generelt angreb på totalitære systemer i 1940'erne. Den indlysende parallel 60 år senere er Bermans ubamhjertige kritik i bogen Terror og Liberalisme (2003) af den 'rationalistiske naivitet', ifølge hvilken tænkere på den amerikanske og vesteuropæiske venstrefløj antager, at islamister handler udfra samme fornuftsdoktrin som Vestens.

Det gør de ikke, hævder han. En spade skal kaldes en spade. Den radikalt revolutionære udgave af islamismen - al-Qaedas og andre terrorgruppers politiske filosofi - er ifølge Berman nær beslægtet med fascismen og totalitarismen. Derfor kan truslen fra terrorister ikke bare afvises som et kriminelt anliggende. Al-Qaeda og dets internationale netværk propaganderer for en superfarlig totalitær ideologi, som har fået fodfæste i den muslimske verden, siger Berman.

Moralsk dilemma

En ting er, når George W. Bush og de nykonservative (samt islamofobiske kræfter og partier på den vesteuropæiske højrefløj) benytter sig af truslen fra den "islamiske fascisme" til at forsvare invasionen af Irak. Noget andet er, når en autoritet fra det nye venstre som Berman kommer frem til samme konklusion.

Berman tilhører gruppen omkring Dissent Magazine, hvis medudgiver er filosoffen Michael Waltzer (der vendte sig mod Irak-krigen). Dissent blev grundlagt i 1950'erne i New York af antikommunistiske intellektuelle som Irwing Howe og Meyer Schapiro, der bedst kan karakteriseres som liberale socialister eller socialdemokrater.

Howe stod intellektuelle som Irving Kristol og Norman Podhoretz nær. Med tiden skiltes deres veje. Kristol og Podhoretz startede den nykonservative skole. Deres sønner har været med til at føre flammen videre i de seneste årtier.

Berman har altid haft et vågent øje til den politiske debat i Vest- og Østeuropa. Han er en stor beundrer af Adam Michnik og Vaclav Havel. Hans seneste bog, Power and the Idealists fra 2006, er et portræt af Joschka Fischers og Bernard Kouchners lange vej fra det revolutionære venstre gennem institutionerne til magtens tinde i Tyskland og Frankrig.

I historien spiller de to mænds gode ven Daniel Cohn Bendit, leder af revolten i Paris i 1968, rollen som formidler, kritiker og inspirator. Ikke tilfældigt lægger Berman et kapitel ind i midten af bogen om to muslimske venstreintellektuelle - iraneren Azar Nafisi ("Reading Lolita in Teheran") og irakeren Kanan Makiya ("The Republic of Fear") - der begge undergik samme metamorfose som Fischer og Kouchner.

Bermans slutpointe er ikke overraskende den skizofrene debat på venstrefløjen i 2002-2003 om en militær intervention mod Sadddam Husseins totalitære styre i Irak. På den ene side ville støtten til en voldelig omstyrtning af en diktator (som mange gjorde i forhold til Slobodan Milosevic i 1990'erne) slå én i hartkorn med USA's imperialisme. På den anden side risikerede en kategorisk afstandtagen fra invasionen, ikke mindst demonstrationer mod Bush, at forråde de undertrykte irakere og Baath-regimets utallige ofre.

Et smerteligt moralsk dilemma for de fleste. Hertil skal det føjes, at folk som Berman, Hitchens, Kouchner, Michnik, Havel og mange andre, der valgte samme side som de nykonservative er blevet hudflettet (okay, Michnik og Havel er som ikoner undsluppet de værste udfald) af krigsmodstanderne.

Jeg spurgte Berman, om han stadig deler Kouchners kritik af demonstranterne, der valgte at konfrontere Bush fremfor Saddam, i 2003.

"Ja, og vi ser det samme ske nu med Ahmadinejad og regimet i Iran. Hvis han får fat i en en atombombe, vil alle på venstrefløjen råbe: Åh, nej! Hvad vil Bush nu gøre? Som om Bush er faren. Venstreføjen er blevet hypnotiseret af Bush, og det skyldes en anti-amerikanisme, som kan spores tilbage til fortidens kommunister, der mente, at USA var involveret i at udbytte og udsulte hele verden. Generelt er folk ikke på det rene med, hvad der egentlig forårsager lidelserne i verden. Men det er altid let at formode, at roden til al ondt skal findes i Washington. Faktum er, at Saddam var en af de værste diktarorer i samtidshistorien."

Berman mener, at en væsentlig årsag til Saddam-regimets langvarige herredømme var den åbenlyse mangel på opbakning til den irakiske opposition.

"Irakerne blev bare overladt til deres egen skæbne. Vi på venstrefløjen viste ingen sympati," siger han. "Selv ikke kort efter invasionen - inden tingene gik helt galt - lød der ingen sympatierklæringer trods afsløringen af regimets brutalitet. Siden har vi ladet irakerne klare sig selv - mod baathisterne og al-Qaeda. Den eneste person, der stod på deres side, var en komplet uduelig og inkompetent præsident Bush. Fra et moralsk synspunkt har venstrefløjens manglende solidaritet med irakerne været skammelig. Blot fordi de har været så uheldige at have Bush på deres side, retfærdiggører det ikke at overlade dem til deres egen skæbne."

Venstrefløjen er usolidarisk

Berman tier for første gang i interviewet og siger så med en vis patos: "Kan du sige mig, hvad det egentlig betyder at tilhøre venstrefløjen i dag? Hvorfor kalder alle disse mennesker sig venstreorienterede, når de ikke magter at stå op og erklære solidaritet med irakerne? Hvorfor kalder krigsmodstandere sig ikke højreorienterede isolationister? Hvad ville være mere oplagt end, at en avis som din egen med en baggrund i modstanden mod nazisternes besættelse støttede modstanden mod Saddam? Det var jo en kendt sag, at baathismen havde sin oprindelse i fascismen!"

Samtalen driver videre til Iran. Jeg gør opmærksom på, at præsteregimet i Iran ikke hører til i samme klasse af tyranni som Saddam i Irak. Berman medgiver pointen og peger i stedet på parallellen til Sovjetunionen.

"Iranske afvigere bliver forfulgt. Vi kender deres navne, og de har behov for støtte og solidaritet. Muligheden for en fløjsrevolution i Iran er langt større end i Irak under baathisterne. Mange studerende ønsker et liberalt-demokratisk styre i deres land," påpeger han.

- Hvorfor udebliver støtten til de iranske dissidenter?

"Det er på grund af Bush. Folk er tryllebundet af den ondskab, som Vesten står for. Der er også en undertone af racisme mod muslimer på venstrefløjen. De er ikke i stand til at blive demokrater. Samme holdning havde man til oppositionen i Sovjetunionen dengang. Afvigerne var ikke repræsentative, og slaverne kunne ikke blive del af den moderne civilisation."

Over sommeren er Berman gerådet i en skarp polemik i det nyliberale magasin The New Republic med den hollandskfødte intellektuelle Ian Buruma, en autoritet på det 'muslimske problem' i Europa.

I et essay i juni beskyldte han Buruma for at have behandlet den fremmeste eksponent for en europæisk islam, Tariq Ramadan, med fløjlshandsker i et portræt trykt i The New York Times Sunday Magazine sidste vinter.

Redaktørerne gav essayet den pikerende rubrik "Who's Afraid of Tariq Ramadan", altså et ordspil på teaterstykket "Who's Afraid of Virginia Wolfe" eller på Grimm-brødrenes eventyr med Rødhætte og den store stygge ulv.

Buruma valgte først at tie. Men religionshistorikeren Alan Wolfe kom snart Buruma til undsætning i et læserbrev, hvori han kaldte Bermans karakteristik af Buruma og Ramadan for "ekstrem unfair".

I september lancerede Buruma et sviende angreb på Berman i det velansete litterære tidsskrift The New York Review of Books. Anledningen var bemærkelsesværdig: En anmeldelse af den nykonservative tænker Norman Podhoretz' nye bog Den Fjerde Verdenskrig: Den lange kamp mod islamisk facisme (det er ifølge Buruma ikke indlysende, hvor i Podhoretz' bog Den Tredje Verdenskrig er blevet af).

Hitchens og Berman, skriver Buruma, deler mere intellektuelt gods med Podhoretz, end de vil vedkende sig. Ikke blot deres opbakning til Irak-invasionen. De deler også verden op i gode og onde muslimer. Ramadan fordømmes, mens Ayaan Hirsi Ali beskrives som et ikon. Buruma pointerer dog, at han anser Ramadan for at være "glat som en ål" og faktisk er uenig i mange af hans synspunkter.

Ian Buruma fortsætter: "Det er godt, når Berman peger på, at nogle af Ramadans synspunkter er uforenelige med et liberalt demokrati. Men den omstændighed, at Ramadan i det mindste prøver at gøre dem forenelige, er for mig tilstrækkeligt motiv til at tage ham seriøst. Problemet med Ramadan er, at folks holdning til ham er blevet en lakmusprøve på, hvorvidt man er ven eller fjende ... Jeg er blevet placeret i fjendeland af Paul Berman."

I stedet for at fortsætte med at tale om polemikken med Buruma, spørger jeg til hans syn på debatten i Europa om integration af muslimske indvandrere. Hvor langt skal man gå immigranterne, deres religion og kulturelle traditioner i møde?

"Jeg ville byde dem velkommen og sige, at vi finder mange værdifulde aspekter ved islam og dets bidrag til verdens civilisationer, og at vi anser det for positivt, hvis islam kan give et bidrag til den europæiske civilisation," foreslår Berman.

Europæisk integration

"Personligt synes jeg, at europæerne bør være taknemmelige for, at 20 mio. muslimer har påtaget sig arbejde, som ingen andre vil udføre. Selvfølgelig er det afgørende vigtigt, at de adopterer liberale, demokratiske værdier, men man bør ikke antage, at et lille demagogisk mindretal med radikale politiske synspunkter taler for alle. Europæiske muslimers bidrag begrænser sig i øvrigt ikke til arbejdsstyrken, forretninger og restauranter. I alle europæiske lande ser vi distingverede muslimske journalister, romanforfattere og politiske filosoffer. Salman Rushdie var pioneren. I dag er der mange Rushdier i Europa," siger Berman.

Samtalen drejer igen over på de to mest kontroversielle personligheder i europæisk islam - Tariq Ramadan og Ayaan Hirsi Ali.

"Der findes denne lettere racistiske formodning, at alle muslimer er ens, og at der findes et inderste muslimsk væsen, som medfører, at Ramadan - der har nogle tvetydige positioner - er en ægte røst, mens Ayaan Hirsi - der er erklæret ateist - er en uægte stemme. Rushdies røst er heller ikke uægte. I stedet bør man værdsætte pluraliteten af de muslimske stemmer i Europa og beundre dem for deres bidrag, ja udtrykke personlig respekt for dem."

At Berman er så bidende kritisk over for Ramadan skal ikke tages som en mangel på respekt for den schweiziskfødte muslimske filosof: "Nogle gange betyder en personlig respekt, at man tager nogens synspunkter så alvorligt, at man argumenterer med dem," påpeger han.

Men mest af alt opfordrer Berman europæere til at udtrykke sympati med muslimske fæller, der er blevet manipuleret af demagogiske politikere: "For mig at se er den moderne muslimske verden blot en variation af den moderne (globaliserede) verden, vi lever i. Nogle totalitære bevægelser er opstået i muslimske lande, og de har haft held med at indoktrinere og tiltrække et stort antal muslimer. Disse mennesker lider. De bliver stigmatiseret. Derfor har de krav på sympati og solidaritet. Vi skal tale og argumentere med dem i håb om at løsrive dem fra en politisk mytologi, som de er blevet besat af. De skal ikke dæmoniseres."

En monumental udfordring. I den arabiske og muslimske verden ser mange USA og dets vestlige allierede engageret i en kamp mod selve Islam. Det til trods for, at Vesten faktisk har kæmpet på muslimers side på Balkan, i Somalia og Afghanistan og nu forbereder at gøre det for afrikanske muslimer i Darfur. Hvorfor bliver det ikke registreret og værdsat, spørger jeg Berman.

"Af ideologiske årsager," svarer han. "Islamister og baathister hævder, at USA ligger i en gigantisk krig mod den islamiske verden. Folk finder bekræftelsen i Irak. Doktrinen øver en enorm indflydelse over masserne og drager en særlig kraft fra den antiamerikanisme, som både kommunister og fascister nærede i midten af sidste århundrede."

Det er vores ansvar

"Det er klart, at Vesten ville være mindre udsat for den fordom, hvis USA opførte sig på en måde, som undlod at bestyrke islamisternes ideologisk motiverede påstand," siger Berman.

- Ja, det er, hvad Barack Obama mener, at han kan gøre noget ved som præsident.

"Det ville være fantastisk, hvis han blev valgt," siger Berman.

- Hvad kan USA ellers gøre?

"Bush har ikke den ringeste forståelse af den ideologiske udfordring. Det ville være fantastisk, hvis USA's regering en dag handlede anderledes, end den gør nu. Men vi er nok på sikker grund, hvis vi antager, at den amerikanske regering næppe nogensinde vil handle klogt. Det er ikke den mest sofistikerede regering på Jorden. Hvis vi erkender det, må det føre til forståelsen af, at kun vi kan gøre noget ved det. Det er vores ansvar - journalister, intellektuelle og almindelige borgere - at engagere os i denne debat med muslimer. For det er en debat," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nu kan det vel næppe undre nogen at en som Berman støtter USA's invasion af et suverænt land. Jeg er sikker på, at Berman også støttede Sovjet's invasion af Afghanistan i 1979. Han, og andre som ham, har slet slet ikke blik for at man altså ikke bare lige kan vade ind og vælte styrer eller regimer, som man ikke bryder sig om, hvadenten man hedder USA eller Sovjetunionen, Kina eller Vietnam for den sags skyld.

Jeg ved ikke helt, hvad Berman mener med at alle muslimer ikke er ens. I hvert fald i Danmark er vi godt klar over dette, og det tror jeg bestemt også, at
mennesker er i resten af Europa.

Demokratiets største fare er at det bukker under af pres indefra - pga. frygt for alting. Frygt for terror, frygt for muslimer, frygt for jøder, frygt for alting stort set. Frygt er en meget stærk følelse, som forhindrer os i at rejse os og se udover os selv og møde andre mennesker, i tillid, tro, respekt og åbenhed.
Og se dem som de prægtige medmennesker de er - uanset deres tro.

Det er klart, at der altid har været og sikkert altid vil være trusler mod demokratiet som styreform. Og nu kan demokrati jo se ud på mange forskellige måder. Ikke alle demokratier behøver jo være direkte efterligninger af det danske eller angel-saksiske demokratiske system.

Det må stå klart at bevægelser, der som f.eks. salafismen vil indføre Kalifatet og Guds Paradis på jord med udgangspunkt i de hellige bøger, uanset hvad det er for en af dem, bør der tages et hårdt opgør med. Ikke med geværer og krudt og kugler, men med demokratiets mægtigste våben:
Pennen & Papiret.

Interessant og læseværdig artikel også selv om manden siger en forfærdelig masse sludder.

Det har længe undret mig at nogen person der opfatter sig selv som venstreorienteret kan falde for ideen om at man kan med ubesværet og uinviteret kan importere ’det gode samfund’ eller ’en ny samfundsorden’ til et andet land med bomber og bajonetter.

Al historisk erfaring viser at det er yderst problematisk, ja oftest umuligt, lige fra Napoleons felttog i Tyskland og Spanien, til Lenins invasion i Polen i 1920, til de Nazitysklands invasion i Sovjet, til de allieredes felttog ind i Nazityskland, til angrebet på Beograd for få års siden (ja man kunne nævne et utal af andre eksempler). En fremmed land kan have de bedste hensigter om at indføre frihed og demokrati, man kan have stor goodwill i store dele af et andet folk ja ligefrem være populær. Men i samme øjeblik man vil bruge denne popularitet til med invasionshære og bomber at gennemtvinge en ny og bedre samfundsorden i et andet land så vil lokalbefolkningens sympati for invasionshæren forsvinde som dug for solen. Patriotismen opflammers øjeblikkelig, selv blandt dem som i går var dine venner, hvis du går ind uden at have sikret dig deres støtte på forhånd vil du naturligt møde dem som sabotører og fjender med våben i hånden.

Det var min bevæg grund for at være imod invasionen i Irak. Der er ikke skygge af tvivl om at Saddam var et bestialsk og morderisk svin, Men samfundsomvæltninger for at være succesfulde er fundamentalt nød til at være folkets eget værk. Man går i alle tilfælde ikke ind i et så etnisk uensartet land som Irak uden at man har en klar og gennemtænkt plan som accepterer den mulighed at man nok bliver nød til at støtte en opdeling af landet i nationalstater som er rimeligt etnisk homogene. Gør man det alligevel så kan være nogenlunde sikker på at de etniske grupper der ellers så på en med sympati vil ende op som ens fjender.

Enhver der har det mindste reel viden om Iraks historie og sammensætning burde med det samme have indset at det Bush lavede var galmandsværk som sandsynligvis ville ende præcist som det er endt. Ikke mindst når man lægger ud med at afvæbne og demobilisere landet egne styrker, det eneste som måske kunne have sikret at man ville slippe nogenlunde helskindet fra eventyret.

Det er for mig ufatteligt at Bergman ikke i det mindste på nuværende tidspunkt kan se sin egen dårskab, det burde da nu være indlysende for enhver at det var en brøler.

Afghanistan var en ganske anden sag, ikke mindst da man jo netop allierede sig fra starten med oppositionsstyrke i landet selv (hvad men ikke gjorde i Irak, da man jo bl.a. ikke ville fornærme Tyrkiet og heller ikke støtte Iran). Nu er man så godt på vej til at sætte selv denne relative succes i Afghanistan overstyr og det skyldes bl.a. tåberne i Washington og deres ideer om at de ville blive modtaget med blomster i gaderne i Irak og at man kan føre krig mod terrorisme hvad man notorisk aldrig har kunnet og aldrig vil kunne gøre.

Der er sikkert venstreorienterede til, som nærmest per koldkrigs automatik vil gå imod ethvert politisk skridt, hvis USA står bag. Men vi er mange der kan melde hus forbi her. Jeg for en synes der var meget gode grunde til at sætter magt ind i Afghanistan, hvorimod Irak fra den første dag lignede galmandsværk og eventyrpolitik. Irak var ikke en trussel mod sine omgivelser, det lignede og var (tror jeg) et simpelt olie eventyr, hvorfor enhver fornuftigt tænkende venstreorienteret person burde have indset at man måtte være imod. Jeg hørte ellers til dem der var ret overbevidst om at Saddam havde masseødelæggelsesvåben (om ikke atomvåben så i hvert fald meget store giftgas lagre). Men Saddam var en fare for dele af hans eget folk ikke for omverdenen, hans eget folk burde måske have haft mere støtte til at skille sig af med ham, men det ville amerikanerne jo ikke for det ville med det samme have ført til oprettelse af et Kurdistan.