Interview
Læsetid: 4 min.

Balancen er mistet

Direktør for CopyDan og tidligere skuespilschef på Det Kongelige Teater, Litten Hansen, er bekymret for bredden i dansk kulturliv. Dette årtusinds kulturpolitik har været præget af centralisering og fokus på eliten fremfor talentudvikling, mener hun
-Midlerne til nye projekter på teaterområdet er katastrofalt små i øjeblikket, og det på trods af at alle siger, at det er noget af det vigtigste i forhold til at sikre grobund for ny udvikling-, siger Litten Hansen.

-Midlerne til nye projekter på teaterområdet er katastrofalt små i øjeblikket, og det på trods af at alle siger, at det er noget af det vigtigste i forhold til at sikre grobund for ny udvikling-, siger Litten Hansen.

Jan Jørgensen

Kultur
29. oktober 2007

Det nye årtusinds kulturpolitik har været meget fokuseret på kvalitet, mener Litten Hansen, og det mener hun ikke entydigt positivt. Man har brugt slagordet kvalitet til at mindske bredden, siger hun og ved udemærket godt, at Brian Mikkelsen vil korse sig, når han hører det ,"for han synes ikke selv, at det er rigtig, men det er det. I kvalitetens navn har man reduceret bredden i kulturudbuddet. Jeg er jo også tilhænger af at styrke kvaliteten i kulturlivet, men jeg er ikke tilhænger af at det skal ske på bekostning af bredden. Der er en utrolig svær balancegang mellem på den ene side at styrke kvaliteten og på den anden side at bevare bredden, og den balance er blevet forskudt i en forkert retning."

Litten Hansen har selv været næstformand for kunstrådet fra 2003 til 2007 og har før det siddet i adskillige kunstnerråd både under borgerlige og socialdemokratiske regeringer. Hun har fulgt med im hvordan midlerne er blevet fordelt:

"For eksempel er midlerne til nye projekter på teaterområdet simpelthen katastrofalt små i øjeblikket og det på trods af at alle siger, at det er noget af det vigtigste i forhold til at sikre grobund for ny udvikling. Men hvis man ser på scenekunstudvalget, så er der næsten ingen penge til nye projekter. På filmområdet, så kan man sige, at filmen med god grund har særstatus, men det er i meget vid udstrækning mainstream-film, der har skabt succesen og det er også udmærket. Det er fint, at der bliver skabt gode mainstreamfilm, men det er et problem, hvis der ikke er plads til eksperimentet, og det er der kun i meget begrænset omfang."

Litten Hansen mener, det er helt legalt at ønske sig et stort publikum. Hun synes selv, det er sjovest at sidde i en fyldt teatersal og at gå rundt på en udstilling, hvor der er mange mennesker, "men det er bare så utroligt vigtigt, at man ikke mister græsrødderne. Og det har altså knebet med indsatsen i forhold til nye initiativer og talenter."

Hun savner projekter, der ikke er bundet i en genre, vi kender. Det, der sættes i gang, er ofte begrænset af, at man kan sætte det på mål og veje dets succes.

"Nu har jeg jo siddet i dansk kunstråd i fire år, og da havde vi gudskelov en stor bevilling til at støtte tværgående initiativer med, men den bevilling er nu praktisk talt væk. Her kan man helt konkret se prioriteringen i kulturpolitikken. Bevillingen var oprindeligt på 40 millioner, og nu er den skåret ned til 12."

Embedsmandsvælde

Tendensen i den aktuelle kulturpolitik er helt klar, mener Litten Hansen: Centralisering.

"Det er overordentligt bekymrende. Det værste scenarie undgik vi: Ideen om at alle københavnske teatre blev lagt sammen til to. Men det vi fik (Københavns Teater - red.) bærer nu alligevel præg af et ønske om at centralisere. Og på det nordiske plan er det det samme. Vi har altid haft et kulturelt samarbejde mellem de nordiske lande, men det er også blevet til et centralistisk embedsmandsvælde. Hidtil har man haft forskellige kulturelle institutioner placeret rundt omkring i de nordiske lande. Danmark har for eksempel haft teater- og dansekontoret. Man har haft et center, hvor folk med knowhow kom. Det var kunstnerne selv, der drev det og fordelte tilskud til initaitiverne. Nu er det overgået til embedsmændene."

Det er en kedelig udvikling, mener hun. Ved at lade embedsmændene styre midlerne mister man den kreativitet og initiativrigdom, der er i at lade kunstnerne have den største indflydelse.

"Fordelingen af midlerne i dansk kulturliv har siden Bomholts dage været foretaget af kunsterne, og det synes jeg er utrolig vigtig at bevare. Men i dag er det enten embedsmænd eller erhvervsfolk, der i stigende grad kommer til det."

Og det har en meget enkel forklaring i følge Litten Hansen.

"Det hænger sammen med, at kultur er blevet en helt anderledes økonomisk faktor. Eksempelvis så er det en kendt sag, at det er nemmere at tiltrække arbejdskraft, hvis man ude i provinsen har nogle gode kulturtilbud. København er også blevet mere og mere attraktiv på grund af det store udbud. Det hænger selvfølgelig sammen med, at vi er blevet rigere og har mere fritid og også gerne vil bruge fritiden og udnytte tilbuddene. Den tid, hvor man syntes, det var nok at sidde med tøfler på foran fjernsynet, er heldigvis forbi. Det er det positive."

Talentpleje har sin pris

Så kulturen som potentiel profitskaber har en betydning for, at centraliseringen er så udbredt.

"Der er et anderledes fokus på det, der kan tjenes penge på. Men man skal altid huske, at talent er noget, man har, men hvis ikke man får lov til at bruge det, så dør det. Og derfor er det så utrolig vigtigt, at der er plads til nye initiativer og nye folk fra vækstlagene. Det er vanvittigt vigtigt, ellers får man den samme grød."

Man tjener ikke penge på talentudvikling. Som regel koster talent faktisk noget i starten og det skal man være parat til at betale. Litten Hansen mener ikke, man i dag er villig nok til at betale den pris. Men det får sin pris på et tidspunkt, og så er det hendes håb, at det vil vende.

"Jeg tror på, at der uundgåeligt vil opstå et meget markant behov for igen at styrke talentet. Det skal nok komme. Men jeg kan godt blive lidt forskrækket, når jeg for eksempel i en privat samtale med nogle af de, der er meget fokuserede på den teknologiske udvikling, siger: 'Jeg tror aldrig, man kommer til at læse poesi på nettet' og vedkommende så siger 'Nej, hvem fanden læser poesi!?' Det har selvfølgelig altid været en begrænset skare, der læste poesi, men det ville da være en katastrofe, hvis det ikke var der."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eliten scorer kassen, trækker det hele fra i skat og kører rundt i biler, mens talentmassen (det er alle jo i virkeligheden) venter på et enkeltstående praksismoment , hvor muligheden og drømmen om at vende det hele til en ny situation lever. Hvorfor er der så lidt fornuft integreret i vores kultur? fordi fornuften er en isoleret ting, fordi fornuften gøres ufornuftig. Elitens tese er et hypnotisk fremskridt, den skaber bare ingen kulturel sandhed.