Læsetid 6 min.

Demokrati på amerikansk

'Taxi to the Dark Side' er et forstemmende vidnesbyrd om amerikanernes brug af tortur i Afghanistan og Irak. Selv betragter instruktøren Alex Gibney filmen som en rejse ind mod hjertet af et nyt amerikansk mørke
-Man satte sig for at udbrede demokrati, først i Afghanistan og siden i Irak, men i stedet er man endt med at underminere nogle af de centrale principper i det amerikanske demokrati. Desværre er det kun meget langsomt gået op for det store flertal, og man kan undre sig over, at protesterne ikke har været langt stærkere,- siger Alex Gibney.

-Man satte sig for at udbrede demokrati, først i Afghanistan og siden i Irak, men i stedet er man endt med at underminere nogle af de centrale principper i det amerikanske demokrati. Desværre er det kun meget langsomt gået op for det store flertal, og man kan undre sig over, at protesterne ikke har været langt stærkere,- siger Alex Gibney.

Lars Movin
8. oktober 2007

Den 1. december 2002 samlede en ung af-ghansk taxichauffør ved navn Dilawar tre passagerer op på vejen tilbage til landsbyen Yakubi, hvor han havde levet hele sit liv. Det skulle han ikke have gjort. Samme dag havde der været et raketangreb på en amerikansk base i området, og inden Dilawar og hans passagerer nåede Yakubi, blev de taget til fange af en afghansk militsgruppe, der havde deres egne dunkle motiver for at hjælpe amerikanerne. Den 5. december overdrog militsgruppen fangerne til den berygtede base i Bagram, hvor de amerikanske forhørsledere var så opsatte på at finde syndebukke for raketangrebet nogle dage forinden, at det reelt kunne være ligegyldigt, om de anholdte var skyldige eller ej.

Øjenvidner har siden beskrevet, hvordan Dilawar under forhøret fik sine arme lænket til loftet og blev sparket så voldsomt, at begge hans ben skulle have været amputeret, hvis han havde overlevet. Det gjorde han ikke. Efter fem dages forhør døde han - ifølge de officielle rapporter af naturlige årsager, men alt peger på, at han reelt døde af eftervirkningerne af tortur. Lidt heldigere var hans tre passagerer, som blev sendt til Guantánamo, hvor de blev holdt fanget i 15 måneder.

At ingen af de fire havde været involveret i raket-angrebet, har de færreste siden været i tvivl om. For, som en soldat udtrykker det i dokumentarfilmen Taxi to the Dark Side, en minutiøs gennemgang af Dilawar-sagen (og af amerikanernes brug af tortur i Afghanistan og Irak i det hele taget):

"Vi afhørte afghanere bare for at afhøre dem. Vi vidste godt, at de ikke var skyldige. Men vi blev presset til at levere resultater, og så var det bedre bare at sige, at de anholdte var terrorister."

Klassisk 'soccer mum'

Bag Taxi to the Dark Side står den amerikanske instruktør Alex Gibney, som for et par år siden vakte opmærksomhed med en næsten to timer lang optrevling af Enron-skandalen: Enron: The Smartest Guy in the Room (2005). Og ligesom Enron-filmen er den nye film et stykke gedigent gennemarbejdet, velresearchet og informationstæt dokumentarisme, der kryber ind under huden på beskueren med sin insisterede tone. Det er en dokumentarfilm, der vil noget.

"Jeg må indrømme, at jeg tøvede lidt, da jeg første gang blev præsenteret for ideen om at lave en film om amerikanernes brug af tortur," siger Alex Gibney.

"Det er et ekstremt vigtigt emne, men det er også et emne, som ingen har lyst til at høre om."

- Hvad overbeviste dig?

"På et tidspunkt gik det op for mig, at Dilawars historie befinder sig i hjertet af hele det kompleks, som med tiden udviklede sig til skandalerne i Abu Ghraib og Guantánamo. Der har ikke været talt så meget om Bagram, men det var her, det hele begyndte. Det var på den base, man først mærkede effekten af de underligt udefinerbare signaler om at tage fløjlshandskerne af, som på et tidspunkt begyndte at sive ned gennem systemet, helt oppe fra Dick Cheneys kontor. Og flere af de forhørsledere, som arbejdede i Bagram, blev efterfølgende forfremmet og sendt til Abu Ghraib."

Her tænker Gibney ikke mindst på kaptajn Carolyn Wood, den ansvarlige for de forhørsledere, som tog Dilawar under behandling. Hun blev siden overført til Abu Ghraib, og i dag underviser hun på militærets efterretningsskole i Fort Huachuca i Arizona.

"Jeg ville meget gerne have haft Carolyn Wood med i filmen," siger Gibney.

"Der er en aura af mystik omkring hende. Hun ligner langtfra den klassiske skurk, snarere en tjenstvillig bureaukrat, som var indstillet på at gøre alt, hvad der var nødvendigt. Jeg har hørt hende beskrevet som a classic soccer mum og a nice woman, der oprigtigt bekymrede sig for sine soldater og sendtejulekort til deres familier. Og vi ved, at hun gentagne gange skrev til sine overordnede for at få nogle specifikke retningslinjer for, hvor langt de måtte gå under forhørene, men at hun aldrig fik noget konkret på skrift. Blot antydninger og et stigende pres for at levere resultater. Hvilket er det uhyggelige ved hele denne sag. Selvfølgelig har den øverste ledelse været klar over, hvad der foregik, men snarere end at autorisere overskridelserne af Genève-konventionerne officielt har man opereret med antydninger og en sprogbrug, som systematisk har ført til en dæmonisering og dehumanisering af fjenden."

Frygt og demokrati

Alex Gibney forsøgte også at få de øverste ansvarlige - først og fremmest Donald Rumsfeld, Dick Cheney og John McCain - til at medvirke, men uden held. Til gengæld er det lykkedes ham at overtale en forbløffende lang række andre involverede til at stille op, herunder en del af de soldater, som udførte det beskidte arbejde. Blandt dem er Willie Brand, som i filmen fortæller, at han blev så øm i sit knæ af at banke det ind i Dilawars lår, at han måtte skifte ben for ikke at få en arbejdsskade.

"Willie Brand er en interessant skikkelse. Han fortalte blandt andet, at han og hans kolleger på et tidspunkt standsede op og sagde til hinanden: 'Det er os, der har gjort det her. Det er ikke mig eller dig eller ham derovre. Det er os'. Underforstået: det er sådan, vi, amerikanerne, er. Det er et ret stærkt statement, synes jeg, for vi har været vant til at tro, at vi var the good guys. I den forstand handler Taxi to the Dark Side om vores kollektive rejse ind i et mørke, hvor vi er nødt til at erkende, at vi ikke længere er de mennesker, som vi gerne vil tro, at vi er."

- Har arbejdet med filmen ændret dit syn på demokratiets tilstand i USA?

"Frygt er demokratiets ultimative prøve. Og efter at have lavet denne film er det min opfattelse, at demokratiet i USA i dag befinder sig i en meget skrøbelig tilstand, hvor nogle af institutionerne er svækkede i markant grad, ikke mindst Kongressen. I en tid præget af frygt ønsker Kongressen ikke at fremstå som svækket, men ikke desto mindre er det netop, hvad der er sket."

"Samtidig fornemmer jeg, at det trods alt er begyndt at gå op for den amerikanske befolkning, at den retning, Bush-administrationen har ledt landet i, ikke har ført til noget positivt. Man satte sig for at udbrede demokrati, først i Afghanistan og siden i Irak, men i stedet er man endt med at underminere nogle af de centrale principper i det amerikanske demokrati. Desværre er det kun meget langsomt gået op for det store flertal, og man kan undre sig over, at protesterne ikke har været langt stærkere. Så hvis man skal konkludere noget, må det være, at frygt ikke har styrket os som land, men tværtimod har svækket vores demokrati. Ikke at det er på vej til at forsvinde, men spørgsmålet er, om vi vil være i stand til at vende udviklingen, så demokratiet igen bliver styrket."

"Et alvorligt problem er, at kun fem procent af de indsatte i Guantánamo er taget til fange af amerikanerne selv. Resten har de enten købt eller fået overdraget af deres allierede eller af militsgrupper og lokale krigsherrer, hvis motiver mildt sagt kan være tvivlsomme. Som for eksempel de tre passagerer i Dilawars taxa. Og det fortsætter bare. Guantánamo er der stadig, og endnu er ingen stillet for en domstol. Ikke én. Det er da ret skræmmende."

Taxi to the Dark Side. Instr.: Alex Gibney. 2007. 80 min. Vises på DR2, lørdag den 13. oktober

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu