Læsetid: 5 min.

Demokrati på kinesisk

Why Democracy?-projektet bliver i dag skudt i gang med filmen 'Please Vote for Me', en lille dokumentarisk perle af den fremtrædende kinesiske filmmager Weijun Chen
-Mindst halvdelen af børnene drømte om at få magt, når de blev store. Jeg tænkte lidt videre over dette, og min konklusion var, at det må være et resultat af étbarnspolitikken. Børn i Kina er konstant omgivet af voksne. De har ikke længere tid til at være sammen med andre børn og lege, som jeg havde det, da jeg var barn,- siger Weijun Chen.

-Mindst halvdelen af børnene drømte om at få magt, når de blev store. Jeg tænkte lidt videre over dette, og min konklusion var, at det må være et resultat af étbarnspolitikken. Børn i Kina er konstant omgivet af voksne. De har ikke længere tid til at være sammen med andre børn og lege, som jeg havde det, da jeg var barn,- siger Weijun Chen.

Lars Movin

8. oktober 2007

På Evergreen Primary School i Wuhan, en millionby i det centrale Kina, lærer børnene stadig at gå i takt, at nedprioritere individet til fordel for fællesskabet og at råbe slagord om staten og fremtiden. Sådan kender vi Kina. Men efter en årrække med étbarnspolitik og økonomisk liberalisering er de traditionelle værdier kommet under pres. Konkurrencesamfundet lurer lige om hjørnet, og mens børnene fortsat forventes at respektere deres forældre - og voksne i det hele taget - opfordres de samtidig til at være ambitiøse, individualistiske og målrettede. De skal på én gang være loyale over for systemet og gå efter magten.

Det var tanker som disse, den kinesiske dokumentarist Weijun Chen gik og tumlede med, da han blev opfordret til at byde ind på projektet Why Democracy?, en serie på 10 dokumentarfilm om demokrati. Filmene er skabt af uafhængige filmmagere spredt ud over det meste af kloden.

Efter at have vendt forskellige idéer besluttede Chen at iværksætte et eksperiment, hvor han lod en skoleklasse vælge en elevleder efter samme principper, som benyttes ved politiske valg efter den vestlige demokratiske model - med opstilling af kandidater, kampagner og åbne afstemninger.

Resultatet er blevet Please Vote for Me, en både rørende og ganske grum dokumentarfilm, hvor man følger tre otte-årige kandidater gennem deres valgkamp og frem til den endelige afstemning i klassen. Et forløb, der udvikler sig som en miniature-version af de voksnes verden, med beskidte kneb og valgflæsk, spindoktorer og studehandler, kynisme og korruption.

Børn er små voksne

"Det er en misforståelse fra omverdenens side, at vi ikke har valg i Kina," siger Weijun Chen, da han bliver præsenteret for spørgsmålet om, hvordan de kinesiske myndigheder har reageret på hans eksperiment.

"Selv om det er klart, at der inden for kommunistpartiet ikke er noget, der hedder demokrati eller valg, så foregår der i virkelighedens Kina forskellige typer valg hver eneste dag. Min første tanke var faktisk at lave en film om en kinesisk landsby, hvor man stod over for at skulle vælge en ny leder. Men så tænkte jeg, at for det første er der ikke særlig mange mennesker i verden, der virkelig interesserer sig for politik, og for det andet er der endnu færre, som interesserer sig for kinesisk politik. Så jeg besluttede at lede efter et emne, der kunne få flest mulige mennesker i hele verden til at reflektere over, hvad demokrati dybest set er."

Ved et tilfælde kom Weijun Chen til at tale med Cheng Cheng, den ene af de tre kandidater i filmen. Han spurgte drengen, hvad han ville være, når han blev stor, og Cheng Cheng svarede først, at han ville være Jiang Zemin, den tidligere præsident i Kina. Men så lavede han det om og sagde, at han ville være Hu Jintao, den nuværende præsident - forJiang Zemin var gået på pension og havde ikke længere magt.

"Hans svar gjorde mig nysgerrig, så jeg talte med nogle flere børn, og det viste sig, at mindst halvdelen af dem drømte om at få magt, når de blev store. Jeg tænkte lidt videre over dette, og min konklusion var, at det må være et resultat af étbarnspolitikken. Børn i Kina er konstant omgivet af voksne. De har ikke længere tid til at være sammen med andre børn og lege, som jeg havde det, da jeg var barn. Og hvis du forstod kinesisk, ville du opdage, at det sprog, børnene taler, er voksensprog. Blot med den forskel, at fordi de er børn, siger de stadig ligeud, hvad de mener, hvis man spørger dem om noget. Derfor meldte den tanke sig, at hvis jeg lavede et forsøg med børn i stedet for voksne, ville det på en meget afslørende måde afspejle holdningen til demokrati i Kina."

Stem på mig!

På kinesiske skoler findes allerede et system, hvor eleverne vælger en klasseleder, men til forskel fra i Chens film, bliver det aldrig offentliggjort, hvor mange stemmer de enkelte kandidater har fået. Det er alene læreren, som ud fra afstemningsresultatet beslutter, hvem der skal være leder.

"Mange forældre engagerer sig i disse valg, fordi de håber, at deres børn derved får en slags træning i at opnå magt. Det kan for eksempel foregå på den måde, at de forsøger at påvirke lærerens beslutning med penge eller gaver. Men fordi vi i den leg, som vi iscenesatte i filmen, krævede, at resultatet af afstemningen skulle være offentligt, var forældrene nødt til at bruge mange flere kræfter på at træne med deres børn."

I filmen er drengen Cheng Cheng oppe imod den tidligere klasseleder Luo Lei, søn af den lokale politimester, og pigen Xu Xiaofei, der kommer fra et skilsmissehjem. Den usikre Xu Xiaofei bliver af de to drenge hurtigt kørt ud på et sidespor - de får hende flere gange til at bryde grædende sammen med deres udspekulerede kampagner - mens kampen mellem drengene er mere jævnbyrdig. Lige indtil Luo Leis far griber ind og forsyner sønnen med gaver, som han kan dele ud i klassen på den sidste og afgørende dag, hvor alle tre skal holde deres valgtaler.

"Hvis man fornemmer, at børnene i filmen bliver styret, kommer det bestemt ikke fra filmholdet, men udelukkende fra deres forældre," siger Chen, da interviewet kommer ind på hans metode.

"Derfor er det blandt andet mit håb, at de forældre, der optræder i filmen, men også alle andre kinesiske forældre vil blive inspirerede til at reflektere over, hvordan vi opdrager vores børn. Jeg har vist filmen for de medvirkende, og ingen af dem mente, at de selv havde gjort noget galt, mens flere af dem sagde, at de andre forældre var gået over stregen. Dét er tankevækkende."

På spørgsmålet om, hvad han selv har fået ud af at lave filmen, svarer Chen, at han har opdaget, at et demokratisk system og et demokratisk land er to vidt forskellige ting:

"Selv om vi i filmen giver børnene et demokratisk værktøj, viser det sig, at deres anvendelse af det ikke er særlig demokratisk. Derfor ville jeg ønske, at filmen kunne få folk i hele verden til at tænke over, at demokrati langtfra bare er ensbetydende med, at man får et demokratisk system som værktøj. Hvis man tager et land, der aldrig har været baseret på demokratiske værdier, og fra den ene dag til den anden giver det et demokratisk værktøj og fortæller, hvad demokrati er, så vil det ikke af dén grund blive til et demokratisk land."

"Min pointe er, at konsekvenserne af en afstemning kan være vidt forskellige i Kina og Vesten, selv om processen er den samme. Ifølge den kinesiske tankegang er den, der vinder, kejser, og den, der taber, slave. At skabe et system, hvor vinderen efterfølgende er tolerant over for sin modstander, og hvor man fortsat kan leve i samme rum og have en dialog, kræver en lang proces."

Please Vote for Me. Instr.: Weijun Chen. 2007.52 min. Vises på DR2 i aften kl. 20.50

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu