Læsetid: 8 min.

Dødskysset med avantgardens lov

Endelig! En debatbog fra kunstens felt, som ikke styrer uden om de centrale problematikker i udskillelsesløbet på kunstscenen. Merete Sanderhoff kører lige igennem dem med hånden fast på rattet med kunsthistoriens horisont i bakspejlet, hvori nutidskunsten spejler sig. Og på vejen revitaliserer hun maleriet som seriøs disciplin. Hun har noget på hjerte
Endelig! En debatbog fra kunstens felt, som ikke styrer uden om de centrale problematikker i udskillelsesløbet på kunstscenen. Merete Sanderhoff kører lige igennem dem med hånden fast på rattet med kunsthistoriens horisont i bakspejlet, hvori nutidskunsten spejler sig
29. oktober 2007

Merete Sanderhoff er mag. art. i kunsthistorie og projektforsker ved Statens Museum for Kunst, og hun har i sin nye bog Sorte billeder - Kunst og kanon lagt et nyt (og savnet) fundament for at diskutere kanonisering i kunsten. Ikke blot den kulturkanonisering, som blev lanceret fra politisk hånd i 2006, men den skjulte proces, som hele tiden foregår på kunstscenen, hvor centrum og periferi på kunstscenen konstant forhandles. Ikke bare vedrørende kunst fra vores kulturelle arv, men også ved den kunst der skabes i nutiden.

De fire spørgsmål, som Sanderhoff tager sit udspring fra, er: Hvad betyder kanon for nutidskunsten? Er den en nødvendig mekanisme til at skelne mellem mesterværk og metervare? Eller er den en magtfaktor, der reducerer nutidskunstens mangfoldighed? Og sidst; kan det i det hele taget lade sig gøre at skrive en kanon, mens kunsten sker? Det handler med andre ord om magtspil, prestige og positioner. Ikke bare for eftertidens nationalkulturelle identiteter men for nutidskunsten - her og nu. For hvad med de kunstnere, som gør noget i dag, der bare ikke lige passer ind i tiden?

Der er nemlig kunstnere, der ikke følger tidens trend, og som udfolder deres virke indenfor en til tider næsten klassicistisk kunsttradition. De fornægter bevidst det tendentiøse og synes at skabe af nødvendighed, af kærlighed til kunsten og dens historie. Passionister døber Sanderhoff dem derfor logisk nok. Og det er for disse kunstneriske enspændere og den tvingende nødvendighed af at skabe kunst, denne bog synes tilskrevet. Odd Nerdrum, Thomas Kluge, Ulrik Møller, Preben Fjederholt, Peter Martensen, Balder Olrik, Martin Bigum og Michael Kvium, som blot er det nordiske repræsentantskab indenfor passionismen.

Kanonens magt

Hvad er det, der bestemmer, at noget kunst er 'umisteligt' eller 'uomgængeligt'? Hvorfra kommer dette autoritetens stemplel for nutid og eftertid? I forbindelse med Kulturkanonen var dette en offentlig - og heftig - debat med argumenter og faglig diskussion, som i sidste ende krystalliseredes i en utopi, omend debatten var frugtbar. I den kunstneriske og forfatterens, virkelighed er det derimod en proces, som løber under kunsten, hvor fagfolkene, teoretikerne, kritikerne, pressen og udstillingsstederne er magtfaktorerne, skriver Sanderhoff. Fra disse aktører udstikkes både, hvem vi skal huske, og hvem vi skal holde øje med. I modsætning til den ret harmløse Kulturkanon er den kanonisering, som foregår i kunstens felt noget helt andet.

"For når kanonisering foregår som spredte, delvist skjulte processer og umærkelige ryk i en kulturs bevidsthed, mister kanonen sin harmløshed og bliver en reel magtfaktor," skriver hun.

Et citat af Victor Burgin forklarer grundlaget for dette magtspil på rammende vis i bogen:

"...at få adgang til den, er at blive udvalgt til evig præsentation, at blive nægtet adgang, er at blive dømt til evig glemsel. Kanon er det, der bliver skrevet om, samlet på og undervist i; den forlænger sig selv, legitimerer sig selv og er vilkårlig; kanonen er den guldmøntfod, som nye kunstneriske strømningers værdi måles op mod."

Den kanon, som udstikkes i kunstens felt, ser Sanderhoff som et tværsnit gennem de skiftende dagsordener, eller paradigmer, i kunsthistorien. Ja, paradigmeskift er den måde, vi i det hele taget tænker kunsthistorien på. Den ene isme afløser den anden osv. Dem, der udnævnes som uomgængelige indenfor de forskellige tiders kunstneriske paradigmer, udgør dermed stien, der betrædes. Kanon. En 'uomgængelig' sti gennem kunsten, som forsvares af dens bannerførere, indtil nye paradigmer flytter grundlaget, kaster et nyt blik og anlægger nye stier - redefinerer kanon. Fra paradigme til oprør og til paradigmeskift, og hver gang med eksklusionen af en del af kunsten som resultat. Magten ligger i etableringen, institutionaliseringen og i anerkendelsen af at være en del af paradigmet, forklarer en teoretisk sikker Sanderhoff hånd i hånd med paradigmeteoretiker Thomas Kuhn.

Avantgardens afmagt

'Konsensus' bliver det styrende begreb for kanoniseringens etablering i en tidens kultur. Også selvom paradigmer, som Sanderhoff påpeger, til hver en tid er afspejlninger af de indgroede politiske, religiøse, filosofiske og æstetiske tendenser. Konsensus er den kunstfagligt anerkendte dagsorden.

Det paradoksale er i følge Sanderhoff, at netop dem, der blev udeladt som outsidere af sin samtid, ofte er blevet indskrevet i senere tiders re-kanonisering. Skikkelser som Rembrandt og Van Gogh hører herunder. Samtidig er den kunst-overskridende pissoirkumme af Marcel Duchamp (1917) og den følgende avantgardistiske kunst blevet kanon med stort K for samtidskunsten. Med Sanderhoffs fokuserede syvmileskridt gennem kunsthistorien står pointen klart: "Hovedtendenserne i det 20. århundredes kunst vil med få afvigelser identificeres ud fra stort set de samme værker, kunstnere og kunstretninger."

Og man giver hende ret, idet overskridelsen unægteligt er nutidens paradigme.

Det er ikke nye pointer, men Sanderhoff har blik for processerne og tydeligvis en endnu mere skelsættende dagsorden. Hun vil blotte kunsthistoriens fejlbarlighed, skrive en pluralistisk kunsthistorie, hvor avantgardens fornægtelse af 'kunsten' affejes, og 'kunstneren' som figur ikke negligeres. Kunsten er med passionisterne et gældende udsagn og kunstneren en fortolker af verden og store temaer som historien, skyld, tab, svigt, håb, døden, livet, kærligheden, splittelse, sindets formørkelse o.s.v. Derfor også betegnelsen 'Sorte billeder', som dog også refererer til et dunkelt farvevalg.

I bogens følgende kapitler gør forfatteren sin egen magt som kunstfaglig gældende og vender blikket mod nogle af disse nutidige kunstnere, som ikke anerkendes som en del af nutidskunsten, fordi man som pointeret af Sanderhoff ikke undervises i eller præsenteres for kunst uden for det avantgardistiske paradigme.

Insidere og outsidere

Som Sanderhoff forklarer, så er det gået op og ned for maleriet men traditionelt figurativt, fortællende maleri har aldrig været en naturlig del af avantgarden, synes pointen lidt uklart at være. Nogle indskrives dog, som for eksempel når de tre oversigtsværker: Manual til Dansk Samtidskunst (Lisbeth Bonde og Mette Sandbye), Ny-Brud. Dansk kunst i 90'erne (Rune Gade og Camilla Jalving) og Overblik - 63 danske samtidskunstnere (Michael Jeppesen), som udkom sidste år, inkluderer navne som Tal R, John Kørner og Kathrine Ærtebjerg. Men som Sanderhoff pointerer, så var det på baggrund af, at en gruppe kunstnere ramte en nutidig tangent i paradigmet, imens andre ubemærket faldt udenfor. Paradigmet taler, kunsthistorikerne og kunstpressen retter ind, kanoniseringens gradvise udskillelse på kunstscenen er i gang.

De virkelige outsidere, som meget sjældent får nutidens opmærksomhed, og altså ikke hører under paradigmet, præsenteres her indenfor en ny isme, passionismen, hvor historiemaleri, landskab, portræt og stilleben stadig er gældende kunstneriske discipliner og de tekniske færdigheder er indlysende med blikket rettet mod de tidligere mestre som El Greco, Goya, Caravaggio og Munch. Det er seriøst i udførelse, alvorligt i dets tematik, også selvom ironien spiller ind. Et åbenlyst talent og en alvorlig attitude til det at male gør dem til anerkendte håndværkere og undervisere, men placeringen udenfor det nutidige paradigme, gør dem til noget fjernt fra den toneangivende nutid.

Thomas Kluge, Ulrik Møller, Odd Nerdrum, Preben Fjederholt, Martin Bigum, Peter Martensen, Balder Olrik og Michael Kvium er en del af Sanderhoffs (bedes man huske) nutidige passionisme, hvor repræsentationen ikke er tabu, men tvært-imod er båret af en udførelse og en fortælling, som ligger kunstneren på sinde. Som kunstner vel at mærke. Her er ingen ironisk distance til det at repræsentere sit kunstneriske blik på virkeligheden, hvilket det avantgardistiske paradigme forlængst har afskrevet som kitsch og postmodernismen som forfejlet. Hvor avantgarden indskrev ironiens distance, genindskriver disse kunstnere i følge Sanderhoff alvoren og det patetiske - et farligt ord i nutidens kunstneriske paradigme.

Mangfoldigheden

Imens man læser sig ind i dette værk, indser man langsomt, hvad der er på vej, og man tænker, så det brager. For det styrende paradigme er vel ikke dalet ned fra himlen, men er skabt af en større gruppe subjektive domme, hvilket synes underkendt af Sanderhoff til fordel for et kunstfagligt 'paradigme'. Hun må mene, at nogle aktører har uanet magt til at fremføre eller blot vedligeholde et nutidens paradigme.

Det er derimod i blikket på kanoniseringens indlejrede logik, at dette værk rammer hårdt og præcist i sin udfoldelse og klare formidling af avantgardens selvdestruktive færden og den derfra udstukkede kanoniserings enøjethed. Og det synes ganske enkelt. Dem der er inside vil være outside, og dem der er outside vil trods den subkulturelle oprørsposition anerkendes som inside. Man vil anerkendes af sin nutid, men helst som outsideren. Det er dette blik for kunsthistorien, der gør Sanderhoffs udgivelse til det, den er: Vigtig. Hendes præsentation af passionismen som ny tråd i nutidskunsten vil sikkert få nogle op af stolen. Undertegnede skulle da også vende den et par gange og ved stadig ikke, om jeg kan proppe Thomas Kluge, Michael Kvium og Martin Bigum i samme tendens i nutidskunsten?

Vi skal med Sanderhoffs ord anerkende den "polariserede opdeling af samtidskunsten i centrum og periferi," som hele kunstscenen dyrker og lever af. Og her burde målet snarere være et 'mangfoldighedsparadigme,' som hun skriver, hvor den selvdestruktive holdning til kunsten, som avantgarden stod fadder til, vendes til noget konstruktivt, hvor man igen kan sige noget sandt, helligt, evigt og skønt som kunstner.

Begge hjernehalvdele

Det er som sagt tænkt som en debatbog, og der er ikke lagt skjul på, at det her er et indlæg til fremtidig granskning. Man kan kun tage hatten af for Sanderhoffs udgivelse, som med ufatteligt polemisk mod kaster sig ud i direkte konfrontation med nutidens gældende konsensus på kunstscenen. Men det er dermed også en stor pille at sluge. Undertegnede er stadig ikke færdig med at tænke over denne bogs fundamentale vending, som har resulteret i postmoderne søsyge. For hvad skal man gribe i, når det avantgardistiske opgør er kanon og det nærmest klassicistiske maleri er retur som nutidskunst? Hvad er nutidskunst så egentlig? Er kunsten nu en ubrudt historie om maleriet, hvor Duchamp og Warhol blot fungerede som midlertidig centrum? Er det postmoderne paradigme slut nu?

Se det ville være fint, for så kunne man bruge begge hjernehalvdele og så rose Sanderhoff for at sige noget sandt om noget, som reelt eksisterer. Så behøvede kunsten heller ikke undskylde for sig selv, når den vil sige noget. Og så ville man også kunne bedømme kunsten på dens egentlige grundlag. Vi kan kun håbe...

Merete Sanderhoff: Sorte billeder - Kunst og kanon. Bogen udkom 24. oktober. Forlaget Politisk Revy, 208 sider, indbundet, rigt illustreret, pris: 268 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu