Læsetid: 5 min.

Fra dræbende kedsommelighed til kvælende omskiftelighed

I sin nye bog afdækker den amerikanske sociolog Richard Sennett et alt for menneskeligt træk ved human ressource-tænkningen og kompetence-perspektivet som umenneskeligt
I sin nye bog afdækker den amerikanske sociolog Richard Sennett et alt for menneskeligt træk ved human ressource-tænkningen og kompetence-perspektivet som umenneskeligt
Kultur
20. oktober 2007

Hvis man vil gøre sig gældende i den nye kapitalisme, skal man kunne tre ting: Man skal kunne give slip på fortiden. Man skal ikke prioritere erfaring og kontinuitet. Fortiden er noget man hænger fast i, og det gælder om at slippe ud. Man skal for det andet blive ved med at udvikle kompetencer og finde nye talenter - hos sig selv. Selvet er noget, man hele tiden skal overskride. Og for det tredje skal man kunne vandre fra job til job, fra projekt til projekt og opleve det som frihed og undervejs etablere et netværk af nye koblinger til de næste projekter.

Disse tre egenskaber kendetegner ifølge den amerikanske sociolog Richard Sennett den nye kapitalismes 'idealtype': "En personlighed, der fokuserer på det korte sigt, orienterer sig mod potentielle fremtidige evner og er villig til at opgive allerede indhøstede erfaringer, er - for nu at sige det venligt - et usædvanligt menneske."

Det er dette menneske, som uddannelsesinstitutioner, coachingindustrien og det mondæne arbejdsmarked skaber og efterspørger: Den omstillingsparate entreprenør, som anlægger et strategisk blik på sig selv og sine omgivelser. Sennett har allerede i nyklassikeren fra 1998 Det fleksible menneske beskrevet omkostningerne ved denne optik, men i sin nye bog Den ny kapitalismes kultur udfolder han kritikken, udvikler den historiske baggrund og problematiserer konsekvenserne.

Den negative frihed

Sennett erkender et pikant sammenfald mellem det, der i 60'erne hed det 'nye venstre', og det han i dag kalder "kapitalismens nye kultur": De opererer begge med en forestilling om bureaukrati, faste rammer og rutiner som forhindringer for personlig frihed. De sætter begge grænseoverskridelser og selvfornyelser som kriterier for den rette selvudfoldelse. Men der er en afgørende forskel:

"Historien har opfyldt den nye venstrefløjs ønske i en pervers form. Oprørerne i min ungdom mente, at de ved at nedbryde institutioner og organisationer kunne skabe fællesskaber: tillid og solidaritet mellem mennesker, konstant foranderlige og fornybare relationer, et fællesskab, hvor folk kunne blive følsomme over for andres behov. Og sådan er det med sikkerhed ikke gået."

Den nye kapitalisme har et negativt frihedsbegreb til fælles med det gamle 'nye venstre', men den savner et tilsvarende positivt frihedsbegreb. For den venstrefløj, som Sennett identificerer sig med, er selvrealisering også altid realisering af et fællesskab. For den ny kapitalisme er selvrealisering ikke sat som positiv fælles praksis, men ved afstand til forpligtende forbindelser.

Derfor ændrer kapitalismekritikken karakter: Kritikken af den bureaukratiske kapitalisme med livslange ansættelser, specialiserede arbejdsfunktioner og monotone arbejdsdage betonede underskuddet af frihed, selvstændighed og selvudfoldelse. Sennett daterer den bureaukratiske kapitalismes sammenbrud til Bretton Woods-aftalernes kollaps i 1973. Da blev overvældende kapital frigivet til investering og spekulation. De daglige ledere af virksomhederne var ikke længere ejere, idet virksomhederne blev overtaget af aktionærer, som ville have afkast på kort sigt. Kapitalen blev utålmodig. Virksomheder blev lukket eller flyttet, hvis de ikke gav umiddelbare afkast til aktionærerne. De faste rammer blev destabiliserede.

Stabilitet var ikke længere et tegn på styrke, men et symptom på manglende omstillingsparathed. Kommunikations- og informationsteknologiernes udvikling i løbet af 70'erne betød også, at 'sted' blev underordnet. Man kunne flytte ordrer, kapital og ekspedition hastigt. Virksomhederne er ikke længere pyramideformede: Det store lag af ufaglærte arbejdere i bunden af pyramiden er ikke mere en ressource for den enkelte virksomhed, men betragtes som en belastning. Den mobile kapitalisme rammer i første omgang dem uden uddannelse og særlige kvalikationer. De kan ikke stole på faste ansættelser i samme firma, men må flakke fra job til job. Når ustabilitet bliver en norm, bliver kontinuitet en mangel. Derfor reviderer Sennett det nye venstres kritik af kapitalismen: Han problematiserer ikke den dræbende regelmæssighed, men derimod den kvælende omskiftlighed. De mennesker, som tvinges til at tage afstand til deres egne erfaringer, kollegiale forbindelser og solidariske forpligtelser, oplever deres arbejdsliv som fragmenteret.

Det er påfaldende, at kapitalismekritikken á la Sennett efterlyser sammenhæng og kontinuitet. Hvor den toneangivende kritik af den gamle kapitalisme var allieret med en æstetisk kritik af 'fremmedgørende' mekanismer i arbejdslivet, synes kritikken af den nye kapitalismes kultur allieret med en konservativ kulturkritik, som beklager opbrud og værdisvækkelser. Hvor den æstetiske kapitalismekritik beklagede de faste rammers tyranni, efterlyser den konservative kapitalismekritik faste forbindelser som forankringer af selvet.

Håndværk

Der er hos Sennett tendenser til ufunderede generaliseringer og overdreven historisering: Det synes antaget, at forandring i produktionsforholdene i pionervirksomhederne kan oversættes til drastiske forandringer af menneskeligfe eksistensvilkår. Det er rigtigt, at en diskurs udviklet i bestemt segment i det private erhvervsliv har fået status som 'sandheden om samtiden', men Sennett overtager den problematiske tese som fundament for sin kritik. For omsorgspersonale, chauffører og renovationsarbejdere gælder det jo stadig, at arbejdet er tilrettelagt efter skemaer og rutiner. Sennetts kritik rammer således præcist, men kun et specifikt segment på arbejdsmarkedet.

Der er dog to originale indsigter i bogen, som trods banaliteterne og overdrivelserne gør den til en fremragende analyse. For det første afdækker Sennett en særlig magtrelation i det formelt anti-autoritære erhvervsliv. Han viser, hvordan det kreative erhvervsliv på den ene side postulerer en symmetri mellem overordnede og underordnede, og på den anden side legitimerer beslutninger med henvisning til eksterne rapporter, konsulentundersøgelser og kundebehov. Chefen leder medarbejderne som deres coach, der forpligter sig på deres udvikling. Men beslutninger om nedskæringer, fyringer og forandringer foretages ofte af konsulenter, som er væk, når beslutningerne realiseres. Resultater fra en fokusgruppe kan begrunde afskaffelse af en produktionsenhed. Medarbejderne kan ikke appellere beslutningen, for den er anbefalet af eksterne konsulenter. Sennett kalder denne ledelsesstrategi for "magt uden autoritet". Der udøves magt, idet der træffes beslutninger, men der er ingen autoritet, som kan stilles til regnskab for beslutningens konsekvenser. For man kan ikke diskutere med eksterne konsulenter, fokusgrupper eller rapporter. Ofte møder man dem slet ikke personligt, men får konklusioner refereret som endegyldige domme.

Den anden originale indsigt vedrører en forestilling om 'håndværk'. Når personlig udvikling bliver arbejdslivets mål, identificerer medarbejderen sig kun med sig selv. Håndværkeren derimod udvikler specifikke færdigheder i forhold til en særlig måde at gøre tingene på og ser sit arbejde reflekteret i et objekt: "Det handler ikke bare om, at den engagerede, konkurrencebetonede håndværker måske går op i at gøre noget godt, men mere om, at han eller hun tror på dette nogets objektive værdi. Et menneske kan kun bruge ordene 'korrekt' og 'rigtig' til at beskrive, hvor godt noget gøres, hvis han eller hun tror på en objektiv norm uafhængigt af egne begær - ja, faktisk helt uden for den sfære, der består af belønninger fra andre mennesker."

Det er en væsentlig replik imod human ressource-tænkningen og kompetence-udviklingsperspektiver: Når personlig udvikling bliver menneskets mål, bliver arbejdet principielt uendeligt og umuligt at fælde dom over. Hvis mennesket ikke måles på andet end sig selv og af andre mennesker, forsvinder den fælles verden af ting, og det sprog, som binder det hele sammen. Det er dette alt for menneskelige aspekt ved den ny kapitalismes kultur, som det lykkes Sennett at fremstille som umenneskeligt.

Richard Sennett: Den ny kapitalismes kultur. Oversat af Ole Lindegård Henriksen. Forlaget Hovedland. 179 s., 199 kr. ISBN 9788777399671

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her