Læsetid: 2 min.

Femikrimikongen Larsson

Stieg Larssons mestergreb består i, at han udnytter krimigenrens tre største subgenrer til at belyse fænomenet kvindeundertrykkelse på henholdsvis privat-, samfunds- og statsniveau
11. oktober 2007

Efter at have læst Luftkastellet der blev sprængt, besluttede jeg at udråbe Stieg Larsson til Skandinaviens femikrimikonge. Jeg skrev om min private kroning i min anmeldelse i lørdagens Information, men som det nogle gange går i avisverdenen, blev der skåret hist og her i teksten. Det hele skal jo passe ind på siderne. Og desværre endte det med, at Larssons feminisme blev skåret ned til sokkeholderne. Og det er synd, synes jeg. For den fortjener bedre.

Nu hersker der ganske vist visse definitoriske tåger omkring begrebet femikrimi. Er det krimier skrevet af kvinder? Krimier om kvinder? Eller snarere feministiske krimier? Tja. Det må man vel selv om. Og jeg har i det her tilfælde valgt, at femikrimien er en feministisk krimi. Og ifølge den definition er Larsson altså min personlige favorit til titlen af femikrimikonge. For jeg kan ikke komme i tanke om nogen anden krimiforfatter, der så målrettet har undersøgt de magtstrukturer, der tillader og måske endda ansporer til kvindeundertrykkelse.

Vold mod kvinder

Allerede titlen på første bind i serien, Mænd der hader kvinder, er sigende. Her er temaet ekstrem, sadistisk vold mod kvinder. Udøvet af mænd, der virkelig hader kvinder. Og da Larsson her benytter den klassiske detektivromans skabelon, hvor forbryderen skal søges inden for en lille lukket kreds, er det den vold, der foregår i privatsfæren, det handler om. I andet bind i serien, Pigen der legede med ilden, er det til gengæld den såvel fysiske som psykiske vold, der udøves mod prostituerede, der er i centrum. Stieg Larsson trækker nu på politiromanens konventioner og kan følgelig udforske den mere organiserede vold mod kvinder, der foregår på samfundsplan. Omfattende politi- og journalistiske undersøgelser afslører her, at skumle bagmænd med ussel mammon for øje organiserer trafficking i stor stil i Sverige. Noget der trækker tråde langt op i samfundshierarkiet. I tredje bind i serien, Luftkastellet der blev sprængt, der er udformet som en spionthriller og derfor i høj grad handler om statsmaskineriet, behandler Larsson så den kvindeundertrykkelse, der udøves af magthaverne. Som lille pige er vores heltinde Lisbeth Salander koldblodigt blevet ofret af en samvittighedsløs overlæge i psykiatri, der er blevet sendt i byen af en gruppe koldblodige koldkrigere i en hemmelig og magtfuld fraktion af efterretningstjenesten. Og nu truer de samme grumme gamle mænd hende igen.

Larssons mestergreb består i, at han således udnytter krimigenrens tre største subgenrer til at belyse fænomenet på henholdsvis privat-, samfunds- og statsniveau. Og selvom hans eksempler er absolut ekstreme, har de da vist alligevel en vis relevans.

Men som jeg skrev i lørdags, reduceres kvinderne langt fra til de rene ofre. Lisbeth Salander og en lang række andre karakterstærke kvindfolk i trilogien, er nemlig de rene krigere. For pokker hvor de sparker røv på de mænd, der hader kvinder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu