Læsetid: 3 min.

Finkulturel boksekamp

En forfatterfejde udkæmpes med papiret som kanvas. Pennen er både parade og punch, mens olme ord og spydige sætninger er litterær slagkraft
25. oktober 2007

Forfattere er ordekvilibrister. De bedste af dem vil være dén bedste. Men ofte er der kun plads til én litterær sværvægtschamp. Resultatet er litterære fejder - en stribe kloge hoveders kamp på vid og sarkasme - der tryllebinder både skribenterne og deres læsere med elegante formuleringer, hvor spydighederne ligger og bobler mellem linjerne. Det er grænselandet mellem fascination og fordømmelse. Som da den amerikanske forfatter John Dos Passos i sommeren 1936 prydede forsiden af magasinet Time. Han var i kølvandet på sin romantrilogi om kapitalismens splittelse af USA blevet nationens ubestridte litterære mester. Det irriterede vennen Ernest Hemingway, der hadede de konkurrencer, han ikke selv stod til at vinde. Hemingways skamros af Dos Passos efter første del i trilogien var blevet til jalousi. Hemingway versus Don Passos er er en af de store amerikanske forfatterfejder, Informations litteraturanmelder Tonny Vorm mener, har bjergtaget både kritikere og læsere.

"Forfattere er - som oftest - intelligente folk, der dyrker ord, som andre dyrker sport eller finmekanik. Og de er pressede, når de er i fight. Så det kræver det bedste af dem med hensyn til formuleringer og argumentation. Det er altid en fornøjelse at se kloge mennesker folde sig ud på det område," siger han.

"De bliver nødt til at være i deres skarpeste humør. I en fejde bliver forfatterne virkelig bedømt på stil. Det er egentlig underligt, for man kan ikke vurdere, hvem der skriver den største amerikanske roman. Men man kan vurdere, hvad de folk skriver, når de forsvarer det, de mener. Og derved får vi sådan set også et bud på en vinder," siger Tonny Vorm.

Sprogmuskler

Når forfattere kæmper mod hinanden, er det sprogets muskler, de spiller med. Og når forfatternes papirpower dirrer elegant ved disse fejder, kommer læseren tættere på det idol, de ellers har et tåget forhold til, fordi de ofte kun kender forfatterne gennem deres bøger.

"Ofte gemmer forfatterne sig bag nedrullede gardiner og litterære virkemidler. Her træder de ud og bliver mere personlige," siger Tonny Vorm.

Tom Wolfe stillede op til øretæver ved at eftersøge den store amerikanske roman i 80'erne. Det blev til en kamp mod John Updike, Norman Mailer og John Irving, som Tom Wolfe kaldte The Three Stooges, der gav ham en stribe dårlige anmeldelser af hans bog En stor mand. De havde alle kun hån tilovers for Wolfes bud. Den var fin lufthavnslitteratur og ikke andet, mente de. Tom Wolfes kontrastød skulle derfor være subtilt og skarpt, så alle kunne se, han mestrede sproget og vidste, hvad han talte om. Det væsentligste argument, han udviklede i sit essay Stalking the Billion-footed Beast, var, at de andre spildte deres karriere på at skrive totalt snæversynede 'litterære' romaner for en lille lukket kreds af litterater i stedet for at dyrke en mere realistisk tilgang, udforske journalistiske teknikker og opleve det Amerika de formodedes at skrive om.

En af de heftigste danske fejder er Jan Sonnergaard versus Lars Bukdahl.

"Bukdahl har aldrig skrevet bedre, end når han skal forsvare, hvorfor han ikke kan lide Sonnergaards seneste novellesamlinger. Bukdahls anmeldelser var meget personlige, hvilket Jan Sonnergaard ikke brød sig om. Pludselig rullede debatten. Det er langt bedre at læse Bukdahl, når han er i forsvarsposition, end når han sidder og sviner alle folk til," siger Tonny Vorm.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu