Læsetid: 4 min.

Til fods, hvor jorden skælver

En vandretur langs bjergryggen nord for San Francisco er en stor og vild løftelse
Fra nede og fra oven. I kæmpetræernes dal hvælver kronerne sig som i en katedral. Når tågen brænder af, ligger by og bro synlig

Fra nede og fra oven. I kæmpetræernes dal hvælver kronerne sig som i en katedral. Når tågen brænder af, ligger by og bro synlig

Yang Liu

Kultur
6. oktober 2007

Et øksehug i landskabet. Sådan ser det ud, når vi kigger os tilbage. Bjergskrænterne under os falder stejlt ned mod stranden og Stillehavet. På den anden side af en afsnøret bugt rejser sig nye bratte bakker på en pynt, der rager ud i havet. Det, der kløver landskabet, er millioner af års jordskælv.

Vi står oven på forkastningslinjen - den, der bærer navnet San Andreas. Den bakkede pynt på den anden side af bugten ligger ikke på den amerikanske fastlandsplade, men på Stillehavspladen. De to plader kværner uafladeligt mod hinanden, og fra tid til anden udløser det voldsomme ryk. Det var sådan ét, der i 1906 lagde San Francisco i ruiner.

I en geologisk fjern fremtid vil Los Angeles og San Francisco krydse forbi hinanden i hver sin retning rundt om kloden, har vi læst på et informationsskilt. At landskabet er i opbrud, kan man se på et gammelt landbrugshegn i naturparken ude på pynten. Hegnet blev nemlig brudt midt over ved skælvet i 1906. På 45 sekunder forskød den ene halvdel af hegnet sig seks en halv meter. Det brudte hegn står som en pædagogisk påmindelse om jordens vildskab.

Synet farvesprængt

Denne morgen har vi indledt vores tur ved at klatre op fra Stinson Beach, et solbleget fiskerleje 40 km nord for San Francisco. Nu er vi oppe i 300 meters højde og fri af bevoksningen omkring det vandfald, vi fulgte. Omkring os er bjergene ikke - som Alperne - forrevne og spidse, men er af Stillehavets vejr og vind formet i gigantiske bløde kurver, græsklædte, som iført grøn velour, nu og da flæset med træer og buske. Himlen er blåknitrende klar. En af de sensommerdage, hvor Californien sprænger ens syn i et farvevæld.

Tåge var der ikke noget af i timen lige efter solopgang. Nu begynder den at rulle ind, trukket af de solvendte bjergskrænter og den opvarmede luft, de slipper til vejrs. Men vi vandrer højt nok oppe til gå fri af tågen. Vi kan tage billeder af den ovenfra, mens vi går og føler os hævet over denne verden, skuer ud over Stillehavet og morer os med at genkende de af det fjerne San Franciscos tårne, der nu og da stikker op i tågebankerne. Og jo, der er det ene af Golden Gate broens røde brotårne! Og dér, dér, er det andet!

Så forsvinder civilisationen igen i de glinsende vanddampe og vi er alene med rovfuglene, der kredser over os.

Det er en slags mirakel, at et så stort sammenhængende naturområde langs kysten nord for San Francisco er reddet som naturparker - nationalparker og delstatsparker flettet ind i hinanden. De dækker et område på flere hundrede kvadratkilometer.

Det har noget at gøre med, at Golden Gate broen først stod færdig i 1937. Indtil da var området svært tilgængeligt - også fordi forkastningslinjen skærer nogle stejle bakkedrag. Selv nu om stunder er det en halsbrækkende tur at køre fra San Francisco-forstæderne ved broens fæste op over bjergkammen og ned til Stillehavet. Ikke noget, mange ville bryde sig om at gøre hver morgen og hver aften på vej til og fra arbejdet. Nok er amerikanerne bandsatte pendlere, men alligvel.

I verdensformat

Altså har vandringsfolk fået førsteretten til landskabet, og det er vel ikke det værste, der kan ske.

Den sti, vi vandrer ad - den, der bærer det poetiske navn Dipsea Trail - er begyndt at dykke nedad. Forude venter en oplevelse i verdensformat. Vi er på vej mod kæmpetræernes dal.

Den hedder Muir Woods, opkaldt efter botanikeren John Muir. Det var hans ærefrygtige skildringer af de majestætiske træer, der i 1905 rejste private pengemidler til at bevare 150 hektar oprindelig redwood-skov, og i 1908 fik præsident Theodore Roosevelt til at erklære dem for et nationalt monument.

Indtil 1800-tallet havde de robuste kæmpetræer stået i dalstrøg hele vejen langs Stillehavskysten fra Oregon og ned til Sydcalifornien. Over 1oo meter høje kan de blive og syv meter brede. Deres bark gør dem modstandskraftige mod brande, og de er bøjelige nok til at holde sig oprejst under jordskælv. Det eneste, de ikke har kunnet stå imod, er mennesker med en sav.

Jordens ældste

I stedet for at begræde den storslåede natur, der er gået tabt, må man glæde sig over den, der er bevaret.

Nede i bunden af kæmpetræernes dal lægger vi uvilkårligt hovedet tilbage, men kan alligevel ikke se toppen af det træ, hvis rødder vi står på. Et træ! Det er en barndoms fantasi: At sidde som en græshoppe på undersiden af et blad og betragte altings knugende størrelse.

En bæk risler højlydt gennem dalen og har vel selv skurvet den ud af granitten. Træerne, der tårner sig omkring os, har suget vand fra den bæk i tusinder af år. Det er nogle af jordens ældste levende væsener, vi er sammen med.

Et tyndt tågeskær hænger mellem mammutstammerne. Det er en af forklaringerne på redwood-træernes levetid og størrelse, at de og den dybe dal fanger Stillehavets tåger. Nærende pleje til bark og rod! De fine vandperler i luften bryder lyset fra trækronehvælvet højt over os, så solskæret falder blødt i underskovens laurbærbuske og bregner. Folk taler dæmpet sammen - som i en kirke.

Vi vandrer langs bækken, dybt ind i skoven, og følger stien, som snor sig op med bækken, der bliver til et vandfald og sidenhen et piblende kildevæld. Vi er ved at være på højde med trækronerne.

Og pludselig er vi over dem. Solen banker ned over os. Den har i mellemtiden brændt tågen af, så vi nu ser San Franciscos byprofil stå klart over bakkedragene, på den anden side af Golden Gate broen.

Vi er i et løftet, overstadigt humør. Og lattermildt enige om, at vandreturen fra Stinson Beach til kæmpetræernes dal fortjener hædrende omtale. Mindre kan man ikke være bekendt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her