Læsetid: 6 min.

En forbløffende mangel på åndelig kvalitet

Ikke offentliggjorte breve viser, at amerikanske filmselskaber gjorde kur til Ingmar Bergman
Ikke offentliggjorte breve viser, at amerikanske filmselskaber gjorde kur til Ingmar Bergman
19. oktober 2007

Cary Grant i Det syvende segl? Laurence Olivier i Ved vejs ende? Jennifer Jones i Sommeren med Monika? Robert Ryan i Jomfrukilden? Harry Belafonte i Hvisken og råb? Jean Seberg i Persona?

Naturligvis ville en sådan casting i Ingmar Bergmans film have været absurd. Men jeg har set dokumenter i Ingmar Bergman-arkivet på Det Svenske Filminstitut, der viser, at alle de ovennævnte var mulige emner for Bergman på et eller andet tidspunkt.

I en forelæsning ved Lunds Universitet i 1959, med titlen 'Hvad det kræver at lave en film', fortalte Bergman de studerende, at filmmagere var som tryllekunstnere, men at deres evner til at skabe magi var afhængig af, om deres film kunne tjene penge. I samme øjeblik film mistede publikum, "fratages tryllekunstneren sin tryllestav".

Vi er så vant til ideen om Bergman som en stor europæisk auteur, at det er let at glemme de slag, som han - som alle andre instruktører - måtte kæmpe med finansiering, producenter og distributører om, hvilke skuespillere han benyttede.

"At producere en 2.500 meter lang bændelorm, som suger alt liv ud af skuespillere, producenter og instruktører. Det er, hvad det at lave en film indebærer," forklarede han dystert.

"Det, og mange andre ting, mange flere og meget værre."

Nådeløs pølsemaskine

Bergman fandt tydeligvis 'jobbet' med at lave film udmarvende og nogle gange åndsfortærende.

"Det kunne være interessant," sagde han, "hvis en videnskabsmand en dag kunne opfinde en vægt eller et mål, der kunne fortælle os, hvor meget talent, geni og kreativitet der er blevet ødelagt af industrien og dens nådesløse pølsemaskine."

En del af Bergmans storhed lå i hans kompromisløse tilgang til arbejdet - hans afvisning af at blive suget ind i pølsemaskinen. Men når man læser hans forretningskorrespondance med hans amerikanske agenter, indser man ikke desto mindre, hvor mange fristelser der blev lagt foran ham, og hvor tæt på han - som stort set alle andre store instruktører før ham - var på at blive fanget ind af Hollywood.

I begyndelsen af 1960'erne var Bergman et stort navn i USA. Jomfrukilden (1960) havde vundet en Oscar for årets bedste udenlandske film. Det syvende segl og Ved vejs ende havde begge haft stor succes i de amerikanske kunstbiografer. Hollywood-studierne ønskede desperat at arbejde med Bergman og var rede til at betale ham enorme pengebeløb.

"Min succes er afhængig af at lave film, som jeg selv har skrevet og instrueret," skrev Bergman til sine amerikanske agenter i 1959.

Med enten naivitet eller utrolig frækhed spurgte han, om ikke Hollywood blot kunne "bestille en film hos mig, på nøjagtig samme måde som du bestiller et maleri hos en maler, uden først at fortælle ham hvordan det skal være. Jeg tror, det ville være den bedste idé."

Dette ville aldrig ske. Hele pointen i Hollywood-systemet var, at instruktøren blev en del af maskineriet. De blev forkælet, smigret og betalt uhyrlige summer, men de var forpligtet til at ofre deres uafhængighed. Sådan var Fausts pagt. Eller som Bergmans agent skrev tilbage til ham: "For nærværende tror jeg ikke, at de store selskaber, og de er de eneste, der kan finansiere store film, blot vil bestille en film lavet af dig på samme måde, som man bestiller et maleri."

Trods det var den svenske instruktør tydeligt fascineret og smigret over den interesse Hollywood viste ham.

Misforstået selvtillid

Et af de første - og mindst sandsynlige - forslag var, at Bergman i 1959 skulle instruere skuespilleren og crooneren Harry Belafonte, i en film om Pushkin. Et projekt, der hurtigt faldt til jorden.

"Jeg har nu opgivet min idé om at lave Belafonte-filmen," skrev Bergman (på sit særegne engelsk) til sin agent Bernie Wilens fra The William Morris Agency.

"Jeg tror, at B ikke er den skuespiller, der skal skabe geniet Pushkin."

Belafonte var villig til at rejse til Stockholm for at overtale Bergman. Man planlagde at vise Belafontes seneste film, Odds Against Tomorrow, for den svenske instruktør, men det blev hurtigt tydeligt, selv for de tykhudede Hollywood-agenter, at Bergman ikke kunne overtales.

Uforknyt fortsatte agenterne med at foreslå nye projekter, der kunne præsentere Bergman "for det amerikanske publikum med Deres første amerikanske projekt".

Snart efter foreslog de, at Bergman skulle instruere en film ved navn Jean Christophe, med Hope Lang i hovedrollen og hendes mand, Don Murray, som producent.

"Hope Lang har haft hovedroller i et par film her. De har utvivlsomt set The Best of Everything og Peyton Place," skrev Wilens til Bergman i et anfald af misforstået selvtillid. Hvis der var én film, Bergman sandsynligvis ikke havde set, var det et Hollywoodmelodrama som Peyton Place. Også dette projekt faldt hurtigt til jorden. David O. Selznick (en af de mest berømte producenter i Hollywoods historie) inviterede Bergman til Nassau i en uge, så de kunne diskutere et muligt samarbejde. Selznick var meget opsat på at få Bergman til at instruere en bearbejdet udgave af Joseph Conrads Victory, eller et projekt kaldet The Wall. Her skulle Selznicks kone, Jennifer Jones, spille hovedrollen, hun havde haft en stor rolle i Farvel til våbnene. Bergman afslog hurtigt disse forslag. Han havde trods alt arbejdet med Selznick tidligere.

"På det tidspunkt var jeg meget ung og skrev på et manuskript til Ibsens Et Dukkehjem," husker Bergman. "Mr. Selznick skylder [sic] mig stadig 2.000 dollar, som jeg havde retten til at få ifølge vores kontrakt. Da jeg henviste til aftalen, svarede hr. Selznicks repræsentant: 'De skal være glad for det, de får. Hvis De vil lægge sag an, må De gøre det i USA, og jeg kan forsikre Dem for, at hr. Selznick har de økonomiske midler til at hyre de bedste advokater'."

Bergman var rasende, da den amerikanske fagpresse i utide skrev, at han havde lavet en aftale med Paramount. Han var heller ikke imponeret, da filmselskabernes bosser personligt opsøgte ham.

"Jeg tænker ofte meget over disse amerikanske producenter," skrev han.

"Når de møder en kunstner, hele tiden taler de om, hvor kunstneriske de selv er. De taler om deres liv, deres ægteskabelige problemer, deres practical jokes og deres film. Uafbrudt vejer og måler de den kunstner, de taler med - De tror, at deres magt og deres penge gør dem interessante, og ubevidst afslører de deres forbløffende mangel på åndelig kvalitet."

Grant og Olivier

Den svenske instruktør indrømmede, at hans møder med filmverdenens moguler uvægerligt fik ham til at tænke på det berømte møde mellem Samuel Goldwyn og dramatikeren George Bernard Shaw.

"Kære hr. Goldwyn, efter vores lange samtaler forstår jeg nu, at De er interesseret i kunsten, og jeg er interesseret i pengene," skal Shaw efter sigende have sagt til filmbossen.

Ikke desto mindre var der ét amerikansk projekt, der virkelig fristede Bergman - en mulig filmatisering af Albert Camus' Faldet. Rettighederne tilhørte producenten Walter Wanger (en Hollywood-veteran, som havde arbejdet med Alfred Hitchcock og Fritz Lang, og som netop havde produceret Invasion of the Body Snatchers og Jeg vil leve!).

Da projektet første gang blev bragt på banen i slutningen af 50'erne, levede Camus stadig, og Bergman var ivrig efter at arbejde sammen med ham. Fra starten så det lovende ud. Instruktøren var tydeligt fascineret af Camus' bog (om en sagfører, der falder i unåde), og var besluttet på at lave filmen "uden kompromiser og med ægte skånselsløshed".

Det kunne aldrig blive til noget. Agenterne havde allerede travlt med at fifle. United Artists, der skulle finansiere filmen, ville have Grant og Ryan i hovedrollerne. Bergman stejlede øjeblikkeligt ved tanken.

"Det er klart, selvfølgelig, at jeg selv vælger skuespillerne," protesterede han.

"Cary Grant er en udmærket komedieskuespiller, men er overhovedet ikke kvalificeret til at spille sagføreren i Faldet."

Man foreslog endog, at Grant (selv en beundrer af Bergman) skulle mødes personligt med Bergman i London og forsøge at overtale ham. Det ville den svenske instruktør ikke høre tale om. Og han var heller ikke mere medgørlig, da man foreslog Laurence Olivier i stedet. Efter Camus' død droppede han enhver tanke om at lave Faldet overhovedet.

Geoffrey Mcnabs bog om Ingmar Bergman udkommer på forlaget I.B. Tauris næste år0

Oversat af Ebbe Rossander

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu