Læsetid: 5 min.

Fortællinger fra kanten af verden

Fotomuseet og Kunsthallen Brandts i Odense præsenterer dette efterår to fremragende udstillinger, der ved første øjekast ligger i hver sin ende af alvors-skalaen. Under overfladen har de dog begge oprøret som tema
Fotomuseet og Kunsthallen Brandts i Odense præsenterer dette efterår to fremragende udstillinger, der ved første øjekast ligger i hver sin ende af alvors-skalaen. Under overfladen har de dog begge oprøret som tema
22. oktober 2007

Der er god grund til at lægge vejen forbi Fotomuseet og Kunsthallen Brandts i Odense dette efterår. På Fotomuseet diverterer man med ingen ringere end den verdensberømte fotograf David Goldblatt, og på Kunsthallen står den på en festlig fremstilling af forbindelsen mellem kunst og tegneserier på udstillingen COMIX. Bag det glamourøse ydre er begge udstillinger dog højst tankefulde affærer, der, som alle gode udstillinger må gøre det, belønner de tålmodige med flere spørgsmål end svar.

Den sydafrikanske fotograf David Goldblatt har gennem sit 77-årige liv skabt et fuldkommen unikt fotografisk oeuvre om landet for enden af verden. Hans karriere som fotograf begyndte nogenlunde samtidig med apartheidregimets indførelse i Sydafrika i 1948, og det er den forundrede, kritiske og dybt humanistiske skildring af dette på én gang opsplittede og skizofrene samfund, som årene igennem har været Goldblatts projekt. Sidste år modtog han den prestigiøse Hasselblad-pris for sit arbejde, og det er den retrospektive vandreudstilling i forbindelse med denne pris, der nu er nået til Odense.

David Goldblatt er i sit hjemland kendt for ikke alene at have dokumenteret den moderne, sydafrikanske historie, men yderligere med sine skarpe, iagttagende billeder selv at have bidraget aktivt til den. Man kan næsten følge apartheids bizarre og 40 år lange udvikling indefra i Goldblatts billeder, fra den første undren over Sydafrikas mærkværdigt sammensatte virkelighed til de senere 70'ere og 80'eres stærkt kritiske skildring af det hvide Sydafrikas stadigt mere insulære holdning til omgivelserne.

Serien In Boksburg krystaliserer Goldblatts arbejde. Skudt i årene 1979-1980 dokumenterer dette hovedværk livet i den hvide Johannesborg-forstad Boksburg, og billederne emmer af en foruroligende normalitet. På et billede slår en mand sin græsplæne iført shorts, og på andet fremviser en ung pige stolt sin nye ballerina-kjole på tåspidser på verandaen foran parcelhuset. Det er påfaldende hverdagsagtige scener fra en søvnig og tilsyneladende europæisk forstad, som Goldblatt har fanget med sit kamera.

Dem fra KwaNdebele

Den hverdagsagtige normalitet fortsætter i billedet fra Miss Lovely legs-konkurrencen i det lokale storcenter, hvor fire hvide teenagetøser i nedringede trikots afventer dommen for de bedste ben. Men blandt tilskuerne står et par sorte kvinder, formodentlig husarbejdere for de hvide familier, og ser trodsigt op på de opspændte kombattanter. Og det er netop her, at 'In Boksburg' viser sin grufulde sandhed og enorme dokumentariske styrke. Det er ikke Europa, vi ser på billederne, men det sorte Afrika . 'In Boksburg' fremhæver det småborgerlige, europæiske liv med dets sociale idealer og koder og fokuserer netop derved på den omkringliggende, afrikanske virkelighed, som er fuldstændigt fortrængt. En fortrægning som en del hvide sydafrikanere den dag i dag fortsat synes at gøre sig skyldige i.

Et andet af Goldblatts hovedværker er serien 'The Transported' fra begyndelsen af 1980'erne. Her runger billeder af en anden, direkte politisk bevidsthed og social indignation på de sorte medborgeres vegne. Indtil 1990 var sorte forment adgang til de hvide områder i sydafrikanske byer uden for arbejdstiden, og det betød ofte ekstreme transporttider for sorte arbejdere. The Transported er fotograferet i løbet af en enkelt nat på en bustur fra hjemlandet KwaNdebele til hovedstaden Pretoria. Serien viser desperationen og udmattelsen blandt de sorte sydafrikanere i 1980'erne, mens de endnu var underlagt det segregerede racesystem.

Fra fred til Benz

Længere oppe ad trappen i den gamle klædefabrik finder man den anderledes muntre udstilling COMIX. Det er museumsinspektør Anna Krogh, der står bag udstillingen, som er indlysende godt fundet på. Mens tegneserien som både politisk satire eller erotisk fabel strækker sig århundredere tilbage i tiden, har den i løbet af det 20. århundrede antaget indhold og skikkelse af en selvstændig kunstform. COMIX præsenterer et velvalgt udpluk af de mange internationale kunstnere, hvis værker væver sig ind og ud af tegneseriemediet.

Den rumænske kunstner Dan Perjovschi har gjort den satiriske stregtegning til sit varemærke, for hvilket han de senere år er blevet kendt verden over. Perjovschi ynder at udfolde sig stedsspecifikt, og på Brandts har han udført et stort antal tegninger i kunsthallens hvide trapperum. Typisk for Perjovschi er det lille, skæve indgreb, som i tegningen forandrer symboler. Som i dén tegning, hvor der står '1970' og nedenunder er tegnet et fredssymbol. Ved siden af har kunstneren så skrevet '2007' og fjernet den midterste af fredssymbolets tre nederste pinde. Og så ligner det pludselig bilmærket Mercedes Benz' kølerfigur.

Mange af værkerne på COMIX tematiserer den sammenblanding af fin- og populærkultur, som gennemstrømmer samtidskunsten, og som for alvor blev skudt i gang med Andy Warhol og bølgen af popkunst i 1960'ernes New York. Den norske kunstner Fredrik Raddum er et godt eksempel på denne tidens term og kunstneriske trang til at udtrykke sig i et almindelig forståeligt kunstnerisk sprog.

Raddums skulpturer støbt i epoxy er umiddelbart lige så kitchede som de store modeller af Tintin og måneraketten, man kan købe i enhver tegneseriebutik med respekt for sig selv. Det er kort og godt tegneseriefigurer fremkaldt i 3D. Forskellen på Tintin og Raddum er, at vi hos den sidste møder den norske melankoli udtrykt gennem de små, ensomme skikkelser eller situationer, hvor mennesket på forhånd synes at have tabt til naturen.

Morbid humor

Den sorte humor er et væsentligt element på COMIX, og mange af udstillingens kunstnere gør direkte brug af tegneseriens oprindelige anarkistiske væsen. Den skotske kunstner David Shrigley, der i øvrigt også for tiden kan opleves med en soloudstilling på Malmø Konsthall, gør ligesom Perjovschi brug af en naiv, sort stregtegning i sine værker. Men i forhold til rumæneren er der anderledes personlige, eksistentielle overvejelser på spil hos Shrigley. På udstillingen kan man opleve den 7 minutter lange animationsfilm Who I am and What I am fra 2005. Filmen, der til Shrigleys udtalte tilfredshed i England opnåede at blive forbudt for børn, skildrer med morbid humor en lang række spidsbelastningssitutationer i hovedpersonens liv. Situationer der involverer både hængning, elektriske stole og meget mere makabert.

På trods af sin legende lethed er COMIX en dybsindig udstilling, der, som David Goldblatt på Fotomuseet, stiller flere spørgsmål end den giver svar. Et af udstillingens uforløste punkter er den fundamentale forskel, der er på tegneseriens trykte og billige bogform og det sanselige, ofte kostbare kunstværk. Der er her en potentiel konflikt på spil, som rækker længere end blot til forskellen på ord og billede, eller idé og form. Man kan kun undre sig over, at ingen har lavet denne udstilling noget før.

Kunsthallen Brandts til 6. jan. 2008.

Comix.

Museet for Fotokunst, Brandts til 11. nov. 2007

David Goldblatt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu