Læsetid: 9 min.

'Vi har forurenet selve tiden'

Hvad har opmålingen af verden betydet? Det er det store spørgsmål, Daniel Kehlmanns roman af samme navn rejser - en farverig beretning om to af videnskabshistoriens store genier og deres svagheder. Her fortæller han om sin bog
25. oktober 2007

Opmålingen af verden handler om to af den moderne naturvidenskabs pionerer. Den ene er naturforskeren Alexander von Humboldt (1769-1859), der udforskede Sydamerika og Centralasien, og som allerede mens han endnu levede var verdensberømt og bar tilnavnet 'den nye Columbus'. Den anden er matematikeren Carl Friedrich Gauss (1777-1855), der som tre-årig var han i stand til at opdage fejl i faderens regnskab, og som otte år gammel kunne give sin lærer summen af tallene fra 1 til 100 ved at beregne den i stedet for at addere alle tallene.

I 1796 opdagede Gauss hvordan en regulær syttenkant kan konstrueres med passer og lineal. I 1801 publicerede han bogen Disquisitiones arithmeticae, hvori han gav en systematisk fremstilling af talteori, og det var også ham, der opdagede, at rummet er krumt.

Det er alt sammen nogle af de bedrifter, der spiller en rolle i Daniel Kehlmanns roman, men dertil kommer en lang række andre burleske, komiske, dybsindige og skæbnesvangre episoder, som der ikke er belæg for i kilderne.

Selv fortæller han i Tycho Brahe Observatoriets restaurant, at hans udgangspunkt var en fascination af de to hovedpersoners karakter.

"Jeg var fascineret af Humboldt, så pudsig og besynderlig han var," siger han.

"Hans beskrivelser af de ting, han opdager, og de situationer, han havner i, er fulde af de sjoveste misforståelser. Jeg forestillede mig, at han ville afgive stof til den humoristisk roman. Men også Gauss interesserede mig, og da jeg opdagede, at Gauss faktisk havde besøgt Humboldt i nogle uger, begyndte jeg at have en struktur."

"Humboldt rejste ud og undersøgte alt, hvad han kom i nærheden af, samtidig med at han hele vejen bragte Tyskland med sig. Gauss blev hjemme og tænkte sig til rummets krumning. Han rejste ganske vist en overgang, nemlig som landmåler, men kun i Brunswick, og han kom aldrig uden for disse trygge omgivelser. Så derfor bliver hans oplevelse af næsten uoverstigelige besværligheder ved at rejse, af sig selv en parodi på Humboldt, der virkelig kastede sig ud i det."

Hvad der kunne være sket

Det er svært at sige, hvor meget Kehlmann har fra kilderne, og hvor meget han selv har opfundet, siger han. Men han understreger, at der er tale om en roman og ikke en dobbeltbiografi som nogle har villet se i bogen.

"Jeg læste kilderne omhyggeligt, og så begyndte jeg at opfinde, hvad der mere kunne være sket for Humboldt i Sydamerika, ting, som han ikke skriver om. Jeg har forsøgt at opfinde den virkelige historie bag kilderne, eller det, der kunne være sket, men jeg har ikke opfundet noget, der var i modstrid med kilderne, det kunne ikke lade sig gøre."

- Gennem dine hovedpersoner beskriver du naturvidenskabens to måder at gå frem på, den empiriske og den teoretisk-matematiske?

"Jeg beskriver også to former for frihed, to måder at bevæge sig på og at tænke på. Men hvad det angår, handler min roman ikke kun om videnskaben, den handler om to måder at forholde sig til verden på."

- Og det er de måder, der er blevet udviklet siden, de moderne tankeformer?

"Gauss er en af dem, der begynder. Humboldt befinder sig stadig i det gamle verdensbillede, han er en af de sidste til at gøre opdagelser på den gamle måde. Ligesom Goethe, som han i øvrigt satte pris på."

- Han repræsenterer alligevel Oplysningstidens første fase, nysgerrigheden efter at kortlægge alt, hvad Gud havde skrevet i Naturens Bog - Oplysningen før Gud døde, så at sige?

"Humboldt var faktisk ikke særligt troende, hvilket Gauss derimod var. Her har vi et eksempel på, hvor jeg har ændret virkeligheden, så jeg lader Humboldt værne om det gamle natursyn, mens Gauss ikke kan anerkende nogen begrænsninger for den frie tanke. Humboldt er ligesom Goethe, der hadede fysikken, fordi den ødelagde naturens harmoni."

- Men samtidig ligner den virkelige Gauss Newton, der også var matetmatiker - og troende. Kan der være en sammenhæng?

"Mange store videnskabsmænd har noget til fælles, og måske har jeg givet Gauss nogle af Newtons egenskaber. Newton var en skræmmende kold person, langt koldere end Gauss eller Einstein, selv om de også havde en stor rem af huden."

"Newton er fascinerende. Nu har jeg skrevet romanen om den tyske tradition, for det var det, der var naturligt for mig, men man kunne skrive en vidunderlig roman om Newton, der er en gennemført splittet personlighed."

Fremskridt og ødelæggelse

Gauss' kulde går ud over hans søn, Eugen, som direkte mobbes af sin far, der foragter ham, fordi han efter den faderlige opfattelse ikke er begavet nok. Men til slut antydes det, at æblet trods alt ikke falder langt fra stammen - for nu at blive lidt i det newtonske univers. Efter at unge Gauss er blevet taget af det hemmelige politi i Berlin, bliver han forhørt, og forhørslederen slår hans hoved meget hårdt ned i bordet. Da han vågner, begynder han at huske og tænke lige så hurtigt som sin far!

"Han forvises til Amerika, og dermed kommer han ud af nærheden til den dominerende og kolde far. Og så kan han pludselig godt tænke selv," forklarer Daniel Kehlmann.

- Med Eugen Gauss' ankomst til den nye verden anslår romanens slutning også et fremtidsperspektiv. Hvad har opmålingen af verden betydet?

"Fremskridt," svarer Daniel Kehlmann uden tøven.

"Vi ved meget mere om, hvordan verden er indrettet og om, hvordan naturen virker. Jeg er ikke modstander af videnskaben. Det er nemt nok at være modstander af eksempelvis den moderne lægevidenskab - så længe man har sit gode helbred. Derfor har jeg også indlagt en scene, hvor Gauss får tandpine og må gå til barberen, der i første omgang trækker den forkert tand ud. Man må medtænke sig de smerter, han må gennemgå, og som vi slipper for, hvis man vil kritisere naturvidenskaben."

"Men på den anden side mister verden en del af sin magi, sin fortryllelse og poesi. Et sted siger Gauss, at et landskab, som er blevet opmålt, er ændret for stedse. Det er en metafysisk ide, men det er da beklageligt, at det forholder sig sådan."

Nådesløs natur

Det nytter imidlertid ikke at begræde det, mener Kehlmann, videnskaben har nødvendigvis to sider:

"På den ene side har den gjort vores liv lettere, på den anden side ødelægger den magien og også vore fysiske omgivelser, eksempelvis med forurening. Atomaffald, som skal opbevares i 20.000 år betyder, at vi har forurenet selve tiden for første gang i historien. Det er et mareridt! Vi har en ide om at lagre det i jorden, men endnu har vi ingen steder at anbringe affaldet, for det er alt for farligt at flytte det. I virkeligheden tror jeg, at vi kun kan leve med det ved ikke at tænke på det. Når den franske stat vil bygge seks nye atomkraftværker og nærmest kræver, at skolelærerne skal lære børnene, at atomkraft ikke er så farligt, så begår man en forbrydelse, mener jeg."

Men videnskaben har også ændret vores måde at tænke på - eksempelvis tror Humboldt på flogiston, et stof, som man antog for at forklare, at ild kunne brænde, og det er en førvidenskabelig måde at ræsonnere på: Der er noget man ikke kan forklare, og så opfinder man et ord, der betegner det uforklarlige, men uden at udlede det af eller relatere det til de kendsgerninger, man kender.

"Humboldt befinder sig på tærsklen mellem den gamle verden og den moderne," siger Kehlmann.

"Derfor har jeg også brugt magisk realisme i kapitlerne om hans opdagelser i Sydamerika - to gange får han besøg af sin moders spøgelse, han ser flyvende tallerkener, og han ser et søuhyre. Det vrimler med mirakler omkring ham, men selv forsøger han at være rationel, og han gør, hvad han kan for at ignorere dem. Søuhyrer optræder ikke i hans optegnelser."

"Da han ude i junglen møder en jaguar, beslutter han, at den ikke skal jages, men at han vil skrive, at de jagtede den. I kilderne står der, at de forsøgte at jage den."

- Du lader ham se ind i øjne, der er 'opmærksomme, iagttagende og uden nåde'. Og du lader Humboldt mene, at jaguaren lader ham gå, som om der bag naturens nådesløshed alligevel findes en nåde?

"Humboldt elsker dyr, mennesker er han ikke specielt interesseret i, men han føler det dybt skræmmende, at der ikke er nogen nåde i naturen. For så er alt muligt. Da nogle mexicanske arbejdere fortæller ham, at atzekerne ofrede 20.000 mennesker på en dag, reagerer han ved at svare, at det ikke er muligt. For hvis det var rigtigt, ville universet ophøre med at eksistere. Det er fra min side en meget melankolsk bemærkning, for vi ved nu, at man sagtens kan dræbe langt flere end 20.000 mennesker på end dag, og samtidig er det også så sørgeligt, at det trods alt ikke er så længe siden, at man ikke troede det muligt."

Journalistikkens trussel

- Humboldt vil bevare det smukt ordnede univers, men Gauss er fremskridtsoptimisten, der ærgrer sig over, at han er født for tidligt til at opleve alle de opfindelser, han forudser?

"Gauss har ret, men han tager også ind imellem fejl. Han har dog ret, hvor han siger, at verden ikke kan forstås, kun kalkuleres. På videnskabernes kongres i Berlin argumenterer Humboldt ganske rigtigt for, at vi må beholde det smukt ordnede verdensbillede, men samtidig er videnskaben selv i færd med at ødelægge det. Det er den modsætning, bogen spænder over."

I dag er videnskaben så specialiseret, at den enkelte forsker kun er ansvarlig for en lille bitte del af fremskridtet, mener Daniel Kehlmann. Derfor kan man ikke skrive en tilsvarende roman med udgangspunkt i nutiden. Måske er geniernes tid forbi, foreslår han. Men vi taler sammen på en dag, hvor en af de store nyheder i de danske medier er, at videnskaben nu kan og gerne vil skabe kimærer: Blandinger af mennesker og dyr med henblik på at udvikle og udnytte stamceller i sygdomsbekæmpelsen.

- Hvordan ser han på de fremtidsperspektiver?

"Det er let at blive forfærdet," svarer han, "men hvis man har cancer, er det svært at være modstander af det. Vi må i stedet finde ud af, hvordan vi skal forholde os til udviklingen. For den kommer. Man er nødt til at se på begge sider af sagen, for det er jo udmærket, at man vil kunne bekæmpe fatale sygdomme. Men det er klart, at det gradvis vil ændre vores opfattelse af, hvad mennesker er for nogle. Det er uundgåeligt."

- Hvis det ikke er muligt at skrive en roman om videnskaben i dag, og du alligevel parallelt til 'Opmålingen af verden' skulle skrive en roman, der tager udgangspunkt i nutiden og perspektiver ind i fremtiden, hvor vil du så slå ned?

"Jeg har faktisk skrevet en roman, der tager udgangspunkt i nutiden, Ich und Kaminsky, hedder den. Den handler om ond journalistik. En journalist skal skrive en biografi om en gammel maler, og han går for tæt på, misbruger den gamle mand og stoffet, men pointen er, at det hele er set fra journalistens synspunkt."

"I dag har journalistikken magt, også politisk magt. Og den vil i stigende grad få det. En mand som Berlusconi kunne få magt, fordi han beherskede medierne, og det er efter min mening den største trussel mod demokratiet i dag."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

maaske er der noget i vejen med aarstallene i den blaa bog:

"Daniel Kehlmann er født i 1975.

fra 1981 til 1993 studerede han filosofi og litteraturvidenskab i Wien."

Han startede altsaa med at studere filosofi som 6-aarig. Kvikt hovede ;-)

Arne Herløv Petersen

Der står op Gauss: "Han rejste ganske vist en overgang, nemlig som landmåler, men kun i Brunswick".
Er det det, vi andre kalder Braunschweig?

Det er en lidt over tre et halvt år gammel artikel, men ja, det er søreme lidt af en anglicisme.

Jeg vil nu mene det er en bagatel i denne sammenhæng, og jeg har stadig romanen til gode, selv om jeg satte den på min læseliste i sin tid (hvor den stadig befinder sig).