Læsetid: 4 min.

Fremmede sprog er svære at stave

'Burma' og 'Myanmar' ser temmelig forskellige ud, men det ér egentlig det samme burmesiske ord, omskrevet til engelsk efter forskellige retningslinjer
Burmesisk skrives med et alfabet af den indiske type. Forskellen på skrevet og talt burmesisk er dramatisk, som to forskellige sprog. Kun højsproget må anvendes i skolen og andre officielle sammenhænge.

Burmesisk skrives med et alfabet af den indiske type. Forskellen på skrevet og talt burmesisk er dramatisk, som to forskellige sprog. Kun højsproget må anvendes i skolen og andre officielle sammenhænge.

David Longstreangth

Kultur
5. oktober 2007

Burmas militærjunta foretog i 1989 en omfattende revision af landets stednavne. Bl.a. blev Burma skiftet ud med Myanmar.

I virkeligheden var det en stavereform - ikke af burmesisk, det skrives uforandret med sit indiske stavelsesalfabet - men af hvordan burmesiske stednavne skal skrives på engelsk og dermed internationalt.

På burmesisk hedder landet hvad det hele tiden har heddet, Bama i dagligsproget, Mranma i højsproget.

Der er en dramatisk forskel på skrevet, formelt, oplæst (høj)burmesisk og dagligt talt (grund)burmesisk. Hvis man kom udefra, kunne man mene at der var tale om to forskellige sprog. De ville knap være indbyrdes forståelige hvis befolkningen ikke var vokset op med begge varianter i ét sprogsamfund.

Skriftsproget afspejler desuden en ældre udtale, som vanligt er. F.eks. findes der i højburmesisk et r som i moderne talt burmesisk er blevet til j, på engelsk stavet y. Den tidligere hovedstad hedder altså stadig det den hed før: Yangon stavet på den ene måde, Rangoon på den anden. Byen har ikke skiftet navn.

Landets moderne mundtlige navn, bama, er en udtaleudvikling fra det ældre mranma. Men skriftsprogets r udtales jo nu j (engelsk y), altså burde landet hedde Myanma i en engelsk afspejling af moderne burmesisk udtale af det gamle ord. Det gør det også, næsten.

For den sidste vokal skal være lang på burmesisk, og den udtale har man søgt at opnå ved at tilføje et efterfølgende r. Det virker på britisk engelsk (og på dansk), men på andre slags engelsk og i mange andre sprog bliver dette forlængelses-r udtalt som et rigtigt r, og det var jo ikke meningen. Den endelige officielle form 'Myanmar' er en blanding af forskellige hensyn.

Heldigvis berører alt dette ikke burmesisk, det staves som det plejer, det er kun burmesisk på engelsk vi snakker om her.

Diglossi

Sprog har både et dagligt og et mere et formelt leje. I dansk er afstanden mellem de to ikke ret stor, og det er endda officiel politik at formindske den. Kløften mellem et sprogsamfunds højsprog og grundsprog anses i vores ende af verden for et demokratisk og økonomisk problem, og vi søger at mindske afstanden på bekostning af højsproget.

Men i mange sprogsamfund er afstanden stor, og dér agtes højsproget. Fænomenet er allestedsnærværende og kaldes diglossi

Det klassiske eksempel er arabisk. Her er der er en betydelig afstand mellem det officielle sprog og dets skriftlige afspejling på den ene side, og så de ret forskellige arabiske dagligsprog der tales fra Marokko til Iran, på den anden.

I burmesisk er afstanden mellem høj- og grundsprog også meget stor. Men der er vist ingen der har foreslået at reformere højsproget og tilnærme det til dagligsproget.

Det kan de måske blive tvunget til med tiden. Historisk er skriftsprogene knyttet til højvarianter, men i et informationssamfund er den slags fortrin svære at opretholde. Der er brug for at skriftsproget kan afspejle andre sproglige virkeligheder end højsproget har ordforråd og former til. F.eks. skriftlige gengivelser af hvad folk siger, også når de ikke taler højsprog.

Navne og politik

Burmas junta er ikke nogen retmæssig regering, den er ikke valgt, og dens ret til at bestemme navnes stavemåder på engelsk bestrides naturligvis også. Der er en tendens til at man kan udlede folks sympatier af om de bruger det ene eller andet ord.

Brugen af 'Burma' markerer en modstand mod militæret, brugen af 'Myanmar' markerer, om ikke en støtte, så i hvert fald en accept af diktaturet, sådan som det internationale samfunds politik hidtil har været. Derfor er det også naturligt at FN bruger ordet Myanmar. Det er juntaen der er repræsenteret i FN, ikke Burmas folkeslag. I militærjuntaens optik er det lige omvendt. For dem og deres støtter udtrykker navnet 'Burma' sympati for kolonitiden.

Et neutralt ord findes ikke.

Uanset hvad landet kaldes, er det et skrivebordsprodukt. De britiske kolonimyndigheder slog en stribe selvstændige statsdannelser i området sammen i én administrativ enhed, og da de forlod kolonien, kom de mindre sprog pludselig under burmesisk kontrol. Det havde de ikke været før, det og havde de bestemt ikke noget ønske om.

Ikke-burmeserne

De etniske burmesere udgør to tredjedele af en befolkning på nogle og 50 millioner. Blandt de restende er de største folkeslagene shan og karen (som juntaens stavereform har omdøbt til kayin) med henholdsvis fem og tre millioner. De har aldrig anerkendt den overhøjhed burmeserne fik efter briternes farvel. Karenerne har ført væbnet modstand siden uafhængigheden i 1948.

Den burmesiske forfatning opregner i alt 135 etniske grupper, der fordeler sig på fire sprogfamilier. Militæret har siden det første kup i 1962 brugt landets etniske mangfoldighed og uafhængighedsbevægelserne som begrundelse for sin magtovertagelse, af hensyn til landets enhed.

Når juntaen en dag falder, kommer alle disse undertrykte mindretals situation igen på dagsordenen, og en demokratisk valgt burmesisk regering vil være nødt til at tage hensyn til deres interesser.

Måske bliver de også nødt til at finde på et nyt navn på landet, et navn som ikke fremhæver nogen bestemt af dets etniske grupper.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kære Ole Stig Andersen og Information

Artiklen er relevant og kan i øvrigt overføres til de fleste Sydøstasiatiske sprog - så tak for det. Men billedet er et selvmål. Der er nemlig tale om thailandske munke, der bærer et banner med thailandske skrifttegn.

Mange venlige hilsner

Mikkel Tofte Jørgensen
journaliststuderende og forfatter af Turen Går Til Thailand