Læsetid: 6 min.

Gensyn i Calabasas Country Club

40 år efter. Der er gamle sår, man skal være varsom med at rippe op i, når man mødes med sin californiske studenterårgang 1967. USA var i krig den gang. Lige som det er nu
40 år gør meget. Det var umuligt at genkende nogen fra dengang. Der var sket for meget, men på et enkelt punkt var vi i samme situation som i 1967: Vi skulle forholde os til at USA var i krig. En der deler USA, som den deler os.

40 år gør meget. Det var umuligt at genkende nogen fra dengang. Der var sket for meget, men på et enkelt punkt var vi i samme situation som i 1967: Vi skulle forholde os til at USA var i krig. En der deler USA, som den deler os.

Kultur
13. oktober 2007

Det foregår i bjergene vest for Hollywood. På dansegulvet i Calabasas Country Club fjedrer halvandet hundrede midaldrende og velnærede mennesker rundt, som om det var et skolebal for 40 år siden. Det er sådan ét, vi prøver at genopføre.

Vi er nemlig samlet for at fejre, at vi i 1967 blev studenter fra North Hollywood High School i Californien.

40 år får folk til at se meget anderledes ud. Jeg kan ikke genkende en eneste af mine gamle klassekammerater. Festkomiteen har på forhånd bedt alle om at indsende et foto af sig selv, som de ser ud i dag. Det foto bliver vist på storskærme sammen med et navneskilt og det portrætbillede, der i sin tid blev taget til skolens årbog.

Men da det nu er Hollywood, og en stor del af de tilstedeværende er i mediebranchen, har det knebet med nænne at indsende et nådesløst aktuelt foto af sig selv. Folk har sendt ét fra en nydeligere fortid. Det øger usikkerheden om, hvem der fysisk er til stede i lokalet.

Gennemsnitligt ser kvinderne bedre ud end mændene. Nogle er synligt forynget ad kirurgisk vej, men det har ikke nødvendigvis ført dem tilbage mod udgangspunktet.

Med succes - og uden

Mændene har en succeshistorie at fortælle om sig selv - hvad der måske skyldes, at de, der ingen har, holder sig væk. De vellykkede livsforløb er også udmalet i de cv'er, som festkomiteen har udbedt sig, og som ligger omdelt som et lille bogværk. Nicky Nudell, som var en af klassens klovne, oplyser at han nu er "en anerkendt ekspert i terrorisme, krisestyring og beslægtede internationale og nationale sikkerhedsspørgsmål". Han er medforfatter til bogen: Ingen er neutral - politisk gidseltagning i den moderne verden.

Kvinderne taler indbyrdes lavmælt om de hug, livet har givet dem. Ved middagsbordet opsnapper jeg replikken:

"Nej, skaf dig en hund. Så har du ikke brug for en mand."

Festkomiteen uddeler hædrende omtale til dem, der har sat klasserekorder: Én har fået 12 børnebørn; to bor stadig på samme adresse som i gymnasieårene. Jeg er den, der har rejst længst for at deltage i arrangementet. I den anledning er jeg også bedt om at holde en tale.

Den har det voldt mig vanskelighed at skrive, for jeg ønsker ikke at pirke i gamle sår. Og guderne skal vide, at den jubilerende klasse var i uforsonlig strid den gang, for 40 år siden.

Ganske vist kom næsten alle skolens elever fra liberalt frisindede Hollywood-hjem, der støttede Det Demokratiske Parti. Men Det Demokratiske Parti var kløvet midt over af den demokratiske præsident Lyndon Johnsons krig i Vietnam.

Fra råd til kamp

Johnson havde arvet krigen fra sine forgængere, Dwight Eisenhower og John Kennedy. Antallet af amerikanske 'militærrådgivere' var i Kennedy-årene øget fra 500 til 15.000. Alligevel gik krigen ikke godt for den sydvietnamesiske regering.

Da Johnson kom til efter Kennedy-mordet i 1963, ønskede han ikke at fremstå som en svag arvtager i verdenskampen mod kommunismen, så han øgede støt antallet af amerikanske soldater i Vietnam. De kunne ikke længere påstås at være 'militærrådgivere'. De var kæmpende soldater på slagmarken. I 1966 nåede deres tal op over en halv million.

Samme år var jeg kommet til Californien med den 17-åriges mening, at krige er ikke rare, men nogle er nødvendige at kæmpe. Sådan som de to verdenskrige og Korea-krigen var det. Og Vietnam-krigen, mente jeg.

Den vildfarelse bragte min ultra-frisindede jødisk-amerikanske værtsfamilie mig hurtigt ud af. Dermed kom jeg på linje med den vennekreds, jeg efterhånden erhvervede mig. Men mange af mine klassekammerater på North Hollywood High School var stadig af den mening, jeg selv oprindeligt havde haft. De gjorde det ikke nemmere for mig at forstå dem.

Tværtimod. De burde da være i stand til at blive klogere, lige som jeg selv var blevet.

De, der fastholdt støtten til krigen, kunne til gengæld ikke forstå, at de, der gik imod den, ikke kunne se, at krigen var lige så retfærdig som den, USA og FN årtiet inden havde ført i Korea: En krig mod et aggressivt kommunistisk land, der var styret fra Moskva og Peking.

De amerikanske tabstal steg stejlt i 1966-67. Dengang var der almindelig værnepligt i USA, og efterhånden kunne de fleste navne på dræbte eller sårede. Da den indre amerikanske frontlinje gik midt gennem Det Demokratiske Parti, kunne Republikanerne nøjes med at fryde sig og udtrykke bekymring for, at kujonerne fik overtaget hos Demokraterne.

Frugt som skyts

Striden om krigen bredte sig til at handle om alt muligt.

Nogle af mine ultra-frisindede venner besluttede at demonstrere mod den triste mad i skolens cafeteria og lave en 'lunch-in', hvor vi sad på græsplænen med vores medbragte mad, mens der blev spillet på guitar. Den aktion blev af mindre frisindede opfattet som en demonstration mod krigen. Folk begyndte at kaste frugt efter os. Det hele endte i tumult, mens gårdvagten vendte ryggen til - velsagtens for at lade demonstranterne få deres velfortjente bank.

Vreden mod krigen blev vendt til kærlighed af de blomsterbørn, som spirede frem i 1967. Unge piger gik rundt i skolegården med spragletmalede kinder og forærede frugt væk.

Måske var det noget af den frugt, der blev slynget tilbage i hovedet på fredssagen, hvem véd?

Lige meget nu?

Og nu sidder vi velnærede her i Calabasas Country Club, og det er 40 år siden, og det kan være lige meget alt sammen.

Det vil sige, det kan det ikke. For USA er i krig igen. I Irak og i Afghanistan. Krigen i Irak er de frisindede demokrater efterhånden nærmest enige om at være imod. Krigen i Afghanistan er de fleste ikke opmærksomme på, og de, der er det, véd ikke rigtigt, hvad de skal mene.

Fra min danske udkigspost er jeg selv imod Irak-krigen, men for Afghanistan-krigen. Jeg har prøvet at forklare mit standpunkt til amerikanere, jeg har mødt på min rejse. De har lyttet, men set distraheret ud.

I den tale, som jeg af skræk for taktløsheder nøje holder efter mit manuskript, vælger jeg at undlade at sætte navne på krige - før og nu. Orakelagtigt nøjes jeg med at sige, at emner, der delte folk for 40 år siden, stadig er dem, der bliver kæmpet om.

I retorisk glideflugt fortsætter jeg:

"Men debatten kan ikke længere være national. I de forløbne 40 år er det blevet stadigt mere åbenlyst, at hvad folk gør i et land, påvirker, hvordan folk lever i mange lande."

En dyster påmindelse

Dette hib til amerikansk enegang på verdensscenen slutter jeg med ordene: "Vi er ægte afhængige af hinanden. Men vi mangler endnu at tage de konkrete konsekvenser af denne indsigt."

Høflige, som amerikanere er, klapper og hepper de.

En blond kvinde, der ikke er programsat til at sige noget, træder op på podiet og siger:

"Vietnam-krigen - er der nogen, der husker den?"

En dyb stilhed sænker sig over lokalet.

Kvinden nævner navnene på nogle af vore klassekammerater, der faldt i Vietnam. Så siger hun:

"Nu er vi igen i en krig. En vanvittig krig."

Stemningen bliver så intens, at det prikker i huden. Så siger kvinden: "Det er derfor, jeg har taget min datter med, så hun kan løfte vores ånd ved at synge God Bless America."

Og det står den kønne, krølhårede datter frem og gør med en stor og fyldig røst.

Sangen, der er skrevet i 1938 af musical-mesteren Irving Berlin som en anti-totalitær appel, anråber også den højere magt om at guide USA "gennem natten med et lys fra oven".

Det kan min Hollywood-årgang 1967 enes om at hilse med et tordnende bifald i Calabasas Country Club.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her