Læsetid: 8 min.

Græshoppe generationen

Forkælet? Det handler ikke kun om de hippier, der engang var hyllet ind i patchwork og socialistiske slogans, og som nu er endt i 2900 Happiness. Hele 68-generationen, fra venstre til højre, er møgforkælet, lyder kritikken fra tidligere spindoktor og skribent Niels Krause-Kjær. Nu fejres de med en ny skattelettelse
68-generationen har fået tilnavnet -græshoppe-generationen-, fordi nogle mener, at de fortærer alt på deres vej - uden at dele eller efterlade noget til deres efterkommere.

68-generationen har fået tilnavnet -græshoppe-generationen-, fordi nogle mener, at de fortærer alt på deres vej - uden at dele eller efterlade noget til deres efterkommere.

27. oktober 2007

Mærkatet 68'er giver associationer til farven lilla, oprør mod det etablerede samfund og NEJ-klistermærker. I dag er de mest udskældte 68'ere dem, der blev magelige og købte et hus ved kystbanen. Generationen har fået tilnavnet 'græshoppegenerationen', fordi nogle mener, at de fortærer alt på deres vej - uden at dele. Et nyligt forslag fra Dansk Industri (DI) om, at folk fra 64-67 år skal have en skatterabat på 100.000 kr. om året, hvis de vil bliver ved med at arbejde, var dråben for tidligere spindoktor og skribent Niels Krause-Kjær:

"Det drejer sig ikke kun om de venstreorienterede - altså de par tusinde, der hoppede rundt på universiteterne. Herregud, var det bare det. Det er en hel generation, som typisk blev født lige efter Anden Verdenskrig og årene derefter," siger han.

68'erne er en stor generation, og Krause-Kjær, der selv er født i 1963, synes, at den fylder godt i dansk politik. Lidt for godt.

Ingen skam i livet

"De færreste politikere tør sparke forslaget fra DI ud, hvor det hører hjemme. For dermed lægger de sig ud med en magtfuld generation af vælgere, som har melet deres helt personlige kage hele livet uanset politisk tilhørsforhold," skriver han på sin blog under overskriften: '68erne har ingen skam i livet'.

Det indlæg satte sindene i kog, og 291 rasende og jublende kommentarer tikkede ind. Mange 68'ere føler sig ikke forgyldte.

"Selvfølgelig kan man ikke skære alle over en kam. Men hvis man tager generationsbrillerne på, så er det forbløffende, hvor heldige/ dygtige/kyniske - alt efter temperament - den generation har været fra starten af 1970'erne og frem til i dag," siger Niels Krause-Kjær og påpeger, at forslaget fra DI, som statsministeren har taget til sig, kun skal have en levetid på 10 år.

"Det er kun skabt for dem. Der må simpelthen være grænser," siger han.

Han mener, at politikerne bør regne på, hvordan nye lovforslag kan påvirke generationerne.

"Man bør spørge sig selv, om en ny lovgivning vil påvirke fordelingen mellem generationer på en uhensigtsmæssig måde. Eksempel: Da de afdragsfrie kreditlån udløste en voldsom prisstigning på boligmarkedet og sparkede den unge generation helt tilbage til startfeltet, mens 68'erne og dem, der i forvejen var på boligmarkedet, blev forgyldt. Var det det, man ville? Det tror jeg egentlig ikke," siger han.

Arv? Ha ha ha!

Bent Greve er professor ved Institut for Samfund og Globalisering på RUC. Han er født i 1953 og er altså for ung til at tilhøre den omstridte 68-generation. Han er grundlæggende uenig i Krause-Kjærs kritik og mener, at hele kritikken af 68-generationen stammer fra en periode, hvor man var bekymret for, at dem, der byggede velfærdsstaten op, også ville efterlade en stor gæld til kommende generationer.

"Men det er der ikke noget, der tyder på. Tværtimod tyder alt på en fortsat vækst i dansk økonomi, der giver mulighed for flere forbrugsmuligheder både inden for det offentlige og det private. 68'erne er i de kommende år på vej på pension. Og når de når dertil, er der formentlig fortsat en god balance i dansk økonomi: udlandsgælden og statsgælden er stort set væk, vi er ved at have overskud på statsfinanserne. Så på den måde har de betalt gælden af," siger han.

Bent Greve er dog enig i, at det er absurd at give et særligt skattefradrag til de 64-67årige, da han ikke mener, at det vil have nogen positiv effekt.

"Krause-Kjær har ret i, at der ikke er grund til at give noget til nogen, der faktisk ikke har brug for det. De er i forvejen på arbejdsmarkedet og er sunde og velstillede," siger han. Bent Greve afviser heller ikke, at der er nogle 68'ere, der har scoret større kapitalgevinster end andre på boligmarkedet:

"Men boligmarkedet går jo op og ned. Så det er ikke så mærkeligt. Og den unge generation glemmer, at en del af det går videre i form af arv. Arvebeskatningen i Danmark er jo nærmest ikke eksisterende," siger han.

Niels Krause-Kjær er anderledes skeptisk: "I hele menneskehedens historie har vi været drevet af, at vores børn skal have det bedre end os selv. Og så kommer der en generation og siger: 'Vi tager alt, hvad I ikke selv kommer og tager. Og hvis der er noget at arve, når vi dør, så er det, fordi vi har regnet forkert, ha ha ha!'".

Volvo og vandgrød

Bent Greve forstår ikke det mærkat, Krause-Kjær sætter på en hel generation.

"Der findes også ældre, der lever i fattigdom. Det er ikke alle, der har en bolig nord for København. Der er nogle, der lever i små lejligheder og ikke har andet end en folkepensionen," siger han og fortsætter:

"68-generationen er ikke bare én type, det er mange forskellige slags mennesker: Den selvstændige erhvervsdrivende, der er gået nedenom og hjem, blomsterhandleren, slagteren og kassedamen. I virkeligheden afspejler den her diskussion nogle mere generelle uligheder. Ja, der er nogle 68'ere, der sidder godt i det både politisk og økonomisk, og så er der altså andre, der ikke har fået en del af kagen".

Niels Krause-Kjær afviser, at det kun er 68-eliten, der sidder på flæsket.

"Var man folkeskolelærer i starten af 1970'erne, kunne man købe et parcelhus og en Volvo Amazon, spise vandgrød i et par år til inflationen havde klaret afdragene, og så kørte det ellers derudaf. Det var en helt anden virkelighed. Spørg et folkeskolelærerpar i dag om, hvordan de kommer ind på boligmarkedet, og hvor stort et økonomisk råderum de har," siger han og pointerer, at diskussionen ikke går på, om vi har fået mere velfærd. For det har vi. Det handler om, hvem der primært nyder godt af den velfærd.

"Malet med en mellembred pensel", mener Krause-Kjær, at hele generationen har haft medvind på cykelstien stort set hele vejen igennem.

"Krisen i 1980'erne med den store arbejdsløshed ramte primært de næste generationer. De store tvangsaktioner i slutningen af 80'erne på grund af kartoffelkuren og skattereformen ramte primært de nyetablerede. Ikke dem, der havde købt ejendom i 1970'erne. Og hvad gør en socialdemokratisk ledet regering i 1990'erne? Den nedsætter topskatten. Hvem var det, der betalte topskat på det tidspunkt? Det var 68-generationen. Og så afskaffede man også formueskatten. Der er en markant og klar rød tråd," siger han.

Nu er det blandt andet efterlønnen, det gælder:

"Det er en så stor og normsættende generation, der nu er på vej på efterløn, at det er politisk farligt at tage et opgør med den ved for eksempel at fjerne eller skære kraftigt i efterlønnen," siger Krause-Kjær.

Professor Bent Greve synes, det er forkert at sige, at det er en generation, der rager særligt til sig.

"Men det betyder omvendt ikke, at man ikke kan kigge på om alle de ydelser, man giver i dag, er fornuftige. Man kan for eksempel med god ret spørge, om det er fornuftigt, at velstillede ældre får næsten gratis kollektiv transport? Medmindre alle skal have det. Man kan godt gå igennem de særlige vilkår for ældre og se på, om det er rigtigt, at nogle skal have nogle særlige goder, hvis de i øvrigt har en høj indkomst eller høj formue," siger han.

Et modefænomen

Per Øhrgaard er professor ved Copenhagen Business School og vil gerne vedkende sig 68-generationen.

"Jeg kan godt følge Krause-Kjær i meget af det, han siger om hele generationen. Den årgang var så heldig at være stor, samtidig med at konjunkturerne var meget gunstige. Og han har en pointe i, at der har været nogle ting, som den generation har været ret enige om: Hvornår lempede man rentefradraget? Da min generation havde betalt deres hus. Hvornår lempede man formueskatten? Da min generation skulle til at betale den. Hvornår lempede man arveafgiften? Da min generation skulle til at arve. Det er ganske påfaldende," siger han.

Per Øhrgaards anke i forhold til Krause-Kjærs kritik går på, at i samme øjeblik han siger 68-generationen, så forbinder folk det med noget politisk.

"'68' associeres altid med ungdomsoprør og venstreorienterethed, og på den måde kan man passe sin historiedigtning ind i den aktuelle politiske debat. Dem, der virkelig har skummet fløden, er dem, jeg vil kalde 67'erne, og som altovervejende var og er borgerlige, altså dem, der kom lige før den store bevægelse, og som var smarte nok til at holde sig udenfor og i stedet mele deres kage," siger han.

Professor Bent Greve fra RUC er enig i, at '68' symboliserer noget helt særligt.

"68 er blevet en myte, omringet af stor flammeskrift. Nogle tænker peace, love and harmony, og andre tænker på nogle, der har efterladt nogle idealer og skaffet sig selv en god position i Whiskeybæltet," siger han.

Journalist og manuskriptforfatter Martin Kongstad, født 1963, får klare associationer, når snakken falder på 68'ere, der er kommet til penge:

"Siden jeg var barn, har jeg haft øje på hykleriet blandt de venstreorienterede 68'ere. De prætenderede at solidarisere sig med arbejderklassen, men kendte i realiteten intet til dem. De levede i beskyttede enklaver nord for København eller i Kartoffelrækkerne, sendte deres børn i privatskoler og bællede italiensk vin. Solidariteten med proletariatet var tomme ord. Det var mode. Akkurat som nye køkkener er det i dag. Men efterhånden har hykleriet antaget en grotesk dimension, for nu sidder mange af de tidligere, måske endda nuværende, socialister med gigantiske summer i friværdi, og jeg ved fra nærmeste hold, at disse kystbanesocialist-veteraner er blevet en helt ny kundegruppe hos finansrådgiverne. I ly af mørket sniger de sig hen og placerer deres penge i kinesiske aktier eller ejerlejligheder i Berlin," siger han.

Indlæg som dette får 68'ere til at hidse sig op på Krause-Kjærs blog og beskylde yngre sushi-samtalekøkken-generationer for selv at være møgforkælede og utaknemmelige.

Til det siger Martin Kongstad: "Jeg synes, vi er grotesk forkælede, og min generations største misére er jo, at vi ikke, som 68'erne, har haft en fælles sag at drikke vin til. Men det har da en behagelig sidegevinst, for når man intet mener, så kan man heller ikke skydes i skoene, at man har fraveget tidligere idealer. Vi har aldrig himlet op om, at alle skulle være lige. Jeg har personligt intet imod, at folk tjener mange penge. Bare de står ved, at det altså er deres mission her i livet".

Den der solidaritet

Allerede i 1980'erne var udtrykket 'kystbanesocialister' populært. Og det har ifølge Bent Greve i høj grad været med til at skabe myten om '68.

"Men når man lever i et samfund, hvor der har været et generelt velfærdsløft over de sidste 40 år, så er det også svært at forlange, at folk skal bo i et hus uden toilet og bad, hvis de har mulighed for at bo bedre. Det er et mærkeligt krav at stille til folk, at hvis de kommer til penge, skal de ikke bruge dem," siger han.

Niels Krause-Kjær holder fast i, at han skyder mod hele det politiske spektrum. Alligevel forbinder han tilsyneladende også selv visse værdier med 68-generationen:

"... og så den der højtbesungne solidaritet! Som Søren Kirkegaard sagde: solidaritet er egoisme i fællesskab'. Ja, det skal jeg da lige love for!" siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

68 generationen skal have skylden altid...uden dem var verden død kedelig.
Information skulle hellere begynde at kritisere den verden vi har nu og ikke altid Hakke på 68erne..sådan en gammel kommunist avis der er gået hen og blevet blå stue ?

Hvad får egentlig Information til at tro, at nogen af dens læsere - eller nogen overhovedet - interesserer sig for, hvad Niels Krause Kjær mener om noget som helst?

Niels Krause Kjær burde kende sin Aristoteles: Man kan ikke generalisere ud fra enkelt-tilfælde.

Men som født i 1948 hører jeg vel i den grad med til '68-generationen', og jeg har nu ingen erindring om, at jeg har bedt om nogen som helst skatte-begynstigelse.
Og jeg burde vel være den første til at vide det.
Tilmed er det ikke min hensigt at stemme på et af skattenedsættelses-partierne ved det kommende valg.
Tværtimod!

Niels Krause Kjær fortsætter sit latterlige opgør med 68-generationen fra Berlingske Tidende. Og jeg bliver altså nødt til at sige til ham, at han aldeles ikke har ret!

68'erne er dem der i dag er dem der blev i tiden lige efter anden 2.verdenskrig, dvs. tiden fra 1944-1948 eller deromkring. Det er edder-bankeme dem, der med flid og arbejdsomhed har opbygget det her samfund, men en arbejdsiver som Niels Krause-Kjær overhovedet ikke har.
Det var dem der for det meste i 1950erne eller første i 1960erne kom ud at tjene på gårdene som 11-årige eller blev sat i lære af deres forældre som 14-årige.

Og derfor kender 68'ere skam godt fattigdommen, skammen over ikke at kunne give sine børn ordentligt tøj på eller nok at spise, eller få pengene til at slå til, ganske enkelt fordi de selv kommer fra den. Og Martin Kongstad skulle lige flyves tilbage i en tidsmaskine til skolen eller arbejds-markedet i 1950erne eller 1960erne, så ville han da løbende skrigende bort -øjeblikkeligt. Hvorfor fan'en tror han, at det hedder Kartoffelrækkerne???

Det hedder det, fordi folk, der var så fattige, at de måtte dyrker kartofler for at (over)leve. Det er først i de seneste 10 år ca. at Kartoffelrækkerne er blevet populære, præcis som det er først er i de sidste 10-15 år at Latinerkvarteret er gået hen og blevet mondænt. Igen, ser vi unge mennesker omkring de 40 år, INTET ane om deres nutids-historie! Og jeg er træt af det!

De heldige af dem begyndte som 20-årige i 1966 eller 1968 på universitet. De måtte bo i små uhumske lejligheder som NKK aldrig ville drømme om at bo i, fordi fugten rent faktisk drev ned af væggene. Hvis de ville have en lillebitte lejlighed, skulle de gifte sig, så boede de i fra ca. 1970-1980.

Og det var dem, der købte hus i 1970erne, som fik fordelene eller havde kønt hus i løbet af 1960erne, der scorede den helt store gevinst, fordi inflationen i 1970erne var over 20%, hvilket gjorde, at huslånet ret hurtigt bleb betalt ud.
Og jeg tror bestemt ikke, at mange fra 1968-generationen havde råd til at købe hus i løbet af 1970erne. Til gengæld var der mange arbejdere, der pludselig fik råd til at købe hus, og det var bl.a. et af socialdemokraternes mål at det var det arbejdere skulle, have råd til det samme som arbejds-giverne havde. Og det fik de så.

Når NKK omtaler 68'generationen tænker han jo ikke på de alm. arbejdere, nej han tænker skam på folk som f.eks. Mogens Lykketoft, Marianne Jelved mv. Han tænker slet slet ikke på, at der der i virkeligheden skummer fløden er generationen efter, nemlig dem der er født fra ca. 1954-1958. De kom nemlig ud på boligmarkedet i starten af 1980erne, ligesomdet er dem, der har haft gavn af den store stigning blandt boligpriserne de sidste par år eller fem.

Mht. afdragsfrie lån er det faktisk sådan, at mange unge mennesker ellers ikke ville være i stand til at optage lån og bo i drømmeboligen. Mht. efterlønnen blev den faktisk indført, fordi folk der var over 60 år skulle motiveres for at træde tilbage fra arbejdsmarkedet for at gøre plads til de unge. Men det har NKK og andre totalt overset, ligesom de totalt har overset, at de personer der kunne gå på efterløn i 1980erne, rent faktisk var født før 1930! Og sådan er det!

Mht. arven til ens børn, så er det faktisk sådan, at ens børn i dag jo er et godt stykke oppe i 50erne, når forældrene dør. Sådan var det altså ikke altid for ca. 50 år siden. Hvorfor skulle ens forældre, der har slidt og slæbt hele livet, ikke have det godt i deres livs efterår?? Mig bekendt har 68'ere aldrig himlet op om at alle skulle være lige, men nok at alle skulle have muligheder i det her land, så det ikke kun var de rige, der kunne gå på universitetet eller tage en uddannelse.

Priserne på boligerne begyndte at stige lige efter 1993-1994, og jeg kan da oplyse om at min storebror rent faktisk tabte penge på at sælge sin bolig, da han solgte den i 1992. Boligpriserne går jo op ned og priserne steg igen fra årene 2001-2005, og er sådan set fortsat med at stige --- måske ikke så meget, men dog nok. Set over tid vil en bolig altid stige i værdi. Et hus der kostede 400.000 kr. i 1964 koster måske det 6 eller 8-dobbelte i dag. Det kan man jo så beklage, men sådan er virkeligheden altså. Det er jo ikke 68'ernes skyld, at de rent faktisk blev boende i de huse, de købte i 15, 20 eller 35 år, så der ingen gæld er i deres boliger, når de sælger dem.

Jeg vil gerne stille spørgsmålstegn ved, hvor mange socialister, der bor
ved Kystlinjen, dvs, i Gentofte, Hellerup, Vedbæk mv. Ikke mange, hvis man skal tro stemmetallene for de seneste kommunalvalg.

Socialisterne bor der hvor de altid har boet, nemlig på Vesterbro og Nørrebro. Og det er jo ikke deres skyld, at det her KAPITALISTISKE samfund er sådan indrettet, at hvis ejer en ejerlejlighed, ja så stiger den altså i værdi!

Det er lidt underligt at i tider, hvor alle griner ad konspirationsteorier, så er der en konspirationsteori, der stadig holdes hellig, nemlig den om 68-generationen, som på en eller anden luskefiset måde, skulle have været i stand til at orkestrere samfundsudviklingen, så¨den udelukkende faldt ud til denne generations fordel. Også selvom en nærmere historisk gennemgang, nok vil kunne vise, at det ikke kan have været tilfældet. Jeg synes, at det i mange år har været et typisk træk, at bevægelser som arbejderbevægelsen, kvindebevægelsen, hippier o.s.v. , som alle på en eller anden måde har udfordret den patriarkalske kapitalismes økonomiske og psykologiske orden, er blevet dæmoniseret langt ned i det dybeste helvede, istedet for at blive betragtet som ligestillede bud på hvordan et samfund kan indrettes. På sammme måde med 68-generationen, som er kommet til at repræsentere et opgør med en borgerlig samfundsorden, som Krause-Kjær hylder og som derfor skal punkes, som et led i bestræbelserne på at få cementeret den gode borgerlige ro og orden.

Hov, ikke hele 68 generationen er lige forkælet.
Nogle har måttet betale en høj pris i arbejdsløshed for de forkæledes privilegier.

Godt skrevet, Karsten Aaen. Jeg er også dødtræt af dem, der ikke aner, hvad det er at måtte købe sit første stereoanlæg brugt og aldrig har prøvet at stoppe strømper.

Det her er ikke og var aldrig andet end et partsindlæg fra en person som ikke var gammel nok til at vide hvad det egentlig handlede om dengang, men som er vokset op i et miljø hvor man var stærkt irriteret over det som kaldtes ’68’ – væsentligst fordi man var midt på øretævernes holdeplads. Kjær er konservativ og har altid været det og det var især de konservative værdier og deres politiske repræsentanter der stod for tur og det var der gode grunde til. Men virkeligheden er at han selv har nyt godt – uden at være sig bevidst om det – af den frigørelse som kulturlivet oplevede sidst i 1960erne, en frigørelse som siden er blevet gradvist adopteret af selv det konservative folkeparti som han var spin-doktor for i flere år. Men han er ikke gammel nok til at have oplevet det på egen krop og han mangler tilstrækkelig historisk indsigt til at forstå hvad det var der skete og hænger sig sikkert – ligesom mange andre borgerlige – i de politiske venstreudskejelser som fandt sted i visse miljøer i 70erne.

Hvis Kjær havde været 15 år yngre ville han have oplevet den fattigdom der også var i 50erne, og han ville have oplevet den smålige politiske ensretning som var resultatet af den kolde krig den åndelige fattigdom og, og de uendeligt mange kulturelle blokeringer som prægede denne periode.

Jeg har altid synes at begrebet ’68’ er baseret på en gang studenter-egocentrisme hvor alt hele verden skal defineres på baggrund af hvad en flok bedrestillede fra det de nordlige forstæder oplevede da de kom på uni. De fleste af dem var lidt tilbage i 68 hvad man kan se af billederne fra universitetet det år Niels Finn Madsen står der på Fogs talerstol med slips, kort hår og blæser ligner et levn fra årtiet før, Det var på et tidspunkt hvor alle andre, ikke mindst dem i de københavnske arbejderforstæder hvor jeg voksede op, havde hår ned ad ryggen og gik med blomstrede skjorter og tværstribede bukser i et oprør over forældrergenerationens ufatteligt mange kulturpolitiske fobier. Det var det virkelige oprør i det årti, et oprør som desværre druknede noget i 70ernes tendenser til politisk fanatisme i visse kredse.

Det var også det oprør som havde de mest varige konsekvenser det var et kultur politisk oprør og det havde været i gang længe før de der egocentrerede studenter kom på universitetet. Det handlede om at skabe mere albuerum for det at kunne være og tænke anderledes, det at kunne få lov at være homofil f.eks. og det var i realiteten en politisering baseret på rock og roll kulturen fra det oprør uden mål som startede i 50ernes. Det var en vidunderlig frigørelse fra 50ernes kulturpolitiske spændetrøje som åbnede op for en masse ting som var helt utænkelige i generationerne før og virkningerne er gud være lovet stadig en del af den arv vi kan glæde os over idag også selvom vi nu har måttet være vidne til et forsøg på at tilbagerulle visse rettigheder ikke mindst i den universitære verden.

Den generation som var i midten af 20erne der i slutningen af 60erne ikke mindst dem der ikke kom fra de privilegerede klasser måtte på deres krop opleve reel fattigdom. Det er der ingen generationer der har måtte opleve siden og hvis vi skal tale om nogen der fik noget for meget lidt så er det måske snarere de seneste 15 års computernørd generation som fik styrtende summer in på investering i ny teknologi.

Som Per Vadmand har også jeg lyst til at fremhæve Karsten Aaens indlæg, men da også hans egne indlæg, og nu senest tillige R Ristinges. Indtil jeg opdager lysten til at fremhæve alle indlæggene uden undtagelse og med Laurines til en begyndelse! Hvor opbyggeligt – og det på en søndag...