I foråret 1981 skød en mand ved navn John Hinckley jr. den nytiltrådte præsident Reagan. Attentatet slog som bekendt fejl, men Hinckleys mission lykkedes: Via mediernes dækning af udåden fik han den da 18-årige skuespiller Jodie Fosters opmærksomhed.
Hinckley var blevet besat af Foster, da han så hende i Martin Scorseses Taxi Driver (1976), hvor hun spiller barneluderen Iris. Inden filmens hovedperson, den mentalt forstyrrede taxichauffør Travis Bickle, skyder Iris' alfons, forsøger han at snigmyrde en præsidentkandidat.
Hinckleys attentatforsøg står dermed som et urovækkende eksempel på, hvordan livet kan imitere kunsten. Men unægtelig også som et perverst vidnesbyrd om Fosters gennemslagskraft på et lærred.
Egne ben (i næsen)
Når Foster kun har haft otte filmroller i de forgangne 10 år, hænger det til dels sammen med, at hun har født to børn i samme tidsrum. Men sit enorme talent til trods har hun fået flere af sine roller på afbud, og Foster er da afgjort heller ikke nogen traditionel Hollywoodskuespillerinde.
Rollen som sødladen sexkilling lader hun andre om for i stedet at give den som den tænkende mands sexsymbol. Et uopnåeligt af slagsen: Selvom Foster hæger om sit privatliv (formentlig også som konsekvens af Hinckley-episoden, som selvsagt chokerede hende), er det ingen hemmelighed, at hun i de sidste 15 år har delt seng med en kvinde.
Som næsten 45-årig har hun stadig en ungdommelig fremtoning, og den særlige fosterske appel skal blandt andet findes i det fascinerende modsætningsforhold mellem hendes noget androgyne, næsten drengede krop, og intellektuelle modenhed.
Ser man kun på ansigtet, er der dog en smuk samklang mellem Fosters ydre og indre; de skarpe ansigtstræk og mandelformede, men dog ugleagtigt altregistrerende øjne signalerer hendes lysende begavelse på lang afstand.
"Det normale er ikke noget at stræbe mod, men noget at søge væk fra," har Foster udtalt. Med sin kampklare selvstændighed og 'svar-på-rede-hånd'-attitude kunne hun være en mindre teatralsk-hoven og mindre sarkastisk udgave af Katharine Hepburn. Da Hepburn beskrev sig selv som 'billetlugegift', mente hun det næppe som en selvkritik. Foster ligner ligeledes et omvandrende dementi af, at kvinden er det svage køn, og selvom det brede publikum utvivlsomt har fået mere smag for skuespillere, der går kønsrollerne på klingen i dag end på Hepburns tid, er progressive kvinder stadig ikke Hollywoods helt store kop te.
Mod stjernerne
At Foster har for små bryster og for smalle læber til at leve op til Hollywoods førsteelskerindekriterier, er næppe et større problem, end at hun ved sit blotte væsen har en tendens til at reducere sine mandlige medspillere til vatnisser og andenvioliner. Et eksempel er science fiction-filmen Contact (1997), hvor Foster havner i favnen på den selvfede posør Matthew McConaughey, som spiller teolog og forfatter, og hvis figur skal forestille at matche Fosters rent hjernevindingsmæssigt - et grotesk postulat.
Til gengæld er Foster helt rigtig i rollen som den stræbsomme og viljestærke videnskabskvinde Eleanor Arroway, som, da jorden modtager signaler fra det ydre rum, melder sig frivilligt til at rejse de fremmede i møde. Hendes iltre kropssprog egner sig perfekt til at udtrykke Arroways svigtende tålmodighed med folk, der tænker småt.
Selvom offerrollen virker ude af trit med hendes type, agerede Foster faktisk underhund i såvel sit gennembrud - som Iris - og i det begavede retssalsdrama Anklaget (1988), hvor hun spiller en drikfældig servitrice, der udsættes for en exceptionelt fæl gruppevoldtægt.
Det skal dog siges, at man kun køber, at Iris har brug for en (gal) mand til at redde sig, fordi hun stadig er et barn, og at servitricen - efter at have sundet sig - går til modangreb på misdæderne både fysisk og juridisk. For den præstation vandt Foster sin første Oscar.
Galning og grønskolling
1991 blev et stort år for Foster. Hun debuterede som instruktør med den hæderlige, om ikke supersubtile, Vidunderbarnet, og har muligvis drysset egne erfaringer udover sin unge hovedrolleindehaver. I filmen spiller Foster normaltbegavet mor til et ensomt geni på bare syv år.
Samme år fik hun, takket være Michelle Pfeiffer, karrierens anden Oscar. Pfeiffer sagde nemlig nej til rollen som den unge og uerfarne, men opvakte og lærenemme, FBI-agent Clarice Starling i den psykologiske thriller Ondskabens øjne. En figur, Foster syntes født til at spille. Som 'Arroway' er 'Starling' et navn, der emmer af format, og agentspiren har da også tilstrækkelig is i maven til at gå i psykologisk tvekamp mod den udspekulerede kannibalpsykopat Hannibal Lecter.
Måske som bevidst afsøgning af talentets omfang udviste Foster i midten af 90'erne en tendens til at springe ud, hvor det kneb med at bunde. I Nell (1994), som hun også medproducerede, spillede hun durk mod sit sofistikerede image i rollen som et af civilisationen uberørt naturbarn, der kommunikerer via lyde. For i hvert fald denne Foster-fan var resultatet ikke uden en vis ufrivillig komik.
Året efter kom hendes andet instruktørudspil, den sorte og frenetiske familiekomedie Hjemme er bedst, der på udmattende vis bekræftede, at et gedigent funny bone er en af de få ting, Foster ikke er begavet med. Også foran kameraet virker hun mindst et nummer for intens til de komiske roller.
Næste stop: Reifenstahl?
Med Neil Jordans selvtægtfilm The Brave One synes cirklen på sær vis sluttet: Her står Fosters figur selv for selvtægtudøvelsen, og Jordan tegner hende som en både tænksom og selvreflekteret type - i hvert fald i forhold til hovedparten af de (mandlige) hævnerskikkelser, vi ellers kender fra Hollywood-film.
Velholdte Foster er altså kommet i den alder, hvor det tynder ud i jobtilbuddene for Hollywood-skuespillerinder. Hun har udtalt, at hun ikke agter at klamre sig til ungpigerollerne, men vil spille personer i sin egen alderskategori. Forhåbentlig vil hun gøre en undtagelse, når og hvis planerne om en film om Leni Riefenstahl - Hitlers visionære wunderkind af en dokumentarfilmmager - bliver realiseret. Den rolle ligger nemlig også lige til Fosters højreben.
