Læsetid: 4 min.

Hovedværk fra vidunderlig excentriker

Britiske Robert Wyatt har begået et sært snigende mesterværk med 'Comicopera', en ambitiøs suite i tre dele (og på flere sprog), som besidder uhørt fascinationskraft
Britiske Robert Wyatt har begået et sært snigende mesterværk med 'Comicopera', en ambitiøs suite i tre dele (og på flere sprog), som besidder uhørt fascinationskraft
Kultur
18. oktober 2007

En af Englands største sangstemmer besiddes af den 62-årige britiske art rocker Robert Wyatt, en musikalsk excentriker, der har tilbragt det meste af sit voksenliv i rullestol, efter han i sin ungdom faldt ud af et vindue fra 3. sal og brækkede ryggen. Allerede før sin ulykke havde han skabt sig et ry som musikalsk særling via en position som trommeslager i det postpsykedeliske Canterbury-band Soft Machine, hvis tre første plader har vist sig utroligt slidstærke.

Efter ulykken vinkede han farvel til trommerne, men i kraft af hans særprægede stemme, en på en gang skrøbelig og robust tenor, som med lethed kan knuse ens hjerte, når den ubesværet svinger sig op i falsetten, har han skabt sig en fornem solokarriere. Og trods en livslang (og noget firkantet) forankring i marxismen, er det en varm, troværdig og ofte gribende humanist, der kommer én i møde i musikken. I 70'erne blev det til to hovedværker, det pessimistiske Rock Bottom (1974) og det surreelt legende Ruth Is Stranger than Richard (1975).

Overskudsgilde

Wyatt har aldrig keret sig stort om musikbranchens spilleregler og altid gjort, hvad der passede ham i eget tempo. Så meget mere desto glædelig er den - for ham - så relativt heftige aktivitet, han har udvist det sidste årti; også selvom Storbritannien under Margaret Thatcher i 1980'erne fik ham pænt på dupperne. Men musikken på de seneste par album fra hans hånd - 1997's Shleep og 2003's Cuckooland - ejer noget af en forbløffende karrieres mest forbløffende musik, fulde af undren, muligheder, melodiøsitet og de renest tænkelige følelser, som de er, hvilket ikke forhindrer ham i at forblive en marginal figur, hvad der sikkert passer ham udmærket.

Og trods alle dens mange, mange kvaliteter, er der næppe stort ved hans seneste udgivelse, det spraglede, ambitiøse og underholdende (ja! underholdende!) Comicopera, der kan ændre stort ved. Men her i hytten taler vi ét af årets albums - hvis ikke: Årets! For helledusseda, hvor Wyatt og hans mange samarbejdspartnere dog sprudler og sprutter til dette musikalske overskudsgilde.

Klodens sande tilstand

Mere umiddelbart tilgængelig og varm i tonen end Cuckooland og mere ambitiøs i anslaget end Shleep - hvis blide melodiøsitet nu også slår igennem her, hvis man altså er i stand til at tune ind på Wyatts lidet konventionelle tilgang til sangskrivning, der kan få somme til at stejle - lyder Comicoperas tre akter som Wyatts forsøg på at komme overens med den globale virkelighed anno 2007; som han ofte har sagt, er han optimist på det personlige plan, mens det kniber mere med at se komikken, hvad angår klodens sande tilstand.

Han har et skarpt øje til nyimperialismen, som den har udfoldet sig under Blair- og Bush-regeringerne, men ville ikke være Wyatt, hvis ikke han formåede at se et bombetogt fra to sider, først i "A Beatiful War", en sang om bombepilotens bizarre glæde over et veludført stykke arbejde og siden den sindsoprivende "Out of the Blue", om det spirende had hos ofrene for bombardementet. Og man må aldrig glemme, at grundet Wyatts smukke stemme kan der lige gå et øjeblik - eller flere - før tekstens gru for alvor rammer én: "Something unbelievable is happening to the floor!"

I sådanne modsætningsforhold har hans kunst altid trivedes og metoden får da også fuld skrue her. Jazz møder pop møder electronica og had er aldrig mere end en håndsbredde fra kærlighed. Og omvendt!

Når Wyatt nu kalder værket en opera - og han benytter til fulde alle sine 'stemmer' her - er det naturligvis opdelt i tre akter, individuelt betitlede Lost in Noise, The Here and the Now og Away with the Fairies; første del drejer om intimsfæren og indeholder en stribe stærke kærlighedssange med tekster af hustruen Alfreda Benge; det er hans nok mest 'poppede' samling sange nogensinde og uafrysteligt stærkt står især duetten med Monica Vasconcelos, "Just as You Are", om den daglige kærligheds ambivalens. Anden del af værket omhandler globale konflikter og ikke mindst deres indvirkning på den enkeltes psyke, mens Wyatt på sættets tredje del udelukkende synger andres sange- på spansk og italiensk. At der afsluttes med en corny hyldest til Che Guevara i form af "Hasta Siempre Commandante" kan kun tolkes som en stadig anknytning til den kommunistiske tanke. Men det musikalske rum, sangene indlejres i, havde næppe været tilladt under noget kommunistisk styre; flydende, jazzet, subversiv, dobbelttydig og fordomsfrit indspillet med væsensforskellige musikere fra hele verden.

Værket bærer præg af at være indspillet live i studiet, hvilket klæder materialet superbt og helheden fremstår organisk og indbydende. En fabelagtig præstation fra en af rockens giganter og en gave til alle, der holder af musik med vid, bid og hjerne.

Robert Wyatt: Comicopera (Domino/Playground)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her