Læsetid: 5 min.

Hvem fanden er Luis Aragonés?

Når man analyserer på Real Madrids Raúl González' momentum, virker den spanske landstræner, Louis Argonés, beslutning om at pille det folkekære fodboldikon af holdet i aftenens opgør mod Danmark som det glade vanvid. Det er der faktisk ikke mange meninger om
Højt at råbe. Sjældent har han været mere forhadt. Selv tilfældige turister ryster på hovedet af den spanske træners beslutning om at lade Raúl Gonzales blive hjemme.

Højt at råbe. Sjældent har han været mere forhadt. Selv tilfældige turister ryster på hovedet af den spanske træners beslutning om at lade Raúl Gonzales blive hjemme.

Bernat Armangue

13. oktober 2007

Hvad i al verden har han gang i, Luis Aragonés? Sjældent har træneren for det spanske fodboldlandshold været mere forhadt i det hjemlige. Journalister og fans, kritikere og tilfældige turister ryster på hovederne og kan slet ikke forstå, hvorfor Spaniens inkarnerede fodboldikon nr. 1, Raúl González, ikke er med på holdet. Og så endda i skæbneopgøret mod Danmark i Århus.

Aragonés er faktisk en habil fodboldatlet. Det fik landsholdsspilleren fra Valencia CF Joaquín Sánchez at se under en træningssession. Den 69-årige Aragonés, som begyndte sin forward-karriere i 1957 for Getafe og siden avancerede til Real Betis og Atletico Madrid, brillerede med nogle kvikke finter på grønsværen, hvortil Joaquín bemærkede, at den aldrende mand lignede Thierry Henry.

Måske tænkte midtbanemanden fra Valencia sig ikke rigtig om, for faktum var, at Aragonés tilbage i 2004 blev fanget på kamera med en usmagelig kommentar om netop Henry. Træneren havde kaldt ham en "sort skid", angiveligt for at motivere franskmandens daværende holdkammerat i Arsenal, José Antonio Reyes. Desværre for Luis er Henry ikke just kendt for at rasle stille med sablerne, når der er racisme i farvandet, og bandeordene cirkulerede lystigt i alverdens medier. De sarkastiske kunne minde om det øgenavn, som Aragonés fik i 70'erne som Atletico-træner. El sabio de la Hortaleza, den vise mand fra Hortaleza.

Latterlig beslutning

Historien kom altså rullende tilbage i midten af sidste måned. Joaquín fik følgende svada for sin Henry-sammenligning: Que coño Henry! Que coño Henry! En hurtig sproganalyse viser dobbeltheden i udsagnet. Jo, coño er rigtig nok det lidet frapperende ord for kvindelige kønsorganer. De fleste spanskkyndige vil dog snarere læse guldkornene som noget i retning af: "Hvem fanden er Henry?" Men dumt og provokerende er det stadig.

For langt de fleste spaniere - og internationale fodboldkendere - virker Luis' beslutning om endnu engang at udelade folkekære Raúl fra truppen mindst lige så latterlig. Oven på Valencia-forwarden David Villas ankelskade syntes vejen ellers banet for et comeback for den mest scorende landsholdsspiller i Spaniens historie.

Men Aragonés undveg atter de 'kongelige' krav og har i stedet udtaget Luis Garcia og navnebroderen Raúl Tamudo, begge fra Barcelona-klubben Espanyol. Siden VM 2006 i Tyskland og især efter Spaniens famøse EM-nederlag i Belfast mod Nordirland har der været kold luft mellem Luis og Raúl. Ingen ved præcist hvorfor, alle er med på en gætter, og trykpressen ruller lystigt.

Det er ikke første gang, den spinkle Raúl González er konge in absentia. Under eks-præsidenten Florentino Pérez' herredømme i Real Madrid var Raúl i lange perioder forvist til rollen som sekundant for galaktiske dynamoer som Ronaldo, Zidane og Figo. Alligevel har sympatien for 'nr. 7' altid været der, og manden med de mange rekorder er måske - bortset fra Paolo Maldini - det allerstørste nationalsymbol, fodbolden kan mestre. Da Raúl debuterede for Laudrups Real Madrid helt tilbage i 1994, var han udset til at løfte arven fra legendariske Emilio Butragueno. På landsholdet trådte han også i gigantiske fodspor. Han overtog Fernando Hierros post som kaptajn for La Furia Roja i 2002. I dag er han blevet for stor til Aragonés.

Det er ubegribeligt, når man analyserer på Raúls aktuelle momentum. Han har scoret tre flotte mål i indeværende ligasæson. Han laver forbavsende gode assists. Han krydsløber glimrende med Ruud van Nistelrooy. Han har fået en fordelagtig og mere naturlig position enten som hængende angriber eller decideret striker. Og hvad der måske er vigtigst af alt, så kan han alene i kraft af sin fightervilje vende kampens energier til holdets fordel. Manchester Uniteds mangeårige træner Alex Ferguson har sagt om Raúl, at hans determination nærmest er uhyggelig. Hvis man skal udpege den personificerede indpisker, og uden at det straks bliver Gattuso- eller Gravesen-agtigt med store møllesving og lårsavende tacklinger, må det være Raúl.

Den spanske sjæl

Da Guti for nylig på Real Madrids egen tv-kanal blev bedt om at sammenligne sin egen og klubkammeraten Raúls exit fra landsholdet, svarede han prompte med at dementere enhver lighed. På den spanske midtbane vrimler det med luksusspillere. Med klædelig mangel på arrogance nævnte Guti rivaliserende genier som Arsenals Francesc Fábregas, Valencia-trioen Joaquín, David Silva og David Abelda og ikke at forglemme arvefjenderne fra Barca i skikkelse af Andrés Iniesta og Xavi Hernández. Og som Guti tilføjede, handler det ikke bare om med Raúl at føje endnu et es til den nationale offensiv, men om fastholdelsen af selve den spanske sjæl.

Det er den, vi skal knække i aften på den århusianske pløjemark. Kvalificerede profetier om udfaldet - og dermed adgangen til det forjættede Euro 2008 og en spiselig seedning til VM 2010 - handler om, hvem der agerer bedst i trodsig modvind. Hvem kan hive flid og fremdrift op af støvlerne med visheden om sjuskeriet nede i puljens midterfelt? Måske er det ægte sydlandsk at begræde den sjæl, som ikke er med, i stedet for som os danskere at heppe provinsielt på de tapre drenge, som trods alt sværmer rundt på græsset. Vi har det bedst i rollen som underdogs. Spanierne hader det. De har næppe hørt ret meget om vores efterhånden kanoniske debat om muskelmassen Nicklas Bendtner oppe foran Jon Dahl og en potentiel Morten Nordstrand som smidig førsteelsker i Morten Olsens tyndslidte 4-3-3-koncept. De fokuserer heller ikke på de tre nye fra OB, Ulrik Laursen, Chris Sørensen og ikke mindst Mads Timm, som sagtens kunne være et frisk pust i offensiven. De kortlægger ikke alle Jesper Grønkjærs løbemønstre og Niclas Jensens undvigemanøvrer. Og tankerne kredser ikke om skadesramte Lars Jacobsen, som ellers er Olsens foretrukne på højrekanten.

Hvis man gerne vil have Raúl

I stedet noterer de, at stjernen Daniel Agger ikke er med. Selvfølgelig udtalt af klubvennen Fernando Torres. Men det er altså lige præcis sådan noget, vi bør lukrere på, så lad os da bare være anden divisions-tosserne, der gi'r pokker i sjælesorg, racistiske trænere, formfuldendte Valencia-trekanter og frygtindgydende Barca-duetter og stormer den spanske Furia.

Men hvis man nu enormt gerne vil ha' Raúl med, hvad skal man så håbe på? Hvis spanierne vinder i aften, er det goodbye Danmark, surt show og mindre landshold på fjernsyn. Skulle spanierne tabe, er det alligevel for sent for Raúl & Co. til noget som helst. Og hvis de fedter sig til uafgjort, har apatien groet sig fast, og Luis kan lige så vel fortsætte med sin Valencia-dominans. Que coño Aragonés!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu