Læsetid: 3 min.

'Hvordan i himlens navn kunne det ske for Danmark?'

På en rejse gennem Europa og Mellemøsten forsøger journalisten Karsten Kjær at finde svar på, hvad grundlaget for balladen, der fulgte efter Muhammed-tegningerne, var. Et svar, der er blevet meget personligt, men ikke entydigt, fortæller han
På en rejse gennem Europa og Mellemøsten forsøger journalisten Karsten Kjær at finde svar på, hvad grundlaget for balladen, der fulgte efter Muhammed-tegningerne, var. Et svar, der er blevet meget personligt, men ikke entydigt, fortæller han
6. oktober 2007

"Papiret er hvidt og ret uskyldigt, indtil de sorte streger sættes."

Fortællerstemmen er Karsten Kjærs, en journalist med en mission. Han vil finde ud af, "hvordan i himlens navn det kunne ske for Danmark". Svaret er blevet en undersøgelse af baggrunden for balladen, der fulgte i kølvandet på Jyllands-Postens offentliggørelse af "de forbandede tegninger".

Karsten Kjærs film, De forbandede tegninger, er både en detektiv-rejse til Mellemøsten for at finde krisens centrale personer og en personlig film med Karsten Kjær som fortælleren:

"Jeg tager ud for at finde svar," siger han i filmen.

Personlig form

"Jeg har valgt den personlige form, fordi der ikke var nogen enkeltstående hovedperson i dette drama. Det var en kompleks historie, og der var flere årsager til, at det gik, som det gik. Man vil jo ofte gerne forenkle tingene, men ideen var at gøre det til en mere filmisk fortælling, hvor nogle af hovedpersonerne fik mulighed for at redegøre for deres holdninger. Samtidig er jeg det forbindende mellemled," fortæller Kjær.

"Jeg synes, at denne form er effektiv, hvis man kan engagere folk i historien," forklarer han.

I sine kommentarer undervejs tager Karsten Kjær samtidig eksplicit stilling til begivenhederne.

"Jeg bruger nysgerrigheden i den indre monolog. Jeg håber, det er med til at engagere folk i historien og samtidig sikre, at seeren er med undervejs."

En af oplevelserne er fra Istanbul. Karsten Kjær er taget ud for at tale med doktor Ihsanoglu, generalsekretær for den islamiske konference, OIC. Han spillede en central rolle i under Muhammed-krisen, hvor han kraftigt fordømte tegningerne.

I interviewet spørger Karsten Kjær direkte:

"Du har vel også et medansvar for, hvad der sker på gaderne i den muslimske verden?"

Doktor Ihsanoglu bliver meget oprevet, og han kræver, at Kjær trækker sit spørgsmål tilbage. Efter lidt diskussion klippes der, og fortællerstemmen beretter, at det gik lidt bedre med dialogen efter en god tyrkisk frokost, men at Ihsanoglu ikke ville påtage sig et ansvar.

- Hvorfor har du valgt at tage denne scene med?

"Det var der megen diskussion om. Det var faktisk et ønske fra redaktøren fra BBC. Det viser noget centralt om ytringsfriheden. At disse folk ikke er vant til at blive stillet kritiske spørgsmål eller at blive stillet til ansvar. Han bliver ophidset og truende," siger Kjær om interviewet, der næsten går i vasken.

"Det illustrerer jo hans holdning til ytringsfriheden. Det er jo et element af ytringsfriheden, at du har lov til at stille frække spørgsmål på en måde, der indikerer, at han burde tage et medansvar. Det er jo et spørgsmål, jeg stiller ham."

Men han beder dig om at trække det tilbage og undlade at bruge det?

"Efter klippet spørger jeg videre, jeg prøver at gøre spørgsmålet lidt blødere. Jeg har taget det med, fordi vi ikke afbryder interviewet. Han svarer til sidst, men på en måde, jeg ikke kan bruge. Et meget generelt svar: Ved en sådan demonstration som i eksempelvis Libyen, går folk hen til gamle kolonimagters ambassader for at vise deres protest. Ihsanoglu mener, at den skyldige er en underliggende fjendtlighed mod de gamle kolonimagter: altså kampen mellem Mellemøsten og Vesten."

Tvivlens nådegave

Karsten Kjær reflekterer undervejs - undrer sig, kunne man sige, for åben skærm. Og i sin slutkommentar forholder han sig blandt andet til konsekvenser for ytringsfriheden. Modsætningen mellem den stålsatte Anders Fogh Rasmussen på den ene side og de fundamentale muslimske kræfter på den anden er tydelig. Alligevel er konklusionen ikke sort og hvid - men nærmest både og.

"Jeg bryder mig ikke om de her entydige konklusioner. Der må gerne være klarhed undervejs, men jeg synes, man skal have tvivlens nådegave til slut, fordi tingene ikke er entydige. Der er sikkert nogle af de allermest rabiate af ytringsfrihedens korsfarere, som bliver lidt skuffede over, at jeg måske ikke fortsætter forsvaret for ytringsfriheden."

Kjær vil godt fremstille konfliktens klare modsætninger, men han vil også godt tage afstand fra bunken af kloge iagttagelser, der voksede dag for dag under filmens tilblivelse. Derfor ønskede han, at konfliktens centrale personer skulle have mulighed for at tale ud.

"Jeg slutter med at tilintetgøre den tegning, som har været den mest provokerende af dem alle, fordi jeg synes, at religionen som abstraktion er bedre end den tydeliggjorte tegning, hvor man står og peger fingre af folk."

"Slutningen er måske også det eneste sted i filmen, jeg giver en cadeau til det selvgode og de velmenende. De har jo ikke nogen stor rolle i denne film. Men jeg vil da gerne imødekomme dem, der med den løftede pegefinger kan komme og sige: Hvad sagde vi."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tøger Seidenfaden og Rune Engelbreth Larsen har med deres bog: ”Karikaturkrisen – En undersøgelse af baggrund og ansvar” givet en meget grundig, sober og objektivt gennemgang af krisen i 2006. Krisen var først og fremmest udlandets reaktion på mange års dansk ”værdikamp”. En række udenlandske ambassadører anmodede om et møde med statsministeren, for at kunne diskuterer den stigende xenofobi og islamofobi i Danmark. Man var med god grund meget bekymret for udviklingen i Danmark.

I stedet for at følge etiketten i internationalt diplomati og efterkomme ambassadørernes opfordring, forsøgte statsministeren, at score nogle billige indenrigspolitiske point ved at gå til pressen med historien. Det var en voldsom ydmygelse af ambassadørerne og deres respektive regeringer, og den krænkede part svarede som bekendt igen ved at organisere massedemonstrationer, vareboykot med mere vendt mod Danmark.

Denne nøgterne og objektive gennemgang af forløbet stiller unægtelig ikke regeringen eller statsministeren i noget flatterende lys for nu at udtrykke det meget mildt. Derfor opfandt statsministerens spindoktorer og den borgerlige presse i skøn forening myten om den danske ”Muhammedkrise”, der i al sin primitive enkelhed går ud på, at en række formørkede diktaturstater forsøger at knægte den danske ytringsfrihed og pressefrihed.

Nu har Karsten Kjær og hans bagmænd så åbenbart fået produceret en propagandafilm, hvormed man tilsyneladende vil forsøge at gøre myten om ”Muhammedkrisen” til en lurmærket officiel dansk historisk sandhed. Jeg synes dette mest af alt vidner om at regeringen efterhånden må være ganske desperat.

Regeringen er godt klar over, at alle løgnene om Danmarks store medansvar for overfaldet på Irak, de umenneskelige forhold i de danske flygtningelejre og alle løgnene og fortielserne i forbindelse med ”Muhammedkrisen” osv. på et tidspunkt vil komme for en dag. Man ved åbenbart godt, at det kun er et spørgsmål om tid før myten om ”Muhammedkrisen” bliver afsløret for den brede del af befolkningen, og med filmen forsøger man at forhale processen.

Man kan føre mange mennesker bag lyset en tid, men man kan ikke føre alle mennesker bag lyset hele tiden, for nu at citere en klog mand efter hukommelsen. Regeringens nye propagandafilm er simpelthen ikke andet, end et desperat og meget let gennemskueligt forsøg på at købe tid.

Nu er Karsten Kjærs film så blevet vist, og vi har alle haft en chance for at kunne konstatere, at den lever op til alle de bange anelser man kan have haft. Det er en tendentiøs og manipulerende propagandafilm, der ville kunne have gjort Dr. Joseph Goebbels grøn af misundelse.

Danmarks radio har efterhånden udviklet sig til at være en regeringsstyret propagandasender, der til forveksling minder om de tidligere statsstyrede massemedier i det tidligere Sovjetunionen.

Filmen er så primitiv og usaglig, at hvis man ikke vidste bedre, ville man simeplthen tro, at det var Ove Abildgård, der havde lavet den.

Ja, nu har også jeg set filmen som Karsten Kjær har lavet. Den er laver i Michael Moore traditionen, meget underholdende, og klippet sådan, at pointen står lysende klar for alle, skåret ud i pap: Det var de danske imamers rundrejse i Mellemøsten, som var årsagen til hele balladen.
Dette modsiges rent faktisk af det hændelsforløbet, og sådan som jeg selv husker husker hændelsesforløbet.

Blev vi klogere af at se denne film om 'tegningerne' - næ, det mener jeg ikke..
Jo, vist var det interessant at se Karsten Kjær rejse rundt i Mellemøsten og udfritte folk om det ene eller det andet, men vi kom aldrig rigtigt tæt på, hvorfor folk var så ophidsede over de her tegninger. Nærmest et svar kom vi måske? da den 81-årige mufti fra Quatar sagde noget om at muslimer også ville respekteres som mennesker mv. Det er som om Karsten Kjær og Vesten generelt ikke forstår, at i Mellemøsten ser og så man de her tegninger som et symbol for Vestens overherredømme over Mellemøsten (og den arabiske verden). I Malyasia og Indonesien skete der jo ingenting.
Filmen nævnte også Mozart's opera Idomeneo som blev aflyst i en måned eller to, men 'glemte' at nævne, at operaen dog blev opført senere.

Da Fogh sagde (i virkeliggheden, ikke i filmen), at nu var fårene blevet skilt fra bukkene, var vi mange, der undrede sig over om Fogh var Menneske-sønnen, der skulle frelse menneskeheden, thi sådan skal det jo være, ifølge en vis bog, når Menneskesønnen kommer tilbage ;) Og vi var også mange, der med Niels Hausgaard grundede lidt skægget, også det skæg vi ikke har ;) - og tænkte: 'eh - er det allerede nu -- det var lige godt sa--- eh jesusk'.

Men for at vende tilbage til filmen: Meget underholdende, men uden substans og reel information. Og uden en kommentar om at i Danmark anlagde muslimerne også sag og tabe, ligesom i Frankrig. Jeg ville f.eks. gerne have hørt mere på den 81-årige Mufti fra Quatar. Han har jo ret i at total frihed ikke eksisterer nogen steder i verden. Der er regler, vi skal følge. Og hvis vi ikke følger dem, selv i Vesten, bliver vi straffet. Ikke for at tegne Muhammed, men for at køre for hurtigt f.eks. eller for at køre uden sikkerhedssele eller for at gå i seng med vore døtre og sønner. (ikke at jeg går ind for det eller mener det er i orden mv., men det er jo det den totale frihed et eller andet sted kan give anledning til).

Hvis folk bare kan gøre som de har lyst til uden et samfunds opdragende regler, hvadenten dette samfund er en stats regler eller landsby's sociale regler, ja så risikerer vi altså at ende med Friedrichshof, hvor den 60-årig gammel mand går i seng med 12-13 årige unge piger. (og igen, dette er mig en vederstyggelighed og tjener udelukkende som illustrativt eksempel til at vise, hvad jeg mener oom hvad der kunne ske, hvis alle gjorde som de havde lyst til).

Filmen var åbenbart vinklet ud fra den tankegang, at muslimer i det store og hele ikke kan blive 'trustet' som det hedder på udenlandsk, og forsøgte at påvise, at islam er en religion som ansporer til de ting vi så i ske i filmen, afbrændingen af Dannebrog+ambassaderne mv., måske ikke bevidst, men alligevel en klar besked til seerne om at islam (og muslimer?) ansporer til dette. Måske Karsten Kjær skulle tage en lille tur til USA for at finde ud, hvorfor folk begår mord i Guds navn - i USA. Og alle muslimer i DK går altså ikke i moskeen om fredagen: der er måske 5-10% af muslimerne i DK, der går i moske om fredagen, men i filmen fremstilles det som om at alle muslimer i DK går i moske.

Som sagt filmen var meget underholdende, men kom ikke rigtigt i dybden med hvorfor Mellemøsten stod i brand...over 'de forbandede tegninger'.

/Karsten

Kære Karsten,

Jo, der skete noget i Indonesien under Muhammed-krisen. En avis udlovede en dusør. Ikke til den, der kunne slå flest danske bladtegnere ihjel, men til den, der kunne lave den bedste tegning af dronning Margrethe som gris. Rart at se, at også muslimer kan have humor...

http://hjernevasken.smartlog.dk/muhammed-krise-igen-post112387

PS. Grunden til, at det forløb så relativt fredeligt i Indonien, var jo nok den, at her nåede de danske imamer ikke ud på deres rundrejse, hvor de spredte had og løgne om Danmark.

Karsten Aaen:

”Som sagt filmen var meget underholdende, men kom ikke rigtigt i dybden med hvorfor Mellemøsten stod i brand...over 'de forbandede tegninger'.”

Som Karsten så rigtigt siger, så kom filmen ikke rigtig i dybden med ”hvorfor Mellemøsten stod i brand over ”de forbandede tegninger”. Grunden skal nok søges i at dette simpelthen ikke ville kunne lade sig gøre. Hele udgangspunktet for filmen er forkert. Uanset hvor mange gange man i filmen og i den borgerlige presse bliver ved med at gentage at krisen skyldtes nogle karikaturtegninger, bliver det altså ikke til sandhed af den grund.

Mellemøsten stod netop ikke i brand over nogle ligegyldige tegninger. Mellemøsten stod i brand fordi statsministeren og udenrigsministeren havde ydmyget en række udenlandske regeringer, der ønskede at diskutere det betændte forhold der eksisterer i Danmark til indvandrere, ikke mindst de muslimske. Det er dokumenteret sort på hvidt.

Som filmen faktisk påviser, var det regeringerne i de forskellige lande, der stod bag aktionerne rettet mod Danmark og det gjorde de, naturligvis fordi man var blevet enige om at Danmark skulle have en lærestreg. Ikke fordi en avis havde trykt nogle ligegyldige tegninger, men fordi en lilleputstat som Danmark ikke skulle slippe godt af sted med at forhåne de udenlandske regeringer og diplomater der repræsenterer den muslimske verden, hvilket vil sige mere en 1 milliard mennesker.

Da der for nyligt blev offentliggjort krænkende tegninger i Sverige, opstod der netop ikke nogen krise, og det viser med al ønskelig tydelighed, at det ikke var Jyllands Postens tåbeligheder, der i sig selv var årsagen til krisen i 2006.

Kære Per,

Mener du helt alvorligt, at hvis statsministeren havde meddelt sit budskab til ambassadørerne mundtligt i stedet for skriftligt, så havde der ikke været nogen Muhammed-krise?

Hvis du svarer ja: Hvordan kan du vide det?

En dansk myte fødes foran vore undrende øjne:

En ny Niels Ebbesen - nu, i overensstemmelse med nutidens helteopfattelse, kke en ridder, men en journalist, Flemming Rose - trodser udlandet efter at - og nu kommer det - han intetanende med et glimt i øjet (ifølge myten) har offentliggjort tegninger af Profeten (en åbenlys og soleklar krigserklæring, hvad han naturligvis godt ved i virkeligheden) og - tilbage i myten - med stor forbløffelse bliver vidne til helt uventede reaktioner.

Danskerne står nu sammen som aldrig før, hedder det, med hovedrysten ser vi vort flag blive afbrændt på TV, men ædelmodigt undlader vi at sætte militæret ind mod de formastelige, efter at USA har nægter det tapre lille land sin støtte. Jo, "we like to make fun",som Fogh "forklarede".

Karsten Aaen, den der med se til USA, se til vestlige lande, her har vi heller ikke 'frihed' er bare lidt for banal.
Den basale hovedforskel er at vi - om ikke andet - har mulighed for at diskutere og kritisere holdninger. Der er ikke noget der er 'helligt'.
Problemet i de islamiske lande er at mennesker, ja faktisk også muslimer, der ønsker eks. at diskutere den dominerende literale tolkning af Koranen m.v., bliver truet på livet.
Denne holdning sætter automatisk en grænse for hvad man kan diskutere og hvad man kan udtrykke.
Hvis du ikker på vores historie vil du se, at fremskridt og demokrati er gået hånd sammen med udvidelsen af hvad man legitimt kan snakke om.

Det er rigtigt, at vi har mere frihed i Danmark end i de muslimske lande.

Men derfor behøver vi jo ikke prale med det fra morgen til aften.

Naturligvis kunne J-P og deres statsminister forudsige en voldsom reaktion; desuden er der vel ingen ved deres fulde fem, der opfatter tegningerne som vittigheder; hvem slår en befriende latter op ved synet af en bombe i en turban? Selv ikke en dansker.