Læsetid: 4 min.

Indre og ydre billeder

Hvor kommer de fra, hvor skal de hen, og hvorfor vil de egentlig mødes lige på det sted?
Kultur
13. oktober 2007

Jeg havde en dag i hovedstaden her forleden. Eller et par timer at slå ihjel, som man siger, og hvordan er det nu lige, man gør det?

Jeg kom i tanker om, at der var en udstilling af Jørgen Haugen Sørensens skulpturer på Statens Museum for Kunst, så der styrede jeg hen.

Det var et stykke tid siden, jeg havde været der sidst, og jeg vidste, at der var sket forandringer - at ophængningen af museets egne værker var ændret, helt bortset fra at anstalten havde skiftet direktør.

Og det var jo helt fantastisk. Det var ligesom at være på ferie hos tante Kis og onkel Max på Dosseringen og gå på isbar med min fætter. Det var endda gratis - bortset fra særudstillingen af nordisk landskabsmaleri - og der var mange mennesker.

Hvor storme blæser blod

Jeg havde helt glemt, at Haugen bruger sjask, strint og pletter af farve på sine dyriske elementarskulpturer, sine plastiske manifestationer af drift. Det gør dem levende på andre måder og planer, de ikke bare nærmer sig maleriet, men er maleri, bare ikke på lærred, pap, træ eller masonit, men på stof af mindst tre dimensioner. Det gør dem måske også mere fortællende.

I hvert fald fik de mig til at tænke på onde gamle onkel William Seward Burroughs og hans bloddryppende nøgne totalfrokost. De sammenpressede eller flåede kranier i lange rækker, med fingre presset ind i øjne, ører og næsebor. De daskende kønsorganer, og i det hele taget den verden, Jørgen Haugen Sørensen lever i, hvor stærke storme blæser blod. Som en stor vind, der flår alle facader op, så man kan se ind bagved og i et frosset øjeblik konstatere, hvad hver enkelt af os sidder med på spidsen af gaflen.

Der var indtil flere forældre, der lod de små komme tæt på de ekspressivt og besynderligt melankolsk makabre objekter med deres klare små øjne, og jeg ville så gerne vide, hvad de ser, men jeg ved det ikke, og jeg kan ikke huske, hvad jeg selv så, første gang jeg så den slags. Der er løbet for meget sprog gennem ørerne siden da, og det har farvet øjnene, der ser.

Det er for os allesammen

Videre så. Nu da jeg havde det par timer, og de helt klart ikke sådan uden videre ville lade sig slå ihjel. Til de øvrige sale, resten af det store museum.

De nye ophængninger har fra en del sider været kritiseret for deres populisme, eller hvad man nu har kaldt det. For at man i den dårlige belysning (sparepærer) ikke for alvor skulle kunne fordybe sig i farverne. Fordi der hænger alt for mange billeder på væggene, som i de gamle italienske palæer, hvor det er en families sammenskrabede billedgods, der skal hænge fremme, så de små grever og grevinder og deres grevelige legekammerater kan spadsere rundt i deres stiveste krinoliner og lade sig danne til store, voksne grever og grevinder, fyrster og ministre, der kan holde saloner og debatter. Men det her er så noget andet alligevel. Det er for os allesammen. Vi har selv betalt det over skatterne og så videre, og nu har vi altså det par timer i hovedstaden, ikke?

Den har bare at stå på hovedet for os, hvis vi vil have det.

Den skal vise os, skal den. Ikke bare Haugen eller det nordiske landskabsmaleri med min gamle favorit Akseli Gallen-Kallela i spidsen, men alt det, museet har. Hele kramkisten og skatkammeret.

Og sådan set det ud, moster Kis og onkel Max! Selv om der er nogen, der siger, at det ikke passer. For selvfølgelig har ophængingen sine bagtanker, når den lader moderne eller nyere værker tematisk indgå i sammenhæng med ældre, fordi de altså, siger nogle, siger det samme, handler om det samme, taler om det samme eller om noget godt nok forskelligt, men så på de samme måder, med samme midler eller samme slags.

Det, den er

Indvendingen er så, at perspektivet bliver forrykket, eller man bliver forrykt af at glo på det, fordi tiderne bliver vredet af led, så de kan passe sammen. Fordi kasserne i kunsthistorien store skuffedarier bliver brudt op, som om Jørgen Haugen Sørensens blodstorm havde flået fineren i spåner, og ud springer billeder fra forskellig tid, ud på væggene, og de har store vægge på Statens Museum for Kunst, så man kunne gå hen og få den ide, at kunst først og fremmest er nu, hvad man ser lige nu, og at den foregår, mens man ser den. At det er det, den er.

Nu mens man har de her tre-fire timer i hovedstaden, som man ikke får igen lige med det samme, og at det på en eller anden måde måske er vigtigere end kunsthistorikernes og andres fortvivlede og ofte malplacerede forsøg på i ord at beskrive, hvad der sker, hvor former og farver flyver.

Bent Vinn Nielsen, fast skribent på denne plads, er de næste uger afskåret fra at skrive Vinn & Skæv, fordi han har brækket en arm. Derfor vikarierer hans forfatterkollega Peter Laugesen indtil videre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her