Læsetid: 3 min.

Inuktitut - ligesom menneskene

Eskimoiske sprog tales over hele polarområdet fra Grønland til Sibirien. Nogle af sprogene burger et enestående stavelsesalfabet som er officielt i flere selvstyrende områder
Eskimoiske sprog tales over hele polarområdet fra Grønland til Sibirien. Nogle af sprogene burger et enestående stavelsesalfabet som er officielt i flere selvstyrende områder
26. oktober 2007

På Baffin Island højt oppe i arktisk Canada ligger der en lille eskimoby, Iqaluit. Med sine 6.000 indbyggere er den både største by og hovedstad i landet Nunavut. Tidligere hed byen Frobisher Bay. Her fandt den første kendte kontakt mellem inuitter og europæere siden vikingerne sted i 1576.

Nunavut blev skilt ud fra Canadas NorthWest Territories 1. april 1999. Med et areal på to millioner kvadratkilometer er det Canadas største administrative enhed, kun lidt mindre end Grønland. Det er også den tyndest befolkede, kun omkring 30.000 mennesker, langt hovedparten af dem inuitter. Hele landet er tundra, med lidt skov i det sydvestlige hjørne og evig is i de nordlige højder.

Syd for Nunavut ligger landet Nunavik ('Landet man kan leve i') som også er eskimoisk og udgør den nordlige tredjedel af provinsen Quebec. Her lever lidt over 10.000 inuitter fordelt på en lille halv million kvadratkilometer. Og syd for Nunavik ligger Nunatsiavut ('Vort smukke land') som er en del af Labrador. Det er ganske lille, kun dobbelt så stort som Danmark

Ordet nuna - som også indgår i det grønlandske selvnavn Kalaallit nunaat - betyder 'land'. Ordet inuit betyder 'menneske' og sprognavnet inuktitut 'ligesom menneskene'.

Inuktitut

Inuitsprogene udgør et dialektkontinuum hvor nabodialekten er forståelig hele vejen fra Grønland over Nordcanada og Alaska til Tjukotkahalvøen i Sibirien. Men sprogene i yderkanten, kalaallisut (grønlandsk) og inupiaq (alaskaeskimoisk), er ikke indbyrdes forståelige. Den sibiriske variant, sirenik, er snart uddød, der er kun et par dybt alkoholiserede gamlinge tilbage der kan det. Disse sprog skrives dels med latinske bogstaver, som f.eks. grønlandsk, dels med et unikt kanadisk stavelsesalfabet.

Evans' 'alfabet'

Nunavut har hele fire officielle sprog: Inuktitut og inuinnaqtun, engelsk og fransk. Inuinnaqtun er også et eskimoisk sprog, nært beslægtet med inuktitut, men skrives med latinske bogstaver. Inuktitut skrives med begge alfabeter, og alle offentlige dokumenter i Nunavut skal både foreligge på inuktitut med latinske bogstaver og med stavelsesskrift. Det ene inuktitutsamfund bruger 'bogstaver', det andet 'stavelser', alt afhængig af hvilke missionærer de har haft.

I 1840 konstruerede metodistmissionæren James Evans et stavelsalfabet til indianersproget cree. Han var inspireret af stenografien, et skriftsystem som gør det muligt at skrive i talehastighed, og som derfor blev brugt til at skrive forhandlingsreferater og den slags med, før båndoptageren blev opfundet.

Evans' alfabet blev en stor succes og bruges i dag i mange forskellige udgaver til en række sprog der tilhører tre forskellige sprogfamiljer: eskimoiske, algonquin og athabaskiske. Det er en enestående og unikt canadisk form for skrift.

Myndighederne var ikke særlig glade for Evans' opfindelse. De havde foretrukket at han havde skabt et latinsk alfabet så de indfødte blev 'forberedt på at skifte sprog til engelsk'. Men de berørte befolkninger tog alfabetet til sig og gjorde det til en vigtig identitetsmarkør. Derfor findes der selvfølgelig også en myte om at det canadiske stavelsesalfabet i virkeligheden er en indfødt opfindelse som missionærerne bare har taget æren for.

Stavelsesalfabetet bruges ikke af alle eskimosamfund. Om de bruger det eller ej afhænger af hvilken kristen sekt de blev 'civiliseret' af. I Grønland skabte missionærerne et skriftsprog baseret på europæiske bogstaver, så der bruges Evans-alfabetet ikke.

Nunavut har ladet sig inspirere af Quebecs drakoniske sproglove. Et nylig fremsat lovforslag indeholder blandt andet det berygtede krav om bogstavernes størrelse som Dansk Folkeparti også vil have skal gælde i Danmark. Al skiltning i Nunavut skal (også) være på inuktitut, og inuktitutbogstaverne skal være størst.

Et lignende forslag er fremsat til Landstinget i Grønland med krav om at den danske skiltning i Grønlands administration ikke må stå alene, hvad den ofte gør. Der skal også være grønlandsk tekstning. Her er der dog ikke noget krav om bogstavernes størrelse.

$SUBT_ON$Atanarjuat

Nunavut har frembragt en storslået spillefilm. Zacharias Kunuks Atanarjuat (Hurtigløberen, 2002) foregår på Baffin Island i det yderste arktiske nord, en dramatisk, men noget langtrukken tretimers historie om kærlighed og hævn som udspiller sig i et fantastisk landskab af sne, is og sten.

Atanarjuat er helt og holdent skrevet, redigeret og spillet af indfødte. Og hele dialogen er på inuktitut. Atanarjuat er blevet noget af en kultfilm og fås på dvd med undertekster på en række sprog, deriblandt dansk.

Canadas selvstyrende inuitområder Nunavut, Nunavik og Nunatsiavut har deres rod i den verdensomspændende bevægelse blandt indfødte befolkninger som begyndte i 60'erne med krav om retten til egen jord. Og Canada har nu samme problem som Danmark i forhold til Grønland. De arktiske olierigdomme der nu bliver tilgængelige efterhånden som klimaopvarmningen tager til, hvis er de? Hele Canadas eller inuitternes?

sprog@informaiton.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"De arktiske olierigdomme der nu bliver tilgængelige efterhånden som klimaopvarmningen tager til, hvis er de? Hele Canadas eller inuitternes?"

Interessant spørgsmål, som også gælder for Grønland i forhold til Danmark. Ligesom med Québec (hvor tilhængerne af løsrivelse trods alt tøver lidt, og snakker om "souveraineté" hellere end om "indépendance"), som meget muligt stemmer for "uafhængighed" fra Canada, kommer det an på det forhold de forskellige inuitlænder har til Canada. Hvis de vil blive fuldt ud uafhængige, med sæde i FN osv., kan man argumentere for, at de skulle blive enerådige på deres egne olieresourcer osv. Faren er, med de nuværende tilstande i verden ang. økonomisk og militær magt, at de bliver derved overrumplet af stor olieinteresser osv. fra USAs side, hvor man også interesserer sig i området fra et militærstrategisk sysnpunkt.

Hvis de derimod vælger at blive som delstater af henholdsvis Canada og Danmark, er det måske rimeligt at disse lande gøre krav på en andel af mineralrigdomme, som evt. forkommer, som gengæld for diplomatisk og militært beskyttelse. Problemet forbliver om hvor stor andelen skulle være.