Læsetid: 4 min.

Justitsminister beskyttede Blekingegade-banden

Stærke politiske kræfter blokerede flere gange for afsløringen af Danmarks største politiske forbryderbande. Herhjemme var det først og fremmest Justitsministeriet, som spændte ben for opklaringen af den lange række bankrøverier, som gruppen begik 1980'erne, men også PET gjorde sit til at forhindre afsløringen af Blekingegade-banden, hævder ny bog
24. oktober 2007

Opklaringen af den legendariske Blekingegade-sag blev saboteret fra allerhøjeste sted. Det fremgår af en ny bog, som journalisten og forfatteren Peter Øvig Knudsen udgiver om få dage. I andet bind af hans saga om den venstreorienterede forbryderbande fremlægger han en række helt nye oplysninger om, hvordan opklaringen af bandens mange forbrydelser blev saboteret af blandt andre det danske justitsministerium.

Det skete, da justitsminister Erik Ninn-Hansen (K) i 1983 nægtede at bede Frankrig om at udlevere to mistænkte palæstinensere og seks millioner danske kroner, som viste sig at stamme fra et af de bankrøverier, som Blekingegade-banden begik for at skaffe penge til den palæstinensiske organisation Ifølge Øvig forhaler og forkludrer franskmændene i det hele taget undersøgelsen af de danske pengesedler for fingeraftryk. I bogen forklarer Øvig de franske myndigheders modvilje mod at hjælpe Lyngby politi med politiske og diplomatiske hensynFolkefronten til Palæstinas Befrielse, PFLP.

I dag kan Erik Ninn-Hansen godt huske, at han blev orienteret om det såkaldte Lyngby-røveriet der var Danmarkshistorien hidtil største, men han har "ingen erindring" om den videre sagsbehandling - herunder Lyngby politis gentagne anmodninger om at få udleveret de to mistænkte og pengene, skriver Øvig.

"Og det må fortsat være mit svar," siger den nu 85-årige Erik Ninn-Hansen til Information.

En række anonyme embedsmænd, som er interviewet til bogen, understreger imidlertid, at en så vigtig beslutning nødvendigvis er taget på allerhøjeste plan, dvs. af Ninn-Hansen eller nu afdøde departementschef Niels Madsen.

Politiske hensyn

Den 33-årige Mohammed Toman og hans rejsefælle Ghazi Massoud blev pågrebet, da de den 26. marts 1983 forsøgte at smugle seks millioner danske kroner om bord på Air France rute 142 fra Paris til Damaskus. De mange 500- og 1.000-kroner sedler var gemt i kufferter og syet ind i foret på en anorak, som den ene bar over armen. De to palæstinenserne, der var velkendte medlemmer af PFLP - Toman var leder af frontens aktiviteter i Vesttyskland, mens Massoud var ansvarlig for aktiviteterne i hele Vesteuropa - hævdede at pengene var indsamlet i Frankrig, men undersøgelser gennemført af de franske myndigheder viste senere, at pengene stammede fra et bankrøveri i Lyngby, som Blekingegade-banden stod bag.

I løbet af foråret og sommeren 1983 udstedte Lyngby Ret flere retsanmodninger om udlevering af de to formodede hælere og de seks millioner kroner. Anmodningerne, der var udstedt efter ønske fra Lyngby Politi, blev imidlertid aldrig videresendt til Frankrig.

Af dokumenter, somØvig har haft adgang til i Udenrigsministeriets arkiver fremgår det, at retsanmodningerne fra Lyngby aldrig nåede længere end det danske Justitsministerium. Her blev de arkiveret lodret - i stedet for at blive sendt til Paris via Udenrigsministeriet.

Forklaringen på, hvorfor Justitsministeriet valgte at sylte retsanmodningerne fra Lyngby har Øvig ikke fundet nedskrevet noget sted, bl.a fordi Justitsministeriet har destrueret sine arkiver fra perioden. Men ifølge flere af ministeriets daværende embedsmænd "gik der politik i sagen." Det udtryk dækker ifølge Øvig over, at Justitsministeriet ikke ønskede at have to kendte PFLP'ere siddende i et dansk fængsel. PFLP's forkærlighed for flykapringer og bombeattentater i 1970'erne var stadig i frisk erindring. Desuden blev Europa i de år hjemsøgt af en række bombeattentater og gidselaktioner, blandt andet udført at den tidligere PFLP-terrorist Carlos. Det officielle Danmark var med andre ord bange for en eventuel hævn eller befrielsesaktion, konkluderer Øvig.

Effektiv mundkurv

Også PET besværliggjorde i flere tilfælde opklaringen af Blekingegade-sagen, fremgår det af Øvigs bog. Efter røveriet i Lyngby giver PET ganske vist Lyngby Politi et tip om, at de skal lede efter gerningsmændene blandt en lille gruppe hårdkogte maoister på den yderste venstrefløj. Lyngby Politi får udleveret navnene på de fire kernemedlemmer af gruppen og får lov at gennemlæse dele af PET's materiale, om Appel-gruppen, som tjenesten kalder den med henvisning til grundlæggeren, Gotfred Appel.

Kriminalpolitiet får imidlertid strenge pålæg om ikke at bruge materialet og om ikke at orientere hverken de menige politifolk eller offentligheden om det nye spor. To kriminalassistenter får lov til at gennemgå materialet, men de må hverken kopiere eller medtage papirer eller fotos af de mistænkte.

Betingelserne betyder, at Lyngby Politi i praksis får overordentlig svært ved at efterforske sagen. De mangler f.eks. billeder af de mistænkte, som de kan vise vidner til Lyngby-røveriet, og da de to betroede kriminalassistenter på et tidspunkt tager til Frankrig for at forhøre Mohammed Toman og Ghazi Massoud, er der også en række begrænsninger, denne gang nedlagt af de franske myndigheder. F.eks. må de to danske politifolk ikke stille spørgsmål om de danske millioner, den slags spørgsmål skal stilles af den franske undersøgelsesdommer, lyder beskeden.

Ifølge Øvig forhaler og forkludrer franskmændene i det hele taget undersøgelsen af de danske pengesedler for fingeraftryk. I bogen forklarer Øvig de franske myndigheders modvilje mod at hjælpe Lyngby politi med politiske og diplomatiske hensyn. Frankrig var angiveligt interesseret i at bevare et nogenlunde godt forhold til PFLP, der flere gange havde hjulpet Frankrig med at få frigivet franske gidsler i Libanon. Og ligesom Danmark var Frankrig tilsyneladende ikke interesseret i at have PFLP'ere til afsoning p.gr.a. risikoen for befrielsesaktioner og terrorangreb.

Det løber desuden som en rød tråd igennem bogen, at PET's interesse i at overvåge PFLP-miljøet i Danmark - og levere oplysningerne videre til bl.a. Israel, betød, at tjenesten og Justitsministeriet var uvillige til at hjælpe Lyngby politi med at få pågrebet forbryderne. Under alle omstændigheder blev konsekvensen, at Blekingegade-banden fik seks år mere til at smugle våben, røve banker, organisere kidnapninger og dræbe en ung politimand.

Peter Øvig Knudsen - Blekingegaen 2, 528 sider, 299 kr. Gyldendal, udkommer 1. november

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu