Læsetid: 6 min.

Kærlighedens smerte

'Det er bare skønt at være sammen med nogen, der ved, hvad de vil,' siger Søren Pilmark om Nils Malmros, der på tredje år er i gang med optagelserne til sin nye film, 'Kærestesorger', hvori skuespilleren har en lille, men vigtig rolle
Engagement. Hvis folk har en idé med det, de laver, og vil noget, så bliver jeg lidt blød i knæene og siger, -hold kæft, hvor er det godt.- Så giver man sig i hans vold, siger skuespilleren Søren Pilmark om samarbejdet med Nils Malmros, der her instruerer en scene i sin nye film -Kærestesorger.

Engagement. Hvis folk har en idé med det, de laver, og vil noget, så bliver jeg lidt blød i knæene og siger, -hold kæft, hvor er det godt.- Så giver man sig i hans vold, siger skuespilleren Søren Pilmark om samarbejdet med Nils Malmros, der her instruerer en scene i sin nye film -Kærestesorger.

Martin Dam Kristensen

26. oktober 2007

"I skal se tættere på kameraet. Ikke i kameraet eller på den anden side af kameraet. Og husk, det er Hamlet, I ser. Husk nu, at det, I ser på scenen, er alvorligt. Ikke se i kameraet."

Øverste balkon, Aarhus Teater. Nils Malmros er i fuld gang med at instruere både skuespillere og statister i en scene fra sin kommende film, Kærestesorger, hans 10. og ligesom de fleste andre af hans film selvbiografisk.

Året er 1963, og studenterforeningen Minerva er i teatret for at se Hamlet, og filmens hovedperson, gymnasieeleven Jonas - Malmros' alter ego, spillet af Thomas Ernst - sidder uroligt blandt sine kammerater og skal pludselig få øje på sin kæreste Agnetes far (Søren Pilmark), som sidder nede i selve salen. Det er foruroligende af grunde, som Malmros helst ikke vil ud med.

Kærestesorger er en slags efterfølger til Kundskabens træ, der handlede om en flok drenge og piger i folkeskolen og ligesom den nye film blev optaget over flere år for at lade de unge skuespillere blive naturligt ældre. Og nu er de ved at blive voksne og oplever for alvor kærlighedens smerte, når de forelsker sig, bliver jaloux og føler sig svigtet. Som Jonas, "der er sur, fordi han er blevet snydt af Agnete, fordi hun sammen med sin intellektuelle ven, Toke, hellere vil over på Svalegangen og se Beckett og derfor efterlader Jonas og Hamlet på Aarhus Teater," siger den århusianske instruktør, der har skrevet manuskriptet sammen med sin faste samarbejdspartner, John Mogensen.

Detailinstruktion

"Jonas, du skal sidde mere uroligt," siger Nils Malmros til sin unge hovedrolleindehaver, som han konsekvent kalder ved rollenavn.

"Du er urolig, Jonas, men ikke noget med at tage hånden op. Ikke skære ansigt. Det er en mand, der hoster, og så får du øje på Agnetes far. 'Hva' dælen!' Lidt mere forundret. Ja, det er fint.'"

Nils Malmros er næsten berygtet for sin perfektionisme og detailinstruktion af sine skuespillere, både unge amatører og ældre professionelle. Han har hele filmen i hovedet, når optagelserne begynder, og han ved, hvordan replikkerne siges, og hvordan skuespillerne ser ud, når de siger dem. Han ved, hvordan de skal bevæge sig, og hvor både de og kameraet skal stå.

I en pause fortæller Søren Pilmark - der i år kan fejre sit 30 års jubilæum som skuespiller; han blev uddannet på netop Aarhus Teater - om oplevelsen med at arbejde med Malmros.

"Han er sindssyg," siger Pilmark, "men sød. Hvis folk har en idé med det, de laver, og vil noget, så bliver jeg lidt blød i knæene og siger, 'hold kæft, hvor er det godt.' Så giver man sig i hans vold. Det kan godt være, at manden er idiot, men Nils vil noget i så høj grad, at man siger, 'det der skal jeg bare bakke op om.' Han er så dedikeret til sit arbejde, og det er planlagt ned i mindste detalje i så høj grad ... det er bare skønt at være sammen med nogen, der ved, hvad de vil, og så kan man jo kun hjælpe og støtte. Og det er måske det, der skal til for at være genial, at man fuldstændig uden slinger i valsen følger sine idealer og netop er dedikeret."

Nils' univers

"Egentlig er jeg - tro mig eller lad være - ligeglad med, om det bliver noget lort, fordi Nils vil gerne have det sådan, og han har tænkt det igennem. Han kan argumentere for sin vision, hvilket jo også gør ham mindre sindssyg."

En af skuespillerens første filmroller var i en 31 år gammel tv-produktion af Malmros, Kammesjukjul, så han havde fornemmelsen af, hvad han gik ind til, da han sagde ja til Kærestesorger.

"Jeg havde jo også set nogle af de ting, han havde lavet, og de er jo meget radikale eller strikse," siger Søren Pilmark.

"Det er jo Nils' univers, og man kan mærke Nils' ånd eller hans ånde, havde jeg nær sagt, hans penselstrøg."

Det er ikke nogen stor rolle, Pilmark har i Kærestesorger, men den er, siger han, "tilpas stor til, at der er mulighed for at give billedet af et menneske, der er i periferien af hovedhistorien, og som, bilder jeg mig ind, er med til at give en farve eller en temperatur til hele fortællingen. Det bliver ikke bare en funktion - man kommer ind med et brev - som er det kedeligste at spille, og hvor man lige så godt kunne tage en anden."

Han smiler.

"Idioten sagde til mig, 'Søren, du spiller jo på klaver. Jeg vil gerne have, at du spiller det her stykke på klaver.' Og jeg kan ikke spille på klaver. Jeg kan snyde rimeligt mange, men jeg kan ikke læse noder. Så gav han mig to sider noder med et kompliceret klassisk stykke. Jeg spurgte, 'mener du det?' 'Ja,' sagde han, 'og problemet er, at jeg ser dine hænder på flygelet, fordi, jeg synes, at det er rigtig flot, at det er dig, der spiller.' Det bad han mig om for fire måneder siden, og jeg sagde, 'fint, jeg skal nok lære det.' Og jeg har terpet og terpet og kan det. Og så ringede han en uge før optagelserne ... nej, det gjorde han sgu ikke engang. Der var jeg ved at kvæle ham, på den sødeste måde. Han sagde, 'ved du hvad, det har jeg glemt at sige til dig. Vi ser det ikke alligevel.' 'Hvad sker der,' tænkte jeg. Men et eller andet sted kunne jeg ikke lade være med at grine."

Fuldstændig udsolgt

Efter at have optaget færdig på balkonen vendes kameraet mod salen, hvor de festklædte statister skal placeres, så det ser ud, som om der er helt udsolgt denne aften på Aarhus Teater. Også Hamlet og Ofelia kommer på scenen, og en ivrig Nils Malmros drøner rundt mellem statister og de to skuespillere på scenen i et forsøg på at få styr på alle detaljer. Han støder ind i et mikrofonstativ og en lampe og ser helt forundret ud over, at de netop stod lige dér.

"Jeg vil lige sige, at den råfilm, vi bruger, er skidedyr, så for lange pauser og indledninger efter at jeg har sagt 'værsågod', går altså ikke," siger han til Hamlet og Ofelia og øver scenen igennem med dem.

At det lige er blevet Hamlet, som Minerva skal se, har at gøre med, at Malmros som dreng ikke fik lov til at komme med sine forældre og ældre søskende i teatret og se Hamlet med Ebbe Mørk. De mente, at han var for lille. I stedet hørte han en transmission af stykket i radioen, hvilket greb ham så meget, at han selv satte stykket op i det teater, han byggede i forældrenes kælder.

"Jan, kig! Jan, kig!" råber Malmros begejstret op til sin faste filmfotograf, Jan Weincke, der står på balkonen og kigger ned i salen gennem kameraet.

"Det er flot, Nils," siger han, "der er fuldstændig udsolgt."

De 70 statister, som fylder ca. en femtedel af salen, griner.

"Klar til en prøve," siger Malmros, der nu er oppe på balkonen sammen med Jan Weincke, "og se aldrig nogensinde herop."

Hamlet og Ofelia begynder at spille. På et tidspunkt hoster en person i salen, og det er meningen, at Søren Pilmark som Agnetes far, der sidder midt i salen og er dybt optaget af stykket og af at notere på sin blok, skal vende sig om og stirre vredt på vedkommende. Det gør han så.

"Det er lige lovlig uroligt, Søren," siger Malmros.

"Nej, nej, nej, hende, der sidder ved siden af Søren, som hedder Marianne, må ikke smile."

Lidt senere, da den del af scenen er optaget færdig, får Malmros en af statisterne til at hoste et par gange til ære for lydmanden - så har han noget at bruge i den færdige film.

"Flot, tak," siger han og kaster sig ivrigt over næste udfordring, mens Pilmark, der er færdig med sit arbejde på filmen, går rundt og siger farvel.

Kærestesorger har premiere til næste år

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu