Køns-identitets-forstyrrelse - en klinisk diagnose fra grænselandet mellem M/K. "Jeg forstår verdens forvirring over mig, men vælger at fejre den," siger 'kønsmonster' Misster Scratch Pervert. Scratch vil ikke diagnosticeres. "Jeg kan være begge køn eller ingen, eller mere af det ene end det andet. En modsætning, en overgang. Omskiftelig," siger Scratch, der identificerer sig som 'transkønnet' eller 'kønsfri'. "Jeg vil kunne antage et hvilket som helst kønstegn eller afvise dem alle," siger Scratch.
Mennesker som Scratch forstyrrer kønsordenen. Men i modsætning til mange, der er ukomfortable med det køn, de er blevet tildelt ved fødslen, ønsker Scratch ikke at skifte til det 'modsatte køn', men vil forblive i grænselandet og konstant udfordre stereotyperne.
Psykisk lidelse
"Vi er ikke forstyrrede!" lød parolen til en international protest i Barcelona i oktober, der krævede diagnosen Gender Identity Disorder afskaffet: "At opbygge sit køn uden for de normer, som lægevidenskaben og regeringer har etableret, betyder ikke, at vi er forstyrrede. Vi vil have ret til at bestemme over vores egen krop, og vi kræver, at sygeliggørelsen af trans-identiteter ophører."
I 1980 blev homoseksualitet fjernet fra den internationale liste over psykiske lidelser. Men transseksualitet står fortsat på listen. "Først var vi 'syge', da vi var kvinder og lesbiske, og så blev vi 'raske', da homoseksualitet ikke længere blev set som en sygdom. Nu, hvor vi har skiftet køn, er vi så pludselig 'syge' igen. Det er jo latterligt," siger Johnny Erschens fra Alternative Maskuliniteter, et netværk for folk, der er født som kvinder, men identificerer sig maskulint.
Ole Andersen fra Sundhedsstyrelsen ved ikke, hvorfor transseksualitet stadig står som en adfærdsforstyrrelse på listen over psykiske lidelser i det internationale diagnosesystem ICD10. "Det er nok et holdningsspørgsmål i samfundet. For dem, der ønsker behandling, kan en diagnose vel være en hjælp. Men for dem, der ikke gør, må det være stærkt ubehageligt at få diagnosticeret en personlig oplevelse af sin identitet," siger Ole Andersen, der også studser over, at 'fetichisme' optræder som diagnose i afsnittet 'Forstyrrelser i personlighedsstruktur og adfærd' i ICD10. "Det er jo ikke noget, vi ellers blander os i," siger Ole Andersen.
Kriterierne for diagnosen Gender Identity Disorder (GID) er blandt andet en stærk og varig trang til at identificere sig som det modsatte køn og et vedholdende ubehag ved sit biologiske køn eller de sociale forventninger, der hører til. Under GID hører forskellige underdiagnoser, som f.eks. NOS - Not Otherwise Specified (ikke nærmere specificeret).
Grænseland
Et fuldstændigt kønsskifte giver i vidt omfang mulighed for at forsvinde i mængden af 'normale' M/K'er. Det er dog langt fra alle, der ønsker at blive optaget i det gængse kønssystem.
"Der er mange som mig, der ikke passer ind i stereotyperne og ikke vil placeres i en kategori. Jeg er ikke en pige, der gerne vil være en dreng. Jeg er, som jeg er - stærkere og klogere for hver dag," siger Scratch, der ikke stoler på det officielle behandlingssystem, fordi det fratager folk retten til selv at definere deres kønsidentitet.
"Måske vil jeg gerne bruge hormoner eller operationer i min forvandling, men jeg ønsker ikke at passere i biologisk forstand. Jeg vil bare være alt, hvad jeg ønsker, men det finder verden uacceptabelt," siger Scratch, og spørger:
"Hvorfor vil folk vide, hvordan mit køn hænger sammen med, hvem jeg elsker og har sex med? Det gør det ikke."
Transfobi
Nogle transseksuelle ser diagnosen Gender Identity Disorder som en fordel, fordi et sygdomsstempel medfører nogle officielle rettigheder til behandling, som f.eks. operation eller hormoner.
Men de rettigheder kan være dyrekøbte, siger Sam Winter, professor ved Hong Kong Universitet. Han har forsket i sammenhængen mellem GID og graden af 'transfobi' i samfundet - det vil sige fordomme mod eller diskrimination af transseksuelle/transkønnede. Diskriminationen kan have mange former - fra voldelige overfald på gaden til sarkastiske bemærkninger i paskontrollen eller manglende adgang til arbejdsmarkedet.
"Psykiatriens sygeliggørelse af transidentiteter fordrer transfobi, og diagnosen GID er en social katastrofe for transpersoner," siger Sam Winter, der dog ikke forestiller sig, at transfobi vil forsvinde, blot fordi diagnosen forsvinder.
"Vi kender jo alle mennesker, der stadig ser homoseksuelle som psykisk syge! Men det er et sted at starte. Det er på høje tid, at vi mere højlydt end nogensinde slår fast, at transpersoner udtrykker menneskelig mangfoldighed snarere end mental forstyrrelse, og at verden er rigere, fordi de eksisterer," siger Sam Winter.
Transfobi rammer ikke kun transseksuelle, mener formanden for den britiske trans-organisation Press for Change, Stephen Whittle.
"De fleste gay-bashings (overfald på homoseksuelle, red.) sker, når folk går alene på gaden. Hvordan kan folk så se, hvilket køn, man retter sit begær mod? Det kan de selvfølgelig ikke. Gay-bashere reagerer på folk, der udtrykker kønnet 'forkert', som f.eks. en feminin mand eller en maskulin kvinde."
Transkønnede i historien
Transidentiteter har altid eksisteret, men haft varierende status og betydninger i forskellige kulturer gennem tiden. På Glyptoteket i København findes mange vidnesbyrd om transkønnede og 'hermafroditter' - personer med både bryster og penis - men de fleste står i kældersamlingen og på depotet, der ikke er åbent for publikum. Marie-Louise Holm, sekretær i NeMM - Netværk for Forskning om Mænd og Maskuliniteter - stødte på transkønnede skulpturer fra den græsk-romerske antik, da hun som arkæologistuderende fik en rundvisning i Glyptotekets depot. En af skulpturerne var en nøgen kvinde med langt hår, opsat i en klassisk græsk kvindefrisure. Hun lå på siden, og hendes penis lå hen ad den sten, hun lå på.
"Der findes mange af den slags skulpturer, for transkønnede, eller hermafroditter, var idealiseret i den græsk-romerske antik. De blev betragtet som de lykkeligste mennesker, nærmest en slags superhelte, fordi de rummede alle egenskaber, både maskuline og feminine, i sig. De var fri for kønnets begrænsninger," siger Marie-Louise Holm.
"Det er jo en temmelig anderledes opfattelse, der gør sig gældende i dag, hvor transkønnede nærmere betragtes som uforståelige misfostre."
Ifølge den amerikanske transaktivist Leslie Feinberg, har transkønnede altid indtaget en central plads i historien og været i front i sociale oprør. Men i den officielle historieskrivning er de enten udeladt eller deres transidentitet er underspillet eller helt forbigået. I bogen Transgender Warriors - Transkønnede krigere - gennemgår Leslie Feinberg tusinder af års transkønnede i forskellige kulturer: Fra præster i oldtidens Grækenland, der kastrerede sig selv for at indtræde i gudinden Cybeles kult, over det 14. århundredes franske heltinde og martyr, Jeanne d'Arc, til Stonewall-oprøret i USA i 1969, hvor transkønnede og homoseksuelle slog igen mod New Yorks politistyrker, der havde for vane at lave voldelige razziaer på diskoteker i Greenwich Village.
Anne Philips, professor ved LSE - Gender Institute i London, skriver i en anmeldelse af Transgender Warriors: "Dette er en politisk bog. Som mange andre queer-teoretikere ser Leslie undertrykkelse af køn og seksualitet som en vigtig nøgle til at forstå den barske sandhed bag at herske med magt. Retten til at definere og kontrollere ens eget liv, hvem man elsker, hvilken familie man ønsker, hvilket tøj man bærer, hvad slags arbejde man udfører og hvilke navne man tager, er en central del af identiteten, som ikke kan anbringes hos statsmagten, uden at man mister andre, mere skrøbelige frihedsrettigheder."
Eksperter i vores eget liv?
I Danmark har Sexologisk Klinik eneret på at afgøre, hvem der kvalificerer sig til at blive opereret for deres 'kønsidentitetsforstyrrelse'. For at få tilladelse til at gennemgå den fysiske forvandling til det 'modsatte' køn skal man gå til samtaler på klinikken i mindst to år, hvorefter Retslægerådet træffer en afgørelse, som man - hvad der er ganske enestående - ikke kan anke.
Flere transpersoner, der har gået til samtaler på klinikken, klager over, at det 'tæller ned', hvis man samtidig opfatter sig som homoseksuel og at det i det hele taget er uklart, hvad der kvalificerer til behandling. Hvad afgør, om man får stemplet 'transseksuel tilstand' eller i stedet bliver bare betegnet som 'forvirret' eller 'fetichistisk transvestit'?
At Sexologisk Klinik og Retslægerådet har eneret på at bestemme, om en person har ret til kønsskifteoperation - hvilket i Danmark er en forudsætning for, at man uproblematisk kan skifte navn og cpr-nummer, så det stemmer med ens sociale fremtoning - affødte i foråret en længere debat i Folketinget. Enhedslisten havde stillet et forslag om transseksuelle/transkønnedes rettigheder, herunder at myndige personer efter grundig vejledning og rådgivning selv skal kunne afgøre, om de vil opereres eller have hormoner. Regeringspartiernes udtalte skepsis overfor forslaget fik Lone Dybkjær (S) til at foreslå, at statsministerens nytårstale blev medtaget i det efterfølgende udvalgsarbejde; "For der sagde statsministeren meget klart sagde, at han ikke var tilhænger af eksperter. Han sagde: Vi er alle sammen eksperter i vores eget liv."
At dømme efter Sexologisk Kliniks egen beskrivelse af transseksualitet, er det da også snarere omverdenens end transseksuelles egen mentale tilstand, der er roden til de psykiske problemer:
"Gennem puberteten og voksenlivet kæmper de fleste transseksuelle med misforholdet mellem deres følelse af kønsidentitet og udseendet af deres kønsorganer. Mange har derfor psykiske problemer med depressioner og tendens til isolation, og disse problemer afhænger i høj grad af omverdenens reaktioner og forståelse for deres situation."
Kønskorrekthed
Vi tildeles alle et køn ved fødslen, med dertil hørende 'kønskorrekt' navn, som det hedder i den danske lovgivning. Kønskorrekte navne er vigtige, sagde Marion Pedersen (V) under folketingsdebatten, fordi ellers "kunne vi risikere mænd med kvindenavne og kvinder med mandenavne. Det ville give en oplagt mulighed for forviklinger, og det vil Venstre ikke være med til."
Foreningen Transdanmark.dk mener derimod, at det er den manglende mulighed for at skifte navn, der giver forviklingerne: "Vi er sikre på, at det vil medføre praktiske lettelser i dagligdagen for den pågældende, at navnet på legitimationspapirer m.v. svarer til den pågældende persons ydre fremtoning. Derved slipper pågældende for mange ydmygende situationer," skev Transdanmark.dk i deres anbefaling til Navnelovsudvalget i 2003.
Vi skammer os ikke!
Sidste år blev Gisberta, en immigrant fra Brasilien, der var hjemløs og åben transseksuel, brutalt myrdet ved byen Porto i Portugal. Hun blev fundet i en brønd i nærheden af en bro, hun plejede at overnatte under. Mishandlet til døde af en gruppe 10-16 årige børn.
Siden har portugisiske transaktivister lavet bloggen Nao Temos Vergonha - Vi skammer os ikke: "Mindet om Gisberta fortjener, at vi står frem som borgere i verden. Vi skal ikke skamme os over, hvem eller hvad vi er. I respekt for alle verdens Gisberta'er og Gisberto'er, der har følt diskriminationen på deres krop på grund af deres kønsidentitet - tiden er kommet, hvor vi skal nægte at leve i det skjulte."
På bloggen opretter transpersoner fra hele verden profiler med billeder:
"Jeg, Ethan, skammer mig ikke. Min tante var en transseksuel kvinde, der blev myrdet i 1995, blot fordi hun var transseksuel. Jeg har dedikeret mit liv til at stoppe al diskrimination og vold mod transkønnede. Ethan, åben og stolt FtM (FemaletoMale)."
Sam Winter fra Hong Kong Universitet, påpeger, hvad han kalder 'psykiatriens korrumpering': "Bemærkelsesværdigt nok betragter mainstream vestlig psykiatri transpersoner som mere eller mindre mentalt forstyrrede på grund af deres transkønnethed. Mens transfobiske personer tilsyneladende opfattes som velfungerende."
www.gidreform.org
naotemosvergonha.blogspot.com
turnquist.name/GIDinfo/monsterlinks.htm
www.sexologi.rh.dk
www.wpath.org
www.transgenderwarrior.org
www.transacademics.org
Hej Nina,
Tillykke - du har hermed vundet min hjemmelavende 'Blenderpris' for et stykke tankevækkende journalistik. Godt at der stadig er nogen, der tør. :-)
Link: http://nyhedsblenderen.urbanblog.dk/2007/10/29/nyhedsmediernes-gr%c3%a6n...
Bedste hilsener,
Ulrik Kristiansen
---
http://nyhedsblenderen.urbanblog.dk/
http://verdenerlille.urbanblog.dk/
"Kønskorrekte navne er vigtige, sagde Marion Pedersen (V) under folketingsdebatten, fordi ellers "kunne vi risikere mænd med kvindenavne og kvinder med mandenavne. Det ville give en oplagt mulighed for forviklinger, og det vil Venstre ikke være med til."
Jeg synes ellers det giver rigeligt med forviklinger, når folk ser at man har et mand eller kvindenavn, og straks har forudindtagede meninger om hvad man er i stand til.
De fleste mennesker har jo både feminine og maskuline egenskaber i varierende forhold, hvorfor skal vi absolut tvinges i en bestemt retning qva vores fornavn?
Jeg længes efter "mandedamen" i min barndoms legetøjsbutik, hvis køn jeg aldrig helt kunne finde ud af, og det var også helt fint med mig. Lad os få nogle kønsneutrale navne at vælge imellem.
Sjovt, at en kvinde med samme fornavn som John Wayne (aka Marion Morrisson) udtaler sig imod kønstvetydige navne ...
Der findes faktisk 112 navne som både er til piger of drenge i den danske officelle navneliste. Hordan har Marion Pedersen(V) mon med det? Eller udtaler hun sif bare på skrømt uden at gå lidt mere ind i dybden i en sag.
Kig på hjemmeside linket her finder i de 112 navn og i kan kontrollere selv efter der er links til det
Kiik på mit navn i tidligere indlæg så kommer i til listen
Det synes ikke at give nogen særlige problemer i USA at både mænd og kvinder kan hedde Sandy eller Sam(antha) eller Bo som i Bo Derek eller
Kim(berly). I Danmark behøver det endda at være endnu mindre problematisk da det jo som bekendt er igennem vort cpr nummer vi bliver identificeret.
Problematisk er det også mener jeg at folk efterhånden har en retrograd
dvs. tilbageført opfattelse af hvad der konstituerer en rigtig mand og en rigtig kvinde. Det synes mig som om at der er en tendens i tiden til at anskue den rigtig mand og en rigtig kvinde ud fra nogle klicheer som jeg troede vi havde gjort op med i løbet af 1970erne.
Desværre ser det ud til at visse dele af naturvidenskaben koblet sammen med udtalelser og udsagn fra f.eks. Carl Mar og Joan Ørting holder fast i mænd og kvinder hvad jeg kalder for 1950'er klicheer om mænd og kvinder. Her er der skam ikke plads til nuancer, hos Carl Mar er alle mænd født med et genetisk instinkt for frihed, mens alle kvinder er født med et genetisk instinkt for omsorg. Og det passer jo ikke helt...
I sin nyeste bog *mænd* som man kan læse om på Carl Mar's hjemmes
ide, udtaler han bl.a. (eller er det mon på selve siden), at når han før i tiden kom hjem til en famile for at lave parterapi hang der altid et naturbillede eller en Dali plakat eller et jagt trofø i stuen. I dag er dette forvist til kælderen eller loftet som er mandens domæne, mens kvinden hersker i pussenusse rødt og lilla mv. i resten af hjemmet.
Carl Mars opfattelse af manden og kvinden er altså baseret på en a priori, dvs. forud-indtaget opfattelse af, hvordan mænd og kvinder bør og skal opføre sig for at blive betragtet som rigtige mænd og kvinder.
I en anmeldelse i Pan bladet (som jeg tilfældigt faldt over da jeg brugte Google til at finde info om Joan Ørtings seneste bog 'Ta mig' beklager anmelderen at hendes råd ikke rigtig gavner hverken bøsser, lesbiske eller
i dette tilfælde de trans-seksuelle (trans-gender på engelsk/amerikansk).
Min kommentar har måske ikke så meget at gøre med trans-gender sagen, men jeg ville blot påpege, at de trans-seksuelle har en pointe når de siger, at der stadig er stereotype forventninger til, hvordan mænd og kvinder bør opføre sig. Det var nok ikke helt tilfældigt at Bendt Bendtsen bad den unge kvinde Johanne fra Enhedslisten om at hente kaffe, ligesom det nok heller ikke er tilfældigt at unge mænd der vil være frisører i stor stil stadig bliver opfattet som om at de er bøsser, også selvom de slet ikke er det.. Mænd som er meget omsorgsfulde og er i god kontakt med deres følelser bliver stadig betragtet som feminine og kvinder som er gode til at sætte grænser, markere sig eller blot er assertive bliver jo også stadig betragtet som maskuline, eller som lesbiske, også selvom de slet ikke er det.
Statsministerens udtalelse om at vi er eksperter i vores eget liv er nok noget af det klogeste han nogensinde er kommet med.
JA det er vi i hvert fald, og jeg kan ikke se at offentlige personer, myndighedspersoner eller lignende, som overhovedet ikke kender os, skal have noget som helst at sige i hvordan vi foretrækker at leve vores liv - husk lige på at vi er voksne og myndige personer, som vel har en normal IQ allesammen, derfor mener jeg bestemt ikke vi har brug for den slags "barnepigepolitik".
At jeg er transseksuel er ikke nogen hemmelighed, jeg er stolt af at være det, til gengæld er jeg helt sikkert IKKE stolt af at bo i et af de meget besværlige lande hvad "rettigheder for transseksuelle" angår.
Stor Britanien har været kendt for at have et rimeligt slvt system, trods det har jeg fulgt flere "transer" på en netportal som på mindre end et år med hormoner er blevet godkendt offentligt som det andet køn. Så kan man spørge sig selv efter hvad der kan være grunden til at man ikke fortsatte den flotte linje i 1959 hvor en amerikaner blev kønsskifteopereret på Rigshospitalet i København - da var vi et foregangsland (nu er vi nærmest at regne for et absolut ULAND indenfor dette område) prøv at tænke på at højst 10 - 15 personer må få en operation PR. ÅR det er da for groft, med det antal transseksuelle der er i vort land.
"bagerpolitikken" kører også i bedste velgående her hjemme: ". . og har du penge, så kan du få, men har du ingen SÅ MÅ DU GÅ!" eller med andre ord - har du råd til en operation i Asien så har du muligheden for at den operation du bliver nægtet i Danmark, kan blive til virkelighed - og så SKAL de give dig et andet CPR nummer samt et andet navn.
Jeg står ved hvert et ord jeg har skrevet, det kan i regne med!
Med venlig hilsen
Louise
Jeg synes, at det er helt urimeligt, at man ikke kan få lov til at bestemme hvad for et fornavn man gerne vil have. Så naturligvis skal transseksuelle have lov til at få et fornavn og i øvrigt også et personnummer, der passer til deres kønsidentitet.
Derimod vil jeg meget gerne advare mod en friere adgang til kønsskifteoperationer. Her er der tale om et omfattende indgreb, som de facto ikke kan omgøres. Og det er et problem set i lyset af, at en del transseksuelle faktisk fortryder deres operation. Se f.eks. http://www.guardian.co.uk/society/2004/jul/31/health.socialcare
Jeg savner en seriøs debat om fordele og ulemper ved disse her operationer og det normative syn på køn, der ligger bag disse operationer.
Det er jo i queere kredse populært at dyrke transseksuelle som kønsdefinitionsbekæmpernes frontkæmpere. Men faktisk findes der en del transseksuelle med et meget konservativt syn på køn - der dog klogeligt udelukkes fra kronikken i Information. Vil man læse mere herom kan jeg henvise til http://iloblog.karenmlarsen.dk/www?Home&post=39