Læsetid: 4 min.

Kunstorgie i London!

Kræsne kunstsamlere og ambitiøse fagfolk fra hele verden flokkedes i London under Frieze Art Fair en weekend, hvor der handles kunst for to milliarder kroner
Gianni Motti får en korrekt uniformeret politibetjent til at sidde og meditere på gulvet midt i mylderet for at sprede sund karma, god ro og orden. Et stærkt billede i en by der fortsætter med at udvide politistyrken og giver myndighederne stadigt flere beføjelser.

Gianni Motti får en korrekt uniformeret politibetjent til at sidde og meditere på gulvet midt i mylderet for at sprede sund karma, god ro og orden. Et stærkt billede i en by der fortsætter med at udvide politistyrken og giver myndighederne stadigt flere beføjelser.

Linda Nylind

22. oktober 2007

Orgie! Det er med en blanding af træthed og spænding at folk den sidste tid har sagt "vi ses til Frieze". Frieze Art Fair i London er, som kunstmesser nu engang er. Masser af kunst, masser af mennesker, masser af snak og masser af penge. Det hele sker i løbet af en weekend.

Til ferniseringen i onsdags blandedes branchefolk, lokale kunststuderende og berømtheder som Kate Moss og Hugh Grant. Londongallerier har desuden planlagt egne ferniseringer til dagene omkring åbningen, hvor folk fra Amerika, Asien og resten af Europa kan deltage. Sidste år besøgte over 60.000 mennesker messen i løbet af en forlænget weekend, og gallerierne meldte efterfølgende et samlet salg for 600 millioner kroner. Financial Times kalder Frieze et fænomen, og Vogue regner messen for en uomgængelig event.

Galleri Nicolai Wallner viste blandt andre Jakob Kolding og Elmgreen & Dragset. Christina Wilson brugte det meste af sin plads til at opbygge et rigtigt filmrum for at vise den seneste film af Jesper Just. Galleriet andersen's viste værker af Olafur Eliasson, Jesper Dalgaard og kunstnergruppen Ingen Frygt. Desuden hang der værker af Tal R rundt omkring, John Kørner var hos Victoria Miro, Peter Callesen hos emilyTsingou Gallery og Thomas FOS Poulsen hos Max Wigram.

Kunsten sælger ud

Det virker uværdigt at anmelde kunstværker på en messe, som var de værker på en udstilling. Der er alt for meget hurlumhej indblandet. Alligevel bør enkelte værker fremhæves.

Santiago Sierra kommenterer Damien Hirsts diamantkranie med et armbånd, der bærer ordene 'Diamant traffic kills'. Jeremy Deller har trykt stakke af plakater med et vers fra en folkesang på tre sprog, henholdsvis engelsk, hebraisk og arabisk. Sangen handler om kærlighed til sit fødeland og håbet om, at det må bestå. Plakaterne var placeret i tre forskellige stande (Modern Institute, Gavin Brown's enterprise og Marian Goodman Gallery) ved siden af en bunke elastikker, så man nemt kunne tage en plakat med hjem. Sangplakaterne er en klar påmindelse om et universelt ønske. Endelig er der Rob Pruitts loppemarked hos New York-dealer Gavin Brown. Kunstneren inviterede andre kunstnerkolleger til at sælge ud, så her var hjemmebagte småkager og gammelt porcelæn, aflagte rober fra Jenny Holzer og signerede fjernbetjeninger fra Tony Oursler. Kunstneren håber at fortsætte med at etablere lignende loppemarkeder på forskellige kunstmesser de næste par år.

God karma Bobby

Janice Kerbel hængte plakater op på frie passager rundt om i messeteltet. Plakaterne er inspireret af 1900-tals plakatæstetik, der reklamerer for 'fænomenale fænomener' i et brusende sprog. Plakaterne på kunstmessen reklamerer på samme vis for en uforlignelig begivenhed uden at specificere nærmere hvad det er, der gør det så specielt (det kunne være plakater for en kunstmesse).

Gianni Motti fik en korrekt uniformeret politibetjent til at sidde og meditere på gulvet midt i mylderet for at sprede sund karma, god ro og orden. Et stærkt billede i en by der fortsætter med at udvide politistyrken og giver myndighederne stadigt flere beføjelser.

Både Motti og Kerbel var inviteret af kurator Neville Wakefield som del af Frieze Projects. Foruden Frieze Projects, var der en skulpturpark med nye værker, nye kortfilm, der blev sendt efter nyhederne på en landsdækkende engelsk tv-kanal under hele messen, musikalske kunstprojekter til opførelse i koncertsale under messen og et uddannelsesprogram for familier og lokale skoler. Frieze Art Fair er som en svamp, der spreder sig hurtigt, effektivt og synligt. Det er en velkommen svamp.

Fem års optur

Frieze Art Fair har kun eksisteret i fem år, men der er allerede en slipstrøm af alternative kunstmesser samme weekend. Den første og største af dem er Zoo Art Fair, der har dansk deltagelse med Mogadishni og V1 Gallery. Frieze har været så populær, at der er plads til flere store kunstevents på samme tid. Det skyldes ikke mindst, at Frieze ikke vil vokse. Teltet kan simpelthen ikke rumme mere end halvandet hundrede gallerier af gangen. Hvert år får mange afslag. I år er navnlig London-galleriet Haus of Venison forurettede over ikke at være med. Det menes at være fordi, auktionshuset Christie's købte galleriet tidligere i år for at optimere salg af samtidskunst i udstillingssammenhænge. I stedet er to ikke-kommercielle gallerier fra henholdsvis Rabat og New Delhi inviteret med uden fakturering.

Frieze har råd til generøsitet. Der er penge i foretagendet, og stilen holder med sponsorer som Cartier, BMW og Laurent-Perrier champagne. Tallene taler for sig selv. I 2005 besøgte knap 50.000 mennesker messen og der blev handlet for over 360 millioner kroner. Året efter blev weekendens billetter udsolgt, og folk stod forgæves i kø for at komme ind og salgstallet steg til knap 600 millioner kroner. Frieze har valgt at stoppe med at offentliggøre dette års salgstal i et forsøg på at nedtone den kommercielle succes og i stedet fokusere på kunsten. Et eller andet gør de rigtigt. For sandt er det, at mange kuratorer og kunstnere, der ellers ikke bryder sig om messer, alligevel holder af Frieze. Det er sagen - hvis du kan holde til en imponerende overflod af kunst koncentreret over en forlænget weekend.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

kære line rosenvinge

Du beskriver helt ukritisk et kommercielt kunst arrangement, hvor folk køber med ørene og ikke med øjnene, hvorfor?
Er det fordi du er blind? Blind overfor det faktum at den dekadente økonomiske investering i kunst er et lighedstegn med en såkaldt høj kvalitet i opfattelsen af kunstværket eller er det blot det faktum at du er fortryllet af overklassens hype og købkraft? Jeg begriber ikke denne evige journalistiske virksomhed, der beskæftiger sig med kommercielle og narcisistiske eventyr i bedste brian mikkelsens ånd, når der blot er tale om kunstneriske efterligningsgenstande. Det er intet geni i kunsten men blot borgerlig strategi og spekulation. Erkend dog at kunst har mistet al sin betydning i en tid hvor kunst intet erkendelsesrum har og bedst praktiseres af kyniske idioter!

Dear Line

It is good you introduce Gianni Motti in Denmark ( at lleast with a fotograf )

this kind of art is totally unknow here .

best

Thierry

Kære Kristian Merz

Lige skud fra hoften! Jeg samler gerne handsken op, for jeg mener ikke kunst har mistet sin betydning!

Kunst er mange ting. Det er min overbevisning, at der at kunst for alle. Min kunstinteresserede onkel Harry beskæftiger sig med en helt anden type kunst end mine kunsthistorikerkolleger, der igen forholder sig til en helt anden slags kunst end nyrige forretningsfolk i London. Kunst betyder noget for dem alle. Forskellig kunst betyder noget for forskellige mennesker. Pointen er at kunsten skaber værdi for nogen.

Du skriver om spekulation og økonomisk motivation. Det er også en spændende problematik. Den borgerlige regering fremmer ikke kunst og kultur. De fører politik for oplevelsesøkonomi så kunsten må klare sig selv. Men det er en anden diskussion. Hvis jeg skal holde mig til din hovedkritik, vil jeg gerne forklare, hvorfor jeg synes det er godt at skrive om en kunstmesse.

Personligt er jeg fascineret af den energipræstation og hyperaktivitet der realiseres i et kunstprofessionelt forum over få døgn. Kunst er del af et marked. Markedet trives med messer. Kunst har altid været underlagt udbud og efterspørgsel. Kald det dekadent, hvis du vil.

Professionelt var jeg respektfuld over messens kunstneriske indhold. Jeg skriver at ” Det virker uværdigt at anmelde kunstværker på en messe, som var de værker på en udstilling. Der er alt for meget hurlumhej indblandet. Alligevel bør enkelte værker fremhæves.” De værker, jeg vælger at fremhæve, er ikke del af messens merkantile økonomi: Dellers plakater var gratis, Mottis performanceværk usælgeligt og Kerbels plakatprojekt, Sierras smykke samt Pruitts loppemarked var alle direkte kritiske overfor selve messen. De blev fremhævet i artiklen fordi jeg synes det er flot kunstmessen gav rum for den slags værker.

Jeg mener ikke samtidskunstnere er kyniske idioter og jeg vil ALDRIG miste troen på (samtids)kunstens betydning for erkendelsen.

Er der slet ingen kunst du kan lide … ?