Læsetid: 5 min.

Det lange farvel

Mens Danmark synker ned i den blødere europæiske mellemklasse, rinder Morten Olsens tid langsomt ud
Mens Danmark synker ned i den blødere europæiske mellemklasse, rinder Morten Olsens tid langsomt ud
20. oktober 2007

Til trods for at vi befinder os i den letteste af alle syv kvalifikationspuljer med et middelstærkt svensk hold, de permanent underpræsterende spaniere og en flok primitive nordirere som værste modstandere, er det altså alligevel lykkedes det danske landshold at udspille sin rolle, før de to sidste kampe i gruppen afvikles. Pointtab på hjemmebane til Nordirland, Spanien og Sverige (og ja, vi ville sandsynligvis have tabt den kamp, selv om fodboldtossen ikke havde gjort sin entré i slutfasen) er blevet fulgt op af skuffende præstationer i både Madrid og Stockholm i det, der må betegnes som den ringeste kvalifikationsindsats, det danske landshold har leveret siden det mislykkede forsøg på at komme til EM i Italien i 1980.

Det mest forstemmende ved landsholdets situation er imidlertid ikke, at vi ligger og roder rundt fem point efter spanierne og á point med en international stormagt som Nordirland. Nej, det mest forstemmende er, at det behøvede ikke at være sådan.

Hvis man betragter det danske landshold spiller for spiller, så burde holdet nemlig ikke være på vej ned i den europæiske mellemklasse, som vi for tiden synker ned i; en mellemklasse hvor nationer som Ungarn, Bosnien-Herzegovina, Irland og Finland sjosker rundt. Lande, der med mellemrum leverer et flot resultat, men som i realiteten er uden mulighed for at kvalificere sig til slutrunderne. Nej, vores landshold burde være fast inventar i kampen om topplaceringerne i kvalifikationspuljerne.

Med unge himmelstormere som Daniel Agger (22 år), Leon Andreasen (24 år), Thomas Kahlenberg (24 år) og Nicklas Bendtner (19 år) samt en gruppe af rutinerede kræfter i deres bedste alder i form af Christian Poulsen (27 år), Daniel Jensen (27 år), Martin Laursen (30 år), Jon Dahl Tomasson (31 år) og Thomas Sørensen (31 år) råder Danmark nemlig over en stamme af spillere, der har potentialet til at gøre det danske landshold til en reel magtfaktor i europæisk fodbold.

Nøglen til at nulstille danskerne

At det ikke er sket - men at kvalifikationen til en slutrunde nu for anden gang i træk er kikset - skyldes i høj grad de spillemæssige og taktiske fejlgreb hos den danske landstræner, der på to helt afgørende områder har svigtet.

Først og fremmest har Morten Olsen alt for længe holdt fast i et rigidt og forældet spillekoncept i form af sin fløjbaserede 4-3-3. Dette system fungerede glimrende i Olsens første år, hvor det gav holdets stærke kantspillere mulighed for at træde i karakter, men i dag er tiden løbet fra det. Dels fordi landsholdets fløjspillere er kommet op i den alder, hvor skader og formsvigt hører til dagens orden, og dels fordi systemet er blevet kigget ud af de andre landshold. De har gennemskuet, at nøglen til at nulstille den danske offensiv er at lukke fløjene ned, og denne taktik har Olsen endnu ikke fundet noget modtræk til, hvilket blandt andet illustreres af det faktum, at landsholdet i de seneste to slutrunder i kampene mod de andre tophold i puljerne - Grækenland, Tyrkiet, Ukraine, Spanien, Sverige og Nordirland - kun har formået at vinde én kamp, nemlig hjemmekampen mod Grækenland i oktober 2005. Det er én sejr i 11 forsøg.

Denne taktiske infleksibilitet fra landstrænerens side ligger også til grund for Olsens andet svigt, som består i hans manglende evne til at skabe det generationsskifte, der efterhånden har været påkrævet i et par år. Hvis det danske landshold i fremtiden skal kunne optræde som en magtfaktor på den internationale scene, så skal holdets bedste spillere - folk som Bendtner, Leon Andreasen og Kahlenberg - sluses ind på holdet i roller, hvor de får mulighed for at udfolde deres store potentiale. Denne proces har imidlertid været hæmmet af, at Olsen har nægtet at fravige sin 4-3-3, hvilket har haft som konsekvens, at Kahlenberg i adskillige landskampe har flagret rundt i uvante midtbaneroller, mens Bendtner - den indiskutabelt mest talentfulde frontløber, denne nation har fostret i mere end 20 år - har set hovedparten af kampene fra sidelinjen, fordi landstræneren har insisteret på at spille med Jon Dahl Tomasson som udsultet og isoleret eneangriber.

Det eneste positive, man kan sige om landsholdets seneste nedtur, er, at det har tvunget Morten Olsen til at gentænke sine taktiske dispositioner, og i onsdagens kamp mod Letland stillede han for en gangs skyld op i en 4-4-2 formation med både Bendtner og Tomasson på toppen. Umiddelbart uden et særligt positivt resultat, men det var nu heller ikke at forvente. Et landshold, der befinder sig ved afslutningen af sin anden mislykkede kvalifikationsturnering i træk, kan ikke bringes ud af sin krise på 90 minutter. De rød-hvides glansløse optræden mod letterne understregede blot, at vi har at gøre med et hold, der er kørt så træt i Olsens mantra om at være boldførende, at det er stivnet i ineffektivt boldflytteri samt en landstræner, der virker ude af stand til at tilføre holdet ny inspiration.

Morten Olsen var faktisk en god landstræner i sine første år. Hans 4-3-3 var fuldt berettiget i starten af årtiet, hvor vi rådede over en lille håndfuld fløjspillere af international klasse, og hvor systemet udstyrede holdet med en offensiv spillefacon, som det var svært for modstanderne at gardere sig imod.

Afsked med en landstræner

Men tiden er løbet fra Olsen og hans koncept - i hvert fald på det nationale plan. Danmark er ikke Holland, det wingbaserede angrebsspils moderland. Danmark er Danmark; en nation hvor langt de fleste hold - fra Serie 5 i Kløvermarken og til toppen af Superligaen - spiller den britisk orienterede 4-4-2. Måske er det knap så elegant at se på; måske rummer det ikke det midteuropæiske flow og den elegance i angrebsspillet, som et perfekt afstemt 4-3-3 hold er i stand til at levere, men det er det system, som de danske spillere kender og er opflasket med. Og måske er tiden kommet til at vende back to basics.

DBU har udtalt, at man støtter Morten Olsen, og at man ikke har nogen planer om at fyre ham. Sådan noget skal fodboldunionen jo sige - lige indtil den siger det modsatte. De tænkende folk i toppen af DBU kan imidlertid også godt få øje på de alvorlige konsekvenser, som det vil have for landsholdet, hvis det også kikser kvalifikationen til VM i 2010. Og på grønsværen er der ikke meget håb at hente. Holdet er kørt fast i et forældet system. Spillerne bliver piftet fra banen den ene gang efter den anden. Og i aviserne er man allerede begyndt at spekulere over de mulige navne på Olsens afløser. Tegnene er ikke til at tage fejl af. Vi befinder os i den fase, som Chandler kaldte det lange farvel. Vi er ved at tage afsked med en landstræner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu