Hvis Oliviero Toscani havde de bedste intentioner om at bekæmpe fænomenet spisevægring - og hvorfor skulle vi dog ikke tro den succesrige reklamefotografs allerbedste intentioner - er noget gået rablende galt: "Det er frygteligt, det som er ved at ske. Isabelle er ved at blive en stjerne. Medierne er i gang med at glorificere hende og dermed indirekte anoreksien. Det er præcis det modsatte af det, jeg ville opnå med denne kampagne," forklarede Toscani i forrige uge det franske dagblad Libération.
Avisen havde ligesom store dele af verdenspressen gang i at portrættere Isabelle Caro, den 25 årige skuespillerinde, der har lagt syg, nøgen krop til Toscanis kampagne for tøjfirmaet No.l.ita.
Mere komplekst end et virus
I 14 år har den unge kvinde lidt af spisevægring, der startede med en 'almindelig' slankekur. Nu vejer hun 32 kg og er stadig ikke kommet ud på den anden side af anoreksien. Forrige sommer var vægten helt nede på 25 kg med koma til følge, og døden synes stadig faretruende nær for Isabelle, når man betragter plakaten. En plakat som Toscani og No.l.ita med vilje plastrede Milano til med, netop som den italienske modeuge var på sit højeste, og man ufortrødent lod ultratynde kvindemennesker do the cat-walk.
Toscani har adskillige gange provokeret med sine kampagner, som kampagnen for Benetton med billeder af døende aidssyge, der gik verden over.
Men denne gang har han at gøre med noget, der kanske er langt mere komplekst end hiv-virus, nemlig den menneskelige psyke.
I krop, sjæl og samfund
Anoreksi er i helt overvældende grad blevet den nye psykiske kvindelidelse. For 50 år siden så man stort set ikke anoreksi. Nu er lidelsen vidt udbredt, skønt det er svært at fastslå, hvor mange der har krydset grænsen til den decideret sygelige tilstand. Hvor man, som en ung dansk kvinde berettede det til Information for nylig, kun tillader sig "at spise et hjørne af en vingummibamse". Og et halvt æble. På en hel dag.
Vi har så let ved i dag at forstå, at grunden til, at kvinderne fik hysteriske symptomer i det gamle Wien, og at Freud gjorde en forskel med sin talking cure, var, at samfundet led af seksualforskrækkelse.
Men de psykiske symptomer er lige så stædigt indviklet i krop, samfund og sjæl som for 100 år siden. Det har stadig med begæret at gøre. Et begær, der i takt med et samfund, dets krav og nye kønsroller forandrer sig lige så snedigt som en hiv-mutation. Til et begær efter kontrol, et begær efter andres blikke - eller at undgå dem - eller måske allerværst et begær efter... ingenting. Et begær, som er større end sult - for sulten er der, tag endelig ikke fejl af det - og som fuldkommen fjerner det, man kalder 'virkelighedsfornemmelse'. I al fald hvad angår ens egen krop.
Når de rammer muren
Det er styrken af dette, som fuldkommen overrumpler Toscani - men også det italienske sundhedsvæsen, der bakker om op reklamen. For de syge kvinder vil Isabelle Caros krop nemlig ikke udgøre en advarsel, men et ideal. I Frankrig, der har sat sig imod denne kampagne, har man i årevis kæmpet for at forbyde internetsider, hvor anorektiske piger fremviser deres skeletkroppe til beundring for andre anorektiske piger. Dér, hvor vi andre ser døden, ser anorektikeren, at der stadig er noget at tage af, før man opnår... ingenting.
Forklaringen på spiseforstyrrelser ligger muligvis endnu dybere end forklaringen på hysteri. Anoreksien rammer oftest de 'pæne piger', de, der er forrygende dygtige i skolen, de, der i det hele taget fuldkommen lever op til præstationssamfundets krav. Alligevel ramler disse unge væsner, lige dér, hvor de skal til at blive kvinder, ind i en umulighed, som de så løser på deres helt egen måde.
Et skab fyldt med ingenting
Det er svært at behandle anoreksi, ikke mindst fordi det er ekstremt svært at få de unge kvinder, der udgør over 90 procent af tilfældene, til at opnå sygdomserkendelse. På overfladen kan man måske få dem til at indrømme det, det er jo pæne piger. Men ikke dybest set. Og franske Isabelle Caro fra Toscanis plakat nyder da også i hele sin paradoksalitet den berømmelse, hun nu har opnået. Og hun er stadig syg.
Så hvem henvender Toscanis velmente kampagne sig så til? Tja, til forbrugerne endnu engang. I al fald har tøjmærket No.l.ita opnået en omtale, som undertegnede så er delagtig i. Går man ind på No.l.itas hjemmeside møder man først Isabelle. Når man så vil se deres tøj, er det de samme magre og ganske unge piger, der viser tøjet frem som sædvanlig. Det er nemlig dem, som al erfaring viser sælger tøjet bedst. Det er dem, der får os til at hungre efter endnu et klædestykke til tøjskabet fyldt af ingenting at tage på. Og økonomi er som bekendt, ganske som begær, helt uimodtagelig for fornuft.
"Anoreksi er i helt overvældende grad blevet den nye psykiske kvindelidelse. For 50 år siden så man stort set ikke anoreksi."
Nej, og hvorfor... For 50 år siden havde de sindssyge skønheds- og normaliseringsideealer ikke så meget fat i de unge, som den har i dag! Det er al den syge propaganda der kommer ud af modeindustrien, som påvirker og hjernevakser unge til at gøre uhørte syge ting ved andre - og dem selv!
Hvis vi skal stop anoreksien, skal modeindustrien enten tage til gevaldig sammen rent etisk, eller forbydes at sprede deres modefascistiske propaganda!
Mange uetiske måder er der blevet tjent penge på, men dette er dog nok den værste!
Hvor mange grusomme ting har modeindustriens propaganda ikke medført til: sygdomme, selvmord, mobning, ensomhed og urealistisk virkelighedssyn.
Når moden har så godt fat i de svageste unge (dem som ikke kan tænke klart, kritisk, og som bare lader sig påvirke), som desværre udgør majoriteten af ungdommen i dag, så begynder denne del at tro på at man SKAL have den nyeste mobil, de største patter, kneppet de fleste af det modsatte køn og have det smarteste, strammeste og mest nedringet tøj, for at være in. Og så snart der kommer nogle selvstændige tænkende unge, en form for "rebeller" mod modeindustrien, så bliver disse individer desværre udsat for mobning, fordomme og udsat for en adfærd og imødekommenhed der kan sammenliges med en form for neonazisme.
I Hitlertyskland dræbte man jo alle "forkerte", jøder, homoseksuelle, socialister, handicappede osv... I dag bliver de "forkerte", ligeledes handicappede, homoseksuelle, folk med anden etnisk baggrund end dansk, og folk som ikke følger de strenge modeidealer "bare" mobbet, holdt ude og diskrimineret; men målet er det samme som i nazityskland, at holde alt "det forkerte" i undertrykkelse.
Og er det det der er modeindustriens mål? At tjene penge, og lade målet hellige midlet? Det eneste der er værre end syg idealisme, er manglen på en syg idealisme, med det samme syge mål!
Hvor mange unge som er "forkerte" skal mobbes, udsættes for vold og tvinges til selvmord skal der til, før at intelligensiaen får øjnene op, og råber autoriteterne op?
Og Oliviero Toscani er uden tvivl en intellektuel helt, en af de får der ENDELIG råber op om konsekvenserne af en blind og snæversynet "skønhedslidealisme" (som altså ikke eksisterer, da der altid vil være en lille "fejl" i alle mennesker!)
Men det er fandeme syndt hvis Oliviero Toscani får modsatte effekt! Endelig en mand der har nosser til at svare modeindustrien igen! Men han skulle nok havde valgt en anden indgangsvinkel, som ikke kunne misforstås.
PS: Jeg er selv 18 år!
Når jeg læser om anoreksi, kommer jeg tit til at tænke på den unge fotomodel, der udtalte, at hun ville begå selvmord, hvis hun var lige så fed som Marilyn Monroe.
Utroligt, som de to køn kan gå fejl af hinanden!
Kære Dennis, du er undskyldt da du jo kun er 18 år og ingen har fortalt dig - eller også at alle blandt de ældre generationer du kender lider under kort hukommelse - at der i slutningen af 1960erne var snesevis af unge kvinder der angiveligt skal ha sultede sig ihjel fordi de så gerne ville ligne den Britiske fotomodel Twiggy.
Det er oftest et spørgsmål hvad der kom først hønen eller ægget?
Jeg personligt tvivler stærkt på at nogen nogen sidne har sultet sig eller ædt sig elvg ihjel på grund af et eller andet kvindeideal eller modelune - årsagen var som oftest en anden - men den slags detaljer hænger sensationsjourtnalistikken sig ikke i. Døden skal jo ha en årsag og det gav gode overskrifter at påstå at det var Twiggys skyld, og det giver stadig gode overskrifter. Journalister lever af fede overskrifter og hvorfor ska man lade sandheder og nuancer stå i vejen for en god historie?
"Når man så vil se deres (Nolita)s tøj, er det de samme magre og ganske unge piger, der viser tøjet frem som sædvanlig. Det er nemlig dem, som al erfaring viser sælger tøjet bedst".
Det kan og må simplethen ikke passe. Slet ikke, hvis de er lige så tynde som de modeller, der viser COS's kollektion frem på Cosstores.com>fashions show. Chock. 9 minutters og 36 sekunder med adgang til at se radmagre piger og næsten lige så magre drenge, der går alt andet end yndefuldt på catwalken. Måske COS skulle skifte navn til SOS. Der er i hvert fald et eller andet helt rivende galt med dem, der har sat det i scene og også med os andre, hvis det medvirker til at sælge tøjet.
Måske det bliver ekstra vedkommende fordi det er H&M som alle kender. Denne gang er det ikke et lille, ukendt, fjernt eller uopnåeligt mærke, der udnytter de unge piger og viser foragt for kvinder og for den sags skyld også mænd.
For mig at se handler dette om en neurose, der udspringer af et ønske om at være i kontrol og om at "være noget".
Hvis en kvinde ikke føler at hun er noget, så kan hun forsøge at bevise det ved at blive: tynd, mor, prostitueret, fotomodel, "kendt". Så er man da "noget".
Desværre går processen med at være i kontrol ud af kontrol, så man ender med at være selvdestruktiv.
Artiklen 12/10 om Toscanis portræt af en anorektisk kvindes afpillede krop, der var tænkt som en
advarsel til anorektiske piger og i stedet blev til begær og ideal er opsigtsvækkende.
Som T.Byrckel er jeg ikke i tvivl om, at forklaringen på spiseforstyrrelser ligger dybt, selvom en
plakat som Toscanis nok kan bestyrke den unge.
En 17årig anorektiker henvistes til mig . Sammen med min kone og medterapeut helbredte vi hende
med 11 åndedrætssessioner, en terapiform, som jeg har beskrevet andetsteds. Jeg fik da
fornemmelse af en fødselssammenhæng, der ikke var formulerbar. .
Det hårdtslående portræt gav næring til min optagethed af den uhyggelige sygdom.
En nat tumlede jeg halvt i drømme med forklaringsmodeller på anoreksi, men løb ustandselig ind i
blindgyder. Om morgenen stod det klart:
Skal man forstå sygdomsmekanismen ved anoreksi, som næsten altid rammer piger, må man - som
pigerne - hengive sig til irrationel logik: At blive født er identisk med det selv at føde. En sådan
sammenflyden af begreber kendes i andre sammenhænge.
Et traume i fødslen (at sidde fast, navlestrengsproblemer etc) indebærer fornemmelse af trussel på
livet og dermed en dødsrædsel, som genvækkes i puberteten. Denne rædsel afføder en protest mod
at blive voksen og fødedygtig. Protesten er dybt indlejret i sindet, ekstremt styrende og upåvirkelig
af forklaringsforsøg, formaninger og kontrolforanstaltninger.
Mvh
Gustav Hansen, speciallæge i psykiatri, Ahornvej 49, 8543 Hornslet
jeg vil gerne give både Ristinge og Dennis ret.
Jeg er selv en pige på 17 år - og dermed lige midt i den gruppe af piger som diskussionen i høj grad drejer sig om.
Ja, disse piger gør det pga. dybereliggende problemer, men det er SAMTIDIG modehusenes skyld. Der er i dag langt flere unge piger der mener de skal tabe sig - og nogle driver det så ekstremt. Men når det går hel galt for de få er det fordi de har disse dybere liggende problemer. Det kan stadig være modehusene og kvindebilledet af i dag, som sætter processen i gang. En proces, der hvis den var blevet igangsat under andre forhold, ville have haft et andet forløb. Måske ville den unge pige stadig have været selvdestruktiv, men på en anden måde. Måske ville forløbet have været sundere og mere problemfrit.
Det ved vi ikke.
Så jeg synes stadig, at modehusene og bestemt ikke mindst medierne har et kæmpe ansvar. Som ingen vil stå ved.
Rettelse til selve artiklen:
Isabelle Caro er i dag 27 - og har haft anoreksi i 14 år. Altså siden hun var 13. Ikke siden hun var 11 som der inddirekte står i artiklen.