Læsetid: 4 min.

Et mekka for foodies

New York er et slaraffenland for mennesker med hang til mad med historier
New York er et slaraffenland for mennesker med hang til mad med historier
19. oktober 2007

I de seneste årtier har foodies kunnet dyrke deres brede interesse for mad i New York. En foodie er interesseret i mere end blot madens smag og kvalitet og mængden af mad, som er tre vigtige ting for gourmanden, der er en ædedolk. For en foodie handler det også om historien bag det, man spiser, om forbrug, videnskab, tilberedning, sundhed med mere.

Begrebet blev introduceret i 1984 i bogen The Official Foodie Handbook. I 1980'erne og 1990'erne steg interessen for mad i USA voldsomt. Rigtig mange af ideerne og projekterne fra den tid har vist sig at være levedygtige. Det handlede om at lave netværk, danne coops, der kom stribevis af madprogrammer og madstof i aviser, blade, køkkenbutikker med mere.

Farmers Markets med økologiske og lokalt producerede råvarer - og det at møde menneskene bag varerne - blev populært. I denne periode blev Zagat-guiderne udviklet. Den første var en restaurantguide for New York, hvor venner anmeldte restauranter. Guidernes anbefalinger udarbejdes i dag ud fra tilbagemeldinger fra tusinder af brugere, og Zagat har nu også food blogs.

En stor madverden

I New York er det meget let at opleve forskellige stilarter inden for kogekunsten, forskellige verdenskøkkener med hver deres historie, og opleve en mangfoldighed af æstetiske udtryk på spisesteder, i butikker og markeder, der bugner af råvarer og produkter i tusindvis.

På restaurantscenen er der alt fra superklassisk til forskellige nyere trends - dyrt og billigt. For 20 år siden var der sushisteder overalt på Manhattan, nu er det mainstream og findes på deliernes hylder side om side med sandwich, wraps og salater - sådan som det også er ved at være herhjemme. Et nyere koncept er Farm to table-restauranter, der får produkter fra egne gårde. Der er kommet mange nye steakhouses de seneste år - og kødet er godt. Retrobølgen af klassiske franske bistroer, cafeer og italienske trattoriaer og osteriaer er dominerende. Der er smarte og gode steder med asiatiske og etniske køkkener, flere af dem i blandinger som f.eks. koreansk-japansk - en restauranttype som også er kommet til Europa. Dog har de fleste af denne type restauranter et amerikansk touch med servering af drinks og doggybags til resterne fra de ofte store serveringer.

På Manhattan er der stadig de klassiske amerikanske steder, som man kun kan opleve her: steder med gode burgere, amerikanske skaldyr og jødiske specialiteter som pastrami, corned beef, picklede agurker, kål, bialyes og bagels.

Man kan hurtigt blive meget mæt og måske i noget, man ikke havde så meget lyst til som noget andet. Der skal tages valg, ligegyldigt hvor nærig man er med sine kalorier. I Zagats restaurant eller gourmetshoppingguide er der hjælp at finde. Køb den derovre eller som afterhand på amazon.co.uk.

Og her et par opskrifter til hjemmekøkkenet. At lave marshmallows selv er for dem, der har lyst til lidt udfordring i køkkenet.

Salat med friske figner og gedeost

Bland grønne salatblade (f.eks. hjertesalat) med stykker af friske figner, smuldret frisk gedeost (evt. i olie), friske hasselnøddekerner og en god dressing af olivenolie og eddike eller citron.

Varm chokolade med marshmallows (skumfiduser, kan evt. købes færdiglavede)

- Varm chokolade: beregn 2 dl mælk og 25-40 g mørk chokolade efter smag.

- Marshmallows til ca. 40 stk.

- 1 dl vand

- 200 g sukker

- 250 g glukose

- 1 dl vand+50 g pulveriseret gelatine

- 3 æggehvider eller 1 dl

eller 5 ml citronsyre (1 tsk)

Rør vand, sukker og glukose sammen i en gryde. Varm op under omrøring til det bobler. Læg låg på, og kog nogle minutter. Tag låget af, mål med et termometer og varm til sukkerlagen er 135 grader (målt med sukkertermometer). Sluk og lad den afkøle til 100 grader.

Sæt en gryde over med vand til vandbad. Afmål varmt vand i en skål, drys gelatinepulveret i og rør det sammen. Sæt skålen i vandbadet, og lad gelatinen smelte.

Gør et stykke bagepapir klar, og drys det med glukose.

Pisk æggehviderne stive med en håndmikser. Når sukkerlagen er afkølet til 100 grader, piskes gelatineopløsningen i. Herefter tilsættes citronsyren. Blandingen hældes i en stråle i æggehviderne, mens der fortsat piskes. Pisk massen 3-4 min., til den er næsten stiv.

Hæld den faste skumfidusmasse ud på bagepapiret. Når den er næsten helt fast drysses med glukose, og så vendes den om på et andet stykke bagepapir. Klip nu stykker af med en saks. Stykkerne vendes igen i glukose, så der er glukose på alle sider.

Varm mælk op, til den næsten koger. Tilsæt stykker af chokolade og rør, til det er smeltet. Kom et par stykker marshmallow i - enjoy it!

(Særlige produkter kan købes hos Specialkøbmanden eller www.urtegaarden.dk).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Foodies er nu ikke kun et begreb der lever i USA, som denne artikkel giver udtryk for. Vi lever skam i bedste velgående her i landet.... Man finder mange danske hits på fx. google og så er der jo liiiige vores lille klub :-) Foodies.dk

På et tidspunkt da jeg kedede mig lidt så jeg Rachel Ray's talkshow. Det er nu ikke det jeg vil tale om den helt fantastiske middag, hun lavede fra bunden af (næsten). Her et link: http://www.rachaelrayshow.com/food/recipes/turkey-stuffin-meatloaf-scall...

Det geniale ved denne her middag er at den rent faktisk kan genbruges...til noget, hun kalder enchil-lasagan.

Jeg ved ikke helt om det kommer ind under foodies definitionen, men det så i hvertfald lækkert og velsmagende ud. Og det var en ret som jeg godt kunne tænke mig at lave.

Hovedproblemet er dog, at man skal bruge 2 quarts of chicken stock, divided. Jeg går ud fra at det er kyllingefond? eller noget i den stil? Rachel brugte chicken stock i literpakning, og det var rigtig chicken stock, altså ikke noget med maggi-terninger her eller noget i den stil. Mon hønsekødssuppe kan bruges?? For rigtig chicken stock er jeg altså ikke sikker på, at man kan købe i supermarkeder herhjemme... Man kan ganske vist købe noget, der hedder Oscar XXX, men sidst jeg så på varedeklarationen bestod det vist mest af salt og vand...

Det er synd at danskerne kun kender amerikansk mad som burgere fra McDonalds og pizzaer fra Pizzahut, da rigtig lavet amerikansk mad er endnu bedre en europæisk mad, især hvis man lader sig inspirere af Louisianas sumpe til en omgang jambalaya eller lader sig inspirere af den rigtige amerikanske burger som kan fås sine steder på Manhattan. Det samme gælder for ordentlige italienske pizzaer...

Veltillavet mad med ordentlige veltilavede råvarer som min bedstemor lavede det ser heldigvis ud til at være på vej ind igen - både i vore køkkenet - og ikke mindst ivore hjerter...