Læsetid: 5 min.

De moralske røvere

Blekingegade-banden var en dybt professionel forbryderbande, men bag den hårdkogte og fanatiske facade, som offentligheden fik at se under retssagen, havde gruppemedlemmerne væsentlig flere facetter, viser ny bog
aLund 2007: Fra ejendommen Östra Vallagatan 59 B skulle den svenske milliardærsøn Jörn Rausing i januar 1985 have været bedøvet og bortført i en trækasse, hvorefter hans far ville blive afkrævet en løsesum på 300 millioner kroner.

aLund 2007: Fra ejendommen Östra Vallagatan 59 B skulle den svenske milliardærsøn Jörn Rausing i januar 1985 have været bedøvet og bortført i en trækasse, hvorefter hans far ville blive afkrævet en løsesum på 300 millioner kroner.

Poul Rasmussen

24. oktober 2007

Er det i orden at klippe fingeren af et gidsel, hvis det sker i en god sags tjeneste? Det er jo et meget overbevisende argument at modtage med posten. Og hvad med gidslet selv, skal vi slå ham ihjel, når det hele er overstået? Og hvad nu, hvis familien nægter at betale, hvad skal vi så stille op?

Blekingegade-bandens hårde kerne bruger dage og uger på at diskutere, hvor langt de skal gå i den gode sags tjeneste. Er terror mod civile mål acceptabelt, er kidnapning, er mord?

Peter Øvig Knudsens nye bog om Blekingegade-gruppen tegner et væsentlig mere facetteret portræt, end offentligheden hidtil har haft af den lille gruppe hårdkogte maoister, som i 1970'erne og 80'ere begik den ene forbrydelse efter den anden for at skaffe penge og våben til den militante palæstinensiske organisation Folkefronten for Palæstinas Befrielse, PFLP.

Den store plan

Selv om Blekingegade-gruppen gennemførte en lang række dybt professionelle våbentyverier og bankrøverier for at skaffe penge til "Fronten" og førte kartotek over danske zionister, var der grænser for, hvor langt de ville gå for at nå deres mål.

Det viser sig blandt andet, da gruppen får til opgave at kidnappe et medlem af en af Nordeuropas rigeste familier og kræve en løsesum, som med et slag kunne indbringe PFLP mellem 200 og 300 millioner kroner.

Gruppen kaster sig først ud i et omfattende researcharbejde for at finde det helt rigtige offer. Resultatet blev samlet i et ringbind og senere fundet i den dæklejlighed, som gruppen havde i Blekingegade på Amager. Efter research-ture til Tyskland, Norge og Sverige falder valget på den 24-årige svenske milliardærarving Jörn Rausing, der bor alene i en lejlighed i Lund. Ham skal det være. Men hvordan skal kidnapningen gennemføres?

Det første spørgsmål, gruppen giver sig til at diskutere, er, om Rausing skal slås ihjel bagefter for at forhindre, at han senere kan vidne.

"Operationelt findes der stort set ikke andet end argumenter for at dræbe den kidnappede bagefter, refererer et gruppemedlem debatten for Øvig.

"Man slipper for et hav af problemer... til gengæld var der masser af moralske argumenter for at lade Jörn Rausing overleve. 'Det kan vi ikke leve med', 'det vil jeg simpelt hen ikke være med til' osv... vi endte med at fravælge drabet. Jeg husker ikke, at nogen til sidst argumenterede for andet," fortæller han,

Den næste moralske diskussion handlede om, hvorvidt det var i orden at skære en finger af og sende den til faren, en meget almindelig og overbevisende praksis.

"Det lyder helt sygt, men den diskussion blev faktisk noget længere end den første, fordi der var nogen i gruppen, der mente, at muligheden måtte overvejes," fortæller det anonyme bandemedlem.

Kolde fødder?

Øvigs portræt af Blekingegade-røverne fortæller også, hvordan flere af medlemmerne lever under et personligt pres, der til tider er så voldsomt, at de bryder sammen.

Det gælder, f.eks. da gruppens mest hårdkogte medlem bliver taget til fange under et biltyveri på Amager. Da bilejeren truer den uheldige Blekinge-røver med en kniv og bagefter tilkalder det lokale politi, er det en noget sølle frihedshelt, betjentene finder på husets trappe. Grædende og med bukserne gennemvædet af pis bliver den ellers så tjekkende Niels Jørgensen taget med på stationen.

Den opgave, som ifølge Øvigs beretning tærer mest på gruppens ressourser, er kidnapningen af den svenske milliardærsøn. Efter måneders minutiøs planlægning, hvor medlemmerne på skift har overvåget ofret, lejet og ombygget en norsk hytte, så gidslet kan opbevares i et lukket rum uden at se sine kidnappere, anskaffelse af bedøvelsesmidler, biler, våben, udarbejdelse af båndede meddelelser og breve til familien, planlægning af rejserute når løsesummen skulle udbetales osv., er den store dag endelig kommet.

"HAPS!!!!" som der står i den omfattende drejebog, som politiet senere finder i Blekingegade.

I sidste øjeblik bliver presset imidlertid for stort. Mindre end en time inden kidnapningen skal gennemføres, bryder den ene af gidseltagerne, Bo Weimann tilsyneladende fuldstændig sammen, og planen opgives.

"Måneders ophobet stress og nervøsitet får ham til at falde sammen i voldsom angst," som Øvig skriver.

De præcise omstændigheder, som fører til at kidnapningsplanerne opgives, er uklare.

I retten fortæller flere af gruppens medlemmer, at de fik moralske skrupler kort før angrebet, men Øvig sætter et stort spørgsmålstegn ved, om det blot er et forsøg på at undgå straf. Et af medlemmerne har nemlig fortalt ham, at planen først blev opgivet, få sekunder før gruppen skulle bryde ind i Rausings lejlighed - fordi entrédøren vendte forkert og ikke kunne angribes på den måde, som gruppen havde planlagt.

Øvig sætter imidlertid også et spørgsmålstegn ved den forklaring, for måske blev kidnapningen i virkeligheden gennemført fuldstændig, som den var planlagt.

Selv har Jörn Rausing fastholdt, at han aldrig blev kidnappet, men flere af de politifolk, som var med til at optrævle Blekingegade-bandens gerninger, mener stadig den dag i dag, at kidnapningen i virkeligheden blev gennemført.

Den personlige pris

Kort efter begivenhederne omkring Rausing-kidnapningen får også et andet medlem, den praktisk anlagt Peter Døllner, kolde fødder og forlader gruppen.

Han var "træt og desillusioneret", har han forklaret i retten.

Peter Øvig Knudsens hovedkilde inden for gruppen fortæller i et længere interview i slutningen af bogen om, hvordan det var at væ-re med i Blekingegadegruppen, og hvordan det er at leve med bl.a. det mord på samvittigheden, som gruppen begik under et røveri mod Købmagergades postkontor i 1988.

Kilden, der kun optræder under navnet "Stemmen", beklager især den personlige pris, som familie og venner har betalt, for at Blekingegade-gruppen kunne gennemføre sine mange forbrydelser. Men også ofrene gør ondt.

"Jeg ved ikke, om det rigtige ord er fortrydelse, men jeg er oprigtigt ked af, at vi har forvoldt så meget sorg og lidelse, både blandt vore egne familier og nærmeste og især blandt ofrene for vores forbrydelser. Jeg må se i øjnene, at vores aktiviteter har haft voldsomme negative konsekvenser både direkte og indirekte for mange menneskers liv," siger han blandt andet.

"Dengang valgte vi konsekvent at fokusere på de positive udfald af en operation. Havde vi for alvor set konsekvenserne af vore handlinger i øjnene, havde vi formentlig ikke kunne gennemføre dem. Vi fortrængte virkeligheden for at bevare vores handlekraft," som han siger.

Den angrende røver har desuden svært ved i dag at se, hvad forbrydelserne har nyttet.

"Resultaterne af vores operationer var i realiteten ganske små og forekommer mig i dag nytteløse", siger han og vurderer, at banden kunne have støtte den palæstinensiske kamp mere effektivt, hvis de havde anvendt demokratiske metoder og brugt deres evner på informations- og lobbyvirksomhed til fordel for palæstinenserne.

"Vores tøjsendinger til Afrika har nok i virkeligheden haft en større positiv effekt end de relativt få millioner kroner, vi støttede PFLP med", siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu