Baggrund
Læsetid: 3 min.

Musik fra Muqata

Radio Ram leverer underholdning blandet med skarpe nyheder fra sendemasten i Ramallah på Vestbredden. Stationen har flere israelske end palæstinensiske lyttere
Kultur
6. oktober 2007

TEL AVIV - På blot seks måneder har en ny fredsradio vundet stort ind blandt israelske lyttere, selv om den sender fra Ramallah på Vestbredden og i mange sammenhænge opfattes som palæstinensisk. Også på palæstinensisk side er den blevet populær, og det betragtes som en usædvanlig bedrift i en atmosfære, der synes fastlåst i politisk konflikt.

"Det er god musik," lyder det ligefremt fra Shlomi, der som taxichauffør i Tel Aviv ikke just passer til den persontype, man normalt ville betragte som kernelytter hos en fredsradio.

"Deres timenyheder har somme tider nogle synspunkter, jeg ikke er enig i, men det skader jo ikke at høre noget andet. For mig er det musikken, der betyder noget, så jeg har som regel den station kørende, når jeg er på arbejde."

Nyheder med bid

Stationen hedder Radio Ram, hvilket er en reference til Ramallah, hvor sendemasten står på Muqata, præsident Mahmoud Abbas' hovedkvarter på Vestbredden. Derfor omtaler nogle den også som 'Musik fra Muqata', hvilket jo er korrekt nok, for stationen bygger tydeligt på musikken som udgangspunkt for en israelsk-palæstinensisk dialog.

Repertoiret er bevidst neutralt, hvilket vil sige, at stationen spiller Justin Timberlake og Plain White T's, men hverken israelske eller palæstinensiske hits. I samme efterstræbelse af neutralitet har stationen også valgt sit sprog som engelsk.

"At høre hebraisk eller arabisk skaber modvilje, så vi har valgt engelsk," siger stationens palæstinensiske chef, Maysoun Odeh Gangat.

"Det, tror jeg også, er en del af opskriften."

En anden fredsradio, All for Peace, sender på begge sprog, hvilket Odeh Gangat ser som årsagen til, at den aldrig har vundet større udbredelse. Derimod viser en undersøgelse, at Radio Ram har 390.000 israelske lyttere, mens en parallel undersøgelse viser, at 106.000 palæstinensere jævnligt stiller ind på stationen.

Som bonus får lytterne timenyheder, der ofte siger tingene lige ud på en anden måde end i de gængse medier på begge sider af konflikten. Terminologien er bevidst neutral og afdæmoniserende, mens nyhederne klart sigter på at skildre fejl og mangler på begge sider.

"Det går på tværs af, hvad jeg ellers hører," forklarer Shlomi. "Radio Ram citerer Fred Nu mere end de officielle israelske medier, og det synes jeg er interessant. Kritik er skam god nok, når den ikke er ensidig."

Erfaringer fra Sydafrika

Stationen opererer helt i den tradition, som den israelske fredsaktivist Abie Nathan skabte i 1973. Som svar på det stærkt nationalistiske musikvalg på de statslige stationer i kølvandet på krigen i oktober det år, grundlagde han piratradioen Kol HaShalom, eller Voice of Peace, der fungerede indtil 1993, hvor Nathan besluttede, at Oslo-aftalernes fredsproces havde overflødiggjort stationen.

"Det viste sig at være en fejltagelse, og nu er vi her," siger Andrew Bolton, der er nyhedschef på Radio Ram.

"Og det har jo vist sig, at både israelere og palæstinensere er glade for et åndehul i konflikten, et lille håb."

Bolton er ligesom stationens grundlægger, den jødiske Issie Kirsh, fra Sydafrika, hvor de begge har erfaringer fra Radio 702, der i apartheid-tiden byggede en lignende bro mellem hvide og sorte i den sydafrikanske konflikt. Også dér startede de med en musikradio, der efterhånden som den havde etableret sig i lytternes bevidsthed, begyndte at servere flere og flere nyheder, der havde en skarpere profil, end hvad man kunne høre på de regeringskontrollerede kanaler.

"Planen er at udvide med talkshows og magasinprogrammer," forklarer Andrew Bolton. "Det føler vi snart, tiden er moden til, og vi stoler på det, fordi musikken har skabt grundlaget for alt det andet."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her