Kommentar
Læsetid: 3 min.

Når evige værdier forældes

At slæbe Agnar Mykle i retten og dømme ham for utugt var 'nok ikke så lurt', indrømmer en af hans modstandere fra dengang nu over for Morgenbladet
Kultur
18. oktober 2007

I disse oktoberdage er der gået nøjagtig et halvt århundrede, siden Norge blev spaltet på langs. På den ene side stod liberale og kulturradikale kræfter, der ville værne om ytringsfrihed og kunstens ret. På den anden side samledes kulturkonservative ideologer, der i en nylig udsendt roman så et farligt angreb på kulturens bærende grundlag - den offentlige (seksual)moral.

'Myklesagen' begyndte, da forfatteren Agnar Mykle (1915-94) efteråret 1956 udgav Sangen om den røde rubin, en fortsættelse af Lasso rundt om fru Luna (1954) og i sammenligning med denne yderligere dristig i sin udmaling af helten, den unge Ask Burlefots eventyr i og med og over og bag ved det andet køn.

En journalist på Fædrelandsvennen anmeldte bogen for renlivet pornografi, og da senere rigsadvokatens sigtelse blev kendt, udløste det en af de største, varigste og vigtigste kulturelle og moralske debatter nogensinde i Norge.

Hvad var det, der fik folk til at kalde den fra et nutidigt synspunkt nærmest harmløse bog utugtig og usædelig, anstødelig og rent ud pervers?

Sex sat på papir

Hvis man skal sætte sagen på spidsen, er du i dag at betragte som unormal, hvis ikke du praktiserer sex sådan, som det er beskrevet i bogen.

Men dengang så man lidt anderledes på tingene. Mundsex var interessant, men jo altså rygende perverst. Stående samleje var anstrengende og oftest fysisk krævende, men alligevel at betragte som unorsk. Men værst var det dog, at nogen satte den slags sager ned på papir og kaldte det for 'litteratur' og forlangte det afsat i boghandler-leddet i stedet for under disken hos tobakshandleren henne om hjørnet.

Centrale aktører i den offentlige kampagne mod Mykle var dengang professorerne Asbjørn Aarnes, Egil A. Wyller og A.H. Winsnes, som alle tilhørte den værdikonservative såkaldt 'annen front', der på et religiøst grundlag stillede sig i skarp opposition til moderne livsformer og værdiforestillinger.

Særlig opmærksomhed vakte Winsnes, da han i retssagen trådte ind på anklagerens side og leverede det indlæg, der for Mykles fjender at se simpelt hen satte tingene på plads.

I Oslo Byret fremførte han, at straffelovens utugtsparagraf dels var for en nødvendighed at regne, fordi den, som han sagde, værnede den almindelige befolknings "instinkter for det hellige", dels måtte komme i anvendelse over for Agnar Mykle, der netop ikke lavede kunst, men fotografiske reportager.

Værdier ændres

For eftertiden er dette og de talrige andre forargede indlæg på anklagerens side kommet til at stå som indbegrebet af bigotteri, af snæversyn og paternalistisk moraliseren på andre samfundsborgeres vegne.

Mykle kan for os i dag kun alt for lækkert rime på hykle. Dermed måtte ugeavisen Morgenbladet da også her den 14. september sammenfatte sagen som "et pinlig minne", et lærestykke i, hvordan "de evige værdier" jo har det med at forældes.

I tilfældet med Mykle og hans Sangen om den røde rubin kom værdiskreddet til at forløbe hurtigt.

Morgenbladets grundige dækning får derfor også dén interessante vinkel med, at det let lader sig dokumentere, hvorledes de centrale aktører fra for 50 år siden efterfølgende har forsøgt at pynte på deres indsats:

Vi var egentlig slet ikke særlig forargede, erklærede f.eks. Asbjørn Aarnes i et indlæg i Morgenbladet i fjor.

Endte i retten

I hvert fald ikke på egne vegne! Ja, "Winsnes og vi, som stod på hans side, var datidens muslimer. Noget var for os helligt og ukrænkeligt".

Det drejede sig, siger Aarnes nu, om "blufærdigheden og medmenneskets ansigt".

Pludselig bliver det interessant, om forfatteren brugte 'levende modeller' og dermed krænkede nogle konkrete Nogen, ikke bare moralens abstrakte Man.

Mere afdæmpet er politiker og idéhistoriker Lars Roar Langslet, som i 1957 stod rent på anklagersiden, men nu føler sig overbevist om, at det var en stor fejl at dømme Agnar Mykle.

At sagen havnede i retssystemet, det lader sig måske forstå ud fra de præmisser, der var gældende dengang. "Men det var nok ikke så lurt". Evige værdier? Forarget? Forældet frisind? Prøv at dømme selv.

Romanen udkom i 1996 i ny dansk version ved Claus Clausen, ganske sigende på hans forlag Tiderne Skifter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her