Læsetid: 6 min.

Når tegn korpulerer i luften som bananfluer

Under billedkunstneren Per Arnoldi og kunstprofessoren Carsten Thaus kyndige vejledning gennem nogle af æstetikkens vigtigste temaer op gennem det 20. århundrede. Der blev klappet og klappet
13. oktober 2007

Hele to redaktører foreslog mig at tage op til Ordrupgaard Kunstmuseum for at skrive om en samtale mellem Per Arnoldi, Carsten Thau og Piet Mondrian. De viftede mig om næsen med en avisannonce, hvor disse tre illustre navne stod på plakaten med lige store bogstaver. Emnet for samtalen: Utopiens ikoner - eller hvad blev der for øvrigt af modernismen?

Det gjorde jeg gerne, skønt jeg egentlig troede, Mondrian forlængst var død. Men man kunne jo have sovet i timen? Flere Cobra-malere blev ældgamle, og en kvinde i Frankrig, som døde for få år siden, blev 140 år, hun havde kendt van Gogh personligt. Altså slog jeg hastigt Mondrian op i encyklopædien: Han blev født i 1872 og døde i 1944, hvorfor det selvfølgelig ville være sensationelt, hvis han pludselig dukkede op.

Alligevel: Ind i S-toget og op til Klampenborg Station, en pittoresk bygning med bindingsværk, der ser ud, som om den er faret vild og egentlig burde ligge ved en jernbane på de russiske stepper. I togets DSB-blad nåede jeg lige at læse en ny Jan Sonnergaard-novelle, som foregik i Moskva og handlede om bondefangeri.

Mondrian kom selvfølgelig ikke. Til gengæld var der en udstilling af den hollandske kunstners værker - og så altså maleren, plakatkunstneren med mere Per Arnoldi, som jeg altid har haft en stor svaghed for, fordi han siger nogle meget præcise ting om kunst og på en opkvikkende måde. Arnoldi havde dagen før talt for 1.800 mennesker i Psykiatrifondens regi. Det havde deuden Johannes Møllehave, idet de begge er i præsidiet for fonden. Derimod havde jeg aldrig hørt kunstprofessor Carsten Thau tale, men siden min pureste ungdom fra universitetsmiljøet i Århus altid hørt, at han var ufatteligt intelligent.

Nu sad vi en 125 mennesker (full house), som kunne lide at vide, hvad der var blevet af modernismen, hvis den overhovedet var blevet af. Var den overhalet af andre ismer, tivoliseret til ukendelighed, forsvundet på Statens Museum for Kunst i Allis Hellelands regeringstid eller helt ud i cyberspace?

Den sorte streg

Carsten Thau skuffede ikke og Arnoldi heller ikke. På scenen stod to tunge stolemøbler, om hvilke blev sagt, at de havde spillet med i Don Carlos på Det Kgl. Teater (så vidt jeg kunne høre fra min plads bag en kvinde med et stort rødt hår holdt sammen af et transparent smykke, på de bagerste rækker). Per Arnoldi, der er charmerende som en studie-vært på tv, hvilket han også har været, introducerede Mondrian ved at sige, at vi ikke skulle snakke om hans liv, men snarere om ham og andre billedkunstnere, som var modernismens og utopiens ikoner, hvilket var et og det samme i Arnoldis optik. Han beskrev, hvordan Mondrians malerier, skønt de bestod af nogle få farver, kaldet primærfarver, og nogle 'krystalklare' geometriske former og linjer, alligevel rummede en umiskendelig udstråling.

"Vi har i dag ingen mulighed for at se, hvor nyt dette egentlig var i sin samtid, hvor det simpelthen udgjorde the shock of the new," forklarede han.

Det havde han ret i. I dag hænger billederne bare på Ordrupgaard og ser ud, sådan som man regner med, de ser ud. Udstråling? Absolut!

Her slog det mig, at der i grunden ikke er den store forskel på dem og Arnoldis egne billeder. Også han opererer med få former og farver, men yder den service at forme dem som genkendelige effekter - hat, stok, badebold, etc. - hvorfor også han har fået et stort publikum, som rækker helt til Japan.

Arnoldi var engang af en kunstkritiker blevet beskyldt for at "skære Mondrian til", så han passede ind i Arnoldis eget kram, fordi Arnoldi (så vidt jeg forstod) havde søgt efter mystiske sider hos Mondrian. En af dem havde han fundet der, hvor en sort streg pludselig over overraskende bryder det geometrisk perfekte hos denne kunstens Mr. Cool ved at stoppe fem cemtimeter, muligvis seks, lige før falsen eller billedrammen. "Glarmestersvaret" ville lyde, at det netop var derfor: Den skulle ikke løbe ind i falsen. Arnoldi havde diskuteret det med Thau, som havde haft denne tolkning: "Nu er du nede i Mondrians erogene zoner ..."

Her grinede vi første gang, men ikke sidste, og hermed var den anden samtalepartner præsenteret.

Carsten Thau rejste sig op og gav en lyngennemgang af, hvordan Mondrian i lighed med Kandinsky, le Corbusier, Bauhaus og andre avantgardister i 1910-30 var trådt et skridt tilbage og havde dekomponeret og "opløst den illusionistiske kunst" (læs: den, der ligner noget) og derved formuleret de grundliggende, genetiske principper for de næste mange, mange års kunst. Selv om de var abstrakte og koncentrerede det billedlige udtryk ved at skære ind til benet, var de også optaget af den åndelige, asketiske koncentration, og en af dem gik endog i munkedragt. De var optaget af teosofi og antropologi og arbejdede også med gesamtkunstwerke, hvor de søgte at overkomme hele den moderne tids fragmentering, atomisering og splittelse, etc., etc. Jeg tror også, han sagde, at de havde søgt det centripentale i stedet for det centrifugale, før han sluttede. Kunstnerne havde vist også håbet at skabe noget socialt.

Et øjeblik blev der helt stille. Så bragede den første klapsalve løs. Det stod mig ikke klart, om man klappede, fordi man virkelig havde kunnet følge med og forstå - eller om man simpelthen var imponeret af fremlæggelsen. Måske var det en blanding. Carsten Thau var som intellektuel alvorsmand Arnoldis diametrale modsætning, og netop det gjorde dem til det perfekte, hinanden supplerende par.

Warhol tissede

Sådan fortsatte det. Arnoldi kunne berette, at han i 1964 havde spurgt Ole Schwalbe, en af Mondrians danske arvtagere, som mellem alle sine firkantede former havde haft en rund. "Hvordan beregner du egentlig den," havde han spurgt, og Schwalbe havde svaret: "Jeg maler den frem!"

"Så vendte vi os fra ham," sagde Arnoldi (de havde åbenbart været flere til stede), for "så var det jo bare 'blomstermaleri'". Spørgsmålet var, hvornår der var tale om matematik, og hvornår det var en intuitiv beslutning.

Nu gik vi over til at klappe næsten hver gang, en af dem havde haft ordet, hvilket fik Arnoldi til at sige: "Jeg har aldrig været i en forsamling, hvor der blev klappet så meget. Det tror jeg sgu, vi skal prøve derhjemme." Han havde også en anekdote om Andy Warhol, som havde tisset på et lærred, som nogle fine damer så havde set på en udstilling i New York. Det fandt de meget spændende, og en af dem var gået helt hen og havde snuset til det. "It's the real thing!" havde hun sagt til veninderne.

McDonald's

Efter således at have fulgt modernisterne, hvoraf en havde tænkt, om man kunne erstattet korset med firkanten (det religiøse med noget ikke-værdiladet?) op gennem århundredet, nåede vi frem til nutiden, hvor Carsten Thau brugte sangeren Michael Jackson, der hverken er mand eller kvinde, hverken sort eller hvid, og med militære symboler i sin påklædning til forklare, at "tegn i dag er løsrevne. De kopulerer som bananfluer i luften!" hvilket - han kunne altså også lyne humoristisk og samtidig ramme plet - indhøstede aftenens største bifald.

Arnoldi var for et par dage siden cyklet ud på Nørrebros Runddel til en McDonald's for selv at se, hvordan man nu brugte ægte Arne Jacobsen-stole, hvis de da ikke nogle steder var ulovlige kopier. På dem sad "30 mennesker, som havde tre tænder tilsammen" og spiste burgere, og så tror undertegnede bestemt, uden at ordet blev brugt, at vi var nået frem til postmodernismen.

I al fald var seancen brat slut. Jeg fik et sidste glimt ud over de 125 hoveder, hvoraf mange qua deres hår kan betegnes som det grå sølv. Det slår mig altid på de store museer, især dem nord for København, hvor pænt kunstpublikummet er - og er klædt - i grel modsætning til de rodede liv, som de fleste af kunstnerne har haft. Jeg er sikker på, at det er dette pæne publikum, for to tredjedels vedkommende kvinder, der bærer kunstinteressen på deres hænder og dermed holder liv i kunstnerne.

Så gik vi ud i kulturnatten, eller hvor vi nu blev af, hver især.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu