Læsetid: 3 min.

De noble gætterier

Nobelprisen i litteratur er en pris til verdenslitteraturen. I dag bliver det afgjort, hvem der får prisen og de 10 mio. svenske kroner
11. oktober 2007

Så er det igen tid til årets nobelpris i litteratur og gætterierne om, hvem der i år får prisen. Nobelprisen i litteratur er en pris til verdenslitteraturen. Det kommer af, at Alfred Nobel, der i sin tid indstiftede prisen verdens vigtigste pris, var anti-nationalist og solidariserede sig med en kosmopolitiske holdning i tiden omkring 1890'erne, som igen trækker på det tankegods, der blandt andet kommer til udtryk i Goethes begreb om 'Weltliteratur', hvor litteraturen ses som et stort sammenhængende hele, der gensidigt belyser hinanden.

Den permanente sekretær for Det svenske Akademi Horace Engdahl, der uden tvivl er den person der har størst indflydelse på det endelig valg, har sagt i et interview her i avisen:

"Vi må forblive tro mod den tradition og betragte litteraturen som hele verdens ejendom."

Hvis man stoler på Horace Engdahl er det derfor fuldstændig forkert, som det ofte sker, at se et politisk motiv bag uddelingen af prisen. Hensigten med prisen er ikke at belønne en nation, der har gjort noget godt eller straffe en bestemt nation ved at give prisen til en forfatter, der forholder sig kritisk til nationen.

Der ligger ifølge Horace Engdahl kun æstetiske kriterier til grund for prisen. Som har siger det i interviewet med Information:

"Jeg kan garantere: I de år jeg har siddet i Akademiet, har der aldrig forekommet politiske argumenter. De er bandlyste. Hvis nogen skulle forsøge sig med det, ville de andre med det samme slå ned på det."

Politiske gætterier

Engdahls forsikringer vil næppe lægge en dæmper på lysten til at søge politiske motiver bag prisen. Det er en del af selve litteraturens væsen, at den er så svær at isolere være det politiske og samfundsmæssige.

Men da nobelprisen i litteratur er en pris til verdenslitteraturen, har vi ringet til en række litteraturprofessorer, som udover at formodes at være velbevandret i verdenslitteraturen også er blandt dem, som har mulighed for at indstille forfattere til Det svenske Akademi, som så udvælger den bedste.

Rundturen starter i Århus, hvor Svend Erik Larsen, professor i litteratur ved Aarhus Universitet, i sin indstillingen til Det svenske Akademiet har peget på den somaliske forfatter Nuruddin Farah. Han er ifølge Larsen en forfatter, der "skriver på en europæisk-amerikansk modernistisk baggrund, men så laver sin helt egen blanding, når den møder hans verden, som er et land der næsten ikke eksisterer". Farah trækker ifølge Svend Erik Larsen på stærke temaer som det koloniale og migration, samtidig med at han bevæger sig så sikkert inden for en højmodernistisk litterær tradition.

Anne Marie Mai, professor i litteratur ved Syddansk Universitet er ærlig optimist, når hun peger på den danske digter Inger Christensen.

"Hun har nydt stor anerkendelse især i den tysksprogede verden og oversat til engelsk," siger hun. Og så er hun ifølge Mai kendt og synlig i litterære tidsskrifter og til oplæsningsarrangementer rundt omkring i verden.

Frederik Tygstrup, der er lektor ved Københavns Universitet tror derimod, at prisen i år vil gå til den amerikanske forfatter Don deLillo, fordi det er "et forfatterskab som er gammelt og alligevel i udvikling".

Han er ifølge Tygstrup en af de forfattere, der står for virkelig formår at beskrive det amerikanske samfund og tage temperaturen efter angrebet den 11. september.

Spændingen udløses i dag kl. 13, hvor Horace Engdahl træder frem og offentliggør navnet på årets nobelprismodtager i litteratur. Det kan ses direkte på SVT1.

Her på redaktionen nåede ikke alle at give deres bud på vinderen, men her er vores gætterier:

Erik Skyum-Nielsen: Thomas Tranströmer

Lilian Munk Rösing: Amos Oz

Tonny Vorm: Joan Dideon

Anton Geist: Philip Roth

Torben Brostrøm: Mario Vargas Llosa

Tue Andersen Nexø: Bob Dylan

Rune Lykkeberg: Haruki Murakami

Kristen Bjørnkjær: Per Olov Enquist

Peter Nielsen: Amos Oz

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu