Læsetid: 2 min.

Ny teaterscene for børn i hjertet af København

I går åbnede Folketeatret en ny børneteaterscene, der skal give de husvilde ensembler et nyt spillested
Kultur
2. oktober 2007

Dansk børneteater er internationalt berømt og bliver ofte inviteret til udlandet. Men mange børneteaterensembler har ikke noget fast sted at spille deres forestillinger. På Folketeatret i Nørregade har man derfor åbnet en ny børneteaterscene, hvor turnerende ensembler kan finde husly.

"Mange gode børneteatre er hele tiden på jagt efter et sted at spille deres stykker, så derfor har vi besluttet at lave en åben scene, hvor vi inviterer forskellige grupper til at spille," fortæller teaterchef Waage Sandø.

Børnescenen får til huse i Boxen, der før var en scene, hvor alle mulige forskellige forestillinger kunne leje sig ind.

Selvom Folketeatrets initiativ bydes velkommen af det danske statsensemble for børneteater, Corona la Balance, så man hellere, at børneteatret blev samlet i et større hus.

De usynlige børn

"Problemet er, at du sidder med en målgruppe, der ikke har nogen politisk stemme, der ikke selv vælger at gå i teatret, og ikke efterspørger artikler i avisen om børneteater, det betyder at vi bliver usynlige," siger Marc van der Velden, der er instruktør og med i den kunstneriske ledelse af det internationalt anerkendte børneteater Corona la Balance.

Marc van der Velden så gerne et decideret børneteaterhus i København, med mere end én scene og mulighed for at lave internationale festivaler.

"I Holland har de store byer etableret centrale børneteaterhuse, ofte med en fast stab, og det har forøget synligheden meget markant," siger han og fortsætter: "Det er fint, at de åbner Boxen for turnerende børneteatre, men en åben scene betyder, at folk selv skal stå for alt. De stiller f.eks. ikke deres PR-apparat til rådighed, så jeg ser det ikke som et initiativ, der flytter så meget."

Alternativerne er i orden

Diskussionen om et stort børneteaterhus er ikke ny. Ifølge Waage Sandø drukner diskussionen, fordi børneteatret alligevel formår at nå sit publikum.

"Jeg tror, at grunden til at vi ikke har et stort børneteaterhus, har noget at gøre med, at vi har en masse alternativer. Dansk børneteatret har fået sin store position ved at lave meget intimteater og turnere rundt i gymnastiksale, biblioteker og skoler. Mindst én gang om året spiller de store teatre en stor børne- og familieforestilling, men det er selvfølgelig meget traditionelt. Ikke noget nyskrevet og avanceret, men lige præcis noget som bedsteforældre og forældre kender. Det er jo dem, der tager børnene med i teatret," siger Waage Sandøe.

Boxen åbnede i går med forestillingen Vals, og scenen er indtil videre fuldt booket med forestillinger indtil april 2008.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her