Læsetid: 3 min.

Ole Wivel frem i lyset, igen

Tænk, hvis det er en krimi, som igen får affæren om Ole Wivels fortid til at blusse op
4. oktober 2007

Der findes en betændt byld i nyere dansk kulturhistorie, nemlig den om forfatteren og forlagsdirektøren Ole Wivels flirt med fascistiske idealer og hans deltagelse før og under Anden Verdenskrig i den kryptonazistiske gruppe Ringen, der også talte Louisiana-grundlægger Knud W. Jensen og den østrigske nazist Fritz Waschnitius. Det er en sag, som med jævne mellemrum dukker op, nok især fordi den aldrig på det kulturelle-mentale plan er blevet færdigbehandlet og afsluttet.

Senest er det forfatterparret Christian Dorph og Simon Pasternak, der har gjort historien om Ringen til handlingsspor i deres nye krimi, Afgrundens rand. De to forfattere er uden tvivl faldet for fristelsen til at bruge dette stof i en helt ny og fantastisk sammenhæng. Tiden vil så vise, om de ender med at blive trætte af, at selve Ole Wivel-sporet kommer til at skygge for, at de helt basalt har skrevet en god og medrivende krimi. For når det begynder at lugte lidt for meget af intellektualisme, er det ikke sikkert, at det gavner krimiens ellers selvskrevne plads på bestsellerlisten. Det er forfatterne så selv ude om, når de nu ikke kan nære sig.

I sin erindringsbog Romance for Valdhorn skriver Ole Wivel om sine "romantisk-heroiske vildfarelser", hvilket dækker over et levende engagement i fascistiske idealer. Wivel står ved sin ungdoms flirt med "heroismen, fordømmelsen af de moderne demokratier, ungdomsforgudelsen og drømmen om den germanske kulturmission i Europa", som det hedder, men efter krigens afslutning har han lagt afstand til disse tanker og forklaret det som udslag af et ungdommeligt sind.

Wivel var ganske rigtig ung, og meget kan undskyldes på den konto, men det har været sværere at godtage, at han ikke holdt sig til hele sandheden, da han skrev sine erindringer. Han var længe om at skifte standpunkt, ligesom han var med til at overtale maleren Oluf Høsts søn, Ole Høst, til at tage til Østfronten, hvor han døde.

Intellektuel skandale

Det kom altsammen for en dag, da litteraten Jørgen Hunosøe for nogle år siden lækkede sine oplysninger. Hunosøe kunne også påvise, at Wivels vildfarelser ikke kun var udslag af purungdommeligt sind, men at hans tilknytning til gruppen omkring Ringen prægede ham i mange år efter krigen. Hunosøe kunne også afsløre, at Ole Wivel selv satte sin officielle debut som digter til 1948, da han udgav I Fiskens Tegn, mens der gik en hel håndfuld digtsamlinger forud for den officielle debut, hvor der finder en dyrkelse af 'overmennesket' sted og en førerkult, der minder om fascismen.

Takket være en krimi er det nu igen blevet muligt at tage livtag med denne penible sag.

Wivel-sagen er en af de største intellektuelle skandaler i nyere tid, og det er den ikke kun på grund af den skandaløse fortrængning af mandens fortid, men også af vores kollektive erindring af, hvad der skete på et givet tidspunkt. Og det har ikke noget at gøre med, at Ole Wivel i sine unge dage har været under en bestemt indflydelse og tænkt bestemte tanker, som han siden i et eller andet omfang har lagt afstand til. Det er jo ikke forbudt, og man vil kunne finde mange eksempler på fejltagelser, der er blevet tacklet på en god og fremadrettet måde.

Problemet er, at Ole Wivel og en række andre kulturpersonligheder, der har været med til at tegne det kulturelle landkort, bygger en mur ned gennem deres egen fortid, så vi som helhed kommer til at mangle den dimension af vores fælles eller kollektive fortid. Mange var af forskellige grunde fascineret af disse 'fascistiske' tanker i 1930'erne og 40'erne, ligesom der også uden enhver tvivl ligger en stor kunstnerisk energi i de tanker, der blev tænkt på det tidspunkt.

Det skal man vel ikke afskære sig fra at bringe med frem i nutidig kontekst? Det kan vi jo alle sammen lære af. Generationer efter Ole Wivel forbinder nemlig især nazismen med Frits Clausens støvletramp og heil'en og kender ikke de andre aspekter af de fascistiske tanker. Det værste er benægtelsen og at afskære kommende generationer fra at forstå den fascination, der lå i tidens tankegods. Hvis vi ikke vil se disse erfaringer i øjnene, er vi dømt til at evig gentagelse af fejltagelserne.

Det handler derfor ikke om at fordømme, at Ole Wivel og ligesindede tænkte de tanker, de tænkte, men om at fordømme alle dem, der siden har bagatelliseret Ole Wivels tanker som ungdommelig vildfarelser - i stedet for at dele dem med efterfølgende generationer.

Alt det takket være en krimi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu