Panserkrydseren Potemkin
Den herreløse barnevogn, der triller ned af trapperne, er stadig en af filmhistoriens mest kendte sekvenser. Den stammer fra Panserkrydseren Potemkin (1925), der er instrueret af Sergej Eisenstein (1898-1948). Det er en dramatiseret fremstilling af et faktisk mytteri fra 1905 - altså Tsar-tidens Rusland - på krigsskibet, som giver filmen titel. Eisenstein skrev sig ind i filmhistorien med sin rytmiske og associative klippeteknik i opposition til Hollywoods ligefremme fortælleform. Hans ærinde var at få det ene billede til at kollidere med det næste og dermed kaste tilskueren ud i en aktiv fortolkning af begivenhedsforløbet. Panserkrydseren Potemkin får nu dansk repremiere med musik af Christian Rønn og Peter Peter. De har skabt en meget muskuløs lydside, som blandt andet giver associationer til den tunge industri, den senere Sovjettid hyldede. JVK
Panserkrydseren Potemkin. Instruktion: Sergej Eisenstein. Manuskript: Sergej Eisenstein og Nina Aghadzanova. Russisk (Repremiere i Grand Teatret og Husets Biograf i København samt i en række biografer i provinsen).
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »