Læsetid: 7 min.

Poeterne har ingen divisioner, de har kun deres sprog

Den tyske forfatter og nobelprismodtager Günter Grass fylder 80 i morgen. Her tegner Grass-kenderen og - oversætter Per Øhrgaard et portræt af et originalt forfatterskab
Günther Grass, der har skrevet romaner, noveller, digte, teaterstykker og essays, slog med romanen -Bliktrommen- (1959) sit navn fast som en af efterkrigstidens største tyske forfattere. Han fik i 1999 Nobelprisen i Litteratur og har desuden modtaget flere æresdoktorater og mange nationale og internationale priser herunder Sonningprisen i 1996.

Günther Grass, der har skrevet romaner, noveller, digte, teaterstykker og essays, slog med romanen -Bliktrommen- (1959) sit navn fast som en af efterkrigstidens største tyske forfattere. Han fik i 1999 Nobelprisen i Litteratur og har desuden modtaget flere æresdoktorater og mange nationale og internationale priser herunder Sonningprisen i 1996.

Morten Langkilde

15. oktober 2007

"Det kan godt betale sig at fylde 80," sagde Günter Grass nærmest som et godt råd til mig, da han forlod den banket, som byen Gdansk gav til hans ære ved slutningen af en tredages konference om hans forfatterskab 4.-6.oktober. Når man så ham, utrættelig og munter trods et tæt program, måtte man give ham ret.

Besøget i Gdansk var Grass' første efter balladen om hans selvbiografi sidste år, men han blev smukt modtaget. Et af højdepunkterne var en paneldiskussion mellem Grass, Lech Walesa, Richard von Weizsäcker og den forhenværende polske udenrigsminister Stefan Meller. Walesa havde efter udgivelsen af Grass' selvbiografi først erklæret, at Grass burde frasige sig sit æresborgerskab i Gdansk, men havde så efter at have set sagens rette sammenhæng taget sine ord i sig igen. Nu takkede Grass Walesa for hans moralske støtte - og så diskuterede d'herrer ellers nutiden og fremtiden, alt imens de gjorde sig umage for ikke at blande sig i den igangværende polske valgkamp (det var svært).

Sagens rette sammenhæng: I Günter Grass' selvbiografi står der som bekendt, at han i nogle måneder sidst i Anden Verdenskrig var indrulleret i en Waffen-SS-division. Det er en oplysning, han ikke har givet før, men som udløste de sælsomste reaktioner, især fra dem, som ikke vidste, hvad Grass ellers har fortalt.

"Hvis for eksempel Günter Grass ærligt havde fortalt om sin fortid i Hitlerjugend, så ville hans massive og vigtige kritik af nazismen ikke have klinget så hult i dag," er Ditlev Tamm citeret for at sige i Information for 4. oktober. Men Günter Grass har aldrig lagt skjul på, at han som teenager troede på Føreren.

Han var fem år, da Hitler kom til magten, og socialiseret i Det Tredje Rige. Hans kritik klinger derfor ikke det ringeste hult efter den ene nye oplysning, som i øvrigt vedrører noget, han var uden indflydelse på. Grass kunne og kan med føje sige som Thomas Mann, da denne i 1945 holdt sit foredrag om Tyskland og tyskerne: Intet af det, jeg siger, kommer fra en udeltagende tilskuer; jeg har det altsammen i mig selv.

Og vi andre får del i det gennem hans bøger, herunder selvbiografien Når løget skrælles. Efterhånden som tågerne er lettet, fremstår bogen som et af hovedværkerne i forfatterskabet, og den slår bro tilbage til hans første roman. Ikke kun fordi selvbiografien slutter ved udgivelsen af Bliktrommen i 1959, men også fordi paralleller og forskelle bliver tydelige. Både Oskar i Bliktrommen og Günter Grass i selvbiografien er i opposition og på flugt. Oskar har allerede ved fødslen gennemskuet den voksne verdens hulhed, Günter er koncentreret om kunsten og/eller eventyret som en vej ud af sit snævre miljø.

Engang stak man til søs eller til Fremmedlegionen - under Anden Verdenskrig prøver den 15-årige at melde sig til ubådsstyrken, men sendes hjem med et skulderklap og besked om, at turen nok skal komme til ham. Det gør den i sandhed også. Men refleksionen over det, der foregår, sætter først ind senere, og den - og følelsen af skam - vokser sig i modsætning til Oskar Matzerath større og større med årene.

Vildveje og faldgruber

Derfor begynder også den seneste bog ganske som den første med en overvejelse over, hvad man kan fortælle og hvordan. Erindringen er fuld af vildveje og faldgruber, der findes ingen beretning uden et element af fiktion, hvad der ikke er det samme som løgn. Grass fortæller sit livs eventyr både med og uden digtning: Der er gode historier, hvis autenticitet står hen i det uvisse, men der er også en kerne af utvivlsomme begivenheder og erfaringer. Grass skriver selvbevidst, men ikke hovent (han har tilegnet bogen "til alle dem, jeg lærte af"). Og han skriver på baggrund af tab og sorg, men uden sentimentalitet. Passager som den, hvor tyske flygtninge skubbes ned i brunkulslejet for at give plads til, at de tyske panservogne kan skyde mod de russiske, eller den, der fortæller om moderens langsomme kræftdød jævnsides med det unge ægtepars optagethed af alle mulige andre ting, er blot nogle af mange, som viser det.

Fraværet af sentimentalitet var også det, der i sin tid gjorde Bliktrommen til en sensation. Her var den tyske historie hverken skildret som en heroisk skæbnekamp eller en djævelsk forførelse, men som banal dagligdag, der når som helst kunne kamme over i det forrykte. De små mennesker kan på den ene side ikke stille noget op mod den store historie, og på den anden side er de alligevel medansvarlige for dens forløb, deres lidenhed er ikke nogen undskyldning.

Den konstellation finder man overalt i forfatterskabet, både det tidlige og det senere. Hvad enten det er Joachim Mahlke i Kat og Mus fra 1961 eller Theo Wuttke i En længere historie fra 1995 eller mylderet af skikkelser i Mit århundrede fra 1999: Historien rager altid ind i nutiden, og den må også altid fortolkes ud fra nutiden. Grass' figurer behøver ikke at drage ud for at lære frygten at kende. Det frygtelige kommer helt af sig selv, trænger sig på, og Grass' hovedpersoner søger så at komme til rette med deres virkelighed eller at komme væk fra den - som når Mahlke forsvinder i vraget af en polsk minestryger, eller når Wuttke, også kaldet Fonty, skifter sin egen nutidige eksistens ud med forfatteren Theodor Fontanes hundrede år tidligere og beundrer lappedykkeren i Tiergarten, som pludselig er væk og måske dukker op igen et sted, hvor ingen får øje på den.

Pligten til at blande sig

Men den forfatter, som et sted - i romanen Flynderen fra 1977 - lader sin fortæller sige, at "jeg er mere virkelig i mine historier" end i det, de fleste kalder virkeligheden, er også den, der har følt en forpligtelse til at blande sig i samfundslivet, i politik. Det har han til gengæld udtrykkelig gjort som borger uden at påstå, at kunstneren på forhånd skulle have bedre forstand på de dele end alle andre. At Grass skulle have opkastet sig til nationens samvittighed, er noget sludder. Ligesom sin ældre kollega Heinrich Böll har han altid afvist den rolle: han har talt for sig selv. Men når hans ord har haft vægt - og det har de - skyldes det utvivlsomt, at han altid også har haft adgang til en anden virkelighed end den politiske.

Han har talt for Willy Brandt og for SPD uden at blive partisoldat, og hans kritik af håndteringen af den tyske genforening skyldtes ikke kærlighed til DDR (som han aldrig havde talt pænt om), men forbitrelse over, at det hele blev en anneksion, der ikke viste respekt for østtyskernes biografier og erfaringer. Grass har - i hvert fald indtil videre - fået uret i sin frygt for en ny tysk stormagt, men mere ret, end han selv bryder sig om, hvad angår de mentale, sociale og økonomiske problemer i genforeningens kølvand.

Det fik Grass mange fjender på, endog et par i Danmark. Således kritiserede den senere kulturminister Brian Mikkelsen voldsomt tildelingen af Sonning-prisen til Grass i 1996 - uden i øvrigt at røbe kendskab til forfatterens virke. I Af en snegls dagbog fra 1972 og i den lille roman eller lange novelle Mødet i Telgte fra 1979 tematiserer Grass på forskellig vis forholdet mellem kunst og politik.

I historien om poeterne, der i 1647 samles i Telgte for at diskutere litteratur og samtidig gerne vil yde deres bidrag til den fred, som omsider er på vej efter 30 års krig, holder engagement og resignation hinanden i skak: Poeterne har ingen divisioner, de har kun deres sprog. Det er på den ene side magtesløst og har på den anden side et længere liv end alle politiske begivenheder og konstellationer.

Billedkunstneren

Inden Günter Grass blev forfatter, var han uddannet som billedkunstner på akademierne i Düsseldorf og Vestberlin, og han har hele sit liv bevæget sig mellem forskellige kunstneriske udtryksformer. Han har ofte holdt skrivepauser oven på sine store værker og til gengæld udfyldt tiden med tegninger, raderinger, skulpturer eller akvareller.

"Jeg tegner altid, også når jeg ikke tegner, fordi jeg er ved at skrive eller koncentreret ingenting laver," har han engang sagt.

Præcisionen i billeddannelsen, anskueligheden, er da også et af de mest fremtrædende træk ved hans skrivekunst, både i lyrik og prosa. På det sidste har han lejlighedsvis kombineret kunstarterne: et digt skrives ind i eller hen over en akvarel eller en tegning og bliver på den måde en del af billedet.

Da Günter Grass i 1999 fik Nobelprisen, fordi han "i muntert sorte fabler har tegnet historiens glemte ansigt", var der mange, som benyttede lejligheden til at spille den unge Grass ud mod den ældre. Den dag i dag er det et hårdnakket rygte, at Det svenske Akademi især belønnede Bliktrommen, skønt det udtrykkeligt blev sagt, at prisen gjaldt hele forfatterskabet. Naturligvis er der forskel på den tidlige og den sene Grass, gangarten skifter, og hvorfor skulle han også gentage Bliktrommen. Men der er ingen grund til at tro, at det kun er det tidlige forfatterskab, der "bliver stående", som man siger.

Den litteratur, som er klassisk, er blevet det, fordi den ikke var det, da den udkom, altså fordi den var original. Günter Grass er stadig væk original - og det bliver han nok ved med at være. I sin høje alder er han fremdeles produktiv. Sådan kan det godt betale sig at fylde 80.

Günter Grass, f. 16. oktober 1927 i Gdansk. Bor i dag i Lübeck. Forfatter, grafiker og billedhugger. Modtog i 1999 Nobelprisen i litteratur. Hans seneste bog på dansk er selvbiografien 'Når løget skrælles'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu