Læsetid: 6 min.

Ringens kraft

En gruppe mænd havde hele livet en fælles hemmelighed, som de gik langt for at beskytte. Fortællingen om Ole Wivel og Knud W. Jensen er nærmest filmisk. Nu har den inspireret til en kriminalroman og åbner for en diskussion af,hvad vi kunne få ud af at kende sandheden
Hverken Ole Wivel eller Knud W. Jensen fortalte nogensinde hele historien om deres ungdommelige flirt med nationalsocialismen.

Hverken Ole Wivel eller Knud W. Jensen fortalte nogensinde hele historien om deres ungdommelige flirt med nationalsocialismen.

Morten Overgaard

4. oktober 2007

Afsløringen var spektakulær. Ole Wivel var en respekteret mand. Havde løftet forlaget Gyldendal op til den førerposition, det stadig besidder i dansk litteratur. Det samme kunne siges om Knud W. Jensen. Hans museumsmodel fra Louisiana inspirerer museumskultur over hele verden. Kunne de have flirtet med nazismen i deres ungdom?

Jørgen Hunosøe påviste i tidsskriftet Nordica i 2000, at Ole Wivel i erindringsbogen Romance for Waldhorn fra 1972 havde slettet sine fem første digtsamlinger og dermed skjult de tilbøjeligheder, der var at læse i det meget tidlige forfatterskab. En fascination og dyrkelse af germansk litteratur og kultur.

"Det er jo det, der gør denne historie så fascinerende," siger journalist ved Weekendavisen Poul Pilgaard Johnsen: "Den blander en gruppe smukke intellektuelle unge mænd med krig og en hemmelighed, som de vil gå langt for at beskytte."

Poul Pilgaard Johnsen arbejder på en bog om Ringen, som gruppen omkring blandt andre Wivel, Jensen, maleren Oluf Høsts søn Ole Høst og den tyske mentor Fritz Waschnitius kaldte sig. Han fortæller historien om, hvordan gruppen opfordrede Ole Høst til at drage til Østfronten. Her faldt han. Et andet ungt medlem af gruppen, Erik Johansen, ombestemte sig i sidste øjeblik og tog ikke i krig.

"Og det blev han voldsomt skoset for af Wivel," siger Poul Pilgaard Johnsen.

Håndtering af fortiden

Men Ole Wivel vedblev til sin død i 2004 at fastholde, at flirten med nationalsocialismen endte i 1942, og at Ringen blot var en ungdommelig vildfarelse. Jørgen Hunosøe mente dog, at man i forfatterskabet kunne læse, at tilknytningen til Ringen havde haft stor betydning og konsekvenser for Ole Wivel gennem hele livet.

Ingen af Ringens medlemmer har nogensinde fortalt hele historien. Det er denne fortielse, der inspirerede forfatterne Simon Pasternak og Christian Dorph til at bruge referencer til Ringen i deres nye kriminalroman, Afgrundens Rand. Den handler om et bestialsk mord på rigmanden Keld Borch, som i den efterfølgende efterforskning viser sig at have forbindelse til en kreds af æsteter, som dyrker germansk litteratur og kultur. Der optræder i kredsen en Adam Wolff, digter og nu departementschef i Forsvarsministeriet, der ikke skyr nogen midler for at beskytte historien om kredsens fortid:

"Vi er kendte mennesker," som Wolff siger i bogen: "Der er mange, der gerne vil misforstå os."

Og i kredsen er der tilmed en tysk nazist, Heinz Richter, som har ageret inspirator for kredsen. Dorph og Pasternaks bog har alene referencer til historien om Ringen. Det er ikke en faktisk fortælling om Wivel og på ingen måde en nøgleroman, men er blot inspireret af fortællingen. Som Simon Pasternak siger det:

"Det handler om den måde, vi behandler vores egen fortid på."

Pasternak og Dorph ønskede at undersøge, hvorfor kunstnere og intellektuelle blev fascineret af nazismen.

"Vi har et fortegnet billede af, hvem der blev tiltrukket af nazismen. I hvert fald i den undervisning, jeg selv har modtaget, blev de mennesker fremstillet som svage og belastede af personlige eller sociale problemer. Men i virkeligheden var en stor del af eliten optaget af avantgarden og den germanske kultur, og i nogle tilfælde havde det en nationalsocialistisk dimension," siger Simon Pasternak.

Forståelse

Men efter krigen opstod der straks konsensus om, at alt, der blot havde nærmet sig nazismen, var ondt. Uden diskussion.

"Der er ingen tvivl om, at hvis man i årene lige efter krigen stod frem, så var man færdig. Forfatterforeningen iværksatte jo helt konkret en udrensning af forfattere, der havde flirtet med nazismen. Det var umuligt for dem at få noget udgivet," siger Simon Pasternak.

Så man kan have en forståelse for, at Ringens medlemmer valgte at holde tæt. Men som juraprofessor Ditlev Tamm, der har forsket i retsopgøret efter krigen, påpeger, så var stemningen ikke længere så anspændt, da Jørgen Hunosøe afslørede Wivels tilknytning til Ringen. Flere unge historikere var begyndt at forske i de mere skumle kapitler i dansk besættelseshistorie, ikke for at udlevere enkeltpersoner, men for at forsøge at forstå.

"Det var det, Wivels historie kunne have bidraget med. Havde han på et tidligere tidspunkt stået frem og fortalt ærligt om sin fortid, så havde vi en mulighed for at undersøge, hvorfor intellektuelle har en tendens til at blive fascineret af totalitære systemer. Det kunne måske bidrage til en afdæmonisering og til en accept af, at det kan gribe ethvert menneske," siger Ditlev Tamm.

Han peger også på, at den totale afvisning kun gør tingene værre.

"At man går efter budbringeren og angriber Hunosøe er en fejl. Folk kan ikke håndtere hykleri, og det er jo i virkeligheden det, det er. Fejhed lærer vi ingenting af. Hvis for eksempel Günter Grass ærligt havde fortalt om sin fortid i Hitler Jugend, så ville hans massive og vigtige kritik af nazismen ikke have klinget så hult i dag."

Hemmeligholdelse af en sådan fortid er kun med til at mystificere og overdrive dens omfang, mener Ditlev Tamm. Derfor bør man efter hans mening opfordre intellektuelle til at stå frem og ikke holde hånden over dem. Flere kulturpersonligheder har forsvaret Ole Wivel og bagatelliseret hans fortid.

"Det bidrager jo kun til en fortielseskultur," siger Ditlev Tamm.

Han eftersøger en åben diskussion om intellektuelles fascination af totalitære systemer, uanset hvilken ideologi den måtte høre til.

Nuancer

Poul Pilgaard Johnsen ser flere forklaringer på, hvorfor historien om Wivel i den grad rystede dansk kulturliv og resulterede i en beskyttelsestrang hos mange intellektuelle.

"For det første var Wivel jo en dygtig mand. Det er værd at holde fast i. Hans betydning for Gyldendal kan ikke overdrives, så der er vel mange, der ikke kan lide at se ham omtalt på den måde. Mange forsvarer ham med, at han var så ung dengang. Men ungdom fratager vel ikke én for ansvar, og hans erindringer og korrespondancer viser tilmed, at han var en meget moden, ung mand. Derudover kan man forestille sig, at mange af dem, der i sin tid var forargede over Hunosøes afsløring, selv har gjort og sagt ting under en anden isme, som de ikke ønsker at få viftet for næsen."

Men også Poul Pilgaard Johnsen opfatter det som en mangel, at Wivel og de andre medlemmer aldrig stod frem.

"Det kunne give os et større indblik i det totalitæres natur at høre hans åbenhjertige reflektion over hans egen fascination."

Poul Pilgaard Johnsen fastslår, at han i sin omfattende research på kredsen omkring Waschnitzius ikke har fundet belæg for, at nogen af dem har begået kriminelle handlinger, ud over at to af dem - Ole Høst og Erik Johansen - meldte sig til tysk krigstjeneste, ligesom antisemitiske holdninger ikke synes at have drevet hverken Ole Wivel eller Knud W. Jensen.

"Vi har indtil for få år siden haft en tendens til at se meget sort-hvidt på mennesker, som blev fascineret af den nationalsocialistiske tanke. Det er helt forståeligt, at reaktionen måtte være sådan efter krigen, men i dag har vi langt større mulighed for at skrive mere facetteret om dem, der blev grebet af nazismen. Derfor er historien om Ringen stadig relevant."

Simon Pasternak mener, at han og Christian Dorph har fået svar på deres spørgsmål: Hvorfor blev historien om kunstneres tilknytning til nazismen så fortiet og forløjet?

"Vi er i meget høj grad indpodede med, at kunst skal gøre os til gode mennesker. Den er smuk. Men kunst er ikke nødvendigvis god, og hvis man tror det, så har man misforstået, hvad dele af avantgardekunsten går ud på. Det handler jo i høj grad om overskridelse. Og det, som kunsten inspirerer til i vores bog, er på ingen måde smukt. Det handler om, at vi alle kan lære noget af at se nuancerne både i kunsten og i fascinationen," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Wivels og Jensens og andres fascination af nazismen er vi nogle stk. som har vidst siden 50-erne.

Det forbavser, at "logen" kunne holde det hemmeligt,- sådan er der så meget!

I øvrigt er det vel folks ret at være fascineret af hvad som helst - så længe de lader det blive ved det.

Interessant tanke, at Kaj munk sandsynligvis ville være blevet udstødt af Forfatterforeningen - eller burde være blevet det. Hans holdninger var ikke mindre fascistiske end fx. Rørdams, han nåede blot at skifte hest i tide - hvis han havde overlevet krigen.

En glimrende artikel - især kommentarerne fra professor Ditlev Tamm. Især er det interessant, hvorfor så mange intellektuelle bliver grebet af totalitære ideologier, uanset om det er kommunisme eller nazisme, eller - som i dag - islamismen. I dag kan alle vel fordømme kommunismen og nazismen, men mange intellektuelle, der ellers betragter sig som progressive, bagatelliserer truslen fra islamismen. Klaus Rifbjerg, Tøger Seidenfanden, Carsten Jensen og Georg Metz er eksempler herpå.

Vedr. Kaj Munk: Ja, det er rigtigt, at Kaj Munk i 30erne sværmede for de totalitære ideologier (eller måske mere de stærke mænd, diktatorerne). Men desværre var han langt fra den eneste. Poul Henningen f.eks. gjorde det også. (Det var først efter krigen, han tog sit opgør med stalinismen). For slet ikke at tale om Hans Kirk, Hans Scherfig, Martin Andersen Nexø, Otto Gelsted osv. Til Kaj Munks forsvar skal dog siges, at da Danmark blev besat, så vaklede han ikke - men var tværtimod blandt de første, der opfordrede til modstand. Per Stig Møller har skrevet en glimrende bog om ham, der dokumenterer dette.

PS. Både Kaj Munk og de ovennævnte kommunistiske forfattere er fremragende. Dog undrer det mig, at den største af dem (efter min bedømmelse) Otto Gelsted er den, der er mindst kendt og værdsat. Gad vide hvad forklaringen er på, at aldrig har fået et folkeligt gennembrud?

Måske fordi han ikke skrev romaner? I øvrigt blev hans fremragende gendigtninger af Iliaden og Odysseen da solgt i meget store oplag.

Ja, det er rigtigt. Og fremragende er næsten en underdrivelse. Men det er længe siden. Efter min mening er han Danmarks største lyriker, men jeg føler mig altså lidt ensom med det standpunkt.