Læsetid: 5 min.

Rock 'n' roll i Glasgow

Da Skotlands protestantiske stolthed, Rangers FC, tirsdag aften tog imod superstjernerne fra spanske FC Barcelona var atmosfæren blandt de 52.000 fans nærmest gudfrygtig
Religiøst. Da Rangers pludselig hamstrede dansen fra Barca-stjernernes processioner, vågnede publikum på lægterne op til dåd, og i de sekunder forstod man, hvorfor fodbold er religion. Vi var i kirke, vi messede, havde blå næser, svedige håndflader og talte i tunger.

Religiøst. Da Rangers pludselig hamstrede dansen fra Barca-stjernernes processioner, vågnede publikum på lægterne op til dåd, og i de sekunder forstod man, hvorfor fodbold er religion. Vi var i kirke, vi messede, havde blå næser, svedige håndflader og talte i tunger.

Tony Marshall

27. oktober 2007

Tænk, hvis Rolling Stones kom forbi og jammede i Big Fat Snakes øvelokale. Eller hvis Bruce Springsteen var på bytur med Michael Falck og diskuterede lyrik og rockreligion i de sene nattetimer. Omtrent sådan var følelsen for Skotlands protestantiske stolthed, Rangers FC, da de tirsdag aften tog imod superstjernerne fra spanske FC Barcelona. Atmosfæren blandt de 52.000 fans var nærmest gudsfrygtig.

Scenen var Champions Leagues tredje runde, arenaen hed Ibrox stadion, som ligger i det sydvestlige hjørne af Glasgow, og alle, inklusiv holdets tidligere profil, Brian Laudrup, havde håbet på 11 raske drenge i fyrigt stormløb fra første fløjt. Godt nok havde træner Walter Smith og den højtelskede anfører Barry Ferguson manet til besindighed forud for tvisten med de katalanske boldekvilibrister. Alligevel lå det i kortene, at The Teddy Bears - som de blå fra Rangers eller bare Gers kalder sig - skulle frem over stepperne og pille pynten af de blå-rødes ferme trekanter. De seneste 3-0-sejre over henholdsvis Lyon i Champions League og arvefjenderne fra katolske Celtic i den skotske liga var de varme cifre, som skreg på europæisk triumf og kirsebærspisning med de allerstørste.

Fodboldhimmerigets tidløshed

Rangers' supportere hedder The Bluenoses. Efter matchen burde de snarere have haft røde ører. Kritikken var entydig. Fergusons mandskab kæmpede bravt og forsvarede sig klogt med 10 mand på egen banehalvdel, men de sjældne gange, hvor bolden trods alt havde retning mod Victor Valdés' mål, var alt for meget overladt til en heroisk fightende, men temmelig ensom, Daniel Cousin. Ikke at Barcas dispositioner var meget bedre. Deres håndboldagtige belejring af Rangers' målfelt mindede i lange perioder om fodbold hjemme på træningsanlægget - nu blot med levende skotter i stedet for papfigurer som lokkemad.

Men der var altså nogle sekunder, hvor krigen på grønsværen løftede sig op i fodboldhimmerigets tidløshed. Helt præcist foregik det midtvejs i første halvleg, da Rangers pludselig hamstrede dansen fra Barca-stjernernes processioner, kombinerede med hurtighed og elegance og endda med snerten af det skotske temperament, som Laudrup sukkede efter. Publikum på lægterne vågnede op til dåd, og i de sekunder forstod man, hvorfor fodbold er religion. Vi var i kirke, vi messede, havde blå næser, svedige håndflader og talte i tunger. Og for nu at genbruge Julie Berthelsens aktuelt hæse '2900'-refræn, så var det "a moment's bliss".

Lykken findes i Hellerup, hvis man skal tro TV3. Men på nabokanalen TV3+ kunne man godt fornemme, at den også stortrives i Glasgow. Begejstringen over et enligt point i den største turnering af dem alle blev indløst i jubelråb, når de blå defensiver kaprede kuglen fra de vævre katalanere, når Ronaldinho for anden gang i træk misbrugte et direkte frispark, eller da den østrigske dommer Konrad Plauts fløjtede for sidste gang. Lettelse, måske. Eller nok snarere en kynisk forståelse af, at Rangers' vanlige Duracell-kaniner, da der virkelig stod noget på spil, byttede den passionerede, men naive, fight 'till you drop-filosofi med en kalkuleret 4-5-1-model med vægt på de defensive andenkæder, som Europas topklubber har så svært ved at bryde igennem.

Anti-fodbold

Lionel Messi ramte hovedet på sømmet. Ifølge ham havde Rangers præsteret anti fodbold fra første minut. Derefter tilføjede han selvkritisk, at Barca manglede nøglen til at dirke Rangers' forsvarslås op. Og han mente også, at det ikke er mange hold, der spiller så defensivt. Der tager han fejl. Det gør sådan cirka halvdelen af Champions League-feltet. Og af samme grund var det lige ved at gå galt for Real Madrid, da de mødte Olympiacos på hjemmebanen Santiago Bernabéu i Madrid i onsdags. Oppe i Glasgow er de stadig lykkelige over Fergusons fightervilje og mindst lige så benovede over Messis driblekunstner.

For Olympiacos' venstreback Raúl Bravo var kampen mod mestrene fra Madrid noget ganske særligt. Bravo er tidligere Real-spiller, men har i de senere år sejlet frem og tilbage mellem bænk, back og centralt forsvar - hvis han da ikke, især under Capello, blev holdt helt ude af truppen. Nu er den militærklippede Bravo ét af fikspunkterne i træner Panagiotis Lemonis' potente slagplan. Modellen er hurtig boldomgang, fysisk pågåenhed til sidste albueløft og hang til akkuratesse på dødbolde og kontramuligheder.

David møder Goliath

Mens Bravo drømte om gylden revanche og i øvrigt modtog stående ovationer fra kongeklubbens fans ved udskiftning, blev det en anden arvefjende, nemlig den tidligere Atletico Madrid-spiller Luciano Galletti, som sendte chokbølger over det forvænte Bernabéu. Efter Raúls fodrappe scoring allerede i kampens andet minut tog Olympicos' Predrag Djordjevic fusen på en mere og mere gumpetung Michel Salgado i madrilenernes højre forvarsflanke, hvorefter den serbiske venstrewing fandt en hel fri Galletti foran Iker Casillas' masker. 1-1, og nu ulmede katastrofen på Bernabéu, mens de tilrejsende grækere festede og pegede fingre af de marengsfarvede overklassespillere.

Det lignede et ekko af opgøret i Glasgow. David møder Goliath. Men nu altså på hjemmebane og med mere og mere desperation i øjne og bentøj. Karakteristisk nok for det drama, som altid synes at binde grønsvær og sladderspalte sammen, blev det partytossen Robinho, som hev Real op af dyndet. To scoringer på stribe, først til 2-2, siden til 3-2, og endda med styrtløb ud til Schusters træningsbænk med high five på stribe for li'som at få orden på undskyldningerne efter festen. Havde det ikke været for ham, havde spanierne ligget og rodet nede i den dårlige ende af Gruppe C. End ikke udtalelser à la Messis om anti-fodbold ville have nyttet noget i lyset af de enorme mængde chancer, Real havde og misbrugte - godt hjulpet af en fænomenalt spillende Olympiacos-keeper.

Historien smager af sig selv

Historien smager af sig selv for fodboldøkonomiens nr. 1 og 2. Barcelona kom, så og sejrede i forhold til det spilkoncept, de lancerede første gang i 2006 mod Werder Bremen, hvor pointene skulle fedtes hjem på henholdende kynisme og taktisk mådehold. Og hollænderholdet Real Madrid lignede Capello på EPO: panik på lægterne over modstanderens udsigt til sejr, hvorefter man på falderebet hiver hormonerne op af støvlerne og sætter al lid til driblestærke brasilianere og - atter engang - Sergio Ramos' absurd utrættelige ryk.

Gu' er der problemer under overfladen. Hverken et sidste øjebliks 4-2 eller 90 minutters 0-0 er i orden. Så er der lysår til Arsene Wengers og Nicklas Bendtners imposant stjernefraværende Arsenal, som tirsdag aften bankede SK Slavia Prag med hele 7-0, hvor især Fabregas lignede noget, der ene mand kunne sænke underpræsterende hold (hvad han jo sådan set også gjorde i Århus). Heldigt for Madrid og Barca er der dog endnu længere til Liverpool, der omsatte visit hos tyrkiske Besiktas til et 1-2-nederlag. Anti-fodbold? Ikke, hvis man spørger fansene i Glasgow og Istanbul.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu